REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 1164: Spm., om Retslægerådet kan ændre en konklusion i en mentalerklæring, og om dette kan ske uden at rådet ser personen, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

1. september 2022

Strafferetskontoret

Julie Heidi Sørensen

2022-0030-7869

2543658

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1164 (Alm. del) fra Folketingets

Retsudvalg

Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1164 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. juli 2022.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Mattias Tesfaye

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/3

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 1164: Spm., om Retslægerådet kan ændre en konklusion i en mentalerklæring, og om dette kan ske uden at rådet ser personen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1164 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om Retslægerådet kan ændre en

konklusion i en mentalerklæring, og om dette kan ske uden at

rådet ser personen?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Retslægerådet, der har oplyst følgende:

”Retslægerådets

opgave er at afgive lægevidenskabelige og far-

maceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkelt-

personers retsforhold, jf. § 1 i lov nr. 60 af 25. marts 1961 om

Retslægerådet.

Retslægerådet udtaler sig på baggrund af anmodninger fra andre

offentlige myndigheder i konkrete sager om lægefaglige spørgs-

mål.

Retslægerådet, som består af 12 medlemmer, arbejder i to afde-

linger, af hvilke den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål

og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål, jf. § 2, stk.

1, i lov om Retslægerådet.

Desuden er der til rådet knyttet et antal sagkyndige, jf. § 2, stk.

3 og 4, i lov om Retslægerådet. Det løbende antal af tilknyttede

sagkyndige er på ca. 250 eksperter, som repræsenterer de for-

skellige speciale- og subspecialeområder inden for det lægevi-

denskabelige spektrum.

Retslægerådet besvarer de stillede spørgsmål i konkrete sager i

en udtalelse, som afgives på baggrund af en selvstændig vurde-

ring af det forelagte materiale i en sag. Materialet omfatter alle

sagens lægelige oplysninger, herunder også de mentalerklærin-

ger, der måtte være udarbejdet i sager med retspsykiatriske

spørgsmål samt alt øvrigt relevant materiale. I straffesager kan

det øvrige materiale f.eks. være politiets rapporter, domme og

straffeattester.

I sager med retspsykiatriske spørgsmål anmoder den offentlige

myndighed oftest om Retslægerådets lægefaglige vurdering af,

hvorvidt en sigtet var sindssyg eller i en hermed ligestillet til-

stand på gerningstidspunktet, eller var i en tilstand af mangel-

fuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funk-

tioner, jf. straffelovens § 16 eller 69, og hvilke sanktioner rådet

i givet fald kan anbefale.

Side 2/3

Såvel Retslægerådets lægefaglige konklusion om strafferetlig

placering som de konkrete sanktionsanbefalinger kan være an-

derledes end konklusionerne og anbefalingerne i mentalerklæ-

ringen, der er afgivet af den erklæringsgivende læge.

I tilfælde af åbenbare mangler i mentalerklæringens konklusion

om strafferetlig placering vil Retslægerådet almindeligvis retur-

nere sagen og henstille den forelæggende myndighed til at re-

kvirere supplerende retspsykiatrisk undersøgelse og erklæring,

ofte med vejledning til hvilke områder, der kræver nærmere be-

lysning.

Retslægerådet behandler i almindelighed sagerne skriftligt, jf. §

6 i bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forret-

ningsorden for Retslægerådet. Hvis Retslægerådet konkret

skønner, at det skriftlige materiale, der er forelagt for rådet, ikke

giver tilstrækkeligt grundlag for rådets bedømmelse af sagen,

har rådet mulighed for at lade den person, som sagen angår,

blive undersøgt af et eller flere af rådets medlemmer eller sag-

kyndige, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, i rådets forretningsorden. Retslæ-

gerådet har dog yderst sjældent fundet dette påkrævet, da rådet

har mulighed for at bede den anmodende myndighed om yderli-

gere oplysninger skriftligt eller ved forhandling med den læge,

som har afgivet mentalerklæringen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, i

rådets forretningsorden. Muligheden for undersøgelse har derfor

ikke været anvendt i en længere årrække.”

Side 3/3