REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om kommentar til høringssvar fra Den Rets- og Kriminalpolitiske Tænketank Forsete til Udkast til forslag til lov ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder), til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2021-22

L 76 - Bilag 1

Offentligt

Dato:

Kontor:

10. november 2021

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Mikkel Reenberg

Sagsnr.: 2021-731-0074

Dok.:

2159940

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk

[email protected]

+4572680391

KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT

Forslag til lov om ændring af lov om straffuldbyrdelse m.v. (Ind-

skrænkning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes rettigheder)

I. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. september 2021 til den 13.

oktober 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisati-

oner mv.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Centralorganisa-

tionernes Fællesudvalg, Copenhagen Business School – CBS – CBS LAW

– Institut for Ledelse, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Dansk

Retspolitisk Forening, Danske Advokater, Dommerforeningen, Det Krimi-

nalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmæg-

tigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen,

Folketingets Ombudsmand, Foreningen af Fængselsinspektører og Vice-

fængselsinspektører, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af

Statsadvokater, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Fængselsforbundet,

HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsor-

gen, HK Landsklubben Politiet, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,

Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Retshjælp, Københavns Univer-

sitet – Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Odense Retshjælp, Offerrådgivningen, Politidirek-

tørforeningen, Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigs-

politiet, samtlige byretter, SAVN, Syddansk Universitet – Juridisk Institut,

Sø- og Handelsretten, Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet

– Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet – Juridisk Insti-

tut.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om kommentar til høringssvar fra Den Rets- og Kriminalpolitiske Tænketank Forsete til Udkast til forslag til lov ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder), til justitsministeren

II. Høringssvar

1. Indledning

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra: Advokatfirmaet Piroz, Ad-

vokatrådet, Danske Advokater, DIGNITY, Dommerforeningen, Domstols-

styrelsen, Folketingets Ombudsmand, Forsete, Institut for Menneskeret-

tigheder, Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Universitet – Det Juri-

diske Fakultet, Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af Forsvarsadvo-

kater, Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Røde Kors, samtlige byretter,

Syddansk Universitet – Juridisk Institut, Vestre Landsret og Østre Landsret.

Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.

Samtlige høringssvar er vedlagt.

Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført i

kursiv.

Domstolsstyrelsen

Politiforbundet

har ingen bemærkninger til lovud-

kastet.

Dommerforeningen

oplyser, at lovforslaget grundlæggende er politisk mo-

tiveret og derfor ikke som sådan giver anledning til foreningens bemærk-

ninger.

Folketingets Ombudsmand

har ikke behandlet høringen.

Østre Landsret, Vestre Landsret

samtlige byretter

ønsker ikke at ud-

tale sig om lovudkastet.

2. Generelt

Kriminalforsorgsforeningen

bemærker, at foreningen undres over, at man

vil indføre så restriktive lovændringer, for hvad der reelt alene handler om

2-3 indsatte.

DIGNITY

finder det meget betænkeligt, at regeringen som reaktion på sa-

ger vedrørende nogle få livstidsdømte overvejer at begrænse alle livstids-

og forvaringsdømtes rettigheder i de første 10 år af afsoningstiden, herunder

deres fundamentale ret til kontakt med omverdenen under afsoning og til at

indgå nye relationer.

Syddansk Universitet

anfører, at begrebet ”retsfølelsen” anvendes uklart

og selektivt i lovforslaget, og at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der

er behov for at lovgive for så få personer.

Som det fremgår af indledningen til lovforslaget, er det regeringens opfat-

telse, at reglerne for livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes afsoning skal

strammes, og at sådanne dømte derfor i fremtiden bl.a. skal have begrænset

mulighed for kontakt med omverdenen i de første 10 år af afsoningen.

Lovforslaget er afgrænset til at omfatte livstidsdømte og de forvarings-

dømte, som er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, der hjemler straf

på livstid. Baggrunden for afgrænsningen er, at der er tale om personer,

som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, hvor der er et helt

særligt hensyn at tage til retsfølelsen. Som det ligeledes fremgår af indled-

ningen til lovforslaget, tilgodeser begrænsningerne et hensyn til retsfølelsen

i form af et hensyn til ofre og pårørende samt et hensyn til, at sådanne dømte

ikke skal profilere eller iscenesætte sig selv og deres ugerninger, f.eks. på

internettet.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at der med lovforsla-

get lægges op til, at det skal være statens ansvar, at unge personer ikke kan

få kontakt til livstids- og forvaringsdømte. Det er landsforeningens opfat-

telse, at det må være op til den enkelte borger, hvem der søges kontakt til,

og såfremt der er tale om mindreårige personer, som ønsker en sådan kon-

takt, at det tilkommer forældrene at bestemme, om den mindreårige skal

have lov til at komme i kontakt med sådanne dømte. Det bemærkes i den

forbindelse, at der er et hensyn at tage til borgernes selvbestemmelsesret og

ytringsfrihed.

Retspolitisk Forening

anfører, at forslaget indebærer et indgreb i uskyldige

menneskers ret til fri kommunikation og omgang med medmennesker, som

er helt ude af proportioner med erfaringerne og de drastiske konsekvenser,

forslaget vil have. Der kan være særlige beskyttelseshensyn at tage til f.eks.

mindreårige personer, men sammenholdt med problemstillingen med de so-

ciale medier i almindelighed er risiko for utilbørlige og farlige relationer til

indsatte forsvindende lille og kan i påkommende tilfælde løses ved anderle-

des konkrete og individuelt tilpassede tiltag.

Som det fremgår af indledningen til lovforslaget, er det Justitsministeriets

opfattelse, at der foruden hensynet til ofre og pårørende også er et hensyn

at tage til de mennesker, som den livstids- eller forvaringsdømte indgår i en

ny relation med. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at der er et hensyn

at tage til at beskytte andres rettigheder og friheder, herunder konkret i for-

hold til den person, som den dømte måtte indgå i relationen med.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

anfører, at der skal tages hensyn

til kriminalforsorgens personale, som må formodes at komme under stort

pres, såfremt livstids- og forvaringsdømte fratages rettigheden til at skabe

nye relationer under afsoning.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet, men har ikke fundet anledning

til på den baggrund at foretage tilpasninger i lovforslaget.

Advokatfirmaet Piroz

bemærker, at der bør indføres mulighed for dom-

stolsprøvelse af f.eks. de foreslåede begrænsninger af de omfattede indsattes

mulighed for udgang.

Justitsministeriet har ikke fundet behov for at indføre mulighed for en særlig

domstolsprøvelse i den konkrete situation, bl.a. som følge af begrænsnin-

gernes karakter, herunder at disse gælder generelt for livstidsdømte samt

forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid.

Det bemærkes, at lovforslaget ikke berører retten til domstolsprøvelse efter

grundlovens § 63.

DIGNITY

opfordrer til, at lovforslagets indhold genovervejes og anbefaler,

at en eventuel indskrænkning af en indsats ret til kontakt med omverdenen

er baseret på en individuel bedømmelse af den enkeltes konkrete forhold,

eksempelvis sikkerhedsmæssige forhold.

Kriminalforsorgsforeningen

foreslår, at hjemlen til at afvise tilladelse til

besøg og til telefoni skal bero på en konkret, individuel og saglig vurdering

af forholdets karakter samt hvorvidt den besøgende (eller indsatte) er i en

relation der formodes at bero på et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold.

Danske Advokater

bemærker, at den foreslåede indskrænkning vil ramme

alle livstidsdømte og forvaringsdømte, uanset de konkrete omstændigheder

bag den enkelte sag.

Justitsministeriet har noteret sig forslagene. Som det fremgår af indlednin-

gen til lovforslaget, er forslagene begrænset til at gælde for livstidsdømte

og forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid, og forslagene foreslås indført som led i et ønske om,

at reglerne for sådanne dømtes afsoning efter regeringens opfattelse gene-

relt bør strammes, bl.a. af hensyn til at beskytte andres rettigheder og frihe-

der. Ministeriet finder bl.a. på den baggrund ikke anledning til at foretage

tilpasninger i lovforslaget på dette punkt.

Syddansk Universitet

anfører, at der synes at være en tendens i lovgivning

til i højere grad at normere forvaltningens skøn. Som udgangspunkt er dette

inden for lovgivningsmagtens kompetence. Med en type lovgivning som

den foreslåede signalerer lovgivningsmagten – formentlig utilsigtet – at man

hellere vil have personale, der blindt udfører lovgivningsmagtens ordrer,

uden at selvstændige overvejelser indgår.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet, men har ikke på den baggrund

fundet anledning til at foretage tilpasninger i lovforslaget.

Institut for Menneskerettigheder

anbefaler, at der i udkastet redegøres for

antallet af berørte indsatte, det nuværende regime for indsatte livstids- og

forvaringsdømte samt den administrative byrde som lovforslaget vil med-

føre for kriminalforsorgen.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet og finder, at der i udkastet er

tilstrækkeligt redegjort for anvendelsesområdet. Hvad angår lovforslagets

økonomiske konsekvenser for Direktoratet for Kriminalforsorgen bemærker

ministeriet, at det efter den offentlige høring nu fremgår af udkastets pkt. 3,

at lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgifter for kriminal-

forsorgen, og at det forventes, at udgifterne håndteres inden for de eksiste-

rende økonomiske rammer.

3. Resocialisering mv.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at en indskrænkning

af livstids- og forvaringsdømtes muligheder for at skabe nye relationer un-

der afsoning ikke vil bidrage positivt til en resocialisering, da det vil forringe

kompetencerne til at indgå i sociale relationer og på sigt kompetencen til at

indgå i samfundet efter endt afsoning.

Forsete

fraråder, at lovforslaget gennemføres, da det samlet set vil vanskel-

liggøre en senere tilbagevenden til samfundet, og da det indebærer grund-

læggende brud på flere bærende principper for straffuldbyrdelse i Danmark.

Det bemærkes desuden, at graden af frihedsberøvelse bør afgøres ud fra den

enkelte afsoners sag, adfærd og sikkerhedsmæssige situation og ikke be-

grænses af et lovkrav om at have afsonet mindst 10 år.

Forsete

bemærker desuden, at det er stærkt uhensigtsmæssigt at begrænse

livstids- og forvaringsdømtes omgangskreds til de folk, de kendte på ger-

ningstidspunktet. Det gælder særligt, da disse indsatte i medfør af deres dom

vil bo i et kriminelt miljø i mange år. Det anføres, at lovforslaget kan ventes

at have negativ effekt på de indsattes mulighed for at skabe et liv uden kri-

minalitet og dermed på deres recidivrisiko. Det gælder i særligt grad rocker-

eller bandemedlemmer og andre, der har været stærkt involveret i kriminelle

miljøer.

Københavns Universitet

anfører, at den foreslåede indskrænkning af livs-

tidsdømtes og visse forvaringsdømtes ret til besøg, brevveksling og telefoni

vil være kontraproduktiv i forhold til den resocialiserende dimension af

straffen. Det anføres desuden, at forslaget ikke blot vil ramme skævt i for-

hold til den ønskede effekt, men tilmed hindre den behandling, forandring

og resocialisering, som er indlejret i forvaringsforanstaltningen.

Retspolitisk Forening

karakteriserer lovforslaget som et ganske usædvan-

ligt angreb på og brud med almindeligt anerkendte og resultatrige principper

om resocialisering og fremadrettede foranstaltninger, som kan påvirke den

dømte i positiv retning væk fra den forbryderiske fortid.

Som det fremgår af indledningen til lovforslaget, er det regeringens opfat-

telse, at reglerne for livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes afsoning skal

strammes, og at sådanne dømte derfor i fremtiden bl.a. skal have begrænset

mulighed for kontakt med omverdenen i de første 10 år af afsoningen.

Som det fremgår af pkt. 2.3.3 i bemærkningerne til lovforslaget, er den ind-

sattes muligheder for kontakt med omverdenen ikke afskåret fuldstændigt.

Kriminalforsorgen meddeler således tilladelse til besøg, brevveksling og te-

lefoni, hvis der er tale om sådan kontakt med nærtstående eller personer,

som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen.

Som det desuden fremgår af pkt. 2.3.3 i bemærkningerne til lovforslaget,

foreslås det, at der kan gives tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni i

relation til andre end nærtstående og de personer, som den livstids- eller

forvaringsdømte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, hvis særlige

omstændigheder taler herfor. Bestemmelsen er bl.a. tiltænkt anvendt i de

tilfælde, hvor den indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre,

eller hvis de pågældende ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte. Det

følger desuden af lovforslaget, at kriminalforsorgen af egen drift skal være

opmærksom på, om den indsatte bør tilbydes kontakt, hvis de nævnte om-

stændigheder gør sig gældende.

Som det også fremgår af pkt. 2.2.3 i bemærkningerne til lovforslaget, er det

desuden muligt at meddele tilladelse til udgang inden for den foreslåede

tidsmæssige grænse på 10 år, hvis det sker til bestemte særlige formål. Det

kan f.eks. være aktuelt, hvis formålet med udgangen er at besøge en nært-

stående, som er alvorligt syg.

Justitsministeriet finder, at der på baggrund af ovenstående er sikret til-

strækkelig mulighed for, at den indsatte kan opretholde et socialt liv, når

der samtidig er tale om en person, som er idømt straf på livstid eller forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid.

Justitsministeriet bemærker endelig, at der efter de gældende regler i straf-

fuldbyrdelsesloven efter bestemte betingelser er mulighed for at begrænse

besøg for indsatte, som politiet skønner har tilknytning til en gruppe af per-

soner, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en an-

den gruppe af personer.

Forsete

bemærker, at lovforslaget indebærer et tydeligt brud på princippet

om ikke at pålægge yderligere begrænsninger, end der følger af straffuld-

byrdelsen og henviser i den forbindelse til straffuldbyrdelseslovens § 4.

Landsforeningen KRIM

anfører, at dele af lovforslaget bryder med det

grundlæggende princip bag straffuldbyrdelsesloven om, at fængselsstraffe

kun tilsigter at udgøre et indgreb i lokalfriheden som udtrykt i straffuldbyr-

delseslovens § 4.

Det er Justitsministeriets vurdering, at de foreslåede bestemmelser ikke er i

strid med straffuldbyrdelseslovens § 4.

4. Forholdet til internationale forpligtelser og regler mv.

Institut for Menneskerettigheder

bemærker, at lovudkastet ikke indehol-

der en vurdering af Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Instituttet an-

befaler, at Justitsministeriet i udkastet redegør for forholdet til menneske-

retten, herunder særligt i forhold til de foreslåede indskrænkninger i de ind-

sattes ret til besøg, brevveksling og telefoni. Instituttet anbefaler desuden, at

Justitsministeriet forud for fremsættelsen af lovforslaget undersøger praksis

for begrænsning af adgang til besøg, brevveksling og telefoni for livstids-

og forvaringsdømte i andre lande i Europarådet.

DIGNITY

opfordrer til, at Justitsministeriet tager stilling til internationale

menneskeretlige normer i lovforslaget, herunder Den Europæiske Menne-

skerettighedskonventions artikel 8 og 14.

DIGNITY

mener desuden, at der er risiko for, at lovforslaget i konkrete

tilfælde kan føre til en krænkelse af retten til privat- og familieliv.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at en indskrænkning

af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder til at indgå nye relationer ikke

er foreneligt med princippet om resocialisering, og at det strider mod yt-

ringsfriheden samt retten til respekt for privat- og familieliv, jf. Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Advokatfirmaet Piroz

bemærker, at de foreslåede begrænsninger om be-

grænsninger i de omfattede indsattes muligheder for at have kontakt med

omverdenen er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

ons artikel 8.

Syddansk Universitet

bemærker generelt, at lovforslaget ikke inddrager

overvejelser om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion. Det anføres, at spørgsmålet om forhold til konventionen og kravet om

indgrebenes nødvendighed må adresseres.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8,

stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. privatliv, familieliv og sin korre-

spondance. Ifølge bestemmelsens stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre

indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse

med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den na-

tionale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd,

for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-

ligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Kernen i begrebet »privatliv« er retten til en sfære, inden for hvilken den

enkelte uforstyrret kan udfolde og udvikle sin personlighed. Det beskyttede

privatliv omfatter i et vist omfang retten til at etablere og udvikle relationer

til andre mennesker. Artikel 8 beskytter endvidere retten til respekt for en

persons »familieliv«. Udgangspunktet for afgrænsningen af familiebegrebet

i artikel 8 er den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, såle-

des som denne er udviklet i moderne familiepraksis. Uden for kernefamilien

vil det bero på en konkret vurdering, om der mellem de pågældende perso-

ner består et familieliv beskyttet af EMRK artikel 8.

Der lægges med lovforslaget op til, at livstidsdømte og forvaringsdømte, der

er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, i

de første 10 år af afsoningstiden skal ansøge om tilladelse til besøg, brev-

veksling og telefoni, og at kriminalforsorgen kan træffe afgørelse om at

nægte adgang hertil. En sådan ordning vil udgøre et indgreb i de pågælden-

des rettigheder efter EMRK artikel 8, stk. 1. Justitsministeriet vurderer

imidlertid, at den foreslåede ordning kan begrundes af hensyn til at beskytte

andres rettigheder og friheder, og at ordningen udgør et egnet og nødven-

digt middel hertil.

Som det fremgår af lovforslagets pkt. 2.3.2, finder Justitsministeriet, at der

af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de perso-

ner, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en

begrænsning i de pågældende indsattes muligheder for at modtage besøg,

brevveksle og telefonere. Det skal ses i lyset af, at de indsatte, der er omfattet

af lovforslaget, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser.

For så vidt angår ordningens proportionalitet er der ved vurderingen lagt

vægt på, at kriminalforsorgen ifølge lovforslaget vil skulle meddele tilla-

delse til besøg af samt brevveksling og telefoni med nærtstående personer

og personer, som den indsatte har etableret kontakt til før varetægtsfængs-

lingen. Desuden kan kriminalforsorgen efter en konkret vurdering meddele

tilladelse til besøg af samt brevveksling og telefoni med andre personer, hvis

særlige omstændigheder taler herfor.

De foreslåede regler om begrænsning af besøg, brevveksling og telefoni er

afgrænset tidsmæssigt til at gælde, indtil der er udstået 10 år af straffetiden,

eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i 10 år. Det be-

mærkes i den forbindelse, at hensynet til ofre og deres pårørende vurderes

at veje tungere i de første 10 år af afsoningstiden. Desuden vurderes ny-

hedsværdien om den pågældende indsatte eller person anbragt i forvaring

– og dermed eventuelle nye bekendtskabers motivation til at tage kontakt på

baggrund af forbrydelsen og medieomtalen heraf – at aftage over tid.

For så vidt angår EMRK artikel 14 bemærkes, at bestemmelsen indeholder

et diskriminationsforbud, hvorefter nydelsen af de i konventionen aner-

kendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race,

farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller so-

cial oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fød-

sel eller ethvert andet forhold.

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestem-

melsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Hvis den fo-

religgende situation ligger inden for en anden bestemmelses anvendelses-

område (f.eks. artikel 8 om ret til respekt for bl.a. privat- og familieliv), in-

debærer artikel 14 et forbud mod usaglig forskelsbehandling.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer be-

stemmelsen, at personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt

skal behandles ens, og at forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den har

et legitimt formål og samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål.

Den foreslåede ordning vil finde anvendelse på livstidsdømte og de forva-

ringsdømte, som er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, der hjemler

straf på livstid. Efter Justitsministeriets opfattelse må denne gruppe anses

for usammenlignelig med øvrige strafafsonere, hvorfor den foreslåede ord-

ning ikke udgør forskelsbehandling af personer i sammenlignelige situatio-

ner.

Selv hvis den persongruppe, som omfattes af lovforslaget, måtte være sam-

menlignelige med øvrige strafafsonere, er det vurderingen, at den forskels-

behandling, som den foreslåede ordning er udtryk for, kan begrundes. Det

bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af pkt. 2.3.2 i bemærkningerne

til lovforslaget, at der – set i lyset af karakteren og alvorligheden af de for-

brydelser, som de af lovforslaget omfattede livstids- og forvaringsdømte er

dømt for – er et særligt hensyn at tage til retsfølelsen hos ofre og pårørende.

Desuden er der et særligt hensyn at tage til de personer, som den indsatte i

fremtiden måtte indgå i en ny relation med.

Som anført i bl.a. pkt. 2.3.2. i lovforslagets bemærkninger vurderes lov-

forslaget således at være udtryk for en rigtig balancering mellem på den ene

side hensynet til retsfølelsen – samt for så vidt angår begrænsninger i mu-

ligheden for at modtage besøg, brevveksle og telefonere hensynet til at be-

skytte andres rettigheder og friheder – og på den anden side den indsattes

muligheder for resocialisering og senere udslusning.

5. Begrænsning af muligheder for udgang samt muligheder for at af-

sone i åbent fængsel

Kriminalforsorgsforeningen

anfører, at en udsættelse af påbegyndelse af

udgangsforløb før 10 år de facto vil forlænge mulig udslusning og afso-

ningstid, hvilket dels vil presse kapaciteten i lukkede fængsler yderligere,

dels vil medføre, at indsatte ikke har et oplagt incitament til at påvirke afso-

ningstiden i en prosocial og antikriminel retning. Eksempelvis vil det be-

tyde, at misbrugsbehandling kun vil kunne omhandle stoffrihed under afso-

ning i et meget lukket regime. Det vil således med forslaget ikke være rele-

vante at arbejde med forebyggelsesfaktorer til misbrug, medmindre den ind-

satte er 10 år inde i sin afsoning. Dette vil have konsekvenser for den mis-

brugsbehandling der i dag tilbydes de indsatte.

Justitsministeriet har bl.a. som følge af høringssvaret fundet anledning til

at nævne i pkt. 2.3.3 i bemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede

regel om, at sådanne indsatte som udgangspunkt ikke vil kunne komme på

udgang i de første 10 år af afsoningstiden, kan påvirke den indsattes mulig-

hed for at opnå ret til prøveløsladelse. Det kan som følge heraf ikke udeluk-

kes, at den foreslåede regel med tiden vil medføre, at gennemsnitstiden for

livstidsdømtes afsoning vil stige fra de 16-17 år, som gennemsnittet er i dag.

Københavns Universitet

anfører, at det virker unødvendigt hårdt at afskære

forvaringsdømte fra muligheden for at blive overført til åbne fængsler inden

for en tidsramme på 10 år, når dette i praksis er sjældent forekommende.

Ligeledes kan forvaringsdømte potentielt få udgang, når de har været an-

bragt i forvaring i 2 år, men Justitsministeriet påpeger selv, at der kan gå op

til 15-20 år, førend man bevilges udgang. Det virker dermed formålsløst at

stramme noget, som i forvejen ikke er aktuelt, idet livstids- og forvarings-

dømte simpelthen ikke bevæger sig rundt i det offentlige rum kort tid efter

dommen.

Danske Advokater

bemærker, at lovforslaget vil indebære, at livstids- og

forvaringsdømte altid skal starte med at afsone i lukket fængsel og tidligst

kan blive overført til åbent fængsel efter 10 år. Det fremgår af Justitsmini-

steriets bemærkninger til lovforslaget, at dette allerede gør sig gældende i

dag i henhold til praksis, hvorfor den eneste effekt af lovforslaget må være

at ophøje den gældende praksis til lov.

Danske Advokater

bemærker desuden, at det i dag er muligt at få tilladelse

til udgang, når formålet er rimeligt begrundet i særlige hensyn, og der ikke

er grund til at antage, at den indsatte vil begå ny kriminalitet, flygte eller på

anden måde misbruge udgangstilladelsen. Inden der gives tilladelse til ud-

gang, skal kriminalforsorgsområdet som udgangspunkt anmode politiet om

en udtalelse. Ved regelmæssig udgang skal statsadvokaten også høres. Kri-

minalforsorgsområdet skal tage spørgsmålet om udgang op til overvejelse,

når en livstidsdømt har udstået 5 år og 4 måneder af straffen, mens det

samme gælder efter 2 år for forvaringsdømte. Der foreligger imidlertid ikke

oplysninger om, at livstids- og forvaringsdømte i realiteten får udgang før,

der er forløbet 10 år af afsoningen. Livstids- og forvaringsdømtes mulighed

for udgang er således allerede efter gældende regler velreguleret og funge-

rende i overensstemmelse med de intentioner, som ligger bag dette lov-

forslag, hvorfor den eneste effekt af lovforslaget må være at ophøje den gæl-

dende praksis til lov.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1 i bemærkningerne til lovforslaget, overføres

livstids- og forvaringsdømte typisk ikke til åbent fængsel, men der er dog

eksempler på, at sådanne dømte overføres til et såkaldt halvåben afdeling.

Det fremgår endvidere af pkt. 2.2.1, at der efter gældende ret er store indi-

viduelle forskelle på, hvornår livstids- og forvaringsdømte kommer på ud-

gang. Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at det eksempelvis in-

debærer, at nogle dømte kan komme på udgang før 10 års afsoning, andre

efter 15-20 års afsoning.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2 og pkt. 2.2.2 i bemærkningerne til lovforslaget,

finder ministeriet, at en tidsgrænse på 10 år udgør en rigtig balance mellem

på den ene side hensynet til retsfølelsen og på den anden side den indsattes

muligheder for resocialisering og senere eventuel udslusning.

6. Begrænsning af mulighed for kontakt med omverdenen

Syddansk Universitet

anfører, at indgrebene i mulighederne for besøg,

brevveksling og telefoni samlet set er meget omfattende, både hvad angår

den indsattes mulighed for at have sociale kontakter og for at indgå ægte-

skab.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet, men har ikke på den baggrund

fundet anledning til at foretage tilpasninger i lovforslaget.

6.1. Undtagelse fra forbud mod kontakt med nærtstående og tidligere

kontakter

Institut for Menneskerettigheder

finder det positivt, at det er fastsat i lov-

forslaget, at der kan gives tilladelse til at have kontakt med andre end nær

familie og tidligere kontakter, hvis ”særlige omstændigheder taler derfor”.

Det er ligeledes positivt, at det præciseres i lovbemærkninger, hvilke hensyn

der skal tillægges vægt ved denne konkrete individuelle vurdering, ligesom

der nævnes konkrete eksempler på situationer, hvor der skal gives tilladelse.

Det er imidlertid afgørende, at der ved administrationen af tilladelsesord-

ningen i de enkelte sager tages højde for den kumulerede effekt af begræns-

ninger i både besøg, brevveksling og telefoni i de første ti år af afsoningen.

Det anbefales, at Justitsministeriet i bemærkningerne præciserer, at afvej-

ningen bør tage højde for den samlede effekt af begrænsningerne.

Som det fremgår af pkt. 2.3.3 i lovforslagets bemærkninger, foreslås det, at

der kan gives tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni i relation til andre

end nærtstående og de personer, som den livstids- eller forvaringsdømte

havde kontakt til før varetægtsfængslingen, hvis særlige omstændigheder

taler herfor. Bestemmelsen er bl.a. tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den

indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller hvis de på-

gældende ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte. Det følger desuden

af pkt. 2.3.3 i lovforslagets bemærkninger, at kriminalforsorgen af egen drift

skal være opmærksom på, om den indsatte bør tilbydes kontakt, hvis de

nævnte omstændigheder gør sig gældende. Hvis kriminalforsorgen konsta-

terer, at omstændighederne gør sig gældende, skal det således overvejes,

om den indsatte skal tilbydes kontakt til eksempelvis en besøgsven. Denne

forpligtelse vil skulle opfyldes løbende af kriminalforsorgen under afso-

ningsforløbet.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke behov for at foretage en så-

dan præcisering som foreslået. Ministeriet finder således, at der allerede

som led i ordningen, som den er formuleret i lovforslaget, skal tages højde

for den samlede effekt af begrænsningerne.

Røde Kors

ser positivt på, at der kan gives tilladelse til besøg til livstids-

og forvaringsdømte fra andre end nærtstående, eller andre personer end

dem, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. I den for-

bindelse peger Røde Kors på vigtigheden af, at reglerne om besøg suppleres

af bekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 2019 om adgangen til besøg mv. til

indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens insti-

tutioner (besøgsbekendtgørelsen). Røde Kors henleder særligt opmærksom-

heden på §§ 19-21, som opfordrer kriminalforsorgsområdet til at overveje,

om indsatte med ringe forbindelse til omverdenen kan tilknyttes en besøgs-

ven fra eksempelvis Røde Kors.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet og bemærker, at det følger af

pkt. 2.3.3 i bemærkningerne til lovforslaget, at kriminalforsorgen af egen

drift skal være opmærksom på, om den indsatte bør tilbydes kontakt til f.eks.

en besøgsven, eksempelvis hvis den indsatte ikke har familie eller i øvrigt

kontakt med andre, eller hvis de pågældende ikke ønsker at være i kontakt

med den indsatte.

6.2. Begrænsning af mulighederne for brevveksling

Kriminalforsorgsforeningen

bemærker, at lovforslaget udgør en endog

væsentlig indgriben i de indsattes rettigheder, herunder ytringsfriheden,

hvilket findes betænkeligt. Foreningen anerkender behov for at begrænse

indsattes konkrete udtalelser og andet, der kan krænke forurettede og offent-

ligheden. Foreningen foreslår, at hjemlen til at afvise tilladelse til brevveks-

ling og offentlige udtalelser beror på en konkret saglig vurdering.

Justitsministeriet har noteret sig forslaget. Som det fremgår af indledningen

til lovforslaget, er forslagene begrænset til at gælde for livstidsdømte og

forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid, og forslagene foreslås indført som led i et ønske om,

at reglerne for sådanne dømtes afsoning generelt skal strammes, bl.a. af

hensyn til at beskytte andres rettigheder og friheder. Ministeriet finder bl.a.

på den baggrund ikke anledning til at foretage tilpasninger i lovforslaget på

dette punkt.

Der henvises desuden til pkt. 4 ovenfor og pkt. 7 nedenfor.

6.3. Påvisning af, at der er tale om en nærtstående person, eller at der

er etableret kontakt før varetægtsfængslingen

Advokatrådet

bemærker, at det navnlig i forhold til spørgsmålet om, hvor-

vidt der er etableret kontakt til en ikke-nærtstående før varetægtsfængslin-

gen, rent praktisk forekommer at kunne være en meget vanskelig opgave for

en indsat at løfte denne bevisbyrde – herunder navnlig idet den indsatte ikke

selv vil have adgang til at kontakte den pågældende, før kriminalforsorgen

har accepteret, at der faktisk har været en forudgående kontakt. Det bør så-

ledes i forslaget præciseres, hvad der nærmere forventes af den indsatte i

denne henseende, ligesom det bør uddybes, i hvilket omfang Kriminalfor-

sorgen vil bistå den indsatte med at tilvejebringe sådanne beviser.

Institut for Menneskerettigheder

bemærker, at det efter udkastet er op til

den indsatte selv at tilvejebringe bevis for, at der er tale om en nærtstående

eller en person, som den indsatte har været i kontakt med før varetægts-

fængslingen. Det forhold, at tidligere kontakt kan have relativ flygtig karak-

ter, og den i sagens natur uklare definition af, hvornår kontakt vil anses for

at være ”tilstrækkeligt bevist”, medfører, at ordningen vil kunne komme til

at være præget af uforudsigelighed, hvilket, instituttet finder, medfører en

risiko for, at tilfældigheder vil kunne afgøre, om en indsat kan have kontakt

til en given person. Det fremgår ikke af lovudkastet, hvornår den indsatte

må anses for at have løftet bevisbyrden for, at der er tale om nærtstående

eller en kontakt, som den indsatte har etableret forud for varetægtsfængslin-

gen. Instituttet bemærker, at de berørte indsatte vil sidde i lukket fængsel

eller i forvaring, og at de derfor ikke har adgang til internettet og i øvrigt er

begrænset i deres adgang til brevveksling og telefoni, der vil kunne anven-

des som dokumentation. Instituttet vurderer, at det i praksis vil være særde-

les svært for de indsatte, der lever under et meget restriktivt regime, at påvise

kontakt, således, at der kan gives tilladelse til f.eks. besøg, brevveksling og

telefoni til personer, som den indsatte har været i kontakt med før varetægts-

fængslingen. Det anbefales, at Justitsministeriet i bemærkningerne til lov-

udkastet sænker kravet til de indsatte om at kunne påvise, at der er tale om

en nærtstående, eller at der har været etableret kontakt før varetægtsfængs-

lingen til, at den indsatte skulle kunne sandsynliggøre den tidligere kontakt.

Forsete

bemærker, at en afsoner i lukket fængsel logisk set ikke vil have

mulighed for at tilvejebringe beviser for kontakt. Det gælder særligt, hvis

der er tale om kontakt på sociale medier, e-mail eller lignende.

Danske Advokater

mener, at der er begrænsede muligheder for livstids- og

forvaringsdømte til at foretage en ”bevisførelse”. De er underlagt forskellige

indskrænkninger under deres afsoning, som kan gøre det vanskeligt at løfte

denne byrde. Danske Advokater foreslår derfor, at bevisbyrden bør påhvile

kriminalforsorgen. Udgangspunktet bør være, at såfremt den indsatte anfø-

rer, at der er tale om en nærtstående eller eksisterende kontakt lægges dette

til grund, medmindre kriminalforsorgen sandsynliggør det modsatte.

Justitsministeriet har bl.a. på baggrund af høringssvarene fundet anledning

til at præcisere beskrivelsen af, hvordan den indsatte kan påvise, at der er

tale om en nærtstående person, eller at der er etableret kontakt før vare-

tægtsfængslingen i lovforslagets pkt. 2.3.3 i lovforslagets bemærkninger

samt i de specielle bemærkninger til de foreslåede bestemmelser i lovforsla-

gets § 1, nr. 4, 6 og 7.

Således fremgår det nu af bemærkningerne, at kriminalforsorgen i relevant

og muligt omfang foretager opslag i relevante it-systemer med henblik på at

konstatere, om der er tale om en nærtstående til den pågældende indsatte.

Hvad angår øvrige kontakter, er det blevet præciseret, at der ikke er noget

til hinder for, at personen uden for institutionen selv indsender bevis for

tidligere kontakt til den indsatte, som kan indgå i kriminalforsorgens vurde-

ring. Det kan f.eks. ske i forbindelse med, at den pågældende indsender en

anmodning om besøgstilladelse.

Ligeledes fremgår det, at hvis det konstateres, at det fortsat for den indsatte

er vanskeligt at fremskaffe oplysninger, der påviser, at en person er nært-

stående, eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængslingen, forud-

sættes det, at kriminalforsorgen efter omstændighederne, og i det omfang

det i øvrigt er muligt inden for rammerne af kriminalforsorgens virksomhed,

yder bistand til den indsatte. Det forudsættes dog, at den indsatte i så fald

har peget på konkrete oplysninger, der kan bidrage til at påvise, at der er

tale om en nærtstående, eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængs-

lingen, og som den indsatte ikke kan fremskaffe selv eller via andre, f.eks.

en nærtstående. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den indsatte oply-

ser, at der på en bestemt hjemmeside på internettet foreligger konkrete og

tilgængelige oplysninger, som kan påvise, at en person er nærtstående.

7. Begrænsning i muligheder for at fremsætte offentlige tilkendegivel-

ser om den eller de forbrydelser, den indsatte er dømt for

Syddansk Universitet

anfører, at ønsket om at sikre, at den foreslåede regel

ikke kun retter sig mod traditionelle medier, er meget relevant under de ak-

tuelle forhold, hvor mange har stor mulighed for at publicere, men at dette

ønske snildt kunne imødekommes ved en præcision af straffuldbyrdelseslo-

vens § 59, stk. 1.

Justitsministeriet har noteret sig synspunktet, men har fundet det hensigts-

mæssigt at indføre en ny bestemmelse, jf. den foreslåede § 59 a, bl.a. fordi

der i den foreslåede bestemmelse og den gældende § 59 ikke er et sammen-

fald mellem den omfattede personkreds af indsatte.

Syddansk Universitet

anfører, at den foreslåede regel ikke stemmer godt

overens med grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions artikel 10 og den dertilhørende praksis.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse i § 59 a

ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 77 og Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Det bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 59 a meddeler krimi-

nalforsorgen tilladelse til at fremsætte en offentlig tilkendegivelse omfattet

af bestemmelsens anvendelsesområde, medmindre tilkendegivelsen bør be-

grænses for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller dennes

pårørende eller for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.

Som det fremgår af pkt. 2.4.3 i bemærkningerne til lovforslaget, forudsættes

det ved vurderingen af, om tilkendegivelsen ikke bør fremsættes, at der fo-

retages en vurdering efter de samme momenter, som er nævnt i den gæl-

dende bestemmelse i § 59 i straffuldbyrdelsesloven samt den praksis, der er

knyttet til denne bestemmelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at den gældende § 59 indebærer, at en ind-

sat har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse lade sig foto-

grafere til medierne, men at denne ret efter bestemmelsens stk. 2 kan be-

grænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den for-

urettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar

krænkelse af retsfølelsen. Bestemmelsen indebærer i praksis, at der skal

træffes afgørelse af kriminalforsorgen, før den indsatte kan udnytte sin ret

efter § 59, stk. 1.

8. Disciplinærstraf

8.1. Indførelse af hjemler til disciplinærstraf

Syddansk Universitet

anfører, at det af lovudkastets pkt. 2.5.3 fremgår, at

reglerne alene finder anvendelse for indsatte, der udstår fængsel på livstid

eller er idømt forvaring. Såfremt der er tale om overtrædelse af en bestem-

melse, som hjemler straf på livstid, vil bestemmelsen om disciplinærstraf

også finde anvendelse for sådanne indsatte. De nye regler lægger op til, at

indsatte, der er idømt den samme sanktion, vil blive behandlet ensartet på

trods af individuelle forskelle. En sådan praksis vil kollidere med ligheds-

grundsætningen i dansk forvaltningsret, hvor der ikke må ske usaglig for-

skelsbehandling.

Justitsministeriet vurderer, at den foreslåede ordning ikke rejser spørgsmål

i forhold til forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætnin-

gen.

DIGNITY

bemærker, at sanktionering med strafcelle er yderst kritisabel og

i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention.

Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1, kan advarsel, bøde og strafcelle

anvendes som disciplinærstraf. Strafcelle kan dog kun anvendes for visse

nærmere opregnede forhold eller forsøg herpå, jf. stk. 2. Justitsministeriet

har bl.a. på baggrund af høringssvaret fundet anledning til at præcisere i

pkt. 2.5.3 i lovforslagets bemærkninger, at strafcelle efter gældende ret som

udgangspunkt ikke vil kunne anvendes som disciplinærstraf ved overtræ-

delse af lovforslagets bestemmelser.

8.2. Muligheden for at afskære kontakt i et nærmere bestemt tidsrum

Advokatrådet

bemærker, at det i forslagets bemærkninger bør præciseres,

at ikendelse af den foreslåede supplerende disciplinærstraf ikke vil berøre

den indsattes adgang til advokat og diplomatiske eller konsulære repræsen-

tanter, jf. bl.a. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3.

Justitsministeriet har bl.a. på baggrund af høringssvaret fundet anledning

til at præcisere i pkt. 2.5.3 i bemærkningerne til lovforslaget, at den supple-

rende disciplinærstraf ikke vil berøre den indsattes rettigheder efter straf-

fuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3.

Forsete

bemærker, at den foreslåede begrænsning af kontakten til omver-

denen ikke sker på baggrund af en konkret vurdering, f.eks. om risiko for at

påvirke efterforskningen, men derimod for en helt kategori af afsonere. Det

bemærkes desuden, at der ikke redegøres for, hvornår netop denne type be-

grænsning som relevant. Lovforslaget indeholder eksempelvis ikke henvis-

ninger til forskning eller undersøgelser af disciplinærstraf.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 59 b, at kriminalforsorgen

efter nærmere bestemte betingelser kan afskære en indsat fra retten til be-

søg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum. Det bemærkes

således, at en anvendelse af bestemmelsen ikke er obligatorisk.

Justitsministeriet bemærker desuden, at lovforslagets indhold skal ses i sam-

menhæng med et ønske om generelt at stramme afsoningsforholdene for

livstidsdømte og forvaringsdømte, som er dømt for overtrædelse af en be-

stemmelse, som hjemler straf på livstid.

DIGNITY

bemærker, at indførelse af den nye supplerende disciplinærstraf

er yderst kritisabel og i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention.

Justitsministeriet har bl.a. på baggrund af høringssvaret fundet anledning

til at præcisere i pkt. 2.5.3 i bemærkningerne til lovforslaget, at det også i

gentagelsestilfælde forudsættes, at den indsatte maksimalt kan afskæres

kontakt i et tidsrum på tre måneder. Der henvises desuden til pkt. 4 ovenfor.

9. Bødestraf

Kriminalforsorgsforeningen

vurderer, at der er tale om dobbeltstraf, hvis

den indsatte både fratages muligheden for at henholdsvis besøg, telefoni og

brevveksling samt idømmes bødestraf.

Justitsministeriet finder ikke, at den foreslåede ordning rejser spørgsmål i

relation til forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.

10. Sammenhæng med øvrige regler

Advokatfirmaet Piroz

bemærker, at lovforslaget ikke hænger sammen med

den øvrige del af straffuldbyrdelseslovgivningen, da der f.eks. ikke er taget

stilling til, hvordan den foreslåede udgangsregel korresponderer med prøve-

løsladelses- og prøveudskrivningsreglerne.

Advokatfirmaet Piroz

bemærker desuden, at den allerede grundige og lø-

bende farlighedsvurdering af forvaringsdømte undermineres, hvis visse for-

varingsdømte som udgangspunkt først kan afvikle udgange efter 10 års af-

soning.

Syddansk Universitet

anfører, at der er risiko for, at en forvaringsforan-

staltning opretholdes i længere tid end nødvendig på bekostning af den døm-

tes retssikkerhed, og at kriminalforsorgens pladskapacitet som følge heraf

udfordres yderligere.

Landsforeningen KRIM

anfører, at der efter foreningens opfattelse er en

vis risiko for, at de foreslåede regler om, at visse forvaringsdømte som ud-

gangspunkt ikke kan opnå tilladelse til udgang i de første 10 år af anbringel-

sen i forvaring, indebærer, at forvaringsdømtes farlighed ikke vil kunne vur-

deres. Der vil kunne opstå en situation hvor den forvaringsdømte, der er

idømt forvaring på grund af farlighed, fratages muligheden for at demon-

strere, at vedkommende ikke længere er farlig.

Justitsministeriet har bl.a. på baggrund af høringssvarene fundet anledning

til at tilpasse ordlyden af den foreslåede § 49 a, således at der også kan

meddeles udgang inden for de første 10 år, hvis det sker med henblik på at

vurdere den forvaringsdømtes farlighed. Hertil er pkt. 2.3.3 i bemærknin-

gerne til lovforslaget tilpasset, således at det fremgår, at den foreslåede be-

stemmelse om, at der undtagelsesvist kan meddeles tilladelse til udgang,

også omfatter den situation, hvor det for anklagemyndighedens overhol-

delse af straffelovens § 72 vurderes nødvendigt, at den pågældende får til-

ladelse til udgang. Tilpasningen skal bl.a. tage højde for den situation, hvor

en psykiater vurderer, at det er nødvendigt, at den forvaringsdømte kommer

på udgang med henblik på at kunne vurdere farligheden af den pågældende.

III. Lovforslaget

I forhold til det udkast til lovforslag, der blev sendt i høring den 15. septem-

ber 2021, indeholder det fremsatte lovforslag navnlig følgende indholds-

mæssige ændringer:

Det er tilføjet i den foreslåede bestemmelse i § 49 a, at der også kan

meddeles tilladelse til udgang inden for 10 år, hvis det sker med henblik

på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed.

Der er tilføjet et nyt stk. 2 i den foreslåede § 22 a, hvorefter kriminalfor-

sorgen undtagelsesvist kan bestemme, at stk. 1 ikke skal finde anven-

delse, hvis hensyn til den indsattes helbred taler herfor. Bestemmelsen

skal tage højde for den situation, hvor den indsatte ved påbegyndelse af

afsoningen ikke findes at skulle afsone i lukket fængsel af hensyn til den

pågældendes helbred.

Den foreslåede strafbestemmelse i § 123 b er ændret, således at tilreg-

nelseskravet i bestemmelsen er forsæt. Således vil uagtsomme overtræ-

delser ikke være strafbare efter bestemmelsen.

Herudover er der i det fremsatte lovforslag foretaget visse præciseringer og

ændringer af lovteknisk karakter.