REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om, hvordan den Handlingsplan til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter, som ministeren lancerede den 25. marts 2021, jf. REU alm. del – bilag 263 (folketingsåret 2020-21) ikke har løst problemerne med indsattes besøgs- og brevkontrol, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Lovforslag nr.

L 77

Folketinget 2021-22

Fremsat den 10. november 2021 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven, straffuldbyrdelsesloven og straffeloven

(Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af

afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller institution ved dom)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15.

september 2021, foretages følgende ændringer:

§ 748 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et

retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige

omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-

delse.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 748 b, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis

sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvi-

gelse.«

§ 771

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2.

Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten

modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under

kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-

digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,

som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af

personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig

konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden

for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning

til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er

anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres

særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig

skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens

§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den

pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-

mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.

pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-

stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller

koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted

under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er

nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller

af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.

finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

§ 772, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter »orden og sikkerhed

i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-

hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«.

§ 777, stk. 1, 4. pkt.,

ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771,

stk. 5«.

§ 854

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-

der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-

munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-

vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det

ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-

der og sagens øvrige omstændigheder.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 854, stk. 3,

der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1,«:

»eller truffet bestemmelse i medfør af stk. 2,«.

§ 890, stk. 2,

indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«.

§2

I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333

af 9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af

AA012725

Justitsmin., j.nr. 2021-0090-2988

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om, hvordan den Handlingsplan til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter, som ministeren lancerede den 25. marts 2021, jf. REU alm. del – bilag 263 (folketingsåret 2020-21) ikke har løst problemerne med indsattes besøgs- og brevkontrol, til justitsministeren

15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,

foretages følgende ændring:

Efter

§ 65

indsættes før overskriften før § 66:

»§ 65 a.

Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-

stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-

sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående

fravær ved besøg hos nærtstående.

Stk. 2.

Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse

om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,

kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis

1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale

ansat i institutionerne,

2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig

adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller

3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,

som tilsammen står bag omfattende og alvorlig krimi-

nalitet, der aktuelt har begået voldelige overfald mod

personale ansat i institutionerne.

Stk. 3.

§ 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af

håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,

ikke skal begrundes.

§ 65 b.

Justitsministeren kan fastsætte regler om godken-

delse af nye sikringsmidler. Reglerne i § 65 og § 65 a

finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse sik-

ringsmidler.«

§3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20.

september 2021, foretages følgende ændringer:

§ 68, 2. pkt.,

ændres »i hospital for sindslidende« til: »på

psykiatrisk afdeling«.

§ 73 a, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »i hospital for sindsliden-

de« til: »på psykiatrisk afdeling«.

§ 73 a, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler

om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af

tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på

psykiatriske afdelinger samt til lederen og lederens stedfor-

træder på boformer, jf. § 108 i lov om social service, der

drives af kommuner, regioner og private.«

§ 73 a, stk. 1, 2. pkt.,

der bliver 3. pkt. indsættes efter »i

den forbindelse«: »endvidere«.

§ 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt.,

ændres »et hospital for

sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.

§ 74 a, stk. 4,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler

om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af

tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lede-

rens stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner

for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social servi-

ce, der drives af kommuner, regioner eller som selvejende

institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet

indgår aftale med.«

§ 74 a, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver 3. pkt. indsættes efter »i

den forbindelse«: »endvidere«.

§4

Loven træder i kraft den 1. februar 2022.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft

for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-

truede

2.1.1.

2.1.2.

2.1.3.

Gældende ret

Justitsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-

truede

2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestrue-

2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede bandemedlemmer

2.2.1.

2.2.2.

2.2.3.

Gældende ret

Justitsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verserende voldelig konflikt

2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg

2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med

billede

2.3.1.

2.3.2.

2.3.3.

2.4.1.

2.4.2.

2.4.3.

Gældende ret

Justitsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Gældende ret

Justitsministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og

arrester

2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden for institutionen

2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler

2.5. Delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt på psykiatrisk afdeling eller i

institution ved dom

2.5.1.

Gældende ret

2.5.1.1. Om anbringelser

2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme

2.5.2.

Justitsministeriets overvejelser

2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og andre sikringsmidler over for indsatte

2.5.3.

Den foreslåede ordning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø og naturmæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisyge-

hus Slagelse, hvor den pågældende var varetægtsfængslet i

surrogat. Justitsministeren anmodede på den baggrund Rigs-

politiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-

gen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at

imødegå udfordringerne med fangeflugter. Rigspolitiet har

koordineret udarbejdelsen af handlingsplanen og har i den

forbindelse sørget for inddragelse af relevante myndigheder.

Ved udgangen af 1. kvartal 2021 oversendte Rigspolitiet den

samlede handlingsplan til Justitsministeriet. Justitsministe-

ren oversendte ved brev af 25. marts 2021 handlingsplanen

til Folketingets Retsudvalg, jf. REU bilag 263. Handlings-

planen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne.

Handlingsplanen indeholder bl.a. initiativer om øget brev-

og besøgskontrol og ensartede regler for besøg til rocker- og

bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen

initiativer om øget brug af videoretsmøder, samt øget brug

af håndjern og andre sikringsmidler bl.a. når indsatte skal

transporteres.

Formålet med lovforslaget er at implementere de initiativer,

der er indeholdt i den myndighedsfælles handlingsplan til

imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter, som på

Justitsministeriets område kræver lovændringer. De øvrige

initiativer på Justitsministeriets område, der er indeholdt i

handlingsplanen vurderes at kunne implementeres inden for

gældende lovgivning.

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i retsplejelo-

ven med henblik på at skabe øgede muligheder for anven-

delse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængsle-

de, der er undvigelsestruede, og besøgskontrol over for vare-

tægtsfængslede rocker og bandemedlemmer.

Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i

retsplejeloven med henblik på at skabe øgede muligheder

for at afholde videoretsmøder, hvis den sigtede/tiltalte vur-

deres undvigelsestruet.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer i

straffuldbyrdelsesloven med henblik på at give kriminalfor-

sorgen øgede muligheder for anvendelse af håndjern og at

etablere hjemmel til at fastætte regler, der muliggør anven-

delse af yderligere sikringsmidler ud over de allerede anfør-

te i straffuldbyrdelsesloven.

Lovforslaget har endelig til formål at indføre hjemmel i

straffeloven til delegation af afgørelseskompetence i visse

sager om udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk

afdeling eller i institution ved dom.

I tilknytning til dette lovforslag arbejdes der på baggrund af

lov nr. 1621 af 26. december 2013 om ændring af retspleje-

loven (Sikkerhed i retssale) på at etablere en særligt sikret

retsbygning ved Vestre Fængsel. Retsplejelovens § 8, stk. 4

og 6, og § 13, stk. 3 og 5, giver adgang til at sætte retten i en

sådan retssal, når særlige sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger

det.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgs-

kontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-

truede

2.1.1. Gældende ret

Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-

vens §§ 771-772.

Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-

sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen

af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-

et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte

sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,

at besøg finder sted under kontrol.

Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til

at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene

inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest

muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet

vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-

delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i

surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-

vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-

søg og brevveksling suppleres af en række administrative

forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. sep-

tember 2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørel-

sen).

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den myndighedsfælles handlingsplan til imø-

degåelse af udfordringerne med fangeflugter, at flere af de

seneste års fangeflugter, herunder undvigelsen fra Vestre

Fængsel i august 2018 og undvigelsen fra Psykiatrien Sla-

gelse i november 2019, har været planlagte og er blevet

gennemført med bistand fra personer, som ikke var friheds-

berøvede.

Det fremgår endvidere, at hverken den undvegne i august

2018 eller den undvegne i november 2019 var underlagt

brev- og besøgskontrol. Det skyldtes navnlig, at de undveg-

ne ikke var varetægtsfængslet på baggrund af en indikation

om påvirkningsrisiko, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3,

og at det i litteraturen og til dels i retspraksis er forudsat,

at brev- og besøgskontrol normalt alene anvendes, når der

foreligger en påvirkningsrisiko, men derimod ikke som føl-

ge af mistanke om undvigelsesrisiko. Der er således uklar-

hed om rækkevidden af bestemmelserne i retsplejelovens §§

771 og 772.

Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til Vestre Lands-

rets dom af 31. august 1992 gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-

sen 1992, s. 905.

Det fremgår af handlingsplanen, at myndighederne har vur-

deret, at øget anvendelse af brev- og besøgskontrol over for

varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede, kan forbedre

politiets mulighed for at afdække og derved forhindre plan-

lagte fangeflugter.

Det anbefales derfor i handlingsplanen, at det præciseres i

bestemmelserne om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelo-

vens §§ 771 og 772, at brev- og besøgskontrol også kan

iværksættes for at forhindre, at varetægtsarrestanten undvi-

ger. Justitsministeriet kan tilslutte sig denne opfattelse.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol

over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede

Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-

slås det, at besøgskontrol også kan iværksættes, hvis vare-

tægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebyg-

ge undvigelse

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 771 vil medfø-

re, at besøgskontrol vil kunne anvendes over for varetægts-

fængslede, der er undvigelsestruede.

Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-

kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september

2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol

over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede

Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-

slås det, at brevkontrol også kan iværksættes, hvis varetægt-

sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-

føre, at politiets adgang til brevstandsning udvides, idet

bestemmelsen også vil kunne anvendes over for varetægts-

fængslede, der er undvigelsestruede.

Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-

kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september

2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol

over for varetægtsfængslede bandemedlemmer

2.2.1. Gældende ret

Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-

vens §§ 771-772. Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk.

1, at en varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang,

opretholdelsen af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet

tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens

øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager be-

søg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.

Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i

surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-

vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-

søg suppleres af en række administrative forskrifter, som

findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september 2021 om

ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Det fremgår af § 42 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet

efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-

fængslingens øjemed kan modsætte sig, at varetægtsarre-

stanten modtager besøg. Efter § 43 kan kriminalforsorgsom-

rådet forbyde besøg af bestemte personer, hvis dette i det

enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerheds-

mæssige grunde.

Det fremgår af § 44 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet

efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-

fængslingens øjemed kan forlange, at besøg skal finde sted

under kontrol. Det følger derudover af § 45, at besøg i

almindelighed gennemføres uden overværelse af personale i

institutionen. Kriminalforsorgsområdet kan dog i det enkelte

tilfælde bestemme, at besøg skal gennemføres under over-

værelse af personale i institutionen, hvis det ud fra ordens-

eller sikkerhedsmæssige hensyn findes påkrævet.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er i dag ikke muligt at modsætte sig, at varetægtsar-

restanter tilknyttet en rocker- eller bandegruppering modta-

ger besøg fra personer tilknyttet den samme gruppering,

medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af or-

dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægts-

fængslingens øjemed kan begrunde det.

Endvidere er det i dag alene muligt at overvære varetægtsar-

restanter tilknyttet en rocker- eller bandegrupperings besøg

under henvisning til, at det konkret er nødvendigt af ordens-

eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægtsfængs-

lingens øjemed kan begrunde det.

I straffuldbyrdelsesloven er der fastsat regler, der begræn-

ser rocker- og bandemedlemmers adgang til at modtage be-

søg. Det følger således af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk.

4, at en indsat tilknyttet en rocker- eller bandegruppering

som udgangspunkt ikke har ret til at modtage besøg af per-

soner med tilknytning til den pågældende gruppe eller en

anden tilsvarende gruppe, når den indsattes gruppering er

i konflikt med en anden gruppering. Det følger derudover

af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, at indsatte, der er

ledende rocker- eller bandemedlemmer, som udgangspunkt

skal have overværet deres besøg.

Bestemmelserne gælder alene for afsonere og således ikke

for varetægtsarrestanter. I handlingsplanen til imødegåelse

af udfordringerne med fangeflugter anføres det, at myndig-

hederne er af den opfattelse, at hensynene bag de nævnte

bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven også synes at være

gældende på dette stadie af frihedsberøvelsen. Justitsmini-

steriet kan tilslutte sig denne opfattelse.

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verseren-

de voldelig konflikt

Det foreslås, at politiet kan modsætte sig, at en varetægtsar-

restant, som af politiet skønnes at have tilknytning til en

gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verseren-

de voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og

at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at

have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt

skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,

som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet

til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse

omfattet af straffelovens § 180, modtager besøg af personer

med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden

tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør

sig gældende.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-

kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september

2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-

trolleret besøg af sin forsvarer.

2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg

Det foreslås, at politiet kan forlange, at besøg til en vare-

tægtsarrestant, som af politiet skønnes at indtage en leden-

de eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal

finde sted under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det

ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-

syn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-

kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september

2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-

trolleret besøg af sin forsvarer.

2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse

i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med

billede

2.3.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens regler er det udgangspunktet, at rets-

møder afholdes i retten med fremmøde af straffesagens

aktører, f.eks. de sigtede (de tiltalte), dommere, forsvarere

og anklagere. Retsplejeloven giver dog også mulighed for,

at retsmøder i visse tilfælde kan afholdes ved hjælp af tele-

kommunikation med billede.

Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at

sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller

forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i

retten ikke er nødvendig.

Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,

at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden

frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et

retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen

eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation

med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-

målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det

gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal

tages stilling til fristforlængelse.

Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-

forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et

retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1

år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-

stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §

890, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 917, stk. 1, kan retten tilsvaren-

de under en ankesag der omfatter bevisførelse om skylds-

spørgsmålet tillade, at tiltalte deltager i et retsmøde ved

anvendelse af telekommunikation med billede. Forsvareren

skal som udgangspunkt deltage i retsmødet fra samme sted

som sigtede.

Det følger af retsplejelovens § 937, stk. 1, at reglerne i

retsplejelovens § 748 a finder anvendelse i ankesager for

Højesteret.

De eksisterende regler om anvendelse af telekommunika-

tion med billede inden for strafferetsplejen er indført på

baggrund af betænkning nr. 1401/2001. Der henvises i den

forbindelse bl.a. til betænkningens side 352-361, samt til lov

nr. 538 af 6. august 2006 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) og lov

nr. 493 af 6. december 2009 om ændring af retsplejeloven

og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlæn-

gelser og justering af dommernormering).

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Der er installeret Video3-løsning på tværs af justitsområdet,

primært hos domstolene, politiet og anklagemyndigheden

samt i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere er Video3

installeret i alle retspsykiatriske afdelinger. Video3 giver

mulighed for at deltage i retsmøder via telekommunikation

med billede.

Det fremgår af handlingsplanen til imødegåelse af udfor-

dringerne med fangeflugter, at der i de seneste år er kon-

stateret flere undvigelser i forbindelse med afholdelse af

retsmøder. Myndighederne anbefaler derfor, at det overvejes

at præcisere, at det ved vurderingen af, om sigtede kan del-

tage i et retsmøde via telekommunikation med billede, skal

tillægges særlig vægt, at sigtede er frihedsberøvet.

Ved fastsættelsen af reglerne om videoretsmøder inden for

strafferetsplejen skal der tages hensyn til, at sigtedes eller

tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten normalt er af

større betydning end parternes personlige tilstedeværelse i

civile sager, og at sådanne regler udgør en fravigelse af

den grundlæggende ret til som tiltalt at møde anklageren og

dommeren i sagen ansigt til ansigt.

Der må dog derudover tages hensyn til, at risikoen for und-

vigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager

skal håndtere indsatte uden for institutionerne, samt at der

i de seneste år er konstateret flere undvigelser i forbindelse

med afholdelse af retsmøder. En øget anvendelse af video-

retsmøder vil dermed kunne begrænse risikoen for undvigel-

ser.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et

retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige

omstændigheder.

Det foreslås derudover, at retten kan bestemme, at en sigtet,

der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsbe-

røvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmø-

de om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller

foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med

billede, hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at fore-

bygge undvigelse.

Det foreslås endelig, at retten kan bestemme, at tiltalte delta-

ger i retsmøder under hovedforhandlingen ved anvendelse

af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold

gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når

retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med de på-

gældende retsmøder og sagens øvrige omstændigheder. Det

foreslås, at bestemmelsen også skal kunne anvendes i næv-

ningesager.

De foreslåede bestemmelser forudsættes anvendt i lyset af

de praktiske forhold hos anklagemyndighed, domstole, kri-

minalforsorg og psykiatriske institutioner mv.

Det forudsættes, at politi, anklagemyndighed og kriminal-

forsorg løbende udveksler oplysninger om varetægtsarre-

stanters og surrogatanbragtes undvigelsesrisiko således, at

anklagemyndigheden har grundlag for at vurdere om det

skal begæres, at sigtede og tiltalte fremstilles ved anvendel-

se af telekommunikation med billede.

2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og

andre sikringsmidler over for indsatte

2.4.1. Gældende ret

Reglerne om kriminalforsorgens anvendelse af håndjern

fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 65.

Det fremgår heraf, at der kan anvendes håndjern, hvis det

er nødvendigt for at afværge truende vold eller overvinde

voldsom modstand, for at forhindre selvmord eller anden

selvbeskadigelse eller for at forhindre undvigelse. Håndjern

må ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og

den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at

forvolde, er et uforholdsmæssigt indgreb.

Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændigheder-

ne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er

mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den

indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller

hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anvendelse af

håndjern suppleres af en række administrative forskrifter,

som bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1111 af 17. august

2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens

institutioner og bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om

undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern

i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse dom-

fældte og arrestanter.

Beslutning om anvendelse af håndjern efter straffuldbyrdel-

seslovens § 65 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

og kan i medfør af § 17 i bekendtgørelse nr. 1111 af 17.

august 2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalfor-

sorgens institutioner påklages til Direktoratet for Kriminal-

forsorgen.

Det følger bl.a. derudover af bekendtgørelsens § 14, at kri-

minalforsorgsområdet så hurtigt som muligt skal udarbejde

rapport om anvendelse af håndjern, sikringscelle, herunder

tvangsfiksering, samt andre sikringsmidler. Rapporten skal

bl.a. indeholde oplysning om begrundelsen for anvendelsen,

om dato og klokkeslæt for, hvornår anvendelsen af sikring-

smidlet er ophørt, samt om, at den indsatte er orienteret om

muligheden for at klage til Direktoratet for Kriminalforsor-

gen.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen kan efter en konkret vurdering anvende

håndjern, herunder håndjernstransportbælte, over for indsat-

te hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse. Krimi-

nalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre sikring-

smidler end håndjern, herunder håndjernstransportbælter,

over for indsatte ved deres fravær fra institutionen.

Det anføres i handlingsplanen til imødegåelse af udfordrin-

gerne med fangeflugter, at langt hovedparten af de undvigel-

ser, der er sket fra lukkede fængsler og arrester, er sket mens

den indsatte har opholdt sig uden for fængslet/arresten, ek-

sempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget udgang

til retsmøder eller behandling på hospital/sygehus.

Kravet om konkret nødvendighed sammenholdt med propor-

tionalitetsprincippet ved anvendelse af håndjern indebærer,

at kriminalforsorgen ikke må anvende håndjern i alle tilfæl-

de af den indsattes fravær fra institutionen eller ved håndte-

ring af bestemte grupper af indsatte. Der kan derfor ikke rent

rutinemæssigt anvendes håndjern i forbindelse med f.eks.

transport af indsatte eller i forbindelse med ledsaget udgang.

I handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med

fangeflugter anbefales, at det undersøges nærmere, om reg-

lerne for kriminalforsorgens brug af håndjern under trans-

port af indsatte er for restriktive, og om der er behov for

at indføre hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende

øvrige sikringsmidler over for indsatte under transport. Det

anbefales, at det i samme forbindelse bør undersøges, om

der er øvrige situationer, hvor afgrænsningen af om friheds-

berøvede må ilægges håndjern skal tydeliggøres.

Kriminalforsorgen anser anvendelsen af håndjern for at væ-

re et virkningsfuldt redskab til at imødegå undvigelser, og

anser anvendelsen af håndjern som et naturligt led i bevogt-

ningen, herunder ledsagelse, af indsatte ved disses fravær

uden for kriminalforsorgens institutioner.

Behovet for at anvende håndjern vil ifølge kriminalforsor-

gen ofte ikke være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret

indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.

På denne baggrund har kriminalforsorgen derfor foreslået, at

der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelsesloven, hvor-

efter indsatte kan ilægges håndjern ved enkeltstående fravær

fra lukkede fængsler og arrester. Baggrunden herfor er, at

langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra lukkede

fængsler og arrester, er sket mens den indsatte opholdt sig

uden for fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med

transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller behand-

ling på hospital.

Kriminalforsorgen har i den forbindelse foreslået, at krimi-

nalforsorgen ved den indsattes enkeltstående fravær fra luk-

kede fængsler og arrester ikke skal begrunde anvendelsen af

håndjern nærmere, og at der som følge heraf ikke skal gøres

notat om begrundelsen for anvendelsen af håndjern.

Baggrunden herfor er, at der med forslaget lægges op til eta-

blere en generel adgang til at anvende håndjern i forbindelse

med de indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler

og arrester, hvorved navnlig forstås indsattes udgang til sær-

lige formål, herunder f.eks. transport og ledsaget udgang til

retsmøder eller behandling på hospital/sygehus. Som nævnt

nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for varetægt-

sarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til ek-

sempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser vil

således også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det vurderes, at indførelsen af en pligt til at udarbejde rap-

port efter den foreslåede bestemmelse vil medføre et unødigt

højt ressourceforbrug. Ved ikke at indføre en pligt til at

udarbejde rapport efter hver enkelt håndjernsbelægning vil

sagsbehandlingen blive gjort lettere for at frigøre tid til an-

dre opgaver i en travl hverdag. Det bemærkes, at pligten til

at udarbejde rapport efter anvendelse af håndjern efter den

gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 65 vil

blive opretholdt.

Kriminalforsorgen har derudover foreslået, at der indføres

en bestemmelse, der muliggør at en indsat i institutionen i

en periode på op til 4 uger, kan ilægges håndjern ved ophold

uden for cellen, hvis den indsatte har optrådt voldeligt over

for personale ansat i institutionerne, den indsatte udviser

en grov eller gentagen utilladelig adfærd over for personale

ansat i institutionerne, eller hvis den indsatte er tilknyttet

en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende

og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har begået voldelige

overfald mod personale ansat i institutionerne.

Kriminalforsorgen har endvidere foreslået, at der tilvejebrin-

ges en bemyndigelsesbestemmelse i straffuldbyrdelsesloven

til, at justitsministeren kan udstede nærmere regler om god-

kendelse af nye sikringsmidler ud over håndjern og sikrings-

celle for at sikre muligheden for hurtigt at implementere

eventuelle nye sikringsmidler og derved generelt eller kon-

kret styrke sikkerheden og muligheden for at sikre en ind-

sats tilstedeværelse, samt at undgå undvigelse og overfald

på personalet.

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved

enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og arrester

Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.4.2., er der ikke efter de

gældende regler mulighed for generelt at anvende håndjern i

forbindelse med de indsattes fravær fra institutionerne.

Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i straf-

fuldbyrdelsesloven, hvorefter håndjern kan anvendes ved

den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og

arrester. Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65, stk.

1, skal således ikke være opfyldt.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-

de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse

nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler

i kriminalforsorgens institutioner.

Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive

fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for

anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges

samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsor-

gen til at udarbejde rapport om håndjernsbelægninger i det

nævnte tilfælde.

Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive

fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-

tægtsarrestanter.

Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-

plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,

og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i

bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse

af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-

se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og

arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-

melsen også vil finde anvendelse for personer anbragt i

institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens §

765, stk. 2, nr. 3 eller 4, personer anbragt i hospital m.v. i

medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, personer indlagt på

hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens §

809, stk. 2, og personer anbragt i hospital for sindslidende

m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelo-

vens §§ 68 eller 69.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-

gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-

forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-

dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ

klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede

bestemmelse.

2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden

for institutionen

Det foreslås derudover, at der indføres en bestemmelse, der

muliggør at en indsat i institutionen i en periode på op til 4

uger, kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis

den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat i

institutionerne, den indsatte udviser en grov eller gentagen

utilladelig adfærd over for personale ansat i institutionerne,

eller hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,

som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,

der aktuelt har begået voldelige overfald mod personale an-

sat i institutionerne.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-

slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.

3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-

kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af

sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-

ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen

også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.

Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang

til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne

påklage enkelte håndjernsbelægninger.

Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-

minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-

jernsbelægninger.

2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler

Det foreslås desuden, at der indføres en bemyndigelsesbe-

stemmelse i straffuldbyrdelsesloven til, at justitsministeren

kan udstede nærmere regler om godkendelse af nye sikring-

smidler ud over håndjern og sikringscelle for at sikre mu-

ligheden for hurtigt at implementere eventuelle nye sikring-

smidler og derved generelt eller konkret styrke sikkerheden

og muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt at

undgå undvigelse og overfald på personalet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at minimere

risikoen for både undvigelse og overfald på personale og

medindsatte, ved hurtigt at kunne indføre sådanne midler,

såfremt disse findes egnede.

Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere

administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.

2.5. Delegation af afgørelseskompetence i visse sager om

udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk afde-

ling eller i institution ved dom

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Om anbringelser ved dom

Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at person-

er, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund

af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed,

er straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt

retarderede i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Befandt

gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller

andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom

eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog

pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 16,

stk. 1, 3. pkt.

Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, 1. pkt., at

personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede

i lettere grad, er straffri, medmindre særlige omstændigheder

taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der

befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med

mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2, 2. pkt.

Hvis en person frifindes for straf i medfør af straffelovens §

16, kan retten efter straffelovens § 68, 1. pkt., træffe bestem-

melse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes

formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, be-

stemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvæn-

ningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes

tilstrækkelige, kan det ifølge straffelovens § 68, 2. pkt.,

bestemmes, at den dømte skal anbringes i hospital for sinds-

lidende, i institution for personer med vidtgående psykiske

handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ

anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje

eller forsorg.

Det følger af straffelovens § 69, at retten, hvis det findes

formålstjenligt kan træffe bestemmelse om anvendelse af

foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i stedet for straf,

hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet befandt sig i en

tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse

eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er

af den i § 16 nævnte beskaffenhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 73, at hvis en per-

son, der har begået en strafbar handling, men efter dennes

foretagelse, og før dom er afsagt, er kommet i en ikke blot

forbigående tilstand af den art, der er nævnt i § 16 eller § 69,

afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det

findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltnin-

ger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for straf, eller

indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-

ren efter forhandling med social- og ældreministeren og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang m.v. til

personer, der er anbragt i hospital for sindslidende m.v. i

henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Ju-

stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,

der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for

højere administrativ myndighed.

Endvidere følger det af straffelovens § 74 a, stk. 1, at hvis en

person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har

begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig

kriminalitet, kan retten kan bestemme, at den pågældende

skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpæda-

gogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses

for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertræ-

delser. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de

vilkår, der kan fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf.

stk. 2.

Endelig følger det af § 74 a, stk. 4, at justitsministeren efter

forhandling med social- og ældreministeren kan fastsætte

regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til person-

er, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Ju-

stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,

der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for

højere administrativ myndighed.

Bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens § 73 a, stk.

1, og § 74 a, stk. 4, er bl.a. udnyttet til udstedelse af be-

kendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse

m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution

i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlig-

hedsdekret, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6.

december 2012 (udgangsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang

m.v. for anbringelse i henhold til dom efter straffelovens §

68, § 69 og § 73.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, at overlæ-

gen træffer afgørelse om bl.a. adgang til at færdes inden for

hospitalets område og om udgang i en række nærmere an-

givne tilfælde for personer, der er dømt til anbringelse i ho-

spital eller sygehusafdeling for sindslidende med undtagelse

af Sikringsafdelingen under Psykiatrien i Region Sjælland.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, at amts-

rådet for personer, der er dømt til anbringelse i institution

for personer med vidtgående psykiske handicap, træffer af-

gørelse om adgang til at færdes inden for institutionens om-

råde og om udgang i en række nærmere angivne tilfælde.

»Amtsrådet« skal i den forbindelse forstås som den kommu-

nalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp (herefter handle-

og tilsynskommunen) efter § 9, stk. 1, jf. stk. 7, i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1647 af 4. august 2021.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, træffer statsad-

vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-

kendtgørelsens § 2, stk. 1 eller 2.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at for

personer, der er anbragt i en sikret afdeling på en døgninsti-

tution for børn og unge som led i en dom efter straffelovens

§ 74 a, træffer lederen af den sikrede afdeling afgørelse om

udgang i en række nærmere angivne tilfælde.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, træffer politime-

steren (Politidirektøren i København) afgørelse om udgang

i en række nærmere angivne tilfælde. Afgørelsen sker efter

indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, træffer statsad-

vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-

kendtgørelsens § 4, stk. 1 eller 2. Afgørelsen sker efter

indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at bl.a.

afgørelser efter § 2, stk. 1 og 2, ikke kan påklages. Efter

udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, kan afgørelser efter §

2, stk. 3, og § 4, stk. 3, påklages til Rigsadvokaten. Rigsad-

vokatens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet.

2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme

Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-

lovens § 16, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 1, 3. pkt., og § 69

fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der drives af regionerne, jf. §

74 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. au-

gust 2019. Det gælder bl.a. for personer, der ved strafferetlig

dom er anbragt på en psykiatrisk afdeling.

Regionsrådenes modtagepligt på psykiatriske afdelinger er

beskrevet i § 1 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om

retspsykiatrisk behandling, som senest ændret ved lov nr.

504 af 1. maj 2019.

Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-

lovens § 16, stk. 1, 2. pkt., § 16, stk. 2, og § 69 fuldbyrdes

af kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at

yde hjælp til borgeren efter den sociale lovgivning.

Det følger af § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, at kommunalbestyrel-

sen kan træffe afgørelse om ophold i en boform efter § 108

i lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 1548 af 1. juli 2021.

Det fremgår af § 108, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-

bestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til

længerevarende ophold, til personer, som på grund af bety-

delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har

behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktio-

ner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få

dækket disse behov på anden vis.

Det følger af servicelovens § 108, stk. 7, at social- og æl-

dreministeren fastsætter regler om særlige sikkerhedsforan-

staltninger i boformer, der er omfattet af § 108, stk. 1, og

om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at

modtage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1,

bl.a. når disse personer i henhold til dom eller kendelse skal

anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat

psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med

mulighed for administrativ anbringelse.

Kommunerne kan ved valg af boform vælge et § 108-tilbud

i egen kommune, et allerede eksisterende kommunalt § 108-

tilbud i egen kommune, et § 108-tilbud i en anden kommu-

ne, et regionalt tilbud, eller et privat tilbud, som er godkendt

efter servicelovens § 108 til målgruppen af personer med

nedsat psykisk funktionsevne dømt til anbringelse ved dom.

Det følger af servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, at anbrin-

gelsessteder for børn og unge kan være døgninstitutioner,

herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede

afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutio-

ner og særligt sikrede afdelinger. Døgninstitutioner kan op-

rettes og drives af kommuner eller af regioner eller som

selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller re-

gionsrådet indgår aftale med, jf. lovens § 66, stk. 3.

Servicelovens bestemmelser om boformer og døgninstituti-

oner suppleres af en række administrative forskrifter, som

bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019

om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-

ten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstalt-

ninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om

social service og bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019

om voksenansvar for anbragte børn og unge.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har sammen med Social- og Ældreministe-

riet og Sundhedsministeriet fundet anledning til at justere i,

hvordan visse sager om udgang m.v. for personer anbragt på

psykiatriske afdelinger, i boform eller i døgninstitution ved

dom skal behandles.

Det er bl.a. sket i lyset af, at Folketingets Ombudsmand

i 2020 og 2021 har haft fokus på domfældte med udvik-

lingshæmning (mentalt retarderede) og i den forbindelse

har gennemført tilsynsbesøg på en række tilbud til målgrup-

pen. Som en del af dette arbejde foretog Folketingets Om-

budsmand en høring af Justitsministeriet vedrørende regler

og praksis for udgangstilladelser efter udgangsbekendtgørel-

sen.

I praksis kan der opstå situationer, hvor en udgang, som

en kommunalbestyrelse, en statsadvokat eller Rigsadvokaten

har tilladt efter bestemmelser i udgangsbekendtgørelsen, ik-

ke bør iværksættes, fordi lederen på boformen på baggrund

af en konkret risikovurdering forud for en udgang vurderer,

at det ikke vil være forsvarligt at iværksætte udgangen,

f.eks. fordi den domsanbragte er udadreagerende eller har

indtaget euforiserende stoffer. Efter en hidtidig praksis er

sådanne beslutninger om ikke at gennemføre en bevilget

udgang i visse tilfælde truffet uden, at den myndighed, der

havde meddelt udgangstilladelsen, havde tilbagekaldt tilla-

delsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse har der været behov for at

justere denne praksis. Det skyldes, at det efter ministeriets

opfattelse er rigtigst at behandle situationen som en afgørel-

se om tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, som skal

leve op til de forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring

og klagevejledning, og som skal træffes af den kompetente

myndighed.

En afgørelse om tilbagekaldelse skal, medmindre afgørel-

seskompetencen kan delegeres, træffes af den myndighed,

som har udstedt tilladelsen.

Kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen kan

delegere kompetencen til at træffe afgørelse efter udgangs-

bekendtgørelsens § 2, stk. 2, til ledelsen på et af kommunens

egne boformer. Når afgørelseskompetencen er delegeret fra

kommunalbestyrelsen til ledelsen på en af kommunens egne

boformer, vil ledelsen af boformen også kunne træffe afgø-

relse om tilbagekaldelse, hvis ledelsen vurderer, at betingel-

serne herfor er tilstede, f.eks. fordi en konkret udgang ikke

vurderes forsvarlig.

Der er derimod ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-

petencen i denne type sager fra kommunalbestyrelsen i

handle- og tilsynskommunen til boformer i en anden kom-

mune eller til private eller regionale boformer. Det indebæ-

rer, at en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse i sådanne

situationer skal træffes af kommunalbestyrelsen.

Endvidere er der ikke hjemmel til at delegere afgørelses-

kompetencen efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, fra

statsadvokaterne til hverken kommunale, regionale eller pri-

vate boformer. Det indebærer, at en eventuel afgørelse om

tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, der er udstedt i

medfør af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal træffes

af statsadvokaterne.

Endelig er der ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-

petencen efter udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2,

stk. 3, fra Rigsadvokaten til hverken kommunale, regionale

eller private boformer. Det indebærer, at en eventuel afgø-

relse om tilbagekaldelse i disse sager skal tilbagekaldes af

Rigsadvokaten.

Samlet indebærer dette efter Justitsministeriets opfattelse,

at ledelsen på boformer, hvor der er personer anbragt ved

dom, efter de nugældende regler ikke kan træffe afgørelse

om tilbagekaldelse af udgangstilladelser, der er udstedt af en

kommunalbestyrelse, statsadvokat eller Rigsadvokaten.

Det betyder, at hvis ledelsen på boformen vurderer, at det

ikke vil være forsvarligt at iværksætte en tilladt udgang,

vil dette i stedet skulle indgå i grundlaget for kommunalbe-

styrelsens, statsadvokatens eller Rigsadvokatens eventuelle

afgørelse om tilbagekaldelse.

For at justere praksis i overensstemmelse med det oven-

nævnte er der for det første etableret en midlertidig telefon-

ordning, som gælder i forhold til boformer for personer med

vidtgående psykiske handicap. Ordningen skal sikre, at bo-

formens ledelse hurtigt kan komme i kontakt med kommu-

nalbestyrelsen, den regionale statsadvokat eller Rigsadvoka-

ten, hvis boformens ledelse vurderer, at det ikke vil være

forsvarligt, at en udgang, der er bevilget af kommunalbe-

styrelsen, en statsadvokat eller af Rigsadvokaten, iværksæt-

tes. Den myndighed (kommunalbestyrelsen, en statsadvokat

eller Rigsadvokaten), der har meddelt udgangstilladelsen, vil

herefter tage stilling til, om udgangstilladelsen skal tilbage-

kaldes.

Ombudsmandens tilsyn har haft fokus på udviklingshæm-

mede, der ved dom er anbragt på institutioner inden for det

sociale område. Justitsministeriet har sammen med Sund-

hedsministeriet imidlertid fundet, at de samme hensyn gør

sig gældende i forhold til afgørelser om udgangstilladelser

m.v. til psykisk syge personer, der i henhold til dom er

anbragt på en psykiatrisk afdeling. Afgørelser om udgang

m.v. for denne persongruppe træffes enten af overlægen,

jf. udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, statsadvokaten, jf.

bekendtgørelsens § 2, stk. 3, eller af Rigsadvokaten, jf.

bekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2, stk. 3. På denne

baggrund er der for det andet også etableret en midlertidig

ordning i disse sager. Ordningen skal sikre, at overlægen

hurtigt kan komme i kontakt med den regionale statsadvokat

eller Rigsadvokaten, hvis overlægen vurderer, at det ikke vil

være forsvarligt, at en udgang, der er tilladt af en statsadvo-

kat eller af Rigsadvokaten, iværksættes.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der som erstatning for

disse midlertidige ordninger bør etableres mulighed for at

delegere kompetencen til at træffe afgørelse om tilbagekal-

delse i denne type af sager til lederen eller dennes stedfor-

træder på den pågældende boform eller til overlægen på

den pågældende afdeling. Det skal navnlig sikre, at ledelsen

eller overlægen selv får mulighed for at træffe afgørelse

i situationer, hvor der som led i den behandlingsmæssige

eller pædagogiske indsats er behov for at træffe en afgørelse

om udgang. Det gælder eksempelvis situationer, hvor der

forud for en planlagt udgang på baggrund af en forsvarlig-

hedsvurdering vurderes at være behov for at tilbagekalde

udgangstilladelsen.

I tilfælde, hvor ledelsen på boformen eller overlægen vurde-

rer, at det ikke længere er forsvarligt at opretholde en gene-

rel udgangstilladelse, bør dette meddeles den myndighed,

der har bevilget den generelle tilladelse. Denne myndighed

skal herefter vurdere, om den generelle udgangstilladelse

skal tilbagekaldes.

Endvidere finder Justitsministeriet, at der bør tilvejebringes

et lovgrundlag med henblik på at sikre, at ledelsen på

boformer kan træffe afgørelse om udgang til uopsættelige

indlæggelser på et hospital til somatisk eller psykiatrisk

behandling. En sådan kompetence tilfalder allerede i dag

kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen efter

udgangsbekendtgørelsen, ligesom overlægen på en psykia-

trisk afdeling efter bekendtgørelsen kan træffe bestemmelse

om uopsættelig indlæggelse på et somatisk hospital.

På den baggrund finder Justitsministeriet samlet, at der bør

etableres mulighed for, at afgørelseskompetencen kan dele-

geres til ledelsen på boformer og overlægen på afdelinger,

hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig

dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73, i et videre

omfang end efter de gældende regler.

Den samme mulighed bør efter Justitsministeriets opfattelse

også etableres i forhold døgninstitutioner for børn og unge,

hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig

dom efter straffelovens § 74 a. Det skyldes tilsvarende grun-

de, som dem der er anført ovenfor.

I medfør af § 74 a, stk. 4, er der således fastsat regler

i udgangsbekendtgørelsens § 4, hvorefter afgørelseskompe-

tencen i sager om udgang m.v. er tillagt forskellige myn-

digheder. I visse tilfælde er afgørelseskompetencen tillagt

lederen på den sikrede afdeling på døgninstitutionen (stk. 1),

mens kompetencen i andre tilfælde er tillagt politidirektøren

i København (stk. 2) og statsadvokaten (stk. 3) samt endelig

Rigsadvokaten i visse klagesager (§ 14, stk. 2, jf. § 2, stk.

3). Justitsministeriet finder derfor, at der også i disse sager

bør være adgang til, at institutionsledelsen i videre omfang

får delegeret afgørelseskompetence, herunder i sager om

tilbagekaldelse af udgangstilladelser.

Endelig bør der efter Justitsministeriets opfattelse etableres

hjemmel til at delegation af myndighedsopgaven med at

træffe visse afgørelser om udgang m.v. også kan ske til

døgninstitutioner og boformer, som drives af private og som

selvejende institutioner.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelserne i

straffelovens § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4. Formålet er at

skabe lovhjemmel til, at kompetencen til at træffe afgørelser

om udgang m.v. i visse tilfælde kan delegeres fra den myn-

dighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetencen,

til ledelsen på den boform, døgninstitution eller psykiatriske

afdeling, hvor den pågældende person er anbragt.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af de foreslåede

ændringer i § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4, i bekendtgørelse

nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til per-

soner, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til

strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, som

ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012

(udgangsbekendtgørelsen).

Det lægges samtidig op til at ændre begrebet »hospital for

sindslidende« til »psykiatrisk afdeling« alle steder i straffe-

loven, da »hospital for sindslidende« er en forældet beteg-

nelse. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt nogle indholds-

mæssige ændringer.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgif-

ter for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten,

Rigspolitiet og domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af

videokonferencefaciliteter i retterne samt håndtering af og

eventuel prøvelse ved domstolene af det ekstra antal afgørel-

ser om afslag på besøg, som lovforslaget medfører. Merud-

gifterne vil blive håndteret inden for eksisterende rammer.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-

sekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-

gerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-

ser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 10. septem-

ber 2021 til den 8. oktober 2021 været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer mv.:

Højesteret, Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handels-

retten, samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet,

alle landets kommuner, Amnesty International, Ankestyrel-

sen, Bedre Psykiatri, BUPL, Børne- og Ungdomspædago-

gernes Landsforbund – forbundet for pædagoger og klub-

folk, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Cen-

tralorganisationernes Fællesudvalg, Copenhagen Business

School – CBS – CBS LAW – Institut for Ledelse, Dan-

marks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Dansk Retspoli-

tisk Forening, Danske Advokater, Danske Handicaporgani-

sationer (DH), Danske Regioner, Dansk Psykiatrisk Selskab,

Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminal-

præventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dom-

merfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-

ening, Domstolsstyrelsen, Fonden NOVAVI , Folketingets

Ombudsmand, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsat-

te børn og unge (FADD), Foreningen af Fængselsinspektø-

rer og Vicefængselsinspektører, Foreningen af Offentlige

Anklagere, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-

og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen

af Speciallæger, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen

af Statsforvaltningsjurister, Fængselsforbundet, HK Lands-

klubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminal-

forsorgen, HK Landsklubben Politiet, Institut for Menne-

skerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening (KL),

Kommunaldirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen,

Københavns Retshjælp, Københavns Universitet – Det Ju-

ridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af nuværende og

tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsorganisationen for

sociale tilbud (LOS), Lægeforeningen, Odense Retshjælp,

Offerrådgivningen, Plejefamiliernes Landsforening (PLF),

Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark, Psyki-

atrifonden, Region Hovedstaden , Region Sjælland , Regi-

on Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland,

Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet

for Socialt Udsatte, SAVN, Selveje Danmark, Socialpæda-

gogernes Landsforbund, Socialt Lederforum, Syddansk Uni-

versitet – Juridisk Institut, TABUKA - Landsforeningen

for nuværende og tidligere anbragte, Udviklingshæmmedes

Landsforbund (ULF), Yngre Læger, Aalborg Universitet –

Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet –

Juridisk Institut.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Ingen

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,

angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Lovforslaget forventes at medføre begræn-

sede merudgifter for Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og

domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af vi-

deokonferencefaciliteter i retterne samt hånd-

tering af og eventuel prøvelse ved domstole-

ne af det ekstra antal afgørelser om afslag på

besøg, som lovforslaget medfører. Merudgif-

terne vil blive håndteret inden for eksisteren-

de rammer.

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Ingen

Miljø- og naturmæssige konse- Ingen

kvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de principper for

implementering af erhvervsrettet

EU-regulering/ Går videre end

minimumskrav i EU-regulering

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at

sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller

forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i

retten ikke er nødvendig.

Det følger af den foreslåede

§ 748 a, stk. 2,

at retten kan

bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse

af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold gør

det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når retten

finder det ubetænkeligt henset til formålet med det pågæl-

dende retsmøde og sagens øvrige omstændigheder. Stk. 1,

2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 748 a, stk. 2, vil medføre,

at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved

anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtede

vurderes undvigelsestruet. Bestemmelsen omfatter alle rets-

møder under efterforskningen af en straffesag, herunder og-

så retsmøder, hvor medsigtedes forhold skal behandles. Der

kan også være tale om et retsmøde, hvor en medsigtedes sag

er udskilt til separat behandling i retten, herunder f.eks. i

forbindelse med en tilståelsessag.

I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt

over for sigtede, der er varetægtsfængslet eller undergivet

anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-

plejelovens kapitel 70.

Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.

lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,

spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,

sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den

sigtedes evne og vilje til at undvige.

I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse

i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter

omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-

ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i

bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-

se.

Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-

gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-

cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund

af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-

forsorgens egne oplysninger.

Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betin-

gelse, at den sigtede giver sit samtykke til at deltage via vi-

deokommunikation, hvis vedkommende vurderes undvigel-

sestruet. Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en

sådan deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt

til stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmø-

det ikke kan siges at ville være forbundet med uforholds-

mæssige vanskeligheder. Det forudsættes, at retten træffer

afgørelse på baggrund af anklagemyndighedens begæring

herom.

Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med et rets-

møde, hvor retten finder det ubetænkeligt henset til formålet

med det pågældende retsmøde og sagens øvrige omstændig-

heder.

Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil væ-

re ubetænkeligt, at sigtede deltager i retsmødet ved anven-

delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen

kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrundelse for et

ønske om sigtedes personlige deltagelse.

Det er en afgørende forudsætning for, at sigtede kan pålæg-

ges at deltage via videoforbindelse, at sigtede og dennes

forsvarer har adgang til direkte og fortrolig kommunika-

tion. Det bør bero på rettens vurdering, om denne forudsæt-

ning i det konkrete tilfælde kræver, at forsvareren fysisk

befinder sig samme sted som sigtede, eller om den fortrolige

kommunikation kan sikres, selvom forsvareren befinder sig

et andet sted end sigtede. Retten bør ved sin afgørelse herom

lægge betydelig vægt på de ønsker, som den sigtede og

forsvareren måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske

placering. Hvis den sigtede og forsvareren ikke deltager fra

samme sted, må retten ved retsmødets begyndelse vejlede

den sigtede om muligheden for at få en pause med henblik

på drøftelser med sin forsvarer.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske

forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg

og psykiatriske institutioner mv.

Til nr. 2

Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,

at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden

frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et

retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen

eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation

med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-

målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det

gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal

tages stilling til fristforlængelse.

Det følger af den foreslåede

§ 748 b, stk. 1, 2. pkt.,

at retten

tilsvarende kan træffe sådan bestemmelse, hvis sigtedes for-

hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 748 b, stk. 1, 2. pkt.,

vil medføre, at retten kan bestemme, at en sigtet, der er

undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende

foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om for-

længelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstalt-

ningen ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis den sigtede vurderes undvigelsestruet.

Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.

lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,

spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,

sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den

sigtedes evne og vilje til at undvige.

I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse

i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter

omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-

ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i

bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-

se.

Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-

gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-

cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund

af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-

forsorgens egne oplysninger.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 748 b vil med-

føre, at retten i øget omfang kan bestemme, at sigtede

deltager i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse

af telekommunikation med billede, hvis sigtede er undvigel-

sestruet. Baggrunden herfor er, at det efter den foreslåede

bestemmelse ikke er et krav, at retten finder den sigtedes

deltagelse via telekommunikation med billede for ubetænke-

ligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige om-

stændigheder.

Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en sådan

deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt til

stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmødet

ikke kan siges at være ubetænkeligt henset til formålet med

retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af

anklagemyndighedens begæring herom. Der vil kunne fore-

komme tilfælde, hvor anklagemyndigheden efter en konkret

vurdering af samtlige relevante omstændigheder i sagen ik-

ke finder grundlag for at fremsætte begæring til retten om,

at sigtede skal deltage via telekommunikation med billede

på trods af, at der foreligger oplysninger, der indikerer, at

den sigtede er undvigelsestruet. Dette vil eksempelvis kunne

være tilfældet, hvor der er rejst sigtelse for nye væsentlige

lovovertrædelser, som skal indgå i rettens behandling under

retsmødet, og hvor de oplysninger, der danner grundlag for

at antage, at sigtede er undvigelsestruet, ikke vurderes at

veje tungere end hensynet til, at sigtede bør møde fysisk.

Den foreslåede regel finder ikke anvendelse for retsmøder,

hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en

varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud

over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og §

770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter

§ 767, stk. 4, og § 770 e.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske

forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg

og psykiatriske institutioner mv.

Til nr. 3

Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-

sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen

af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-

et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte

sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,

at besøg finder sted under kontrol.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.

2.1.1 og 2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get.

Det følger af den foreslåede

§ 771, stk. 2,

at politiet kan

modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller

forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis varetægt-

sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 771, stk. 2, vil medføre, at

politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager

besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis

varetægtsarrestanten vurderes undvigelsestruet.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko

kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet

domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-

tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-

forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-

tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige. Der vil efter

omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-

ninger om aktuel adfærd, samt eventuelle konfliktudmeldin-

ger i bandemiljøet. Nægter politiet besøg, skal varetægtsar-

restanten underrettes herom, medmindre dommeren af hen-

syn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Vare-

tægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller

krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arrestanten

har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-

kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september

2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Det følger af den foreslåede

§ 771, stk. 3,

at politiet kan

modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af politiet skøn-

nes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er

aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en

anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe,

som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led

i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt

våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles

farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, el-

ler er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180,

modtager besøg af personer med tilknytning til den pågæl-

dende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre

ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5. pkt.

finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende

regler om besøgskontrol.

Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet

til at modsætte sig besøg. Der vil således kunne forekomme

tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller

efterforskningsmæssige grunde er mere hensigtsmæssigt at

undlade at modsætte sig besøg.

Begrebet »tilknytning« indebærer, at der skal foreligge

en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som så-

dan. Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere

tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte be-

kendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe

falder således uden for den foreslåede bestemmelses anven-

delsesområde.

Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i

anvendelse er for så vidt angår tilknytning på det punkt ale-

ne, at varetægtsarrestanten ifølge politiets skøn har en sådan

tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det forhold, at en varetægtsarrestant på tidspunktet for va-

retægtsfængslingens påbegyndelse har haft tilknytning til

rocker- og bandemiljøet mv., men under varetægtsfængslin-

gen har forladt dette miljø, vil kunne indgå i vurderingen

af, hvorvidt den pågældende ikke længere har den fornødne

tilknytning til gruppen.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., der

først er opstået under varetægtsfængslingen, vil medføre, at

besøg kan modsættes under de nævnte omstændigheder.

Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være

mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper

anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur

og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted

og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også

mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et

fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster

i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som

regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-

kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende

begivenheder, som indtræffer.

Begrebet »voldelig« indebærer, at konflikten skal have givet

sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som

voldelig. Hermed sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor

en eller flere personer med tilknytning til en persongruppe

har overfaldet en eller flere personer med tilknytning til en

anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer

fra de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller

indbyrdes forståelse, og hvor der derfor ikke kan siges at

være tale om et egentligt angreb, er omfattet, hvis sammen-

stødet har indebåret en voldelig konfrontation.

For at en konflikt kan anses for voldelig, skal der dog være

tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som

alene må anses for omfattet afstraffelovens § 244 om simpel

vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt

skal betragtes som voldelig. Simpel vold omfatter eksempel-

vis i almindelighed slag, spark og lignende.

Den foreslåede bestemmelse tager derimod navnlig sigte på

tilfælde, hvor der som led i konflikten er sket angreb eller

sammenstød under anvendelse af stik- eller slagvåben eller

lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil også medfø-

re, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangs-

punkt må der således som led i konflikten være begået hand-

linger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret

vold, jf. straffelovens § 245.

Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt

voldelig konflikt. Der vil også være tale om en verserende

voldelig konflikt i den foreslåede bestemmelses forstand i

tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forfølger en an-

den gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog

alene have konsekvenser for adgangen til at modtage besøg

for personer med tilknytning til den gruppe i konflikten, der

udfører angrebene.

Begrebet »verserende« indebærer, at der skal være en aktuel

risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-

ter. Det gælder, uanset om et besøg kan frygtes at virke som

katalysator for yderligere hændelser eller ej.

Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om

en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i

almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en

aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den

voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflik-

ten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i

en eller flere voldelige hændelser.

Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil

konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være

aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder. Der

kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig

konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden

at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere

periode uden angreb kan således ikke i sig selv tages som

udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet

over.

Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en

periode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb

eller sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grup-

per, der er involveret i konflikten, har haft behov for at

bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe

våben.

Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en grup-

pes medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de på-

gældende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks.

prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberøvede med-

lemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et

senere angreb.

Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at

de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom

der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft

sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.

I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye

voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Po-

litiet vil således – ud over den forløbne tid siden seneste

voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om

personer med tilknytning til de involverede persongrupper

er eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten,

eller om der som led i konflikten anvendes eller har været

anvendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom

episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne

tillægges betydning.

Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en

aktuel risiko for voldelige hændelser, uanset om der har væ-

ret tale om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et

voldeligt angreb eller sammenstød. Det vil i den forbindelse

tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til

oprettelse af visitationszoner.

Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå

i den politifaglige vurdering af risikosituationen. Omvendt

vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der

ikke kan siges at være en aktuel risikosituation, selv om der

har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre

måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart

grundlag for at anse den voldelige konflikt som afsluttet,

f.eks. hvis den ene gruppe i konflikten må anses for opløst.

Bestemmelsen vil alene ramme personer med tilknytning

til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den

verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer,

at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten

anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være

begået af en person, der er tilknyttet den gruppe, som vare-

tægtsarrestanten er knyttet til.

Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale

om et (første) angreb, eller om handlingen er begået som

eksempelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er hel-

ler ikke nogen betingelse, at gruppen som helhed står bag

voldshandlingen.

Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begå-

et som led i konflikten. Dette indebærer eksempelvis, at

et enkelt voldeligt angreb vil kunne begrænse muligheden

for besøg for varetægtsarrestanter tilknyttet den angribende

gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der sene-

re udføres en hævnaktion, vil også varetægtsarrestanter, som

er tilknyttet den gruppe, som tager hævn, være omfattet af

bestemmelsen, forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.

Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverens-

stemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil

kunne udgøre en konflikt i den foreslåede bestemmelses for-

stand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en kon-

flikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad der er

årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det

er ligeledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et

eller flere forhold. Det vil bero på et politifagligt skøn, om

der er tale om en konflikt.

Det er en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse,

at der inden for den gruppe, som varetægtsarrestanten skøn-

nes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt sky-

devåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som

på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at

forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter

straffelovens § 180. De våbentyper, der er omfattet af den

foreslåede bestemmelse, svarer således til de våbentyper, der

er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en kon-

flikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten

har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede,

må konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad

af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod

tilfældige personer.

Det er ikke en betingelse, at gruppen som helhed står bag

anvendelsen af skydevåben mv., men det er en betingelse,

at skydevåbnet mv. er anvendt som led i konflikten. Er der

således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang, uden at der

i øvrigt foreligger en konflikt, vil den foreslåede ordning

ikke kunne finde anvendelse.

Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv.

er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten

betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også

i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevå-

ben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakterise-

res som verserende voldelig, vil besøg kunne modsættes,

hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv.

som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der

måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.

Eksempelvis vil besøg i almindelighed kunne modsættes for

personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere

har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en

anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald

mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette

tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv.

være opfyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal

være verserende voldelig, vil være opfyldt i kraft af knivo-

verfaldet.

Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig

selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en

konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anven-

delsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne

være den udløsende begivenhed, som bevirker, at besøg kan

modsættes, uanset at der ikke herudover er begået volds-

handlinger inden for den pågældende gruppe.

Eksempelvis vil adgangen til besøg kunne modsættes for

varetægtsarrestanter med tilknytning til en gruppe, der nu

har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en

anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har været

begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben

som led i konflikten.

Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig

selv opfylde både betingelsen om, at der skal være anvendt

skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være

verserende voldelig. I begge tilfælde vil adgangen til besøg

alene kunne modsættes for varetægtsarrestanter, der skønnes

at have tilknytning til den gruppe som den eller de personer,

der har anvendt skydevåbnet mv. tilhører.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne fin-

de anvendelse, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstå-

ende som det klare udgangspunkt under de foreslåede om-

stændigheder vil kunne modsættes.

Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis

humanitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gæl-

dende.

I tilfælde, hvor den foreslåede ordning ikke vil kunne finde

anvendelse, idet ganske særlige grunde gør sig gældende,

vil der være mulighed for at træffe bestemmelse om, at

besøg skal gennemføres under overværelse af politiet, hvis

betingelserne herfor er opfyldt, jf. den foreslåede § 771, stk.

Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-

vidt adgangen til at modtage besøg kan modsættes under de

foreslåede omstændigheder.

Det vil i den forbindelse være politiets oplysninger, som vil

skulle danne grundlag for afgørelsen i de pågældende sag-

er. Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om varetægt-

sarrestantens tilknytning til en rocker- eller bandegruppering

mv. som i forhold til oplysninger om hvorvidt den, der ansø-

ger om besøg har tilknytning til en sådan gruppering.

I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-

vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og

eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt

på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger

om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt

på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyseen-

heder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i efter-

forskningen mener, at pågældende muligt har tilknytning til

en rocker- eller bandegruppering, som er aktivt involveret i

en verserende voldelig konflikt.

Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes

herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen

træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve,

at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges

retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret

besøg af sin forsvarer.

Det følger af den foreslåede

§ 771, stk. 4,

at politiet kan

forlange, at besøg til en varetægtsarrestant, som af politiet

skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en

gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og

alvorlig kriminalitet, skal finde sted under kontrol, medmin-

dre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller

sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge

kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende

regler om besøgskontrol. Ved ordet kontrol« forstås, at vare-

tægtsarrrestanten skal have overværet sit besøg.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at va-

retægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at ind-

tage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af

personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag

omfattende og alvorlig kriminalitet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en

politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-

pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-

minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-

soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået

lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang

eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må

anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-

melsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en

fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men

det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-

hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold

gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses

for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at

være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-

let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der

endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold

er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har

ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil

ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-

et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået

af personer, der må anses for ledende eller toneangivende

figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges

betydelig vægt.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker-

og bandegrupperinger mv.

Det er ikke en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet

for rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke

er en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet for at have

begået kriminalitet, der kan karakteriseres som omfattende

og alvorlig.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at vare-

tægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at indta-

ge en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågælden-

de gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten

officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i

gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har

påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens

aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af

nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af kon-

fliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle

markeder.

Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-

vidt en varetægtsarrestants besøg kan være overværede. Det

bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt

skøn, om en varetægtsarrestant kan antages at indtage en

ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den

pågældende har en tilknytning til.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne

finde anvendelse, hvis det er åbenbart, at de nævnte foran-

staltninger ikke er nødvendige af ordens- eller sikkerheds-

mæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til

foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt

miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte

indbyrdes som i forhold til personalet.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig

til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved

at forebygge og forhindre, at varetægtsarrestanterne undvi-

ger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at va-

retægtsarrestanterne begår kriminalitet under anbringelsen,

f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller med-

indsatte, fængselsoptøjer, samt handel med og indsmugling

af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes

til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som

uden for kriminalforsorgens institutioner.

Hvis lovforslaget vedtages kan de nævnte foranstaltninger

iværksættes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nød-

vendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af

hensyn til at forebygge kriminalitet.

Denne undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er

tale om besøg med nærtstående.

Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,

børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-

forældre og andre personer, til hvem varetægtsarrestanten

har en sådan tilknytning, at det kan ligestilles med de nævn-

te familiebånd.

I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning

for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke

er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæs-

sige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til

den samme gruppering som varetægtsarrestanten, hvor de

foreslåede foranstaltninger derfor som det klare udgangs-

punkt vil kunne iværksættes.

Også i situationer, hvor politiet er i besiddelse af oplysnin-

ger om, at en varetægtsarrestant har misbrugt eller vil mis-

bruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at

opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering vil

de foreslåede foranstaltninger kunne iværksættes i forhold

til nærtstående.

Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten

gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt

eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller

koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft

heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning

eller udførsel af ulovlige aktiviteter.

Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-

vidt adgangen til at modtage besøg kan kontrolleres under

de foreslåede omstændigheder. Det vil i den forbindelse

være politiets oplysninger, som vil skulle danne grundlag

for afgørelsen i de pågældende sager, ligesom det vil være

politipersonale, der forestår den pågældende kontrol.

I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-

vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og

eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt

på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger

om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt

på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyse-

enheder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i

efterforskningen mener, at pågældende muligt indtager en

ledende eller koordinerende rolle i en rocker- eller bande-

gruppering.

Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg

eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arre-

stanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Til nr. 4

Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til

at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene

inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest

muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet

vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-

delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.

2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 772, stk. 1, 3.

pkt.,

at politiet kan undlade at udlevere eller sende breve,

hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at

forebygge undvigelse.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-

føre, at bestemmelsen kan anvendes over for varetægtsarre-

stanter, der er undvigelsestruet.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko

kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet

domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-

tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-

forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-

tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige.

Der vil efter omstændighederne bl.a. også kunne lægges

vægt på oplysninger om aktuel adfærd, samt eventuelle kon-

fliktudmeldinger i bandemiljøet.

Til nr. 5

Det følger af retsplejelovens § 777, stk. 1, 4. pkt., at arre-

stanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutio-

nen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

Det følger af den foreslåede ændring af retsplejelovens

777, stk. 1, 4. pkt.,

arrestanten ikke uden rettens godkendelse

må forlade institutionen bortset fra de tilfælde, der er nævnt

i § 771, stk. 5.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås der indført nye stykker

i retsplejelovens § 771. Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

Henvisningen til § 771, stk. 2, i lovens § 777, stk. 1, der

bliver til § 771, stk. 5, skal som en konsekvens heraf ændres

til en henvisning til § 771, stk. 5

Til nr. 6

Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-

forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et

retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1

år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-

stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §

890, stk. 2.

Det følger af den foreslåede

§ 854, stk. 2,

retten kan be-

stemme, at tiltalte deltager i retsmøder under hovedforhand-

lingen ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med de pågældende retsmøder og sagens øvrige

omstændigheder

Den foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, vil medføre, at

retten kan bestemme, at tiltalte deltager i et retsmøde under

hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation

med billede, hvis tiltalte vurderes undvigelsestruet.

I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt

over for tiltalte, der er varetægtsfængslet eller undergivet

anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-

plejelovens kapitel 70.

Ved vurderingen af tiltaltes undvigelsesrisiko kan der bl.a.

lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,

spørgsmål om udvisning, tiltaltes tilknytning til Danmark,

tiltaltes tilhørsforhold til bander, tiltaltes netværk, samt den

tiltaltes evne og vilje til at undvige. I forhold til den kon-

krete vurdering af risiko for undvigelse i forbindelse med

afholdelse af et retsmøde vil der efter omstændighederne

bl.a. også kunne lægges vægt på oplysninger om aktuel ad-

færd, eventuelle konfliktudmeldinger i bandemiljøet, mulig-

hed for tilhørere, samt risiko for befrielse. Kriminalforsor-

gen vurderer både generelt og konkret undvigelsesrisiko for

indsatte, eksempelvis i forbindelse med placering og trans-

port. Vurderingerne udfærdiges på baggrund af informati-

oner fra politi, andre myndigheder og kriminalforsorgens

egne oplysninger. Forslaget indebærer, at retten kan træffe

bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om der ikke alene

bliver tale om spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1 år,

konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller erstat-

ning.

Bestemmelsen forudsættes bl.a. anvendt i sager med flere

tiltalte, hvor en af de tiltalte f.eks. er tiltalt for færre forhold

end de andre, samt i større sager som berammes med adskil-

lige retsmøder, hvor retten henset til formålet med visse af

disse retsmøder finder det ubetænkeligt at den tiltalte delta-

ger via telekommunikation med billede.

Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med rets-

møder under hovedforhandlingen, hvor retten finder det

ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-

der. Bestemmelsen kan som udgangspunkt ikke anvendes til

at lade tiltalte deltage i samtlige dele af hovedforhandlingen

via telekommunikation med billede.

Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil

være ubetænkeligt, at tiltalte deltager i retsmødet ved anven-

delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen

kan bl.a. indgå tiltaltes og forsvarerens begrundelse for et

ønske om tiltaltes personlige deltagelse, og om tiltaltes tilta-

lepunkter behandles i det pågældende retsmøde.

Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af

anklagemyndighedens begæring herom.

Det følger af retsplejelovens § 917, stk. 1, at den foreslåede

bestemmelse vil kunne anvendes i forbindelse med ankesa-

ger, som omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes

skyld.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske

forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg

og psykiatriske institutioner mv.

Hensynet til at kunne gennemføre en smidig hovedforhand-

ling kan ligeledes indgå i rettens vurdering. Det bemærkes

dog i forlængelse heraf, at der skal være konkrete holde-

punkter for at antage, at der vil blive rejst spørgsmål vedrø-

rende den tiltalte for på denne baggrund ikke at fremstille

den tiltalte ved anvendelse af telekommunikation med bille-

de.

Til nr. 7

Det fremgår af retsplejelovens § 854, stk. 3, at forsvareren

skal deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte, hvis

retten har givet tilladelse som nævnt i stk. 1, medmindre

retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder

frem i retten.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 854, stk. 3,

forsvareren skal deltage i retsmødet på samme sted som

tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse i medfør af stk.

2, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i

stedet møder frem i retten.

Den foreslåede ændring af § 854, stk. 3, vil medføre, at

bestemmelsen i retsplejelovens § 854, stk. 3, tilsvarende

vil finde anvendelse, hvis retten har truffet bestemmelse i

medfør af stk. 2.

Tiltaltes forsvarer skal som udgangspunkt være sammen

med tiltalte og dermed ligeledes deltage i retsmødet ved

anvendelse af telekommunikation. Tiltalte bør kunne tale

direkte med forsvareren, uden at nogen overhører samtalen,

og forsvarerens fysiske tilstedeværelse er generelt en bedre

støtte for tiltalte, end hvis forsvareren optræder med et bil-

lede på en skærm. Hvis retten finder det ubetænkeligt, at

forsvareren i stedet møder frem i retten, bør der dog være

mulighed herfor.

Til nr. 8

Det fremgår af retsplejelovens § 890, stk. 2, at reglerne i

§ 854, § 871, stk. 6, og § 878 ikke finder anvendelse i

nævningesager.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 890, stk. 2,

at §

854, stk. 1, ikke finder anvendelse i nævningesager.

Den foreslåede ændring af § 890, stk. 2, vil medføre, at den

foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, finder anvendelse i

nævningesager.

Til § 2

Til nr. 1

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, håndjern

kan anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge truende

vold eller overvinde voldsom modstand, for at forhindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at forhindre

undvigelse. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter

indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som

indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-

mæssigt indgreb.

Der er ikke efter de gældende regler mulighed for generelt at

anvende håndjern i forbindelse med de indsattes fravær fra

institutionerne.

Det følger af den foreslåede

§ 65 a, stk. 1,

at håndjern kan

anvendes ved den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede

fængsler og arrester. Bestemmelsen finder ikke anvendelse

ved den indsattes enkeltstående fravær ved besøg hos nært-

stående.

Den foreslåede bestemmelse i § 65 a, stk. 1, vil medføre,

at håndjern kan anvendes ved den indsattes enkeltstående

fravær fra lukkede fængsler og arrester. Betingelserne i

straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, skal således ikke være

opfyldt.

Baggrunden for reglen er, at den største trussel for undvi-

gelse kommer fra varetægtsarrestanter og afsonere i lukke-

de fængsler/arresthuse, samt at risikoen for undvigelser er

størst, når myndighederne af forskellige årsager skal hånd-

tere denne gruppe af personer uden for institutionerne. Bag-

grunden er derudover, at behovet for at anvende håndjern

ofte ikke vil være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret

indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.

For så vidt angår persongruppen omfattet af den foreslåede

bestemmelse bemærkes det, at det følger af straffuldbyrdel-

seslovens § 22, stk. 2, at fuldbyrdelse af straf som udgangs-

punkt skal ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller

mere. Det følger bl.a. derudover af straffuldbyrdelseslovens

§ 22, stk. 3, at fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i

lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at

forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i

institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod

radikalisering og ekstremisme, og af stk. 4, at det samme

gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger

om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grun-

de til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fæng-

sel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært

forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig

med ophold i åbent fængsel. Det bemærkes endvidere, at

en sigtet bl.a. kan varetægtsfængsles efter retsplejelovens §

762, stk. 1, hvortil det er et krav, at den mistænktes lovover-

trædelse efter loven kan føre til fængsel i 1 år og 6 måneder.

Enkeltstående fravær i forbindelse med eksempelvis afsone-

res udgang til særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens

§ 31 vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som

nævnt nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for va-

retægtsarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til

eksempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser

vil således også være omfattet af den foreslåede bestemmel-

se.

Mere regelmæssig fravær, herunder f.eks. regelmæssig ud-

gang efter udgangsbekendtgørelsens kapitel 9, vil ikke være

omfattet af forslaget.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved indsattes enkelt-

stående fravær ved besøg hos »nærtstående«.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende,

børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-

forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en så-

dan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

En generel adgang til at anvende håndjern ved den indsat-

tes enkeltstående fravær fra lukket fængsel eller arresthus

vil efter Justitsministeriets opfattelse give kriminalforsorgen

mulighed for effektivt at hindre undvigelser mens den ind-

satte opholder sig uden for institutionen f.eks. i forbindelse

med transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller til

sygehusbehandling.

Det bemærkes, at den foreslåede regel ikke medfører en

pligt for kriminalforsorgen til at anvende håndjern ved

den indsattes fravær fra det lukkede fængsel eller arrest-

hus. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter indgre-

bets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet

må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-

greb. Der består dog en formodning for, at anvendelse af

håndjern i det foreslåede tilfælde vil være proportionalt,

da risikoen for undvigelser er størst, når myndighederne af

forskellige årsager skal håndtere denne gruppe af personer

uden for institutionerne.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-

de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse

nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler

i kriminalforsorgens institutioner.

Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive

fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for

anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges

samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsorgen

til at udarbejde rapport om anvendelse af håndjern i det

nævnte tilfælde.

Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive

fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-

tægtsarrestanter.

Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-

plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,

og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i

bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse

af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-

se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og

arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-

melsen med tilhørende administrative regler også vil finde

anvendelse for personer anbragt i institution eller hospital

m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,

personer anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens

§ 777, stk. 1, personer indlagt på hospital for sindslidende

m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, og personer

anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgø-

relse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-

gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-

forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-

dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ

klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede

bestemmelse.

Det følger af den foreslåede

§ 65 a, stk. 2,

at kriminalfor-

sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i

institutionen i en periode på op til 4 uger, kan ilægges

håndjern ved ophold uden for cellen, hvis den indsatte har

optrådt voldeligt over for personale ansat i institutionerne,

den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig ad-

færd over for personale ansat i institutionerne, eller hvis den

indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har

begået voldelige overfald mod personale ansat i institutio-

nerne.

Den foreslåede § 65 a, stk. 2, vil medføre, at kriminalfor-

sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i in-

stitutionen kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen

i en periode på op til 4 uger, hvis betingelserne herfor er

opfyldt.

Baggrunden for reglen er, at der efter de eksisterende regler

skal foreligge konkret nødvendighed for hver håndjernsbe-

lægning, og at håndjern aktuelt kun anvendes i begrænset

omfang i kriminalforsorgens fængsler og arrester, idet an-

vendelsen primært sker i forbindelse med behov for pacifi-

cering af en indsat efter magtanvendelse. Den foreslåede

regel vil have til hensigt at gøre det muligt i højere grad at

afværge voldsepisoder og utilladelig adfærd mod ansatte i

landets fængsler og arrester.

Den foreslåede bestemmelse om bandetilknyttede har sær-

ligt til formål at imødegå koordinerede angreb mod fæng-

selspersonalet. Når en eller flere bandetilknyttede har begået

et overfald på fængselspersonalet har det erfaringsmæssigt

vist sig, at der i den efterfølgende tid er et konfliktoptrap-

pende miljø, ligesom det har vist sig, at et overfald kan føre

til flere.

Med den foreslåede ordning vil der blive tale om en regel,

der gør det muligt at anvende håndjern på de ovennævnte

grupper af indsatte i institutionen ved ophold uden for cellen

i løbet af den periode, som foranstaltningen gælder.

Ved ophold uden for cellen forstås primært situationer, hvor

den pågældende ledsages af personalet fra én lokalitet i

fængslet til en anden.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-

ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, vil finde

anvendelse. En afgørelse om anvendelse af håndjern efter

den foreslåede bestemmelse skal således leve op til forvalt-

ningsretlige krav om f.eks. klagevejledning og begrundelse.

Proportionalitetsprincippet skal i den forbindelse være iagt-

taget både i forhold til iværksættelse af foranstaltningen,

samt i forhold til fastsættelsen af den periode, hvor foran-

staltningen skal gælde. Foranstaltningen skal ikke oprethol-

des længere tid, end det er nødvendigt.

Der er mulighed for at forlænge perioden, hvis betingelserne

fortsat er opfyldt. Dette kræver således en ny afgørelse på

baggrund af en konkret og aktuel vurdering.

Med begrebet »har optrådt voldeligt over for personale ansat

i institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor

en eller flere indsatte har overfaldet en eller flere ansatte i

institutionen.

Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §

244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en ad-

færd skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i

almindelighed slag, spark og lignende.

Med begrebet »grov eller gentagen utilladelig adfærd over

for personale ansat i institutionerne« forstås, at den indsatte

har udøvet en adfærd over for personalet, der kan betegnes

som grov, herunder f.eks. ved at have fremsat trusler mod

personalet. Med gentagen utilladelig adfærd forstås, at den

indsatte over tid er blevet mere konfliktsøgende over for

personalet dog uden, at det er et krav, at den indsatte har

udøvet vold eller fremsat egentlige trusler mod personalet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat har opført sig groft eller

gentagent utilladeligt over for personalet vil bero på en kon-

kret fængselsfaglig vurdering. Der stilles dog krav om, at

adfærden over for personalet kan betegnes som enten grov

eller gentagen. Enkeltstående episoder, hvor en indsat har

udvist utilladelig adfærd, der ikke kan betegnes som grov, er

således ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Begrebet »en gruppe af personer, som tilsammen står bag

omfattende og alvorlig kriminalitet« indebærer, at der må

foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen

som sådan. Forslaget omfatter således ikke indsatte med

en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe. Det

blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende

gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses

anvendelsesområde.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rock-

er- og bandegrupperinger mv. Det er ikke en betingelse, at

den dømte afsoner en straf for rocker- eller banderelateret

kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at den dømte

selv har begået kriminalitet, der kan karakteriseres som om-

fattende og alvorlig.

Det vil i den forbindelse i forhold til den indsattes tilknyt-

ning til en rocker- eller bandegruppering være oplysninger

fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalfor-

sorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i

anvendelse er på det punkt alene, at den indsatte ifølge

politiets skøn har en sådan tilstrækkelig tilknytning til den

pågældende persongruppe.

Det forhold, at en indsat på tidspunktet for indsættelsens

påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet

mv., men under afsoningen har forladt dette miljø, vil som

udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke længere

har den fornødne tilknytning til gruppen.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først

er opstået under afsoningen, vil medføre, at den indsatte er

omfattet af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområ-

de.

Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med

en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et

fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen

omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog

virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reak-

tionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i

gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon-

eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller

truende begivenheder, som indtræffer.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en

politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-

pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-

minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-

soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået

lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang

eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må

anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-

melsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en

fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men

det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-

hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold

gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses

for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at

være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-

let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der

endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold

er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har

ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil

ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-

et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået

af personer, der må anses for ledende eller toneangivende

figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges

betydelig vægt.

Kriminalforsorgsområdet skal til brug for afgørelsen sikre

sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet,

og at disse ved eventuelle efterfølgende afgørelser er opda-

terede.

Med begrebet »voldelige overfald mod personale ansat i

institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en

eller flere indsatte med tilknytning til persongruppen har

overfaldet personale ansat i institutionerne. Dette kan både

være overfald begået mod institutionspersonalet inden og

uden for fængslet.

Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §

244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en kon-

flikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i

almindelighed slag, spark og lignende.

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at den

konkrete indsatte har udøvet vold mod personalet.

Begrebet »aktuelt« indebærer, at der må være en aktuel ri-

siko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-

ter. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges

til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere

voldelige hændelser, hvis volden inden for de seneste tre

måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hæn-

delser.

Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode,

vil volden i almindelighed fortsat skulle anses for at være

aktuelt i yderligere en periode på tre måneder. Der kan imid-

lertid også være tale om en aktuel voldelig konflikt, selv om

der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet

voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden

angreb kan således ikke i sig selv tages som udtryk for, at

risikoen for nye voldelige hændelser er drevet over.

I skønnet af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige

hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Kriminalfor-

sorgen vil således – ud over den forløbne tid siden seneste

voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om

personer med tilknytning til de involverede persongrupper

har opført sig konfliktsøgende over for personalet.

Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde,

hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation,

selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for

de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

gruppen må anses for opløst.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-

slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.

3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-

kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af

sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-

ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen

også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.

Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang

til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne

påklage enkelte håndjernsbelægninger.

Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-

minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-

jernsbelægninger.

Det følger af den foreslåede

§ 65 a, stk. 3,

at § 65, stk. 2 og

3, tilsvarende finder anvendelse.

Den foreslåede § 65 a, stk. 3, vil medføre, at håndjern

ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og

den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages

at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt

at håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighe-

derne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er

mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den

indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller

hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Det følger af den foreslåede

§ 65 a, stk. 4,

at justitsministe-

ren kan fastsætte regler om brugen af håndjern efter stk. 1

og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1, ikke skal begrundes.

Efter de gældende administrative regler skal kriminalfor-

sorgsområdet så hurtigt som muligt udarbejde rapport i Kli-

entsystemets håndjerns- eller sikringscellemodul om anven-

delse af håndjern.

Der vil ikke blive indført en tilsvarende pligt til at udarbejde

rapport på baggrund af håndjernbelægninger efter reglerne

i straffuldbyrdelseslovens § 65 a. Baggrunden herfor er, at

der med § 65 a, stk. 1, foreslås indført en generel adgang

til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående fravær

fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil blive

fastsat en administrativ klageadgang. Baggrunden er derud-

over, at afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 65 a, stk.

2, muliggør anvendelse af håndjern ved ophold uden for

cellen for en periode på op til 4 uger, hvorfor håndjernsbe-

lægninger i perioden vil få et rutinemæssigt præg. Det vil

derfor medføre et unødigt højt ressourceforbrug, hvis der

skulle stilles krav om udarbejdelse af rapport på baggrund af

håndjernsbelægninger efter disse bestemmelser.

Der forudsættes, at der i stedet fastsættes regler om registre-

ring af brugen af håndjern efter den foreslåede § 65 a, stk. 1.

Efter forvaltningslovens §§ 22-24 har den, der får en afgø-

relse meddelt, krav på en begrundelse. Der lægges med

den foreslåede regel op til, at justitsministeren kan fastsætte

regler, der afskærer retten til begrundelse efter forvaltnings-

loven for så vidt angår afgørelser truffet i medfør af straf-

fuldbyrdelseslovens § 65 a, stk. 1. Baggrunden herfor er,

at der med den foreslåede bestemmelse indføres en generel

adgang til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående

fravær fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil

blive fastsat en administrativ klageadgang.

Det følger af den foreslåede

§ 65 b,

at justitsministeren kan

fastsætte regler om godkendelse af nye sikringsmidler. Reg-

lerne i § 65 og § 65 a finder tilsvarende anvendelse ved

anvendelsen af disse sikringsmidler.

Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere

administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.

Formålet med bestemmelsen er at sikre muligheden for

hurtigt at implementere eventuelle nye sikringsmidler og

derved generelt eller konkret styrke sikkerheden i kriminal-

forsorgens institutioner. Sådanne sikringsmidler vil kunne

øge muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt

undgå undvigelser og overfald på personale og medindsatte.

I takt med at sikkerhedsorganisationen i kriminalforsorgen

opbygges og styrkes, stiger også organisationens muligheder

for at undersøge, teste og implementere yderligere relevante

værktøjer, herunder også sikringsmidler.

På nuværende tidspunkt kan kriminalforsorgen foruden sik-

ringscelle anvende håndjern, herunder håndjernstransport-

bælte. Disse ville, efter en målrettet afsøgning af markedet

og efter at være blevet testet, kunne suppleres med yderli-

gere sikringsmidler. Det kunne være en form for store hånd-

jern, som monteres på anklerne og som er forbundet med

en ekstra lang kæde imellem, som vanskeliggør muligheden

for at løbe. Der kan også være tale om andre former for

fiksering, som vil være mere hensigtsmæssig at anvende

ved eksempelvis længere transport eller i forbindelse med

transport til læge, tandlæge og lignende, hvor håndjern må

fjernes for at kunne afklæde sig, ligge på en briks eller sidde

i en tandlægestol og lignende. Det kunne ligeledes være

relevant at indføre flere eller andre muligheder for fiksering

for at nedbringe anvendelsen af sikringscelle eller for at gøre

anvendelsen heraf mere skånsom.

Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65 eller § 65 a

skal være opfyldt for at anvende sikringsmidler godkendt i

medfør af den foreslåede bestemmelse.

Til § 3

Til nr. 1

Det følger af straffelovens § 68, 2. pkt., at såfremt mindre

indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser ved-

rørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling,

psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan

det bestemmes, at en person, som er frifundet for straf i

medfør af § 16 i straffeloven, skal anbringes i hospital

for sindslidende, i institution for personer med vidtgående

psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for ad-

ministrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til

særlig pleje eller forsorg.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 68, 2. pkt.,

begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på psykia-

trisk afdeling«.

Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-

atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital

for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt

nogle indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 2

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, 1. pkt., at justits-

ministeren efter forhandling med social- og ældreministeren

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv.

til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i

henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 73 a, stk. 1, 1.

pkt.,

at begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på

psykiatrisk afdeling«.

Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-

atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital

for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt

nogle indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-

ren efter forhandling med social- og ældreministeren og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til

personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i hen-

hold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Det

fremgår videre, at justitsministeren i den forbindelse kan

fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,

ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af bekendtgø-

relse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til

personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold

til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december

2012 (udgangsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang

m.v. for personer anbragt i henhold til dom efter straffelo-

vens § 68, § 69 og § 73. Ledelsen på den boform eller

overlægen på den afdeling, hvor den pågældende er anbragt

kan efter de gældende regler træffe visse afgørelser om

udgang m.v. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor afgø-

relseskompetencen er tillagt en myndighed. Det indebærer

eksempelvis, at ledelsen på boformen eller overlægen på

den psykiatriske afdeling ikke kan tilbagekalde en udgangs-

tilladelse, der er udstedt af en myndighed, selvom ledelsen

eller overlægen vurderer, at en sådan udgang ikke vil være

forsvarlig.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.

2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get.

Det følger af den foreslåede

§ 73 a, stk. 1, 2. pkt.,

at ju-

stitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at

kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse

til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatriske

afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på bo-

former, jf. § 108 i lov om social service, der drives af kom-

muner, regioner og private.

Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til at

træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan delege-

res fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt

kompetencen, til ledelsen på den boform eller til overlægen

på den hospitalsafdeling, hvor den pågældende person er

anbragt.

Udtrykket »i den forbindelse« i det foreslåede 2. pkt. hen-

viser til bestemmelsens 1. pkt., hvoraf følger, at justitsmi-

nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om meddelelse

af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt på

psykiatriske afdelinger m.v. i henhold til en afgørelse truf-

fet i medfør af §§ 68 eller 69. Henvisningen indebærer, at

justitsministerens eventuelle fastsættelse af regler om dele-

gation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af

tilladelse til udgang m.v. sker efter forhandling med social-

og ældreministeren og sundhedsministeren.

Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til

formuleringen i bestemmelsens 1. pkt. og sigter tilsvarende

navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at indlægge

den pågældende på et hospital til behandling for en somatisk

lidelse.

Efter den foreslåede ændring i straffelovens § 73 a, stk. 1,

kan delegation for det første ske til overlægen på psykiatri-

ske afdelinger. Det indebærer, at delegation kan ske til over-

lægen på afdelinger, hvor personer, der er sindssyge eller

i en tilstand sidestillet hermed, er anbragt ved dom. Over-

lægen kan delegere sin afgørelseskompetence til en anden

læge på afdelingen.

For det andet kan delegation efter den foreslåede bestem-

melse ske til lederen eller dennes stedfortræder på boformer,

jf. servicelovens § 108, der drives af kommuner, regioner

eller private. Det indebærer, at delegation kan ske til ledel-

sen på boformer, hvor der i henhold til dom er anbragt

personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, jf.

servicelovens § 108. Boformens leder kan delegere sin af-

gørelseskompetence til det personale, der er ansat under

lederens instruktionsbeføjelse til at varetage omsorgen for

borgerne.

Med henvisning til boformer »der drives af kommuner, re-

gioner og private« skabes der hjemmel til, at delegation

af myndighedsopgaven med at træffe visse afgørelser om

udgang m.v. kan ske til bl.a. private boformer.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-

ningsloven, og forvaltningsretlige grundsætninger skal finde

anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-

petence. Det gælder også, hvor delegationen sker til en pri-

vat boform.

Den foreslåede tilføjelse i 2. pkt. i bemyndigelsesbestem-

melsen i straffelovens § 73 a, stk. 1, påtænkes i første

omgang udmøntet ved administrativt at fastsætte regler i

udgangsbekendtgørelsen med henblik på at sikre, at overlæ-

gen på en psykiatrisk afdeling og ledelsen på boformer, hvor

der i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse

afgørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til

udgang.

Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-

de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om

hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller kommunal-

bestyrelsen i handle- og tilsynskommunen, der kan træffe

afgørelse om udgang.

Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-

ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den

myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetence

til at træffe afgørelse om udgang, til ledelsen på den boform

eller overlægen på den psykiatriske afdeling, hvor den på-

gældende anbragte person befinder sig.

Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,

hvorefter ledelsen på boformen eller overlægen på den psy-

kiatriske afdeling kan tilbagekalde en udgangstilladelse ud-

stedt af en myndighed, hvis ledelsen eller overlægen finder,

at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler

forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på en bo-

form kan tilbagekalde en udgangstilladelse udstedt af en

kommunalbestyrelse, hvis ledelsen forud for udgangen fin-

der, at det vil være uforsvarligt at iværksætte udgangen.

De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde

vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.

Yderligere forudsættes det, at der kan fastsættes regler, om

at ledelsen på boformen kan træffe afgørelse om udgang til

uopsættelige indlæggelser på et hospital til somatisk eller

psykiatrisk behandling.

Endelig bemærkes, at socialtilsynet ikke fører tilsyn med

tilbuddenes håndtering af og overholdelse af reglerne om

udgang.

Til nr. 4

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-

ren efter forhandling med social- og ældreministeren og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til

personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i

henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Af

bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at justitsministeren i den

forbindelse kan fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør

af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 73 a, stk. 1, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.,

at der efter »i den forbindelse« indsættes

»endvidere«.

Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens

§ 73 a, stk. 1, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt

2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter det gældende 2.

pkt. bliver 3. pkt.

Der er lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen

ændring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættel-

se af regler efter bestemmelsens 1. pkt., kan fastsætte regler

om afskæring af administrativ rekursadgang.

Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-

rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-

strativ rekurs også gælder i forhold til afgørelser, der træffes

i medfør det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministeren kan

fastsætte regler om delegation af afgørelseskompetence. Det

indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan fastsætte

regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på en bo-

form i medfør af bemyndigelse, ikke skal kunne indbringes

for en højere administrativ myndighed. Det skal også gælde

i forhold til afgørelser truffet af boformer drevet af private.

Til nr. 5

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., at

justitsministeren kan fastsætte regler vedrørende personer,

der er anbragt på et hospital for sindslidende.

Det følger af de foreslåede ændringer af

§ 73 a, stk. 2, 1. og

2. pkt.,

at begrebet »et hospital for sindslidende« ændres til

»en psykiatrisk afdeling«.

Formålet med de foreslåede ændringer er, at begrebet »psy-

kiatrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospi-

tal for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt

nogle indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 6

Det fremgår af straffelovens § 74 a, stk. 4, at justitsministe-

ren efter forhandling med social- og ældreministeren kan

fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v.

til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk.

1 og 2 om ungdomssanktioner. Justitsministeren kan i den

forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af

disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed.

Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af udgangsbe-

kendtgørelsen.

Bekendtgørelsens §§ 4-6 indeholder regler om udgang m.v.

for personer anbragt i henhold til dom efter straffelovens

§ 74 a om ungdomssanktioner. Lederen af den sikrede af-

deling på den døgninstitution, hvor en anbragt opholder

sig i henhold til dom, kan efter de gældende regler træffe

visse afgørelser om udgang m.v. Det gælder dog ikke i

de tilfælde, hvor afgørelseskompetencen er tillagt en myn-

dighed. Det indebærer eksempelvis, at institutionsledelsen

ikke kan tilbagekalde en udgangstilladelse, der er udstedt af

en myndighed, selvom institutionsledelsen vurderer, at en

sådan udgang ikke vil være forsvarlig.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.

2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get.

Det følger af den foreslåede

§ 74 a, stk. 4, 2. pkt.,

at ju-

stitsministeren kan fastsætte regler om at kompetencen til

meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v.

kan delegeres til lederen eller lederens stedfortræder på si-

krede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, jf.

§ 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives af

kommuner, regioner eller som selvejende institutioner, som

kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.

Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til

at træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan

delegeres fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er

tillagt kompetencen, til ledelsen på den sikrede afdeling på

døgninstitutionen, hvor den pågældende person er anbragt.

Udtrykket »i den forbindelse« henviser til bestemmelsens 1.

pkt., hvoraf følger, at justitsministeren efter forhandling med

social- og ældreministeren kan fastsætte regler om medde-

lelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er undergi-

vet en foranstaltning efter stk. 1 og 2 om ungdomssanktio-

ner. Henvisningen indebærer, at justitsministerens eventuelle

fastsættelse af regler om delegation af kompetencen til med-

delelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang sker efter

forhandling med social- og ældreministeren.

Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til

formuleringens i bestemmelsens 1. punktum, og sigter lige-

ledes navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at ind-

lægge den pågældende på et hospital.

Delegation kan efter den foreslåede tilføjelse i straffelovens

§ 74 a, stk. 4, ske til lederen eller lederens stedfortræder

på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge,

jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives

af kommuner, regioner eller som selvejende institutioner,

som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale

med. Institutionens leder kan delegere sin afgørelseskompe-

tence til det personale, der er ansat under lederens instrukti-

onsbeføjelse til at varetage omsorgen for borgerne.

Med henvisning til døgninstitutioner for børn og unge, der

drives af »kommuner, regioner eller som selvejende institu-

tioner« skabes der hjemmel til, at delegation af myndigheds-

opgaven med at træffe visse afgørelser om udgang m.v. kan

ske til bl.a. selvejende institutioner.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-

ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, skal finde

anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-

petence i medfør af den foreslåede ændring i straffelovens §

74 a, stk. 4. Det gælder også, hvor delegationen sker til en

selvejende institution.

Den foreslåede tilføjelse i bemyndigelsesbestemmelserne i

straffelovens § 74 a stk. 4, påtænkes i første omgang ud-

møntet ved administrativt at fastsætte regler i udgangsbe-

kendtgørelsen med henblik på at sikre, at ledelsen på sikrede

afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, hvor der

i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse af-

gørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til

udgang.

Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-

de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om

hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller politidirektø-

ren, der kan træffe afgørelse om udgang.

Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-

ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den

myndighed, som udgangspunkt nu er tillagt kompetence til

at træffe afgørelse om udgang m.v., til ledelsen på den

institutionsafdeling, hvor den pågældende anbragte person

befinder sig.

Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,

hvorefter ledelsen på institutionsafdelingen kan tilbagekalde

en udgangstilladelse udstedt af en myndighed, hvis ledelsen

finder, at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne

regler forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på

en sikret afdeling på en døgninstitution kan tilbagekalde en

udgangstilladelse udstedt af en statsadvokat, hvis ledelsen

forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at

iværksætte udgangen.

De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde

vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.

Til nr. 7

Det følger straffelovens § 74 a, stk. 4, 1. pkt., at justitsmi-

nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren

kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang

m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter

stk. 1 og 2 om ungdomssanktioner. Af bestemmelsens 2.

pkt. fremgår det, at justitsministeren i den forbindelse kan

fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,

ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 74 a, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.,

at der efter »i den forbindelse« indsættes

»endvidere«.

Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens

§ 74 a, stk. 4, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt

2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 6, hvorefter det gældende 2.

pkt. bliver 3. pkt.

Der lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen æn-

dring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættelse

af regler efter bestemmelsen 1. pkt., kan fastsætte regler om

afskæring af administrativ rekursadgang.

Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-

rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-

strativ rekurs også skal gælde i forhold til afgørelser, der

træffes i medfør af det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministe-

ren kan fastsætte regler om delegation af afgørelseskompe-

tence. Det indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan

fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på

en sikret afdeling i en døgninstitution i medfør af bemyndi-

gelse, ikke skal kunne indbringes for en højere administrativ

myndighed. Det skal også gælde i forhold til afgørelser truf-

fet af selvejende institutioner.

Til § 4

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. februar 2022.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens territoriale

anvendelsesområde. Efter bestemmelsen gælder loven ikke

for Færøerne og Grønland.

Færøerne og Grønland har egne retsplejelove, hvorfor det

ikke vil være relevant at sætte lovens § 1 i kraft for hverken

Færøerne eller Grønland.

Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft på Færøerne, men

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft

med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Det fore-

slås på den baggrund, at lovens § 2 ved kongelig anordning

helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de

ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Straffuldbyrdelsesloven kan ikke sættes i kraft for Grønland,

hvor de gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i

den grønlandske kriminallov.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompe-

tencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland

gælder en særlig kriminallov. Derfor vil det ikke være rele-

vant at sætte lovens § 3 i kraft for hverken Færøerne eller

Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. sep-

tember 2021, foretages følgende ændringer:

§ 748 a.

Stk. 2.

Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et rets-

møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.

Stk. 3.

Retten kan tillade, at anklageren deltager i et rets-

møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 4.

Retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå

rettens kendelse om foranstaltninger i henhold til denne lovs

kapitel 69-74, hvor der ikke er beskikket en forsvarer eller

en bistandsadvokat eller en advokat for den, som indgrebet

vedrører, gennemføres så vidt muligt, ved at anklageren del-

tager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med

billede eller på skriftligt grundlag.

§ 748 b.

Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet

varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-

ning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængel-

se af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen

ved anvendelse af telekommunikation med billede, når ret-

ten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmø-

det og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke

for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til for-

længelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling

i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk.

1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles

mundtligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive

forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2-3.

§ 771.

En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det om-

fang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfæng-

slet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængs-

lingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten mod-

tager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kon-

trol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten under-

rettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforsk-

ningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan

kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol

forelægges retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til

ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Stk. 2.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan kri-

minalforsorgsområdet med politiets samtykke give en vare-

tægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere

tidsrum.

§ 748 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et

retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge

undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige

omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-

delse.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 748 b, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis sig-

tedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvigel-

se.«

I § 771 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2.

Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten

modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under

kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-

digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,

som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af

personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig

konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden

for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning

til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er

anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres

særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig

skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens

§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den

pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-

mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.

pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-

stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller

koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted

under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er

nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller

af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.

finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

§ 772.

En varetægtsarrestant har ret til at modtage og af-

sende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagel-

sen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere

eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til

skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og

sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal

spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks

forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen,

skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af

hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse.

Stk. 2.

§ 777.

En varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for

personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i ho-

spital m.v., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågælden-

de selv, anklagemyndigheden og kriminalforsorgsområdet

samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensy-

net til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undta-

gelsesvis godkende en sådan anbringelse uden arrestantens

samtykke. I institutionen behandles den frivilligt overførte

varetægtsarrestant efter de regler, der gælder for personer,

der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæs-

sigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om

varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sik-

kerhed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog

ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset

fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

Stk. 2.

§ 854.

Retten kan tillade, at tiltalte deltager i hovedfor-

handlingen ved anvendelse af telekommunikation med bille-

de, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig

og der alene bliver spørgsmål om bøde eller fængsel indtil

1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller

erstatning.

Stk. 2.

Skal tiltalte afgive forklaring, finder reglen i § 192

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Har retten givet tilladelse som nævnt i stk. 1, skal

forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte,

medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i

stedet møder frem i retten.

§ 772, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter »orden og sikkerhed

i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-

hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«

§ 777, stk. 1,

ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771, stk. 5«.

§ 854

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-

der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-

munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-

vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det

ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-

der og sagens øvrige omstændigheder.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 890.

Stk. 2.

Reglerne i § 854, § 871, stk. 6, og § 878 finder ikke

anvendelse i nævningesager.

§ 890, stk. 2,

indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«

§2

I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af

9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af

15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,

foretages følgende ændringer:

Efter

§ 65

indsættes før overskriften før § 66:

»§ 65 a.

Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-

stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-

sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående

fravær ved besøg hos nærtstående

Stk. 2.

Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse

om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,

kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis

1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat

i institutionerne,

2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig

adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller

3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der

aktuelt har begået voldelige overfald mod personale ansat i

institutionerne.

Stk. 3.

§ 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af

håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,

ikke skal begrundes.

§ 65 b.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

godkendelse af nye sikringsmidler. Regler i § 65 og § 65

a finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse

sikringsmidler.«

§3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. septem-

ber 2021, foretages følgende ændringer:

§ 68.

Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan

retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstalt-

ninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere

lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltnin-

ger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller

arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v.

ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågæl-

dende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution

for personer med vidtgående psykiske handicap eller under

tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i

egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. An-

§ 68, 2. pkt.,

ændres »i hospital for sindslidende« til: »på

psykiatrisk afdeling«.

bringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er

nævnt i § 70.

§ 73 a.

Justitsministeren kan efter forhandling med social-

og integrationsministeren og ministeren for sundhed og fo-

rebyggelse fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til

udgang mv. til personer, der er anbragt i hospital for sindsli-

dende mv. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§

68 eller 69. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte,

at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan

indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendel-

se af magt og sikringsmidler over for personer, der er an-

bragt på et hospital for sindslidende m.v. i henhold til en

afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med

transport, der forestås af kriminalforsorgens personale. Ju-

stitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersø-

gelse uden retskendelse af personer, der er anbragt på et

hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truf-

fet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med transport,

der forestås af kriminalforsorgens personale.

§ 73 a, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »i hospital for sindsliden-

de« til: »på psykiatrisk afdeling«.

§ 73 a, stk. 1,

indsættes efter

1. pkt.

som nyt punktum:

»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,

at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-

se til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatri-

ske afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på

boformer, jf. § 108 i lov om social service, der drives af

kommuner, regioner og private.

§ 73 a, stk. 1, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.

indsættes efter »i

den forbindelse«: »endvidere«.

§ 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt.,

ændres »et hospital for

sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.

§ 74 a, stk. 4,

indsættes efter

1. pkt.

som nyt punktum:

»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,

at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-

se til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lederens

stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for

børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service,

der drives af kommuner, regioner eller som selvejende insti-

tutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår

aftale med.

§ 74 a, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.

indsættes efter »i

den forbindelse«: »endvidere«.

§ 4.

Loven træder i kraft den 1. februar 2022.

§ 5.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

§ 74. a. --

Stk. 2-3. --

Stk. 4.

Justitsministeren kan efter forhandling med social-

og integrationsministeren fastsætte regler om meddelelse af

tilladelse til udgang m.v. til personer, der er undergivet en

foranstaltning efter stk. 1 og 2 Justitsministeren kan i den

forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af

disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed