REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om ministeren vil forholde sig til Institut for Menneskerettigheders rapport "Etnisk profilering i Danmark - dansk retsbeskyttelse inden for politiets arbejdsområde" m.v., til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Etnisk profilering i Danmark

– dansk retsbeskyttelse inden

for politiets arbejdsområde

Tema

Institut for Menneskerettigheder

2011

Nationale kontrolorganer

Etnisk profilering

i Danmark

– dansk retsbeskyttelse

inden for

politiets arbejdsområde

Tema

Institut for Menneskerettigheder

2011

Kolofon

Etnisk profilering i Danmark

– dansk retsbeskyttelse inden for politiets arbejdsområde

Tema/2011

Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse af rapport om etnisk profilering

eller dele heraf skal ske med fuldstændig kildeangivelse.

Redaktion: Mandana Zarreparvar og Susanne Nour (ansv.)

Tilrettelæggelse: Martin Futtrup og Bjørn Dilou Jacobsen

Forlagsredaktion: Klaus Slavensky

Layout: Carsten Schiøler

Produktion: Handy-Print A/S, Skive

Trykt i Danmark 2011

Udgivet i samarbejde med The Open Society Justice Initiative

ISBN 978-87-91836-41-1

Sammendrag og anbefalinger

..................................................................

1. Introduktion og metode........................................................................

1.1 Introduktion.................................................................................................

1.2 Definition og metode...............................................................................

1.3 Rapportens indhold..................................................................................

2. Politi og anklagemyndighed i Danmark

........................................

2.1 Rigspolitiet ...................................................................................................

2.2 Politiets Efterretningstjeneste...............................................................

2.3 Politikredsene .............................................................................................

2.4 Anklagemyndigheden.............................................................................

2.5 Kredsråd ........................................................................................................

3. Politiets beføjelser til at foretage indgreb.....................................

3.1 Indgreb over for alle .................................................................................

3.2 Indgreb over for personer, der giver anledning til fare................

3.3 Indgreb over for mistænkte og sigtede.............................................

3.4 Risiko for etnisk profilering og anbefalinger ...................................

4. Indvandring og grænsekontrol..........................................................

4.1 Lovgivning....................................................................................................

4.2 Opgavefordeling........................................................................................

4.3 Gyldig dokumentation ............................................................................

4.4 Personkontrol ved de ydre Schengen-grænser..............................

4.5 Personkontrol ved de indre Schengen-grænser ............................

4.6 Told .................................................................................................................

4.7 Risko for etnisk profilering og anbefalinger ....................................

5. Anti-terrorisme..........................................................................................

5.1 Opgavefordeling........................................................................................

5.2 Lovgivning....................................................................................................

5.3 Behandling af personoplysninger .......................................................

5.4 Overvågning................................................................................................

5.5 Politi mod terror .........................................................................................

5.6 Risiko for etnisk profilering og anbefalinger ...................................

6. Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

...................................

6.1 Lov om etnisk ligebehandling ..............................................................

334

Indhold

Indholdsfortegnelse

6.2 Forvaltningsloven......................................................................................

6.3 Lov om forbud mod forskelsbehandling pga. race m.v...............

6.4 Udlændingeloven......................................................................................

6.5 Straffeloven..................................................................................................

6.6 Konklusion og anbefalinger ..................................................................

7. Klagemuligheder......................................................................................

7.1 Politiklagesystemet...................................................................................

7.2 Folketingets Ombudsmand ...................................................................

7.3 Ligebehandlingsnævnet.........................................................................

7.4 Institut for Menneskerettigheder ........................................................

7.5 Kontrol med PET’s aktiviteter ................................................................

7.6 Bevis for etnisk profilering og anbefalinger.....................................

8. Litteratur og rapporter vedrørende etnisk

profilering i Danmark

.............................................................................

Bilag 1. Visitationszoner i København....................................................

Indhold

Denne rapport indeholder en juridisk analyse af dansk ret inden for

antidiskrimination, politiarbejde, antiterrorisme, indvandring og

grænsekontrol om etnisk profilering. Analysen inddrager relevante

retskilder, herunder love, bekendtgørelser, retningslinjer, retspraksis fra

domstole og administrative myndigheder såvel som international

retspraksis af relevans for Danmark og international good practice i

forhold til bekæmpelse af etnisk profilering.

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

Politiloven, færdselsloven og retsplejeloven giver politiet adgang til at

foretage stikprøvekontrol over for enkeltpersoner uden noget krav om

rimelig mistanke. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i

afgørelsen

Gillian og Quinton mod Storbritannien

udtalt, at brede

politibeføjelser til at foretage stikprøvekontroller skaber en reel risiko for

etnisk profilering hos den enkelte politibetjent i udvælgelsen af personer

til kontrol. Der eksisterer ingen danske retningslinjer vedrørende

forebyggelse af etnisk profilering ved udførelsen af stikprøvekontroller.

1. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at politilovens § 6 ændres i

overensstemmelse med dommen Gillian og Quinton mod Storbritannien

fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

2. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der udarbejdes nationale

retningslinjer som har til formål at forebygge etnisk profilering.

Retningslinjerne bør indeholde en vejledning om, hvilke kriterier der er

saglige at inddrage som grundlag for et politiindgreb, og hvordan politiet

kan forebygge etnisk profilering.

Polititræning kan være et effektivt redskab til at minimere risikoen for

etnisk profilering. Træningen bør sigte mod at uddanne politibetjente i

relevant diskriminationslovgivning, udfordre stereotyper og fordomme,

øge bevidsthed om konsekvenserne af diskrimination og vigtigheden af

offentlig tillid samt praktisk rådgivning om kommunikation med

offentligheden.

3. Institut for Menneskerettigheder finder det positivt, at elever på

politiskolen undervises i etnisk profilering, og anbefaler, at træning i

forebyggelse af etnisk profilering fortsættes efter endt uddannelse på

politiskolen. Især vejledning fra overordnet politipersonale kan have

væsentlig betydning for at forebygge etnisk profilering.

Resume

Sammendrag og anbefalinger

Indvandring og grænsekontrol

Udlændingeloven giver politiet beføjelser til at foretage stikprøvevis

kontrol af køretøjer i søgen efter udlændinge uden lovligt

opholdsgrundlag. Der eksisterer ingen danske retningslinjer, som

fokuserer på etnisk profilering i forbindelse med patruljering i de

grænsenære områder. Risikoen for etnisk profilering i forbindelse med

grænsekontrol må formodes at være højere end andre af politiets

arbejdsområder, da politiets formål med stikprøvekontrollen er at opdage

udenlandske statsborgere, som krydser grænsen ulovligt. Klare

retningslinjer vedrørende objektive og saglige kriterier i forbindelse med

grænsekontrol er afgørende for at forebygge etnisk profilering.

4. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der udarbejdes nationale

retningslinjer med fokus på håndtering og forebyggelse af etnisk

profilering i forbindelse med grænsekontrol.

Antiterrorisme

Som et led i sin overvågning og efterforskning indsamler Politiets

Efterretningstjeneste (PET) personoplysninger om mistænkte kriminelle

personer og organisationer. Der er udarbejdet retningslinjer for PET’s

behandling af personoplysninger, og Wamberg-udvalget overvåger PET’s

aktiviteter. Hverken retningslinjerne eller Wamberg-udvalgets

kommisorium behandler imidlertid specifikt risikoen for etnisk profilering.

5. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i retningslinjerne for

PET’s behandling af personoplysninger samt Wambergudvalgets

kommisorium tilføjes retningslinjer vedrørende forebyggelse af etnisk

profilering.

Gennem arbejdet med at bekæmpe radikalisering fremhæver PET, at

terrortruslen mod Danmark hovedsaligt stammer fra netværk, grupper og

enkeltpersoner, der bekender sig til forskellige former for militant islamisk

ideologi. Netværk af ”hjemmedyrkede ekstremister” beskrives som ofte

værende karakteriseret ved at være løst strukturerede, bestående af unge

mellem 16 og 25 år, som er født eller vokset op i Danmark. De ser sig selv

som en del af et globalt islamisk netværk, hvor vold ofte spiller en central

rolle. Anvendelsen af religiøs praksis som et hovedkriterium ved

identifikationen af potentielle terrorister medfører en reel risiko for etnisk

profilering.

Resume

6. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at indsatsen mod

antiradikalisering baseres på objektive kriterier og fokuserer på klare

indikatorer vedrørende adfærd og handlinger, som tyder på planlægning

af eller direkte støtte til vold. Initiativer til antiradikalisering bør ikke

målrettes mod bestemte personergrupper på grundlag af de pågældendes

religiøse overbevisning. Inddragelse af religion bør om nødvendigt alene

anvendes som en bidragende faktor.

Diskriminationsforbuddet i dansk ret

Etnisk profilering foretaget af politiet udgør forskelsbehandling på grund

af en persons race eller etniske oprindelse og er i strid med den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Dansk lovgivning indeholder

imidlertid ikke et udtrykkeligt forbud mod etnisk profilering og

diskrimination foretaget af politiet.

7. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der indarbejdes et specifikt

forbud mod diskrimination, herunder etnisk profilering i politiloven.

Forbuddet kan indsættes som et bærende princip i et nyt § 3, stk. 2, om

almindelige bestemmelser for politiets indgreb.

Klagemuligheder

Etnisk profilering kan ofte være svært at bevise i enkeltsager, da det kan

være vanskeligt at sandsynliggøre, at et givent politiindgreb var

begrundet i etnisk profilering. Folketingets Ombudsmand er den eneste

klagebehandlende myndighed, som er i stand til at foretage mere

generelle undersøgelser af politiets praksis og mulige mønstre af etnisk

profilering.

8. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at muligheden for at foretage

generelle undersøgelser af etnisk profilering introduceres i

politiklagesystemet.

9. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Folketingets

Ombudsmand foretager en generel undersøgelse af etnisk profilering

foretaget af politiet.

I Danmark foretages der ikke en generel registrering af den etniske

oprindelse hos personer, som udsættes for politiindgreb. Det er derfor

vanskeligt at måle, hvorvidt personer med en bestemt etnisk oprindelse i

praksis oftere end andre udsættes for politiindgreb. Det er derfor

vanskeligt at overvåge og vurdere, om etnisk profilering reelt finder sted i

Danmark.

Resume

Anvendelse af såkaldte stopsedler til at registrere politiindgreb kan

opfylde flere formål. De indsamlede statistiske data kan anvendes som et

internt redskab til at overvåge, hvordan og hvor ofte politiindgreb

anvendes, samt hvorvidt bestemte grupper udsættes for indgreb i

disproportionalt omfang. Stopsedler kan endvidere være et nyttigt

middel til at tilskynde politiet til at foretage velbegrundede indgreb. Det

indsamlede statistiske materiale kan ligeledes anvendes af lokalsamfund

til at stille politiet til ansvar for sin adfærd.

10. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i Danmark foretages

systematisk registrering af personer, som er i kontakt med politiet med

henblik på at tilvejebringe statistisk materiale om politiets indsats over for

borgerne set i forhold til de enkelte borgeres etniske oprindelse. Dette

materiale kan afdække disproportionale mønstre og måle effektiviteten af

politiets indgreb. Registreringen bør udvikles i samarbejde med

Datatilsynet for at sikre overholdelsen af persondataloven.

Resume

1.1. Introduktion

Institut for Menneskerettigheder er en national menneskerettigheds-

organistaion (NHRI), som er akkrediteret i overensstemmelse med FN’s

Paris Principper. Instituttet har som led i dets arbejde med henblik på at

beskytte og fremme menneskerettigheder bl.a. til opgave at overvåge

menneskerettighedssituationen i Danmark. Instituttet er desuden

udpeget som nationalt ligebehandlingsorgan (NEB) i overensstemmelse

med EU’s direktiv 2000/43/EF.

Institut for Menneskerettigheder har udarbejdet denne rapport i

samarbejde med Open Society Justice Initiative, som har finansieret

rapporten, kommenteret det endelige udkast af rapporten og bidraget

med viden om etnisk profilering og relevant praksis fra andre lande.

The Open Society Justice Initiative arbejder for at addressere etnisk

profilering i en række europæiske lande. I samarbejde med nationale

partnere har Open Society Justice Initiative dokumenteret etnisk

profilering i adskillige lande, herunder Bulgarien, Frankrig, Ungarn,

Holland, Spanien og Storbritannien. Forskning foretaget af Open Society

Justice Initiative viser, at etnisk profilering er en fastgroet og udbredt

praksis, som påvirker etniske minoriteter i hele den Europæiske Union.

I rapporten gives et overblik over dansk lovgivning vedrørende politiets

generelle adgang til at foretage indgreb over for civile,

antiterrorforanstaltninger og grænsekontrol med fokus på

problemstillinger vedrørende antidiskrimination og etnisk profilering. I

rapporten undersøges endvidere, i hvilken udstrækning dansk lovgivning

og praksis beskytter mod etnisk profilering i politiets daglige arbejde, og

det vurderes, om der i Danmark er tilstrækkelig juridisk beskyttelse til at

bekæmpe og forebygge etnisk profilering.

Ved begrebet etnisk profilering inden for det politi- og

efterforskningsmæssige område forstås normalt myndigheders

anvendelse af etniske eller racemæssige karakteristika, som systematisk

sættes i forbindelse med f.eks. bestemte typer af forbrydelser eller danner

grundlag for særlige politi- og efterforskningsmæssige beslutninger og

indsatser.

Etnisk profilering er et fænomen, der gennem de seneste år har fået

Introduktion og metode

Introduktion og metode

stigende opmærksomhed. I mange lande har lovgiver og politi imidlertid

ikke særligt fokus herpå, ligesom udbredelsen af fænomenet i praksis ikke

er undersøgt i tilstrækkelig grad.

Med hensyn til Danmark indikerer eksisterende materiale som

akademiske forskningsprojekter, statisktisk information fra Københavns

Politi samt avisartikler, at etnisk profilering er et reelt problem her i landet.

To danske akademiske forskningsprojekter konkluderer således, at

spændinger mellem politiet og især unge personer fra etniske

minoritetsgrupper til dels skyldes etnisk profilering udøvet af politiet. Det

ene forskningsprojekt fremhæver politiets anvendelse af stereotyper

i sit

arbejde. Det andet forskningsprojekt konstaterer, at politiets visitationer

af unge med etnisk minoritetsbaggrund indebærer sammenstød med og

modvilje hos dem, som visiteres, hvilket medfører en stigende

kriminalitetsrate hos denne gruppe, når de tiltales for at sætte sig til

modværge over for politiet.

Endvidere indikerer statistisk materiale fra Københavns Politi, at etnisk

profilering kan forekomme i visitationszoner etableret af politiet.

Materialet viser også, at der alene sker et lavt antal arrestationer af

visiterede personer, hvilket rejser tvivl om visitationszonernes effektivitet.

Mellem 15. september 2008 og 15. januar 2010 blev 9.887 personer

kropsvisiteret samlet 17.977 gange inden for visitationszoner i

København. Over 50 procent af de visiterede havde en anden etnisk

oprindelse end dansk. Det bemærkes i den forbindelse, at indvandrere og

efterkommere udgør 21,6 procent af hele Københavns indbyggerantal og

27,9 procent af Nørrebros.

Herudover fremgår det af undersøgelser fra februar 2008, foretaget af

aviser i forbindelse med gadeuorden på Nørrebro udøvet af unge med

indvandrerbaggrund, at politiets anvendelse af visitationer var blandt

årsagerne til konfrontationerne.

Disse undersøgelser kan ikke tages til

1 Holmberg 1999

2 Ansel-Henry and Jespersen 2003

3 http://politiken.dk/indland/ECE882398/18000-visitationer-gav-300-vaaben/

4http://www.kk.dk/FaktaOmKommunen/KoebenhavnITalOgOrd/StatistikOmKoebenhavnOgKoebenhavnere/K

ort/Temakort/Befolkning/IndvandrereOgEfterkommereIAlt.aspx

På denne baggrund har Institut for Menneskerettigheder udarbejdet

denne juridiske rapport om etnisk profilering i Danmark, hvis

hovedformål er at vurdere den juridiske beskyttelse mod etnisk

profilering i Danmark.

1.2. Definition og metode

I dansk lovgivning eksisterer ingen definition af begrebet etnisk

profilering. I denne rapport anvendes Den Europæiske Komité mod

Racisme og Intolerances (ECRI) definition for

racial profiling,

som findes i

ECRI’s General Policy Recommendation N° 11 om bekæmpelse af racisme

og racediskrimination i politiarbejdet (on combating racism and racial

discrimination in policing):

“Politiets

brug af grunde så som race, hudfarve, sprog, religion, nationalitet

eller national eller etnisk oprindelse ved udøvelsen af kontrol-, overvågnings-

eller efterforskningsaktiviteter, uden nogen objektiv eller rimelig

begrundelse.”

(forfatterens oversættelse)

Etnisk profilering forekommer i praksis oftest i forbindelse med

politibetjentes konkrete beslutninger om, hvilke personer der skal

underlægges identitetskontrol, udspørgen og visitation, men anvendes

også til computersøgning i databaser (datamining) med henblik på f.eks.

at søge efter potentielle terrormistænkte eller målrette overvågning og

antiradikaliseringstiltag m.v.

Grundlæggende internationale menneskerettighedsinstrumenter, som

5 Politiken 18. februar 2008,

Erklæring: Sandheden bag urolighederne

http://politiken.dk/indland/fakta_indland/ECE473096/erklaering-sandheden-bag-urolighederne/ se også

Jyllands-Posten 16. februar 2008,

Eksperter afviser at optøjer handler om

diskrimination

http://jp.dk/indland/krimi/article1268662.ece

6 “The use by the police, with no objective and reasonable justification, of grounds such as race, colour, language,

religion, nationality or national or ethnic origin in control, surveillance or investigation activities.”

Introduktion og metode

indtægt for en præcis bedømmelse af omfanget af etnisk profilering i

Danmark, men de understreger et behov for yderligere undersøgelser af

etnisk profilering på det politi- og efterforskningsmæssige område i

Danmark. Øget indsamling og undersøgelse af data om etnisk profilering

og diskrimination er en forudsætning for yderligere at kunne fremme

ligebehandling og forebygge diskrimination. Herigennem er det muligt at

målrette indsatsen og måle effekten heraf.

Introduktion og metode

f.eks. FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR), FN’s

Konvention til Forebyggelse af alle Former for Racediskrimination (CERD),

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og EU’s charter

om Fundamentale Rettigheder indeholder ikke et udtrykkeligt forbud

mod etnisk profilering. Både FN’s racediskriminationskomité (CERD) og

ECRI har imidlertid fremhævet, at etnisk profilering kan udgøre en

krænkelse af menneskerettens grundlæggende princip om

ligebehandling og antidiskrimination.

For personer, som kropsvisiteres og tilbageholdes af politiet og i den

forbindelse oplever at være udsat for etnisk profilering – eventuelt

gennem adskillige møder med politiet – kan disse oplevelser være yderst

skræmmende og ydmygende. Etnisk profilering kan endvidere øge

graden af fjendtlighed i mødet mellem individ og politi eller andre

retshåndhævende myndighedspersoner. Herved øges samtidig

sandsynligheden for, at rutineforanstaltninger eskalerer til konflikt og

aggression, som tilmed kan risikere at udgøre en sikkerhedsrisiko for

politiet og lokalsamfundets beboere.

Herudover kan etnisk profilering medføre egentlig fremmedgørelse af de

personer, der er udsat herfor, og i sidste ende en stigmatisering af hele

lokalsamfund. I tilfælde, hvor netop de pågældendes assistance er

nødvendig med henblik på bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme, er

den etniske profilering derfor tilmed en ineffektiv og kontraproduktiv

metode i politiarbejdet.

Etnisk profilering kan forekomme gennem direkte diskrimination, hvor en

politibetjent bevidst opsøger bestemte etniske grupper. Etnisk profilering

kan også forekomme ved indirekte diskrimination, hvor en betjents

handlinger ubevidst er motiveret af generaliseringer om etniske grupper

og etniske stereotyper. Institutionelle faktorer, som rammer etniske

grupper på forskellig vis, kan også resultere i indirekte diskrimination. Det

kan være brugen af polititaktik, fokus på bestemte kvarterer eller særlige

typer af kriminalitet.

I denne rapport undersøges relevant, gældende dansk ret vedrørende

politi, antiterrorisme, immigration og grænsekontrol samt anti-

diskrimination med det formål at afdække, i hvilken udstrækning dansk

ret beskytter mod etnisk profilering i det praktiske politiarbejde. I

7 CERD General Recommendation No. 31: Administration of the Criminal Justice System; ECRI General Policy

Recommendation No. 11 on combating racism and racial discrimination in policing

1.3. Rapportens indhold

Kapitel 2

i denne rapport gennemgår politiets og sikkerhedstjenestens

struktur i Danmark. De forskellige aktører inden for politiet og

sikkerhedstjenesten præsenteres, og der redegøres for arbejdsdelingen

mellem de forskellige aktører.

Kapitel 3

vedrører politiets beføjelser til at foretage indgreb over for civile.

I kapitlet gennemgås politiets adgang til at foretage stikprøvekontroller

efter politiloven, færdselsloven og retsplejeloven, politiets adgang til at

foretage indgreb over for personer, som udgør en fare for den offentlige

orden samt politiets adgang til at foretage legemsindgreb og ransagning

over for mistænkte og sigtede personer.

Kapitel 4

vedrører person- og varekontrol ved de danske grænser. I

kapitlet gennemgås lovgivning, fordeling af arbejdsopgaver mellem politi

og andre aktører samt politiets praksis ved person- og varekontrol.

Kapitel 5

vedrører den danske antiterror lovgivning og det danske

antiterrorberedskab. I kapitlet gennemgås Politiets Efterretningstjenestes

arbejdsopgaver og samarbejde med andre danske myndigheder.

Kapitel 6

beskriver dansk rets forbud mod diskrimination på grund af race

eller etnisk oprindelse med særligt fokus på politiets forpligtelse til at

udøve ligebehandling.

Kapitel 7

gennemgår adgangen til at påklage politiets og andre

myndigheders afgørelser og adfærd inden for de områder, som er

beskrevet i kapitlerne 3, 4 og 5.

Introduktion og metode

undersøgelsen inddrages danske love, bekendtgørelser, retningslinjer,

retspraksis fra danske domstole og administrative organer samt

Danmarks internationale forpligtelser set i lyset af nyere international

retspraksis. Konklusionerne vedrørende den danske beskyttelse mod

etnisk profilering perspektiveres på baggrund af anbefalinger og good

practice udviklet af Open Society Justice Initiative og Den Europæiske

Unions Agentur for Fundamentale Rettigheder (FRA). På denne baggrund

udarbejdes endelig anbefalinger til styrkelse af beskyttelsen mod etnisk

profilering.

Politi og anklagemyndighed i Danmark

2. Politi og anklagemyndighed i Danmark

Det danske politi og anklagemyndigheden refererer begge direkte til

Justitsministeriet og er underlagt justitsministerens instruktionsbeføjelse.

Den øverstansvarlige for politiets virksomhed er rigspolitichefen, og for

anklagemyndigheden er det rigsadvokaten.

2.1. Rigspolitiet

Rigspolitiet ledes af rigspolitichefen. Rigspolitichefen har det

overordnede ansvar for politiets virksomhed i hele landet og fører tilsyn

med de enkelte politikredse og politidirektører.

Rigspolitiet består af tre

hovedområder: politiområdet, administrationsområdet og Politiets

Efterretningstjeneste (PET). Inden for politiområdet formulerer

Rigspolitiet strategier for hele det danske politi, understøtter arbejdet i

politikredsene og koordinerer politiets arbejde på landsplan. Rigspolitiet

fungerer også som bindeled til det internationale politisamarbejde samt

løser opgaver og stiller specialistkompetencer til rådighed for

politikredsene inden for særlige områder, som f.eks.

kriminalitetsforebyggelse, bandekriminalitet og grænseoverskridende

kriminalitet.

2.2. Politiets Efterretningstjeneste

Politiets Efterretningstjeneste (PET) udgør organisatorisk en del af

Rigspolitiet, men chefen for PET refererer direkte til justitsministeren.

PET’s hovedopgave er at forebygge, efterforske og modvirke

foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for

Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund. Dette

omfatter bl.a. vurdering af sikkerhedsmæssige trusler mod Danmark, som

f.eks. terrorisme, ekstremisme, spionage og den mest alvorlige

organiserede kriminalitet, samt varetagelse af sikkerhedsopgaver,

herunder personbeskyttelse. PET har desuden en aktionsstyrke, som kan

yde assistance til politikredsene i forbindelse med særlige politiindsatser.

PET løser sine opgaver gennem efterretningsindhentning, overvågning,

efterforskning samt forebyggende foranstaltninger.

8 Retsplejelovens § 108 og § 98

9 Retsplejelovens § 109

2.3. Politikredsene

Danmark er inddelt i 12 politikredse, som alle er underlagt

rigspolitichefens tilsyn. Hver politikreds ledes af en politidirektør og en

vicepolitidirektør.

Under politidirektøren og vicepolitidirektøren er der

en chefanklager, som er ansvarlig for at føre offentlige straffesager, og en

chefpolitiinspektør, som er ansvarlig for politiarbejdet i politikredsen.

Under chefpolitiinspektøren er der desuden politiinspektører, som er

ansvarlige for henholdsvis beredskabsafdelingen,

efterforskningsafdelingen og lokalpolitiafdelingerne.

2.3.1. Beredskabsafdelingen

Beredskabsafdelingen i en politikreds har en vagtcentral, som koordinerer

den overordnede patruljering i en politikreds og udrykning til uforudsete

hændelser. Vagtcentralen har et overblik over alle patruljevogne i

politikredsen og deres placering. Beredskabsafdelingen varetager

desuden politikredsens alarmcentral, som modtager nødopkald via

telefonnummeret 112 og færdselsafdelingen, som varetager

færdselskontrol i politikredsen.

2.3.2. Efterforskningsafdelingen

Efterforskningsafdelingen er placeret på hovedstationen i en politikreds

og indeholder afdelinger for personfarlig kriminalitet, økonomisk

kriminalitet og organiseret kriminalitet. Efterforsknings-afdelingen

varetager efterforskning af alvorligere og mere komplicerede sager i en

politikreds.

2.3.3. Lokalpolitistationer

Politikredsene har en række lokalpolitistationer, som skal forankre

politiindsatsen i nærområderne. Lokalpolitiet varetager de opgaver, som

ikke hører under beredskabsafdelingen eller efterforskningsafdelingen.

Lokal kriminalitet vil blive efterforsket af lokalpolitiet, medmindre

10 Se nærmere herom på PET’s hjemmeside www.PET.dk. Se også Justitsministeriets instruks til chefen for

Politiets Efterretningstjeneste af 7. december 2009

11 Retsplejelovens § 110

12 Se www.justitsministeriet.dk/politikreds.html

13 Henricson side 51f

14 Henricson side 59f

Politi og anklagemyndighed i Danmark

PET rejser ikke tiltale i straffesager. Giver PET’s efterforskning grundlag for

at rejse en egentlig straffesag, overgives sagen til det almindelige politi,

anklagemyndigheden eller i nogle tilfælde justitsministeren.

Politi og anklagemyndighed i Danmark

kriminaliteten er af en størrelse og karakter, som gør det mest

hensigtsmæssigt, at den efterforskes af efterforskningsafdelingen på

hovedstationen i politikredsen. Lokalpolitiet foretager endvidere

patruljering, som koordineres med beredskabsafdelingens vagtcentral

samt lokalt forebyggende arbejde gennem kriminalpræventiv

undervisning og SSP-samarbejde.

Ved nogle lokalpolitistationer er der

oprettet et nærpoliti, som er et mindre tjenestested med indgående

kendskab til og kontakt med lokalområdet. Endelig kan der ved

lokalpolitiet være oprettet et landpoliti, som består af en enkelt

politimand, som er stationeret i et afgrænset, mindre befolket distrikt,

som f.eks. en ø. Landpolitibetjenten varetager de ordensmæssige opgaver

i området.

2.4. Anklagemyndigheden

De offentlige anklagere i Danmark er rigsadvokaten, seks statsadvokater

og de enkelte politidirektører for de 12 politikredse.

Politidirektørerne er

underlagt statsadvokaternes tilsyn, som er underlagt rigsadvokatens

tilsyn.

2.5. Kredsråd

Hver politikreds har et kredsråd, som oftest består af politidirektøren og

borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter.

Politidirektøren er formand for kredsrådet, som mødes mindst fire gange

årligt. Kredsrådets formål er at sikre sammenhæng mellem politiets og

kommunernes opgavevaretagelse. Kredsrådet kan f.eks. drøfte

tilrettelæggelsen af politiarbejdet i den pågældende politikreds og

henstille til politidirektøren, at politiet lægger vægt på løsningen af

bestemte opgaver, som f.eks. en særlig indsats over for visse

kriminalitetsproblemer. Hvis kredsrådet afgiver en henstilling til

politidirektøren, skal denne underrette om de forholdsregler, som træffes

med henblik på at efterkomme henstillingen, eller om hvorfor det ikke

anses for muligt at følge kredsrådets henstilling.

15 SSP er et lokalt samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet

blandt børn og unge

16 Henricson side 52-58

17 Retsplejelovens § 95

18 Retsplejeloven §§ 99-101

19 Retsplejeloven § 111 og § 112; Bekendtgørelse nr. 1426 af 13. december 2006 om kredsråd vedrørende

politiets virksomhed. Se også Henricson s. 492f

I dette kapitel beskrives politiets adgang til at foretage indgreb over for

civile. Kapitlet består af tre dele. Første del omhandler indgreb, som kan

foretages over for borgere, uden at politiet har en konkret begrundelse

for at foretage indgrebet. Disse indgreb er identitetskontrol,

legemsbesigtigelse inden for visitationszoner samt kontrol af køretøjer og

førere af køretøjer. Anden del beskriver politiets adgang til at foretage

indgreb over for personer, som i en konkret situation giver anledning til

fare. Tredje del vedrører politiets adgang til at foretage legemsindgreb og

ransagninger over for personer, som er mistænkte for en forbrydelse.

3.1. Indgreb over for alle

3.1.1 Identitetskontrol

Efter retsplejelovens § 750 kan politiet foretage identitetskontrol af alle

personer. En borger har således pligt til at oplyse sit navn, sin adresse og

fødselsdato, hvis politiet anmoder herom. Politiet har ikke pligt til at

oplyse borgeren om, hvorfor politiet ønsker de pågældemde oplysninger.

Endvidere stilles der ikke krav til formålet med at fremskaffe

oplysningerne.

Herudover har en borger ikke pligt til at udtale sig til politiet. Politiet kan

således ikke forlange at få oplyst en borgers CPR-nummer, som udover

fødselsdatoen indeholder fire ekstra cifre.

Hvis en borger nægter at afgive oplysninger eller afgiver forkerte

oplysninger til politiet, kan den pågældende tilbageholdes, indtil

oplysningerne afgives samt straffes med bøde. Længden af

tilbageholdelsen og den belastning, tilbageholdelsen medfører, skal dog

altid være proportional med formålet med tilbageholdelsen. I dommen

Vasileva mod Danmark

vurderede Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD), at det var uproportionalt at

frihedsberøve en 67-årig kvinde med forhøjet blodtryk i 13,5 timer, fordi

hun ikke ville oplyse sit navn. EMD fandt på den baggrund, at Danmark

havde overtrådt artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention, som beskytter den personlige frihed.

20 Se også dommen U.2002.2295V

21 Vasileva v. Denmark, Judgment of 25 September 2003, application no. 52792/99

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

3. Politiets beføjelser til at foretage indgreb

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

3.1.2. Visitationszoner

Efter politilovens § 6 kan politiet på offentligt tilgængelige steder,

uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende

oprette såkaldte visitationszoner, inden for hvilke politiet har en vid

adgang til at kontrollere, om personer besidder våben. Visitationszoner

giver ikke politiet adgang til at visitere personer på private arealer eller

andre steder, hvor det ikke er forbudt at besidde eller bære knive efter

våbenloven.

Formålet med at oprette visitationszoner er at kontrollere, om personer

besidder eller bærer våben. Når politiet foretager en visitation, skal det

derfor være med det formål at undersøge, om en person besidder våben.

Visitationszoner giver ikke politiet adgang til at foretage en visitation med

henblik på at undersøge, om en person er i besiddelse af euforiserende

stoffer eller andre ulovlige genstande. Oprettelse af en visitationszone

forudsætter, at der på det pågældende sted er en forhøjet risiko for

alvorlige strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv,

helbred eller velfærd. Det vil efter omstændighederne kunne være

tilstrækkeligt, at der for nylig på det pågældende sted er begået sådanne

strafbare handlinger, f.eks. slagsmål eller et voldeligt overfald. Karakteren

og omfanget af de tidligere konstaterede strafbare handlinger vil skulle

indgå i vurderingen af, om der er grund til at oprette en visitationszone.

En række mindre overtrædelser af våbenlovgivningen inden for en

kortere periode, eller én alvorlig strafbar handling, f.eks overfald med

kniv, vil kunne begrunde en oprettelse.

I visitationszonen kan politiet foretage stikprøvekontrol af, om nogen

besidder eller bærer våben, uden at der foreligger konkret mistanke mod

enkeltpersoner og uden en retskendelse. Alle personer, som befinder sig

inden for visitationszonen, kan således udsættes for stikprøvekontrol.

Politiet kan først og fremmest besigtige en persons ydre legeme og det

tøj, som personen er iført. Desuden kan politiet undersøge andet tøj og

genstande, som f.eks. tasker og kufferter, hvis de befinder sig inden for

visitationszonen. Køretøjer kan også gennemsøges, hvis den, der har

rådigheden over køretøjet, er til stede. Politiets adgang til at foretage

visitation svarer til den sikkerhedskontrol, der i dag foretages i de fleste

lufthavne.

Der skal være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem de

omstændigheder, der begrunder oprettelsen af en visitionszone, og selve

oprettelsen heraf. Endvidere skal politiet kunne begrunde, hvorfor der på

det pågældende sted er en forhøjet risiko for strafbare handlinger.

Modsat andre bestemmelser om indgreb i privatlivets fred kræver det

ikke en dommerkendelse at oprette en visitationszone. Visitationszoner

oprettes som udgangspunkt af politidirektøren i et politidistrikt.

Visitationszoner skal oprettes skriftligt, og de skal indeholde en

begrundelse for oprettelsen og en angivelse af det sted og tidsrum, som

oprettelsen gælder for. Oprettelsen af en visitationszone offentliggøres på

de enkelte politidistrikters hjemmesider. Der er ikke fastsat en øvre

grænse for, hvor længe en visitationszone kan opretholdes, men det

fremgår af forarbejderne til politiloven, at de kun under helt særlige

omstændigheder kan fastsættes for en længere periode end én måned.

Til gengæld kan varigheden af en visitationszone løbende forlænges.

I bilag 1 findes en liste over offentliggjorte meddelelser om etablering af

visitationszoner, som er tilgængelige på Københavns Politis hjemmeside.

Heraf kan udledes, at visitationszoner oftest etableres i 30 dage, og i flere

tilfælde forlænges oprettede zoner adskillige gange. Det kan endvidere

udledes, at begrundelsen for oprettelse af en zone ofte beror på bestemte

kriminelle hændelser, men begrundelsernes styrke varierer betydeligt.

Nogle zoner etableres på baggrund af en lang række tilsyneladende

tungtvejende grunde, såsom drab, mens andre zoner etableres på

grundlag af konfiskering af få våben. Fra slutningen af 2008 til starten af

2010 var hele København udpeget til én stor visitationszone.

Begrundelsen for at opretolde zonen var en igangværende krig mellem

rivaliserende bander, som resulterede i et større antal skyderier i

København. Siden januar 2010 er antallet og størrelsen af visitationszoner

oprettet i København aftaget væsentligt.

Politidirektørens beslutning om at etablere en visitionszone kan påklages

af enhver, som har retlig interesse heri, herunder personer der er blevet

visiteret inden for den pågældende visitationszone. Det er ikke muligt at

påklage politiets beslutning om at foretage visitationer inden for en

visitationszone. Der henvises i øvrigt til kapitel 7 om klagemuligheder.

22 L159 2003-04, Forslag til lov om politiets virksomhed, tillæg A 5870 afsnit 5.2.4.4.

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

Visitationszonens geografiske omfang afhænger af begrundelsen for

oprettelsen af visitationszonen. Efter forarbejderne til politiloven kan en

visitationszone omfatte f.eks. et værtshus, et butikscenter, en gade eller

en plads. En visitationszone kan efter forarbejderne ikke omfatte en hel

politikreds eller kommune.

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

3.1.3 Gillian og Quinton mod Storbritannien

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen

Gillian

og Quinton mod Storbritannien

23 har i Danmark vakt debat om, hvorvidt

de danske regler vedrørende visitationszoner er i overensstemmelse med

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), artikel 8 om

retten til respekt for privatliv.

Sagen omhandler de engelske regler om visitation af personer for at

undersøge, om de besidder genstande, som kan anvendes til en

terroraktion, den såkaldte section 44 i the Terrorism Act 2000. EMD

udtalte i sagen, at de engelske regler ikke har fornøden hjemmel i

national lovgivning, hvilket efter EMRK, artikel 8, stk. 2, er en

forudsætning for, at et indgreb i privatlivet kan anses for lovligt. Desuden

kræves det, at lovgivningen er tilgængelig og forudsigelig, således at en

borger kan indrette sig efter reglerne. Endelig skal den nationale

lovgivning indeholde en beskyttelse mod arbitrære indgreb fra offentlige

myndigheder.

I sagen kritiserede EMD på en række punkter det engelske regelsæt, som

er meget lig de danske regler om visitationszoner. EMD fastslog bl.a., at

risikoen for magtmisbrug øges, når en politibetjent tildeles beføjelser til

at visitere personer inden for en bestemt zone, uanset om der foreligger

en særlig begrundelse eller mistanke mod dem, som udvælges til

visitation. EMD udtalte endvidere, at det forhold, at en visitationszone er

tidsmæssigt og geografisk begrænset, er en nytteløs beskyttelse mod

arbitrære indgreb, hvis zonerne dækker større tætbefolkede områder og

løbende forlænges, ligesom adgangen til at få efterprøvet en visitation

ligeledes er en nytteløs beskyttelse, når politiet har ret til at foretage

stikprøvekontroller. EMD udtalte endvidere, at det reelt er umuligt at

sandsynliggøre, at der skulle være tale om magtmisbrug eller arbitrær

anvendelse af magtbeføjelser. Det forhold, at selve oprettelsen af en

visitationszone kan påklages, er ligeledes nytteløs, da det vil være

uforholdsmæssigt svært at sandsynliggøre, at oprettelsen er ubegrundet

(præmis 83). Den juridiske kontrol udgør derfor ikke et tilstrækkeligt værn

mod vilkårlige indgreb i privatlivets fred. EMD fremhævede, at britisk

lovgivning ikke gav nogen vejledning vedrørende proportionalitets-

vurdering, når indgreb blev foretaget (præmis 80). EMD fremhævede

endvidere risikoen for diskrimination og misbrug af sektion 44 i the

Terrorism Act 2000 og fastslog, at der er en reel risiko for vilkårlighed, når

politiet tildeles så vide beføjelser. Selvom den pågældende sag ikke

23 Gillian and Quinton v. The United Kingdom (Application no. 4158/05), Judgment of 12 January 2010

Den danske justitsminister har i en pressemeddelelse den 22. marts 2010

udtalt, at han ikke mener, at de danske regler bør ændres, da EMD’s dom i

Gillian and Quinton mod Storbritannien

ikke direkte kan overføres til

Danmark. Justitsministeren hæfter sig især ved, at de danske regler

indeholder et krav om, at en visitationszone kun kan oprettes, hvis der

konkret vurderes at være en forøget risiko for, at nogen i det pågældende

område foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers

liv eller helbred.

Bilag 1, som indeholder en liste over oprettede visitationszoner, som er

tilgængelige på Københavns Politis hjemmeside, viser imidlertid en

formindsket brug af visitationszoner siden dommen

Gillian og Quinton

mod Storbritannien

i januar 2010. Der har ikke været etableret en

visitationszone i København siden juli 2010.

Institut for Menneskerettigheder finder, at Danmark i en lignende sag kan

risikere også at blive dømt af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol for krænkelse af artikel 8. Instituttet lægger

vægt på, at den geografiske og tidsmæssige udstrækning af

visitationszoner i praksis har været meget vide at det danske politi uden

individuel mistanke kan foretage indgreb, hvilket øger risikoen for

vilkårlighed, samt at det i Danmark kan være svært at klage over en

uretmæssig stikprøvekontrol.

1. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at politilovens § 6 ændres i

overensstemmelse med dommen Gillian og Quinton mod Storbritannien

fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

3.1.4. Indgreb efter færdselsloven

Efter færdselslovens § 76a og § 77 har politiet adgang til at foretage visse

former for stikprøvekontrol med køretøjer og førere. Det er ikke en

betingelse for disse typer af kontrol, at der foreligger en konkret mistanke

24 Justitsministeriets pressemeddelelse af 22. marts 2010

http://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse+M55d794bfe1a.html?&tx_ttnews[pointer]=1

25 Pressemeddelelse fra Institut for Menneskerettigheder, 14. januar 2010,

Danmark må rette ind efter dom,

tilgængelig på:

http://menneskeret.dk/nyheder/arkiv/nyheder+2010/danmark+m%c3%a5+rette+ind+efter+dom

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

vedrørte personer af afrikansk eller asiatisk afstamning, var risikoen for

diskrimination ved anvendelse af disse beføjelser i domstolens øjne reel

(præmis 85).

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

om ulovligheder fra politiets side. Stikprøvekontrol efter færdselsloven

kan anvendes over for alle førere af køretøjer og forudsættes foretaget på

stedet. Hvis kontrollen giver anledning til konkret mistanke om

ulovligheder, kan politiet på denne baggrund foretage mere intensive

indgreb, som f.eks. ransagning og legemsindgreb, i overensstemmelse

med retsplejelovens kapitel 72 og 73, som er beskrevet nedenfor.

Føreren af et køretøj har på politiets anmodning pligt til at legitimere sig

og oplyse, hvem der ejer køretøjet. Politiet kan endvidere kræve, at

føreren afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve og lader sine øjne

besigtige, således at politiet kan vurdere, om der er grundlag for at

mistænke føreren for at være påvirket af alkohol eller euforiserende

stoffer i strid med færdselslovens regler. Denne form for kontrol kan ikke i

sig selv fastslå med sikkerhed, hvorvidt føreren er påvirket, men hvis

kontrollen giver anledning til mistanke om, at føreren er påvirket, eller

hvis føreren nægter eller er ude af stand til at gennemføre kontrollen, kan

politiet tilbageholde den pågældende med henblik på, at en lægefaglig

person udtager en blod- eller urinprøve.

Politiet kan endvidere standse et køretøj for at kontrollere, om køretøjet

er registreret i overensstemmelse med færdselslovens regler, undersøge

køretøjet for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren har lov til at føre

køretøjet. Hvis et køretøj ikke opfylder færdselslovens krav, kan politiet

indkalde køretøjet til senere kontrol. Hvis køretøjet vurderes at være til

fare for færdselssikkerheden, kan politiet inddrage køretøjets

nummerplader.

3.2. Indgreb over for personer, der giver anledning til fare

Politilovens kapitel 3 giver politiet adgang til at foretage en række

indgreb over for enkeltpersoner eller forsamlinger, som i en konkret

situation giver anledning til fare for forstyrrelse af den offentlige orden

eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Faren kan

skyldes flere forhold, herunder gadeuorden, værtshusuorden eller

uanstændig adfærd. Det er en forudsætning, at der foreligger en konkret

fare, før politiet kan foretage et indgreb. Endvidere skal der være en

formodning om, at en ordensforstyrrelse vil blive realiseret, hvis der ikke

gribes ind. Formålet med indgrebet skal være at afværge faren, og

indgrebet skal kunne begrundes med henvisning til den konkrete fare.

Politiloven indeholder en liste over eksempler på indgreb, som politiet

kan foretage over for den eller de personer, der giver anledning til fare

som nævnt ovenfor. Politiet skal så vidt muligt anvende det mindst

Hvis politiet ved undersøgelsen finder genstande, som kan bruges til at

forstyrre den offentlige orden m.v., kan politiet fratage personen disse

genstande. Det er en forudsætning for at fratage genstanden, at

fratagelsen kan medvirke til at afværge en fare for forstyrrelse af den

offentlige orden eller sikkerhed. Politiloven giver ikke mulighed for at

konfiskere de pågældende genstande. Genstandene vil således som

udgangspunkt skulle tilbageleveres, når den fare, der begrundede

fratagelsen, ikke længere er til stede. Hvis politiet finder en ulovlig

genstand, kan genstanden dog konfiskeres efter strafferetsplejens regler

om konfiskation.

Politiet kan endvidere frihedsberøve personer, som giver anledning til

fare, i op til 12 timer. Det er ikke et krav, at den frihedsberøvede tiltales for

en forbrydelse. Frihedsberøvelsen skal dog være så kortvarig som mulig

og forudsætter, at mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige til at

afværge faren. Når de omstændigheder, der gav anledning til

frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede, skal personen løslades.

3.3. Indgreb over for mistænkte og sigtede

Retsplejeloven giver politiet adgang til at foretage en række indgreb mod

personer, som er mistænkte for forbrydelser, eller som er anholdte.

Retsplejelovens kapitel 72 giver politiet adgang til at foretage

legmsindgreb, det vil sige legemsbesigtigelser og legemsundersøgelser.

Retsplejelovens kapitel 73 giver politiet adgang til at foretage

ransagninger.

Legemsindgreb og ransagninger skal altid være proportionale. Dette

indebærer, at den krænkelse og det ubehag, som indgrebet vil forvolde,

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

indgribende middel i en given situation, hvor der er behov for at afværge

fare, og et indgreb skal altid være proportionalt i forhold til den konkrete

fare. Politiet kan f.eks. udstede et påbud om at foretage eller undlade en

bestemt adfærd. Politiet kan desuden foretage legemsbesigtigelse af en

person samt undersøge tøj, andre genstande og køretøjer i personens

besiddelse, hvis der er en velbegrundet formodning om, at personen er i

besiddelse af genstande egnede til at forstyrre den offentlige orden m.v.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis politiet modtager troværdige

oplysninger om, at en person er i besiddelse af farlige genstande, eller

hvis politiet observerer, at en person forsøger at gemme de omhandlede

genstande. Legemsbesigtigelsen svarer til den besigtigelse, som kan

foretages i visitationszoner, men politiet kan også fotografere og tage

aftryk af legemets ydre m.m.

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

skal stå i et rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Legemsindgreb

og ransagninger skal desuden foretages så skånsomt som muligt og uden

at vække unødig opsigt. F.eks. skal legemsingreb, som kan føles

krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn

som den undersøgte eller af sundhedspersonale, og ransagninger skal så

vidt muligt foregå uden at forårsage ødelæggelse.

Visse indgreb efter retsplejeloven kræver alene, at en person “med rimelig

grund” er mistænkt for en lovovertrædelse, mens andre indgreb

forudsætter en ”bestyrket mistanke”. Ifølge Vestre Landsrets dom

U.1997.972V

blev liget af en dræbt kvinde med spor af sæd på sin person

og beklædning fundet i en park. En person, der havde parkeret sin bil i

området tæt på det tidpsunkt, hvor drabet formodedes at have fundet

sted, nægtede at imødekomme politiets ønske om udtagelse af

blodprøve til sammenligning med sporene på stedet. På den baggrund

blev den pågældende sigtet for drabet, og en blodprøve blev udtaget

mod den sigtede vilje. Retten fandt, at personen ”med rimelig grund”

kunne sigtes for drabet, men at der ikke forelå en ”bestyrket mistanke”,

som krævedes for at kunne udtage en blodprøve mod sigtedes vilje.

3.3.1 Legemsbesigtigelse

Efter retsplejeloven § 792 består legemsbesigtigelse af besigtigelse og

optagelse af fotografier, aftryk og lignende af en persons ydre legeme og

det tøj, som personen er iført. Legemsbesigtigelse efter retsplejeloven

kræver, at en person med rimelig grund er mistænkt for en

lovovertrædelse, og at legemsbesigtigelsen er af væsentlig betydning for

efterforskningen.

Politiet træffer selv afgørelse om at foretage legemsbesigtigelse. Retten

kan desuden give tilladelse til legemsbesigtigelse, der ikke kræver

afklædning, af personer, som ikke er mistænkte, hvis politiet efterforsker

en forbrydelse, som kan medføre fængsel i et år og seks måneder eller

derover, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for

efterforskningen.

3.3.2. Legemsundersøgelser

Efter retsplejelovens § 792 består legemsundersøgelser af beføling af

legemet, f.eks. for at finde genstande under huden eller i legemets

hulrum, eller udtagelse af prøver fra legemets ydre eller indre.

26 Retsplejelovens §§ 792 e, 797 og 798

27 Retsplejelovens § 792 a

28 Retsplejelovens §§ 792 c og 792 d, stk. 3

Legemsundersøgelse kræver en retskendelse, og den mistænkte skal

have haft adgang til at udtale sig forinden. Desuden skal en læge

medvirke ved legemsundersøgelser.

3.3.3. Ransagning

Retsplejelovens kapitel 73 om ransagning giver politiet adgang til at

ransage husrum, lokaliteter og genstande hos både mistænkte personer

og personer, der ikke er mistænkte.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en

mistænkt har rådighed over, må kun foretages, såfremt den pågældende

med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet

offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af væsentlig

betydning for efterforskningen.

Ransagning hos en person, der ikke er

mistænkt, kan kun ske, såfremt efterforskningen vedrører en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, og der er

bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan

beslaglægges, kan findes ved ransagningen.

Ransagninger kræver efter

retsplejelovns § 796 som udgangspunkt en retskendelse, og personen,

som ransagningen foretages over for, skal så vidt muligt have mulighed

29 Retsplejelovens § 792, stk. 2

30 Retsplejelovens § 792 b

31 Retsplejelovens § 758

32 Retsplejelovens §§ 792 c og 792 e

33 Retsplejelovens § 794

34 Retsplejelovens § 795

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

Legemsundersøgelse forudsætter, at der foreligger en bestyrket mistanke

om, at en person har begået en forbrydelse, som kan medføre fængsel i et

år og seks måneder eller derover, og at legemsundersøgelsen er af

afgørende betydning for efterforskningen.

Politiet kan dog optage

fingeraftryk og personfotografi samt udtage spyt- eller blodprøve for

senere at kunne identificere en person, som er mistænkt for overtrædelse

af straffelovens § 235, stk. 2 om downloading af børnepornografi eller en

lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i et år og seks måneder eller

derover.

Politiet kan desuden udtage blodprøver, hvis en person er

mistænkt for en forbrydelse, som indebærer indtagelse af spiritus eller

euforiserende stoffer. Endelig kan politiet foretage legemsindgreb over

for en anholdt person med henblik på at fratage den anholdte genstande,

som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som kan medføre fare for

den anholdte eller andre.

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

for at udtale sig, inden afgørelsen om ransagning træffes. Hvis

ransagningen angår andet end bolig, husrum, aflåste genstande,

dokumenter, papirer eller lignende, som en mistænkt har rådighed over,

kan politiet – og ikke retten – træffe afgørelse om ransagning. Politiet kan

f.eks. træffe afgørelse om ransagning af en ulåst bil, taske, have og

lignende.

3.4. Risiko for etnisk profilering og anbefalinger

Politiloven, færdselsloven og retsplejeloven giver politiet beføjelser til at

foretage stikprøvekontroller over for civile uden krav om en rimelig

begrundelse for indgrebet. Kontrollen kan ske inden for en

visitationszone, gennemm kontrol af køretøjer eller ved identitetskontrol

af personer. Som det blev fastslået af EMD i dommen

Gillian og Quinton

mod Storbritannien,

opstår der en reel risiko for etnisk profilering, når den

enkelte politibetjent tildeles vide beføjelser til at foretage

stikprøvekontrol. Nyere tal fra Storbritannien viser desuden, at vide

politibeføjelser ved stikprøvekontrol medfører en højere grad af

disproportionalitet i forhold til etniske minoriteters udsathed for

indgreb.

Mere intensive indgreb, som f.eks. ransagning af biler eller ejendomme,

legemsundersøgelser og arrestation, kræver, at der foreligger en rimelig

mistanke, og at indgrebet kan begrundes. Ved sådanne indgreb kan

etnisk profilering stadig forekomme, men risikoen må antages at være

mindre, da indgrebet skal kunne begrundes objektivt og er underlagt

domstolskontrol.

Rigspolitiet har oplyst, at der ikke er udarbejdet nationale retningslinjer

for håndtering af etnisk profilering eller forebyggelse heraf. Rigspolitiet

har endvidere oplyst, at politiet ikke foretager etnisk profilering, da

politiets opgavevaretagelse er baseret på relevant lovgivning og de

erfaringer, der opnås i forbindelse med politiarbejdet. Politiet identificerer

mistænkelig adfærd, der kræver en nærmere undersøgelse ud fra

personers fremtræden og opførsel i bestemte sammenhænge. På

politiskolen oplyses eleverne i forbindelse med undervisningen i

almindelig polititeori og sociologi om, at politiet ikke bør iværksætte

35 Jf. Østre Landsrets afgørelse i dommen U1997.1572

36 Stop Watch Research and Action for Fair and Accountable Policing -

StopWatch’s response to the proposed

changes to the Police and Criminal Evidence Act 1984 (PACE) Code of Practice A. Revisions proposed 20th September

2010

The Open Society Justice Initiative anbefaler, at der udstedes nationale

retningslinjer med klare standarder for foretagelse af visitation,

identitetskontrol og ransagning, herunder for indgrebenes funktion og

begrundelse. Retningslinjerne bør definere, hvad der forstås ved

”mistanke” samt definere, hvornår der er – og ikke er – et berettiget

grundlag for at foretage indgreb.

2. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der udarbejdes nationale

retningslinjer, som har til formål at forebygge etnisk profilering.

Retningslinjerne bør indeholde en vejledning i, hvilke kriterier der er saglige

at inddrage som grundlag for et politiindgreb, og hvordan politiet kan

forebygge etnisk profilering.

EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder (FRA) anbefaler træning af

politifolk som et effektivt middel til at minimere risikoen for etnisk

profilering. Træning bør sigte mod at uddanne politibetjente i relevant

diskriminationslovgivning, at udfordre stereotyper og fordomme, at øge

bevidsthed om konsekvenserne af diskrimination og vigtigheden af

offentlig tillid samt praktisk rådgivning om kommunikation med

offentligheden. Efter endt uddannelse vil især vejledning fra overordnede

politifolk have betydning for at sikre, at diskrimination undgås i

politiarbejdet.

3. Institut for Menneskerettigheder finder det positivt, at elever på

politiskolen undervises i etnisk profilering og anbefaler, at træning i

forebyggelse af etnisk profilering fortsættes efter endt uddannelse på

politiskolen. Især vejledning fra overordnet politipersonale kan have

væsentlig betydning for at forebygge etnisk profilering.

37 Svar på spørgsmål 16 til L171 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og lov om fuldbyrdelse

af straf m.v. (Styrkelse af indsatsen mod ulovlige skydevåben og knive på offentligt tilgængelige steder)

Folketingsåret 2007-08, 2. samling

38 Open Society Justice Initiative, Addressing Ethnic Profiling by Police – A report on the Strategies for effective

police stop and search project, p. 14

39 European Union Agency for Fundamental Rights, Towards More Effective Policing, Understanding and

Preventing Discriminatory Ethnic Profiling: A Guide

Politiets beføjelser til at foretage indgreb

politimæssige undersøgelser m.v. alene på baggrund af personers etniske

tilhørsforhold.

Indvandring og grænsekontrol

4. Indvandring og grænsekontrol

4.1. Lovgivning

Regler om personkontrol ved de ydre grænser er fastsat i

udlændingeloven

og udlændingebekendtgørelsen.

Regler om told er

fastsat i toldloven. Formålet med disse grænsekontroller er at afdække

illegal indvandring og at forhindre grænseoverskridende kriminalitet.

4.2. Opgavefordeling

Ansvaret for at sikre Danmarks grænser mod illegal indvandring og

indsmugling af ulovlige og afgiftspligtige varer er delt mellem politiet,

told- og skatteforvaltningen og forsvaret. Told- og skatteforvaltningen har

ansvaret for kontrollen af varer, og politiet har ansvaret for person- og

kriminalitetskontrollen. De lokale politi- og toldgrupper foretager ofte

fælles efterforskning og operative indsatser med fokus på bekæmpelse af

smugleri af ulovlige og højtbeskattede varer samt menneskesmugling og

illegal indvandring.

Forsvaret bistår bl.a. grænsekontrollen med at

varetage politimæssige kontrol- og tilsynsopgaver til søs. Varetagelsen af

disse opgaver sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for

politiets varetagelse af de pågældende opgaver, og under politiets

ledelse.

Danmark er en del af ”Schengen-samarbejdet”, som bl.a. indebærer, at

grænsekontrollen mellem lande, som indgår i Schengen-samarbejdet –

de såkaldte ”indre grænser” – er ophævet. Grænserne mellem Schengen-

lande og lande, som ikke er med i Schengen-samarbejdet, kaldes

tilsvarende de ”ydre grænser”. Det danske politis personkontrol foretages

ved de ydre grænser, der består af havne, lufthavne og kyststrækninger.

Selvom politiet på grund af Schengen-samarbejdet ikke længere

gennemfører personkontrol ved de indre grænser, foretages

kriminalitetskontrol stadig i områderne nær de indre grænser med det

formål at afdække illegal indvandring og forhindre grænseoverskridende

kriminalitet. Kontrollen varetages af personale i politikredsenes

beredskabsafdelinger.

De to grænsepolitikredse, Syd- og Sønderjyllands

40 Lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18. august 2010 med senere ændringer

41 Bekendtgørelse nr. 270 af 22. marts 2010 om udlændinges adgang her til landet

42 Rigsrevisionen, Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, november 2004 RB A302/04

43 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen, november 2004 RB A302/04

44 Bekendtgørelse nr. 178 af 10. marts 2008 om forsvarets varetagelse af politimæssige opgaver til søs og lov nr.

122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.

45 Rigsrevisionen, Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, november 2004 RB A302/04

Ved de ydre grænser behandler politiet endvidere sager om afvisning af

udlændinge, som ikke har ret til at indrejse og opholde sig i landet, jf.

herved udlændingelovens § 28. Ved de indre grænser behandles disse

afvisningssager af Udlændingeservice. Justitsministeriet kan dog sammen

med Integrationsministeriet træffe afgørelse om, at der i en midlertidig

periode skal ske kontrol ved de indre grænser i Schengen-området,

hvorved politiet overtager Udlændingeservice’s kompetence til at afvise

udlændinge ved de indre grænser.

Denne tilgang benyttes bl.a. ved

afholdelse af større internationale begivenheder, som f.eks. topmøder.

4.3. Gyldig dokumentation

Udlændinge over 18 år, som ikke er statsborgere i et andet nordisk land,

EU, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller Schweiz, skal

under ophold i Danmark altid besidde dokumentation for sin danske

opholdstilladelse, sin opholdstilladelse udstedt af et andet Schengen-

land, sit pas eller anden rejselegitimation. I modsat fald kan udlændingen

straffes med bøde, jf. §§ 48 og 56 i udlændingebekendtgørelsen. Passet

eller rejselegitimationen skal vises til offentlige myndigheder ved

anmodning herom, jf. udlændingelovens § 39.

4.4. Personkontrol ved de ydre Schengen-grænser

Ved grænserne til lande, der ikke er en del af Schengen-samarbejdet, har

Danmark en pligt til at foretage grænsekontrol, jf. udlændingelovens § 38.

Cirkulære nr. 11851 af 20. marts 2001 indeholder en liste over godkendte

grænseovergangssteder, som ikke grænser op til Schengen-lande. De

godkendte overgangssteder består udelukkende af havne og

internationale lufthavne, da Danmark fysisk kun grænser op til Schengen-

lande.

Udlændinge, der indrejser fra lande uden for Schengen-området, har pligt

til at melde sig til politiets grænsekontrol og give de oplysninger, der er

nødvendige for at foretage kontrollen.

Politiet kontrollerer systematisk

46 Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 2006

47 Henricson side 471

48 § 10 i bekendtgørelse nr. 270 af 22. marts 2010 om udlændinges adgang her til landet

(udlændingebekendtgørelsen9

Indvandring og grænsekontrol

Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, har under kredsenes

beredskabsafdelinger oprettet særlige udlændingekontrolafdelinger, som

har ansvaret for bl.a. grænsekontrol.

Indvandring og grænsekontrol

alle rejsendes pas og eventuelle visum, samt hvorvidt de rejsende er

eftersøgt i Danmark eller Schengen-området.

Politiet kan endvidere foretage en fysisk kontrol af de rejsende og deres

bagage m.m. I forbindelse med grænsekontrollen har politiet ret til at

undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer, skibe og

luftfartøjer med det formål at sikre, at ulovlig ind- og udrejse ikke finder

sted. I praksis er kontrollen primært koncentreret om større lufthavne og

havne med passagertrafik fra lande uden for Schengen-samarbejdet.

Politiets fysiske kontrol i mindre havne og lufthavne er mere begrænset

og gennemføres oftest på baggrund af konkret mistanke baseret på

informationer fra havne og lufthavne om ankomster og afgange samt

oplysninger fra transportselskaber m.v. om mistænkelige forhold.

Luftfartøjer, der ankommer fra lande uden for Schengen-området, samt

skibe skal på politiets anmodning forud for ankomst aflevere en liste over

passagerer og besætningsmedlemmer. Listen skal indeholde oplysninger

om navn, fødselsdato og nationalitet, og for luftfartøjer skal listen

desuden indeholde rejselegitimation for de rejsende.

Derved kan politiet

foretage en forudgående søgning i Schengen-informationssystemet (SIS)

og målrette den fysiske kontrol mod personer, der vurderes at udgøre en

særlig risiko i indrejsesammenhæng. Rigspolitiet oplyste i 2004 til

Rigsrevisionen, at den fysiske kontrol hovedsagelig sker bedst ved en

efterretningsbaseret indsats. Rigsrevisionen anbefalede, at denne kontrol

tillige understøttes af en kontrol baseret på stikprøver.

4.5. Personkontrol ved de indre Schengen-grænser

Politiet foretager som nævnt ovenfor ikke en systematisk personkontrol

ved grænserne til Schengen-lande.

Danmarks landegrænse til andre

Schengen-lande er landegrænsen til Tyskland, den faste forbindelse til

Sverige samt havne og lufthavne med trafik til og fra lande i Schengen-

området. Selvom personkontrollen ved de indre grænser er ophævet, kan

politiet stadig gennemføre kriminalitetskontrol i områderne ved

grænserne med det formål at forhindre illegal indvandring og

grænseoverskridende kriminalitet. Denne kontrol må dog ikke være af et

sådant omfang, at Schengen-kravet om at ophæve personkontrollen reelt

49 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen , november 2004 RB A302/04

50 §§ 11 og 12 i bekendtgørelse nr. 270 af 22. marts 2010 om udlændinges adgang her til landet

(udlændingebekendtgørelsen)

51 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen, november 2004 RB A302/04

52 Udlændingelovens § 38 og udlændingebekendtgørelsen § 9

Som alternativ til at kontrollere køretøjer ved grænsen til Schengen-lande

kan politiet standse køretøjer inde i landet med det formål at kontrollere,

om køretøjet transporterer en eller flere udlændinge, der er indrejst

ulovligt.

Kontrollen kan ske stikprøvevis, og der behøver således ikke at

foreligge en konkret mistanke, for at kontrollen kan foretages. Ved

kontrollen kan politiet besigtige køretøjet og dets kabine samt udspørge

de personer, der befinder sig i køretøjet. Personerne har ikke pligt til at

udtale sig eller oplyse andet end navn, adresse og fødselsdato, men

politiet kan forlange, at udlændinge, som befinder sig i køretøjet,

fremviser pas eller anden godkendt rejselegitimation.

Formålet med

kontrollen er at sikre, at udlændinge ikke indrejser ulovligt, og kontrollen

må derfor ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at sikre dette

formål. Politiet har derfor ikke ret til at ransage køretøjets bagagerum og

andre lukkede rum, medmindre der er rimelig grund til mistanke om, at

der befinder sig illegale indvandrere i rummet.

Når politiet standser en

bil for at kontrollere for illegale indvandrere, kan politiet endvidere

foretage identitetskontrol efter retsplejelovens § 750 samt beføjelser efter

færdselsloven som nævnt ovenfor i afsnit 3.1.

I en beretning fra 2004 konstaterede Rigsrevisionen, at politiets

personkontrol ved de indre grænser sker stikprøvevis, og at udvælgelsen

af personer til kontrol er baseret på de enkelte medarbejderes vurdering

og personlige erfaring. Rigsrevisionen anbefalede på den baggrund, at

politiets grænsekontrol målrettes mod de personer, som på baggrund af

analyse og systematisk inddragelse af politiets erfaringer udgør den

største risiko.

Rigspolitiet har efterfølgende indført et resultatevalueringssystem, som

udpeger en række indsatsområder og målepunkter, der bl.a. dækker

politikredsenes indsats vedrørende grænseoverskridende kriminalitet.

53 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen, november 2004 RB A302/04

54 Udlændingelovens § 38, stk. 6

55 Retsplejelovens § 750 og udlændingelovens § 3

56 Jf. retsplejelovens § 794

57 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen, november 2004 R

A302/04

Indvandring og grænsekontrol

omgås.

Schengen-grænsekodeksens artikel 23 giver desuden mulighed

for undtagelsesvist at genindføre grænsekontrol i en periode på op til 30

dage, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller

indre sikkerhed, som nødvendiggør grænsekontrol.

Indvandring og grænsekontrol

Politiet opstiller årligt mål for grænsepolitiafdelingernes kontrol i

Sønderjylland og på Lolland-Falster. Målene for kontrol styrer omfanget af

kontrollen og antallet af deltagende myndigheder. Målene baseres på

overordnede risikoanalyser, så ressourcerne anvendes der, hvor risikoen

vurderes at være størst.

Indsatsen med hensyn til kontrol i forhold til

udlændingelovgivningen vil kunne opdeles på en række

undermålepunkter, som f.eks. daglig patruljering i det grænsenære

område og større kontrol med veje, togtrafik og havne.

4.6. Told

Personer, der indrejser fra et land uden for Schengen-området, har pligt til

uopfordret at lade sig kontrollere af Told- og skatteforvaltningen.

Toldmyndighederne kan desuden foretage kontrol af personer, der

indrejser i det danske toldområde, og som har været om bord på skibe

eller i fly, som befinder sig i tog, eller som færdes på offentlige veje, ved

landegrænse, langs kyster, i havne, i lufthavne eller på landingssteder.

Formålet med kontrollen er at sikre, at told og afgifter af indførte varer

betales.

Når en kontrol foretages, har den indrejsende pligt til at angive samtlige

medbragte varer og give de oplysninger, der er nødvendige for

kontrollens udøvelse. Den rejsende har endvidere pligt til at opgive navn

og bopæl og dokumentation for oplysningernes rigtighed. Ved kontrollen

kan toldmyndighederne kræve adgang til alle rum og gemmer i bagage,

transportmidler osv.

Toldmyndighederne kan undersøge en persons ydre beklædning. Dette

skal dog ske så skånsomt som muligt og må ikke være mere vidtgående,

end hvad der er nødvendigt af hensyn til at foretage kontrol.

Toldmyndighederne kan desuden foretage en grundigere personkontrol,

men dette kræver, at der er grund til at antage, at en person ulovligt

medfører varer m.v. skjult på sin person, og at den øverste

tilstedeværende repræsentant for told- og skatteforvaltningen godkender

kontrollen. Kontrollen må alene udføres og overværes af personer af

samme køn som den rejsende. Den rejsende kan desuden kræve, at et

vidne, som den pågældende selv vælger, er til stede ved kontrollen. Hvis

58 Opfølgning i sagen om grænsekontrollen (beretning nr. 4/04), Rigsrevisionen, maj 2008, RN A307/08

59 Til lovforslag nr. L 168, Folketinget 2005-06, Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 2006,

Retsudvalget - Bilag 49

60 Toldlovens §§ 23-25

Toldmyndighedernes kontrol er hovedsaligt målrettet mod større havne

og lufthavne, mens lystbådehavne og mindre lufthavne fortrinsvis

kontrolleres på grundlag af konkrete efterretninger. Toldmyndighederne

gennemfører årligt et antal fælles smuglerikontroller, da det vurderes, at

dette giver øget vidensdeling, større fleksibilitet og ensartethed i

kontrollen, mere synlighed og bedre udnyttelse af ressourcerne.

4.7 Risko for etnisk profilering og anbefalinger

Udlændingelovens § 38 giver politiet bemyndigelse til at foretage

stikprøvekontrol af et køretøj med det formål at undersøge, om illegale

indvandrere befinder sig i køretøjet. Politiets generelle beføjelser til at

foretage indgreb efter politiloven, færdselsloven og retsplejeloven, jf.

herved ovenfor, giver ligeledes politiet vide beføjelser, når de søger efter

illegale indvandrere. Som nævnt ovenfor konstaterede Rigsrevisionen, at

politiets personkontrol ved de indre grænser sker stikprøvevis baseret på

de enkelte medarbejderes personlige erfaring.

Risikoen for etnisk profilering i forbindelse med grænsekontrol må

formodes at være højere end andre af politiets arbejdsområder, da

politiets formål med stikprøvekontrollen er at opdage udenlandske

statsborgere, som krydser grænsen ulovligt. Klare retningslinjer med

objektive kriterier, som er saglige at lægge til grund i forbindelse med

grænsekontrol, er derfor afgørende for at forebygge etnisk profilering.

4. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der udarbejdes nationale

retningslinjer med fokus på håndtering og forebyggelse af etnisk

profilering i forbindelse med grænsekontrol.

61 Beretning til statsrevisorerne om grænsekontrollen, Rigsrevisionen, november 2004 RB A302/04

Indvandring og grænsekontrol

toldmyndighederne antager, at en person forsøger at unddrage sig

kontrol, kan toldmyndighederne forfølge, standse og undersøge den

pågældende og dennes transportmiddel og bolig, såfremt dette sker i

umiddelbar tilknytning til forfølgelsen.

Antiterrorisme

5. Antiterrorisme

5.1. Opgavefordeling

Den danske antiterrorindsats styres af PET, som kan uddelegere opgaver

til de enkelte politidistrikter.

PET løser sine opgaver i nært samarbejde

med det øvrige politi, Forsvarets Efterretningstjeneste og relevante

private aktører. PET og Forsvarets Efterretningstjeneste samarbejder ved

løbende at udveksle oplysninger om forhold, der har betydning for

varetagelse af deres respektive opgaver. Arbejdsområdet for PET er

hovedsaligt de forbrydelser, som er kriminaliseret i straffelovens kapitel

12 og 13. Det er f.eks. angreb på statsforfatningen, terrorisme, spredning

af masseødelæggelsesvåben, ekstremisme og spionage.

PET har to overordnede indsatsområder. Det første indsatsområde

vedrører overvågning og efterforskning, som er PET’s kerneområde. PET’s

arbejde er i høj grad forebyggende gennem informationsindsamling og

risikoanalyser af forskellige målgruppers kapacitet, vilje og evne til at

begå kriminalitet. Det andet indsatsområde omhandler udøvelse af en

koordinerende funktion blandt en lang række myndigheder og aktører,

som medvirker til at sikre Danmarks indre sikkerhed. Da dette ikke alene

er en politi- og efterretningsmæssig opgave, forsøger PET at sikre en så

bredspektret indsats som muligt med henblik på at styrke samfundets

samlede modstandskraft.

5.2. Lovgivning

Det politimæssige arbejde med antiterrorisme er som udgangspunkt

reguleret af samme lovgivning, som regulerer politiarbejde i øvrigt.

Justitsministeren har dog udstedt en instruks, der nærmere uddyber PET’s

opgaver og ansvar.

Desuden indeholder retsplejeloven på enkelte

områder nogle særlige regler for efterforskning af forbrydelserne

opregnet i straffelovens kapitel 12 og 13.

Med hensyn til persondataloven gælder denne ikke for PET’s

registreringer, ligesom der ikke i lovgivningen i øvrigt er fastsat nærmere

regler herom. Der er imidlertid nedsat et udvalg, Wamberg-udvalget, som

har til opgave at kontrollere PET’s registreringer. Justitsministeriet har i

62 Henricsson side 39

63 Justitsministeriets instruks til chefen for Politiets Efterretningstjeneste af 7. december 2009

samråd med Wamberg-udvalget udstedt retningslinjer

for PET’s

behandling af personoplysninger m.v.

Derudover drøftes principperne

for registrering løbende mellem PET, Wamberg-udvalget og

Justitsministeriet. Udvalget udarbejder årligt en rapport til

justitsministeren og forsvarsministeren om sin virksomhed. Rapporterne

forelægges af justitsministeren og forsvarsministeren for Folketingets

udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester, hvis medlemmer

har tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarer i udvalget.

PET er som andre offentlige myndigheder omfattet af forvaltningslovens

og offentlighedslovens regler om bl.a. aktindsigt. Begge love gør det dog

muligt for PET at undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til statens

sikkerhed, rigets forsvar eller hensynet til forebyggelse, opklaring og

forfølgning af lovovertrædelser. Det må antages, at en stor del af PET’s

oplysninger og korrespondance derfor ikke vil være tilgængelig for

offentligheden.

PET har ikke kompetence til at rejse tiltale i straffesager, men kan

overlevere sager til det almindelige politi eller anklagemyndigheden.

Tiltale skal dog rejses af justitsministeren i sager omfattet af straffelovens

kapitel 12 og 13.

5.3. Behandling af personoplysninger

Retningslinjerne for PET’s behandling af personoplysninger giver PET

adgang til at føre elektroniske registre over personer, organisationer og

virksomheder, der med rimelig grund mistænkes eller har været mistænkt

for at begå eller forsøge at begå kriminelle handlinger omfattet af PET’s

arbejdsområde. Person- og organisationssager skal slettes, når sagerne

ikke længere er aktuelle. En sag skal senest slettes, såfremt der i en

periode på 10 år ikke er tilført sagen nye, registreringsværdige

oplysninger.

PET kan desuden føre elektroniske støttedatabaser, hvori der optages

oplysninger om målpersoner, trusler og hændelser samt andre

oplysninger af efterretningsmæssig relevans. Oprettelsen af en

støttedatabase skal forelægges Wamberg-udvalget til godkendelse, og

64 Tilgængelig på http://www.pet.dk/Kontrol/Wamberg-udvalget/Retningslinjer.aspx (12. januar 2011)

65 Iht. § 3 i Kommissorium for Tilsynsudvalget vedrørende politiets og forsvarets efterretningstjenesters

behandling af personoplysninger (Wamberg-udvalget) 7. december 2009

66 § 5 i Lov nr. 378 af 6. juli 1988 om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester

67 http://www.pet.dk/Kontrol/Wamberg-udvalget.aspx

Antiterrorisme

Antiterrorisme

udvalget fastsætter en slettefrist, som kun undtagelsesvis kan fastsættes

til mere end fem år.

Ifølge § 7 i retningslinjerne må søgning i PET’s IT-systemer alene

foretages, hvis søgningen sker som et nødvendigt led i varetagelsen af

PET’s opgaver. Der føres en log over alle søgninger i PET’s registre.

Det fremgår af indledningen i retningslinjerne, at registrering af danske

statsborgere og herboende udlændinge ikke må ske alene på grundlag af

lovlig politisk virksomhed. Der er ikke i retningslinjerne særligt fokus på

forebyggelse af etnisk profilering i forbindelse med antiterrorisme og

behandling af personoplysninger.

5.4. Overvågning

Indgreb i meddelelseshemmeligheden er reguleret i retsplejelovens

kapitel 71, som giver mulighed for telefonaflytning, rumaflytning,

teleoplysning (f.eks. hvilke telefonnumre der har været sat i forbindelse

med et bestemt telefonnummer), udvidet teleoplysning (f.eks.

masteoplysninger), brevåb-ning, brevstandsning og videoovervågning af

ikke frit tilgængelig steder.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden kræver generelt, at der er

bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives

meddelelse til eller fra en mistænkt. Det er endvidere en forudsætning, at

indgrebet må antages at være af afgørende betydning for

efterforskningen. Endelig skal efterforskningen vedrøre en

lovovertrædelse, som har en strafferamme over seks år, eller en

overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 om forbrydelser mod

statens selvstændighed og sikkerhed, forbrydelser mod statsforfatningen

og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.

Et indgreb må ikke være uforholdsmæssigt i forhold til indgrebets formål,

sagens betydning samt den krænkelse og ulempe, som indgrebet vil

forvolde den person, som indgrebet vedrører. Indgreb kræver en

retskendelse, medmindre formålet med indgrebet vil forspildes, hvis en

retskendelse skal afventes. I så fald kan politiet foretage indgrebet,

hvorefter politiet senest 24 timer efter skal forelægge sagen for retten.

Det bemærkes, at kommunikation, der ikke føres over det offentlige net,

ikke er omfattet af bestemmelserne om telefonaflytning. Aflytning af

sådan kommunikation kan derfor foretages uden f.eks. retskendelse. Der

kan være tale om aflytning af en skibsradio eller walkie-talkies.

Med hensyn til tv-overvågning kan politiet og andre offentlige

myndigheder foretage sådan overvågning af offentligt tilgængelige

steder uden særlig hjemmel i lov. På frit tilgængelige steder, f.eks. under

en demonstration, kan politiet endvidere frit fotografere de personer, der

er til stede. Politiet kan desuden foretage en mere systematisk tv-

overvågning af frit tilgængelige områder, hvor der ofte er uro. Denne

overvågning er reguleret af almindelige forvaltningsretlige principper om

god forvaltningsskik, saglighed og proportionalitet, og kræver ikke

retskendelse.

5.5. Politi mod terror

PET startede i 2005 projektet ”Politi mod terror”. Projektet har til formål at

få hele den danske politistyrke til at være opmærksom på terrorrelaterede

aktiviteter i forbindelse med udførelsen af det daglige politiarbejde. Hele

politistyrken skal således være opmærksom på mistankeindikatorer i

politikredsene og formidle terrorrelaterede handlinger til PET. Desuden

skal der ske en forøgelse af politiets viden omkring det

radikaliseringsforløb, der kan medføre, at visse personer deltager i

terrorrelaterede aktiviteter.

I PET’s publikation ”Radikalisering og terror” fremhæver PET, at

radikalisering ikke udelukkende er et islamisk fænomen. Det kan også

foregå blandt f.eks. højre- og venstreekstremister. PET fastslår imidlertid

også, at terrortruslen mod Danmark hovedsageligt stammer fra netværk,

grupper og enkeltpersoner, som bekender sig til forskellige former for

militant islamistisk ideologi, hvorfor der i publikationen er fokuseret på

islamistisk radikalisering.

Publikationen om radikalisering og terror beskriver netværk af

“hjemmedyrkede ekstremister” som ofte værende karakteriserede ved at

være løst strukturerede netværk af unge mellem 16 og 25 år, som er født

eller opvokset i Danmark. De pågældende unge ser ofte sig selv som en

del af et globalt islamistisk netværk, i mange tilfælde med en dagsorden

hvor vold spiller en central rolle. Netværkene kan være lukkede og holde

møder i privat regi. De kan imidlertid også være udadvendte med hensyn

68 Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror,

Den tværministerielle arbejdsgruppe om

terrorbekæmpelse

69 Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse

- Det danske samfunds indsats og beredskab mod

terror

(Oktober 2005)

70 PET, Center for Terroranalyse,

Radikalisering og terror

Antiterrorisme

Antiterrorisme

til at udbrede deres budskaber og kan være moraliserende om religiøs

adfærd.

Den danske regering har i januar 2009 udarbejdet handlingsplanen “En

fælles og tryg fremtid - Handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske

holdninger og radikalisering blandt unge”.

Ekstremisme beskrives heri

som værende karakteriseret ved totalitære og antidemokratiske

ideologier, intolerance over for andres synspunkter, fjendebilleder og

opdeling i ”dem og os”. Ekstremistiske idéer kan komme til udtryk på

forskellig vis og kan i deres yderste konsekvens medføre, at personer eller

grupper anvender voldelige eller udemokratiske metoder for at opnå et

bestemt politisk formål. Radikalisering er den proces, hvorved en person

gradvis accepterer ekstremismens idéer og metoder.

I handlingsplanen understreges, at ekstremistiske gruppers aktiviteter kan

være fuldt lovlige og nogle bruger bevidst demokratiske metoder til at

opnå indflydelse.

5.6 Risiko for etnisk profilering og anbefalinger

PET har to overordnede indsatsområder, dels overvågning og

efterforskning, dels udøvelse af en koordinerende funktion i forhold til

Danmarks værn mod terror. Som et led i overvågningen og

efterforskningen indsamler PET personoplysninger fra personer og

organisationer, som er mistænkte for kriminelle aktiviteter. Der er udstedt

retningslinjer for PET’s behandling af personoplysninger, og Wamberg-

udvalget overvåger PET’s aktiviteter. Hverken retningslinjerne eller

Wamberg-udvalgets kommisorium fremhæver imidlertid risikoen for

etnisk profilering ved registrering af elektroniske oplysninger.

En stor del af de aktiviteter, som PET foretager, er fortrolige, og indholdet

af de indsamlede data er ikke offentligt tilgængelige. Personer som

overvåges er mistænkt for at planlægge alvorlige forbrydelser, men de

pågældende er (endnu) ikke på overvågningstidspunktet blevet tiltalt for

en forbrydelse og har ikke haft mulighed for en retfærdig rettergang ved

en upartisk domstol. Det er på den baggrund afgørende, at der sker en

effektiv kontrol med PET’s aktiviteter samt foreligger klare retningslinjer

for, hvordan terrorisme forebygges, uden at etnisk profilering foretages.

71 Danmarks regering,

En fælles og tryg fremtid - Handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og

radikalisering blandt unge

(Januar 2009)

5. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i retningslinjerne for

PET’s behandling af personoplysninger samt Wamberg-udvalgets

kommisorium tilføjes klare retningslinjer vedrørende forebyggelse af etnisk

profilering.

I kampen mod radikalisering fremhæver PET, at terrortruslen mod

Danmark hovedsageligt stammer fra netværk, grupper og enkeltpersoner,

som bekender sig til forskellige former for militant islamistisk ideologi.

Hjemmedyrkede ekstremister beskrives som løst strukturerede netværk af

unge mellem 16 og 25 år, som er født eller opvokset i Danmark. De ser

ofte sig selv som en del af et globalt islamistisk netværk i mange tilfælde

med en dagsorden, hvor vold spiller en central rolle.

Ovensstående beskrivelse af terrortruslen fastlægger en række kendetegn

ved potentielle terrorister, som hovedsageligt er baseret på personernes

religiøse praksis. Hvis disse kendetegn anvendes til at udvælge

indikatorer til at identificere potentielle terrorister, opstår en reel risiko for

etnisk profilering. Initiativer vedrørende antiradikalisering bør baseres på

objektive kriterier og fokusere på klare indikatorer vedrørende adfærd og

handlinger, som tyder på planlægning af eller direkte støtte til vold.

6. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at indsatsen mod

antiradikalisering baseres på objektive kriterier og fokuserer på klare

indikatorer vedrørende adfærd og handlinger, som tyder på planlægning

af eller direkte støtte til vold. Initiativer til antiradikalisering bør ikke

målrettes mod bestemte personergrupper på grundlag af de pågældendes

religiøse overbevisning. Inddragelse af religion bør om nødvendigt alene

anvendes som en bidragende faktor.

Antiterrorisme

Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

6. Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

I dette afsnit gennemgås dansk ret vedrørende forbud mod

forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse set i forhold til

politiets arbejde. De relevante love er lov om etnisk ligebehandling,

forvaltningsloven, udlændingeloven, straffeloven samt lov om forbud

mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

6.1. Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling forbyder forskelsbehandling på grund af

race eller etnisk oprindelse. Sammen med lov om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

implementerer lov om

etnisk ligebehandling EU’s Direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk oprindelse.

Lov om etnisk ligebehandling dækker al offentlig og privat virksomhed,

for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og

sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af

varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder endvidere i forbindelse med

medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver

et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver

medlemmerne. Loven gælder ikke for områder, som er omfattet af lov om

forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Ifølge

forarbejderne til loven bør begrebet adgang til og levering af varer og

tjenesteydelser fortolkes bredt. Det omfatter varer og tjenesteydelser,

herunder bolig, der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift.

Heri ligger, at der skal være tale om økonomiske aktiviteter af et vist

omfang og intensitet. Varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres

eller udføres mod betaling, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af

bestemmelsen.

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling har taget stilling til, hvorvidt

politiets myndighedsudøvelse er omfattet af lov om etnisk

72 Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling

73 Lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

m.v

74 L 155 Forslag til lov om etnisk ligebehandling, Folketingssamling 2002-03, tillæg A 3853

I sagen 711.52 fra 2007 udtalte Københavns Politi ligeledes, at det fandtes

mest hensigtsmæssigt, at sagen blev behandlet efter retsplejelovens

regler. Klagekomitéen bad herefter Justitsministeriet om at oplyse,

hvorvidt lov om etnisk ligebehandling anvendes ved behandlingen af

klager over politipersonales forskelsbehandling på grund af race eller

etnisk oprindelse. Justitsministeriet svarede, at anbringender om politiets

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse tages i

betragtning i det omfang, dette indgår som et klagepunkt, eller i øvrigt er

relevant for sagen. Det fremgår ikke af Justitsministeriets svar, hvorvidt

lov om etnisk ligebehandling vil blive anvendt.

Ligebehandlingsnævnet, som 1. januar 2009 erstattede klagekomitéen for

etnisk ligebehandling, har så vidt vides ikke taget stilling til, hvorvidt

sager mod politiet kan behandles.

6.2. Forvaltningsloven

For alle dele af den offentlige forvaltning gælder der en uskreven

lighedsgrundsætning, som medfører, at lige forhold skal behandles ens.

Den offentlige forvaltning må således ikke foretage usaglig

forskelsbehandling. Da politiet er en del af den offentlige forvaltning, har

politiet pligt til at følge lighedsgrundsætningen. Princippet gælder hele

området for politiets virksomhed, det vil sige både politiets administrative

afgørelser, hvilken reaktion politiet anvender over for bestemte forhold,

for eksempel en advarsel eller en bøde, og hvilket indgrebsmiddel, der

anvendes i bestemte situationer.

75 Christoffersen 2009, s. 28

76 Se f.eks. Henricson s. 130 og s.132 f samt Justitsministeriets besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 338 af 16. marts

2005 stillet af Søren Pind

Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

ligebehandling. I en afgørelse fra 2004 (sag 790.5) fandt klagekomitéen, at

lov om etnisk ligebehandling omfatter politiets adfærd i tjeneste. I en sag

fra 2008 skiftede klagekomitéen imidlertid mening og afviste at behandle

en sag på grund af manglende kompetence i henhold til lov om etnisk

ligebehandling. Komitéen fandt, at politiets rutinemæssige

kontrolforanstaltninger med henblik på håndhævelse af færdselslovens

bestemmelser ikke kan anses for et socialt gode i lovens forstand.

Københavns Politi fandt i øvrigt heller ikke, at Klagekomitéen kunne

behandle sagen, da den var omfattet af retsplejelovens kapitel 93 b om

behandling af klager over politipersonalet.

Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

6.3. Lov om forbud mod forskelsbehandling pga. race m.v.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. gør det

strafbart inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed at

nægte at betjene en person på samme vilkår som andre på grund af

vedkommendes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering. Det er ligeledes strafbart at nægte at give en person

adgang til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er

åben for almenheden. Overtrædelser straffes med bøde eller fængsel

indtil seks måneder. Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af

race m.v. omfatter ikke politiets virksomhed.

6.4. Udlændingeloven

Det følger af udlændingelovens § 38, at den danske grænsekontrol skal

følge Schengengrænse-kodeksens artikel 6 om, at grænsevagterne ikke

må udøve forskelsbehandling, der er baseret på køn, racemæssig eller

etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

6.5. Straffeloven

Straffelovens § 266b beskytter mod forhånende ytringer.

Det er således

ulovligt offentligt at fremsætte ytringer, som truer, forhåner eller

nedværdiger en gruppe af personer på grund af deres race, hudfarve,

nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Overtrædelse straffes med bøde eller fængsel indtil to år.

6.6. Konklusion og anbefalinger

Etnisk profilering udøvet af politiet vil være i strid med den uskrevne

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, da etnisk profilering er

forskelsbehandling på baggrund af en persons race eller etniske

oprindelse. At inddrage etnisk oprindelse som begrundelse for at foretage

politikontrol vil således være ulovligt. At stoppe personer på grundlag af

konkret mistanke eller signalement, der inkluderer etnisk oprindelse, er i

overensstemmelse med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning,

hvis indgrebet baseres på objektive og ikke-diskriminerende kriterier. I

forbindelse med en konkret undersøgelse kan politiet f.eks. tage en

persons etniske oprindelse i betragtning, hvis der foreligger troværdig

information, som knytter en person med en bestemt race eller etnisk

77 Lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987 om forbud mod forskelsbehandling pga. race m.v.

78 Lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009 Straffeloven

Dansk lovgivning indeholder ikke et klart forbud mod etnisk profilering

og diskrimination fra politiet. Politiets udførelse af rutinekontrol,

anholdelse og andre indgreb er formentlig ikke omfattet af lov om etnisk

ligebehandling, da sådanne indgreb ikke betragtes som en

tjenesteydelse. I de tilfælde, hvor politiet yder tjenesteydelser, som f.eks.

udstedelse af kørekort, vil politiets handlinger være omfattet af lov om

etnisk ligebehandling. Politiloven og retsplejeloven, som regulerer

politiets indgreb, magtudøvelse og øvrige virksomhed, indeholder ikke

noget diskriminationsforbud. Heller ikke af politilovens forarbejder

fremgår det, at politiet er forpligtet til at undlade at diskriminere.

7. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der indarbejdes et specifikt

forbud mod diskrimination, herunder etnisk profilering i politiloven.

Forbuddet kan indsættes som et bærende princip i et nyt stk. 2 i § 3 om

almindelige bestemmelser for politiets indgreb.

Forbuddet mod diskrimination i dansk ret

oprindelse til en konkret kriminel handling på et bestemt sted og

tidspunkt.

Klagemuligheder

7. Klagemuligheder

7.1. Politiklagesystemet

Ved klager over politiet skelnes der mellem klager over politiets

dispositioner, klager over den enkelte politibetjents adfærd og strafbare

forhold begået af politipersonale i tjenesten. Undersøgelse i sager mod

politiet er ikke afhængig af en klage fra et individ. Politiet skal på eget

initiativ iværksætte en undersøgelse, hvis politiet bliver opmærksomt på

kritisable eller strafbare forhold begået af politiet. Undlader en

politimester dette, kan den pågældende idømmes en straf eller

disciplinær forfølgning.

7.1.1. Dispositionsklager

Dispositioner er politiets beslutninger og handlinger, f.eks. en beslutning

om at anholde en person, foretage en ransagelse af et lokale eller at

anvende et bestemt magtmiddel. Ved dispositionsklager sondres der

mellem klager inden for og uden for strafferetsplejen.

Klager over dispositioner inden for strafferetsplejen vedrører

berettigelsen af indgreb, som politiet foretager ifølge retsplejeloven. Det

kan f.eks. være en beslutning om at anholde en person eller ransage en

bil. Ved klager over dispositioner inden for strafferetsplejen behandler

politidirektøren sagen i første instans, hvorefter der er mulighed for at

klage til den overordnede statsadvokat. Efter retsplejelovens § 746 kan

klagen desuden prøves ved domstolene.

Dispositionsklager uden for strafferetsplejen vedrører klager over de af

politiets dispositioner, der har hjemmel i politiloven, våbenloven,

ordensbekendtgørelsen m.v. Disse klager behandles af politidirektøren

med mulighed for 2. instans behandling ved rigspolitichefen.

Rigspolitichefens afgørelse kan ikke påklages til Justitsministeriet, jf.

retsplejelovens § 109, stk. 2, men Justitsministeriet kan som

tilsynsmyndighed altid gribe ind i konkrete sager.

Hvis rigspolitichefen

har været indblandet i sagen forud for 2. instans behandlingen og

dermed er inhabil, vil en klage over politidirektørens afgørelse i stedet

blive behandlet af Justitsministeriet som 2. instans.

79 Henricson side 633 ff

80 Henricson side 632

81 Henricson side 635

7.1.2. Adfærdsklager

Adfærdsklager behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b og omhandler

kritisabel adfærd udøvet af politiet. Adfærdsklager omfatter dog ikke

strafbare handlinger begået af politibetjente i tjenesten. Strafbare

handlinger behandles i henhold til retsplejelovens kapitel 93 c, se

afsnittet nedenfor.

Adfærdsklager er klager over den enkelte politibetjents adfærd i

forbindelse med udøvelse af en disposition. Er en person f.eks. blevet

kropsvisiteret af politiet, og den pågældende mener, at politibetjenten

anvendte unødig magt eller opførte sig uforskammet i forbindelse med

kropsvisiteringen, er der tale om en adfærdsklage. En adfærdsklage

adskiller sig således fra en dispositionsklage ved, at der ikke klages over

den af politiet valgte disposition, kropsvisiteringen, men den måde, som

dispositionen blev udført på.

Det er statsadvokaterne, der har ansvaret for at undersøge adfærdsklager

og træffe en afgørelse. Statsadvokaten afgør, om der i sagen foreligger et

kritisabelt forhold, eller om der i den konkrete sag intet er at bebrejde

politiet. Statsadvokatens afgørelse kan påklages til rigsadvokaten.

Statsadvokaten kan ikke træffe beslutning om eventuelle sanktioner over

for den eller de indklagede politibetjente. Afgørelser om sanktioner skal

træffes under en efterfølgende disciplinærsag efter reglerne i

tjenestemandslovgivningen.

7.1.3. Strafbare handlinger begået af politipersonale i tjenesten

Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten

behandles efter de almindelige strafferetlige regler. Kapitel 93 c i

retsplejeloven indeholder imidlertid nogle særlige sagsbehandlingsregler

for sager om strafbare forhold begået af politiet. Heraf følger, at det er

statsadvokaterne, og ikke politiet, som efterforsker sådanne sager.

Statsadvokaten har de samme beføjelser ved efterforskning af sagen, som

politiet normalt besidder i straffesager. Statsadvokaterne kan påbegynde

efterforskning af en straffesag på baggrund af en konkret klage eller på

eget initiativ. I tilfælde, hvor personer dør eller kommer alvorligt til skade i

politiets varetægt eller ved politiets indgriben, iværksætter

statsadvokaten altid en efterforskning på eget initiativ. Hvis

statsadvokaten finder, at der er grundlag for at indlede en straffesag,

rejses der tiltale mod den eller de involverede politibetjente, og sagen

anlægges ved domstolene.

Klagemuligheder

Klagemuligheder

7.1.4. Politiklagenævn

Politiklagenævnet er et klagenævn, der medvirker ved statsadvokaternes

behandling af klager over politipersonale og anmeldelser om strafbare

forhold begået af politiet. Et politiklagenævn består af en advokat som

formand og to lægmænd, der er udpeget af justitsministeren.

Medlemmerne fungerer i fire år og kan genudpeges én gang.

Statsadvokaterne har pligt til at underrette politiklagenævnene om alle

adfærdsklager over politiet og alle straffesager om politipersonale.

Statsadvokaten skal desuden løbende tilsende genparter af sagens

materiale og orientere politiklagenævnene om alle væsentlige

beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller

efterforskningen.

Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten

tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en

undersøgelse og anmode statsadvokaten om at foretage bestemte

undersøgelses- eller efterforskningsskridt. Hvis sigtede eller

statsadvokaten i en straffesag om politipersonale modsætter sig nævnets

anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt,

forelægges spørgsmålet for domstolene.

Når efterforskningen er afsluttet, udfærdiger statsadvokaten en

redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen og en

begrundet stillingtagen til, hvorledes sagen bør afgøres.

Politiklagenævnet meddeler ligeledes til statsadvokaten, hvorledes sagen

efter nævnets opfattelse bør afgøres. På dette grundlag træffer

statsadvokaten afgørelse i sagen. Politiklagenævnet kan påklage

statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i

sagen er endelig.

7.2. Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand er en uafhængig offentlig instans, som kan

behandle klager over forvaltningsmyndigheders afgørelser og deres

behandling af borgere og konkrete sager. Ombudsmanden behandler

bl.a. sager om overholdelse af forvaltningsloven, god forvaltningsskik og

det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Ombudsmanden kan

82 Retsplejelovens kapitel 93 d.

83 Retsplejelovens § 1021

84 Retsplejelovens §§ 1021 a og 1021 b

85 Retsplejelovens § 1021 c

86 Retsplejelovens §§ 1021 e og 1021 f

87 Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand som ændret ved lov nr. 556 af 24. juni 2005 og lov

nr. 502 af 12. juni 2009

både behandle sager på baggrund af en klage, tage sager op på eget

initiativ og iværksætte generelle undersøgelser af en myndigheds

behandling af sager. Ombudsmanden kan også inspicere enhver

institution og ethvert tjenestested, der hører under ombudsmandens

virksomhed. Ombudsmanden kan desuden gennemføre mere generelle

undersøgelser af myndigheders sagsbehandling. Disse kaldes egen drift-

projekter og er en samlet undersøgelse af en hel gruppe sager af samme

type. Formålet er at afdække eventuelle gennemgående fejl i

myndighedens afgørelse i sagerne, f.eks. i forbindelse med

sagsbehandling, eller enkeltstående fejl.

Hvis Ombudsmanden på baggrund af en sag finder anledning hertil, kan

Ombudsmanden vælge at udtale kritik, afgive henstillinger eller

fremsætte sin opfattelse af en sag. Ombudsmanden kan endvidere

henstille til, at en part tildeles fri proces ved domstolene.

Ombudsmanden har ikke nogen midler til at gennemtvinge sine

afgørelser, men der er tradition for, at Ombudsmandens udtalelser

respekteres.

Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige

forvaltning. Udlændingemyndighederne og politiets virksomhed er

således begge omfattet af ombudsmandens kompetence.

Ombudsmanden kan både kontrollere politiets administrative afgørelser

og politiets øvrige adfærd over for borgeren. Ved klage over politiets eller

andre forvaltningsmyndigheders administrative afgørelser kræves det, at

andre administrative klagemuligheder er udtømt. Dette er ikke et krav

ved en klage over politiets øvrige adfærd.

7.3. Ligebehandlingsnævnet

I 2003 blev

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

oprettet under Institut

for Menneskerettigheder. Klagekomitéen var et administrativt

klageorgan, som behandlede sager om diskrimination på grund af race

eller etnisk oprindelse, jf. lov om etnisk ligebehandling. Pr. 1. januar 2009

blev klagekomitéen nedlagt som følge af oprettelsen af Ligebehandlings-

nævnet, der behandler alle klager over diskrimination i henhold til

samtlige områder dækket af dansk antidiskriminationslovgivning, dvs.

køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel

orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

88 Henricson side 676 f

89 Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

Klagemuligheder

Ligebehandlingsnævnet behandler klager fra individer. Det er gratis at

klage til nævnet, og da nævnet er ansvarligt for sagens oplysning, er det

som udgangspunkt ikke nødvendigt at anvende en advokat til sagen.

Nævnet træffer retligt bindende afgørelser om, hvorvidt diskrimination

har fundet sted, og nævnet kan tilkende ofre for diskrimination en

godtgørelse. Hvis indklagede ikke efterkommer nævnets afgørelse, skal

nævnet på klagers anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for

domstolene. Ligebehandlingsnævnet kan kun behandle sager på

baggrund af en konkret klage. Nævnet kan således ikke behandle sager af

egen drift.

7.4. Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder har status som ligebehandlingsorgan i

overensstemmelse med artikel 13 i direktiv 2000/43/EF. Instituttet har

siden nedlæggelsen af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling den 31.

december 2008 ikke længere kompetence til at træffe afgørelse i sager

om diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse. Som følge af

mandatet som Specialised Equality Body arbejder Institut for

Menneskerettigheder for at beskytte og fremme ligebehandling af alle

uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Instituttet bistår ofre for diskrimination, indleder uafhængige

undersøgelser, offentliggør rapporter og fremsætter henstillinger om

spørgsmål vedrørende forskelsbehandling på grund af race eller etnisk

oprindelse.

Institut for Menneskerettigheder er desuden A-status akkrediteret som

”National Menneskerettighedsinstitution” efter FN’s Paris Principper. Som

et led i udførelsen af mandatet som national

menneskerettighedsinstitution monitorerer instituttet løbende den

menneskeretlige udvikling i Danmark og udarbejder rapporter og

høringssvar om nationale menneskeretlige problemstillinger.

7.5. Kontrol med PET’s aktiviteter

PET er underlagt kontrol af en række forskellige myndigheder:

7.5.1. Justitsministeren

PET er underlagt instruktioner fra justitsministeren, som på regeringens

vegne fører tilsyn med PET. Justitsministeren har udstedt en instruks til

chefen for PET med generelle bestemmelser for PET’s arbejde. Det følger

heraf, at chefen for PET bl.a. skal holde ministeren underrettet om forhold

af væsentlig betydning for tjenestens virksomhed.

Klagemuligheder

7.5.2. Folketinget

Folketinget har et særligt udvalg, der blev etableret ved lov nr. 378 af 6.

juli 1988 med det formål “at have indseende med Forsvarets

Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste”. Udvalget

består af fem folketingsmedlemmer, som er udpeget af de fem største

partier i Folketinget, og som har tavshedspligt med hensyn til, hvad de

underrettes om i udvalget. Udvalget skal underrettes om de generelle

retningslinjer, der gælder for PET’s virksomhed, om væsentlige

omstændigheder af sikkerhedsmæssig karakter og om udenrigspolitiske

spørgsmål, som er af betydning for FE og PET’s virksomhed. Den 26.

november 2010 udgav udvalget en beretning om udvalgets virksomhed.

Beretningen har ikke særligt fokus på antidiskrimination i relation til

antiterrorisme.

7.5.3. Domstolene

En række af de efterforskningsskridt, som PET foretager, kræver en

retskendelse ved domstolene. Dette kan f.eks. være overvågning af

individer. I disse tilfælde har domstolene således en grad af kontrol med

PET’s arbejde.

7.5.4. Wamberg-udvalget

Wamberg-udvalget foretager kontrol af PET’s registreringer og

videregivelse af personoplysninger.

Udvalget består af en formand og tre andre medlemmer. Udvalget skal

godkende nye registreringer af danskere og herboende udlændinge, som

tjenesten ønsker at foretage. Desuden laver udvalget stikprøver af ældre

sager for at kontrollere, om slettefristerne bliver overholdt. Der er ikke i

lovgivningen fastsat regler for PET’s egentlige registreringer, men

principperne for registrering drøftes løbende med Wamberg-udvalget og

Justitsministeriet. Hvis PET ønsker at videregive oplysninger om en

person til en anden myndighed, skal en videregivelse først godkendes af

Wamberg-udvalget.

7.6. Bevis for etnisk profilering og anbefalinger

Som det fremgår ovenfor, er der, muligt at klage over etnisk profilering

foretaget af politiet eller andre offentlige myndigheder. Klagen kan enten

indgives til en højere administrativ myndighed, domstolene eller

Folketingets Ombudsmand. Med hensyn til stikprøvekontrol foretaget

90 Tilgængelig på:

http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/beretning/2/929455/index.htm

Klagemuligheder

efter politiloven, udlændingeloven eller færdselsloven, er muligheden for

at klage imidlertid begrænset, da politiets beslutning om at foretage

stikprøvekontrol ikke kræver en begrundelse. Der vil altid kunne indgives

en klage over en politibetjents adfærd under udførelsen af et indgreb.

Hvis stikprøvekontrol over for en bestemt person gentages og antager

karakter af chikane, vil det formentlig skulle betragtes som en

adfærdsklage over en bestemt politibetjent, og klagen kan derfor

påklages til statsadvokaterne.

Etnisk profilering kan ofte være svært at bevise i enkeltsager, da det kan

være vanskeligt at sandsynliggøre, at et givent politiindgreb var

begrundet i etnisk profilering. Folketingets Ombudsmand er den eneste

klagebehandlende myndighed, som er i stand til at foretage mere

generelle undersøgelser af politiets praksis og mulige mønstre af etnisk

profilering.

8. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at muligheden for at foretage

generelle undersøgelser af etnisk profilering introduceres i

politiklagesystemet.

9. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Folketingets

Ombudsmand foretager en generel undersøgelse af etnisk profilering

foretaget af politiet.

7.6.1. Registrering af etnisk profilering

Der foretages i Danmark ikke nogen systematisk registrering af etnisk

oprindelse hos de personer, som politiet foretager indgreb over for. Det er

derfor i praksis vanskeligt at konstatere, hvorvidt personer med en

bestemt race eller etnisk oprindelse oftere udsættes for politiindgreb end

andre, og det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt etnisk profilering finder

sted i Danmark.

Open Society Justice Initiative og EU’s Agentur for Fundamentale

Rettigheder anbefaler begge, at statistiske data om politiindgreb

registreres ved hjælp af såkaldte stop-formularer, som anvendes i flere

lande. På stop-formularen registreres f.eks. dato, tid, sted for

politiindgrebet, politibetjentens navn, det konkrete politiindgrebs

lovgrundlag, den stoppede persons etniske oprindelse og nationalitet

osv. Stop- formularer varierer i udformning og længde afhængig af land.

En kopi af stop-formularen udleveres til den person, som politiindgrebet

Klagemuligheder

Stop-formularer har mange formål. Det statistiske materiale, som

indsamles, kan anvendes som et internt værktøj i politiet til at overvåge,

hvordan og hvor ofte politiindgreb anvendes, og hvorvidt visse grupper

udsættes for indgreb i uproportional grad. Stop-formularer kan således

være et praktisk værktøj, som motiverer politibetjente til at foretage

velbegrundede indgreb, og derved forebygger vilkårlighed.

De statistiske data som indsamles kan også anvendes af lokalsamfundet

til at holde politiet ansvarlig for sine indgreb. Overordnet kan

lokalsamfundet se, hvorvidt politiindgreb foretages i højere grad mod

visse grupper, og i enkeltsager kan det statistiske materiale understøtte

en klagesag, såfremt der er en statistisk tendens, som tyder på etnisk

profilering. En stop-formular kan endvidere indeholde vejledning om

adgangen til at klage over et indgreb.

10. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i Danmark foretages

systematisk registrering af personer, som er i kontakt med politiet med

henblik på at tilvejebringe statistisk materiale om politiets indsats over for

borgerne set i forhold til de enkelte borgeres etniske oprindelse. Dette

materiale kan afdække disproportionale mønstre og måle effektiviteten af

politiets indgreb. Registreringen bør udvikles i samarbejde med

Datatilsynet for at sikre overholdelsen af persondataloven.

91 Open Society Justice Initiative, Addressing Ethnic Profiling by Police –

A report on the Strategies for effective

police stop and search project

and European Union Agency for Fundamental Rights -

Towards More Effective

Policing, Understanding and Preventing Discriminatory Ethnic Profiling: A Guide

Klagemuligheder

var rettet imod, som en dokumentation for indgrebet, og en kopi

opbevares af politiet.

Litteratur og rapporter vedr. etnisk profilering i Danmark

8. Litteratur og rapporter vedrørende etnisk

profilering i Danmark

Ansel-Henry and Jespersen 2003:

A. Ansel-Henry and S. B. Jespersen, (2003)

Konflikt på gadeplan – når etnisk

minoritetsungdom og politiet mødes,

Centre for Youth Research,

Roskilde University Centre (RUC), Roskilde.

At Home in Europe,

Muslims in Copenhagen.

(Udkommer marts 2011).

Benedicte Castenschiold Eichen, (2010)

The Power to Stop and Search,

through the Power to Discipline and Punish

(Unpublished dissertation).

European Network Against Racism (ENAR) and Open Society Justice

Initiative,

Factsheet on ethnic profiling,

October 2009, Available in

Danish at:

http://www.soros.org/initiatives/justice/focus/equality_citizenship/article

s_publications/publications/ethnic_20100512/Factsheet-ethnic-

profiling-20091001-DAN.pdf

Henricson:

Ib Henricson,

Politiret,

4. Udgave 2007, Jurist- og Økonomforbundets

Forlag.

Holmberg 1999:

Lars Holmberg (1999)

Inden for lovens rammer – politiets arbejdsmetoder og

konkrete skøn,

Gyldendal.

Holmberg 2003:

Lars Holmberg (2003),

Policing Stereotypes. A Qualitative Study of Police

Work in Denmark.

Mobility and Norm Change, V.4, Wisconsin: Galda &

Wilch.

Christoffersen 2009:

Jonas Christoffersen (2009),

Lov om etnisk ligebehandling med

kommentarer,

1. udgave/1. oplag, Thomson Reuters Professional A/S

København.

Internetadresser

Københavns politi, arkiv over pressemeddelelser vedrørende

visitationszoner fra jauar 1. 2009 til 1. september 2010

http://www.politi.dk/CMS.Politi.Web/Templates/Content/ArchivePage.asp

x?NRMODE=Published&NRNODEGUID={323143ED-F669-45CC-AAD7-

324B72495283}&NRORIGINALURL=%2fKoebenhavn%2fda%2flokalnyt%2f

Kampagner%2f&NRCACHEHINT=NoModifyGuest

Bilag 1. Visitationszoner i København

Nedenfor er en liste over visitationszoner, som er offentliggjort via Københavns politis hjemmeside

fra 2007 til og med 2010. Tabellen viser datoen for zonens oprettelse, zonens slutdato, zonens

geografiske areal samt begrundelsen for zonens oprettelse.

Dato for

oprettelse

6. september

2007

21. september

2007

28. november

2007

7., 8., 14. og

15. december

(fredage og

søndage)

8. februar

2008

Slut dato

30. september

2007

19. oktober

2007

22. december

2007

Område

Nørrebro

Christianshavn

Christiania og

Christianshavn.

Tre zoner i København

City inklusiv

Rådhuspladsen,

Hovedbanegården og

Kongens Nytorv.

Seks Zoner: Tingbjerg,

Indre Nørrebro, Ydre

Nørrebro, København

City, Amager og Valby.

Begrundelse

Zone oprettet, ingen

begrundelse.

Zone forlænget, våben konfiskeret

i zonen.

Zone oprettet, adskillige våben

konfiskeret.

Zoner oprettet, adskillige

hændelser vedrørende ulovlig

våbenbesiddelse.

10. marts 2008

10. marts

2008

14. april 2008

Indre Nørrebro, Ydre

Nørrebro, København City

og Amager.

Christiania og

Christianshavn.

Christiania og

Christianshavn.

Vesterbro, København

City.

Christiania og

20. maj 2008

4. juni 2008

5. juni 2008

4. juli 2008

15. juni 2008

3. juli 2008

6. juli 2008

3. august 2008

Adskillige voldelige hændelser i

december og januar hvor ulovlige

våben blev anvendt. Ni hændelser

hvor ulovlige våben blev

konfiskeret og seks

straffelovsovertrædelser

vedrørende besiddelse og salg af

stoffer.

Fire zoner forlænget og to

afsluttet. 403 kriminelle hændelser

vedrørende ulovlige våben i de

fire zoner mellem 10. december

2007 og 27. februar 2008.

Zone oprettet. 36 knive plus

andre ulovlige våben konfiskeret

mellem januar og maj.

Zone forlænget, adskillige ulovlige

våben konfiskeret.

Zone oprettet, voldelige

hændelser i nattelivet i

weekenden.

Zone forlænget, ulovlige våben

Bilag

Bilag

5. august

2008

15. august

2008

31. august

2008

1. september

2008

Christianshavn.

Christiania og

Christianshavn.

Tingbjerg og område

omkring Gothersgade.

1. september

2008

28. september

2008

3 zoner omkring

Svanevej, Lindgreens alle

og Amager Logevej 134.

Zonerne omkranser Hells

Angels klubhuse.

2. september

2008

28. september

2008

Christiania og

Christianshavn.

15. september 26. oktober

2008

27. oktober

2008

25. november

2008

16. december

2008

6. januar 2009

Hele København

undtagen Dragør

kommune og dele af

Tårnby.

Hele København

undtagen Dragør

kommune og dele af

Tårnby.

Forrige zone forstørret.

Zonen dækker hele

København, undtagen

Dragør kommune.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

konfiskeret.

Zone forlænget. 83 ulovlige våben

konfiskeret mellem januar og juli

2008.

Zoner oprettet. Voldelig episode i

Tingbjerg 15. august 2008, hvor

adskillige skydevåben blev brugt

og en person blev dræbt. Omkring

Gothersgade adskillige voldelige

hændelser indikerer bandeopgør.

Zoner oprettet. Adskillige

hændelser i zonerne hvor

personer har båret

sikkerhedsveste og våben og

sigtet maskinpistol mod civile.

Desuden blev en håndgranat

smidt ind i klubhuset på Svanevej,

men den detonerede ikke.

Zone forlænget. Medlemmer af

AK81 bar sikkerhedsvest i zonerne

og skyderier forekom på Nørrebro

og Tingbjerg. Kan indikere opgør i

zonen.

Zone oprettet. Adskillige skyderier

i København.

6. januar 2009

3. februar

2009

3. marts 2009

3. februar

2009

31. marts

2009

Zone forlænget. Adskillige

skyderier samt konfiskering af

skydevåben. 15. september til 26.

oktober 4.412 personer visiteret.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier og knivstikkerier

forekom, indikerer et fortsat

anspændt forhold mellem

rivaliserende bander i København.

Zone forlænget. Bandekonflikt

fortsætter. Adskillige skyderier og

knivstikkerier.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier i januar.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier i marts og ulovlige

28. april 2009

28. april 2009

26. maj 2009

23. juni 2009

21. juli 2009

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

våben konfiskeret.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier i april.

Zone forlænget. Adskillige våben

konfiskeret.

Zone forlænget. To skyderier

forekom. Mellem 26. maj og 18.

juni blev 463 personer visiteret. 54

personer tiltalt efter våbenloven.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier og to drab. Mellem 19.

juni og 17. juli blev 445 personer

visiteret og 19 tiltalt efter

politiloven og 12 tiltalt efter

våbenloven.

Zone forlænget. Skyderier på

Nørrebro. Mellem 21. juli og 17.

august blev 610 personer

visiteret. En tiltalt efter

våbenloven og 75 tiltaler

vedrørende våben.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier og knivstikkerier. 18.

august til 15. september blev 908

personer visiteret, 37 tiltalt for

besidedlse af stoffer og 10 for

besiddelse af ulovlige våben.

Zone forlænget. Adskillige

skyderier og knivstikkerier. 15.

september til 12. oktober blev 443

persons visiteret, otte tiltalt for

besiddelse af stoffer og tre for

besiddelse af ulovlige våben.

Zone forlænget. 10 skyderier

herunder

én

dræbt.

Zone forlænget. Tre skyderier. 48

tiltalt vedrørende ulovlige våben.

Zone forlænget. En skudepisode.

Zone forlænget på grund af fortsat

straffesag mod ledende

bandemedlem. 19. november til

21. juli 2009

18. august

2009

18. august

2009

24. september

2009

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

15. september 13. oktober

2009

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

13. oktober

2009

10. november

2009

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

10. november

2009

19. november

2009

24. december

2009

19. november

2009

22. december

2009

19. januar

2010

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Københavns kommune,

Frederiksberg og dele af

Tårnby.

Bilag

Bilag

19. januar

2010

16. februar

2010

12. februar

2010

19. februar

2010

19. februar

2010

19. marts

2010

21. april 2010

19. marts 2010

20. april 2010

28. april 2010

Betydeligt formindsket

zone, omkring

Østerbro

og område omkring

Østre

Landsret.

Område omkring

Østre

Landsret,

Østerbro,

Nørrebro, Bispebjerg og

Vanløse.

Område omkring

Østre

Landret.

Område omkring

Østre

Landret.

Nørrebro.

22. december 185 personer

visiteret, otte tiltalt for besiddelse

af stoffer, to tiltalt for besiddelse

af ulovlige våben, 53 tiltaler

vedrørende ulovlige våben.

Zone delvis forlænget på grund af

fortsat straffesag mod ledende

bandemedlem. Retssagen varer

fra 8. december til 19. april.

Forrige zone forstørret.

9.-11. februar fandt tre skyderier

sted.

Zone delvis forlænget på grund af

fortsat straffesag mod ledende

bandemedlem.

Zone delvis forlænget på grund af

fortsat straffesag mod ledende

bandemedlem.

Zone oprettet. Et skyderi,

adskillige personer truet med

pistol, en episode med voldeligt

overfald, en person skudt og

dræbt i Køge. Mistænkte sporet

tilbage til Nørrebro. 21. januar til

21. april 27 overtrædelser af

våbenloven.

Zone oprettet. En skudepisode.

21. april til 24. juni 369 anmeldte

overtrædelser af våbenloven.

Zone forlænget. Tre skydevåben

konfiskeret. 24. til 30. juni 17

anmeldte forbrydelser vedrørende

våbenloven, 10 personer visiteret

og to tiltalt for overtrædelse af

våbenloven.

24. juni 2010

1. juli 2010

8. juli 2010

Tingbjerg.

8. juli 2010

Ingen nye zoner oprettet.

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om ministeren vil forholde sig til Institut for Menneskerettigheders rapport "Etnisk profilering i Danmark - dansk retsbeskyttelse inden for politiets arbejdsområde" m.v., til justitsministeren REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om ministeren vil forholde sig til Institut for Menneskerettigheders rapport "Etnisk profilering i Danmark - dansk retsbeskyttelse inden for politiets arbejdsområde" m.v., til justitsministeren