Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2581725_0001.png
Foreningen Fri Natur
[email protected]
J.nr. 2022-5105
Den 24. maj 2022
Kære foreningen Fri Natur
Tak for jeres henvendelse af den 25. april, hvor I rejser en række spørgsmål vedr.
borgerinddragelse i forbindelse med etablering af de kommende
naturnationalparker. I har skrevet både til Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og til
mig. Jeg vil svare på alles vegne.
I forhold til jeres bekymringer om tidshorisonten for borgerinddragelsen,
herunder korte frister, er det min opfattelse, at der lokalt er et stærkt ønske om at
komme i gang med arbejdet. Datoer for møder, naturvandringer mm. forsøger
Naturstyrelsen at melde ud i god tid. Der udarbejdes offentligt tilgængelige noter
fra møderne.
De lokale projektgrupper er netop nu ved at blive nedsat for de ti nye
naturnationalparker. Projektgrupperne nedsættes af Naturstyrelsens lokale
enheder i lighed med Naturstyrelsens lokale brugerråd
(https://naturstyrelsen.dk/drift-og-pleje/borgerinddragelse/brugerraad/) og
andre lokale brugerfora. Der er ingen formel ansøgningsprocedure ift. ansøgning
om at blive medlem, men der blev på de nyligt afholdte naturvandringer opfordret
til at kontakte Naturstyrelsens lokale enhed, hvis man ønsker at blive medlem.
Naturstyrelsen har oplyst mig om, at der anvendes følgende retningslinjer for
sammensætningen af de lokale projektgrupper:
Projektgruppen omfatter den/de lokale kommuner og evt. nationalpark.
Projektgruppen omfatter lokal repræsentation fra Danmarks
Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks
Jægerforbund, Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk
Cykleunion, Dansk Rideforbund, Dansk Islandshesteforening, Dansk
Orienteringsforbund, Spejderne (KFUM/Det Danske Spejderkorps), BUPL og
andre organiserede brugere
Projektgruppen omfatter minimum ét medlem af det nedsatte Brugerråd ved
Naturstyrelsens lokale enhed
Projektgruppen omfatter repræsentanter for evt. lokalråd, beboerforeninger,
naboer og aktive naturinteresserede brugere i lokalområdet
Projektgruppen omfatter de lokale brugerinteresser, der må forventes at være
særligt skeptiske: fx ryttere, MTB-ryttere, o-løbere og hundeejere.
Projektgruppen forventes ikke at overstige 30 medlemmer.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 914: MFU spm. om, hvad ministerens holdning er til punkterne i det åbne brev af 25. april 2022 til Naturstyrelsens hoved- og lokalafdelinger for de områder, der er udpeget til naturnationalparker og urørt skov, til miljøministeren
2581725_0002.png
Jeg takker for jeres tilbud om at deltage i arbejdet med at få etableret en god
borgerinddragelse, og jeg ved, at foreningen Fri Natur allerede er inviteret til at
deltage i flere af de lokale projektgrupper.
I de lokale projektgrupper for hver af de næste ti naturnationalparker drøftes et
bredt udsnit af emner inden for både udkastene til projektbeskrivelserne og
forvaltningsplaner. Drøftelserne omfatter bl.a. hegnslinjer, dyrevalg, stiforløb,
hundeskove, låger mm.
Borgerinddragelsen vil afhænge af de lokale forhold og kan variere fra område til
område. For Naturnationalpark Tranum blev der i perioden 1. juni til 15. december
2021, udover fire møder i den lokale projektgruppe, afholdt tre offentlige
naturvandringer, fem naturvandringer for inviterede særlige grupper og et møde
for naboer til naturnationalparken. Naturstyrelsen har deltaget med oplæg i fem
borgermøder/generalforsamlinger i lokalområdet, har ugentligt informeret om
processen i to lokale ugeaviser og har holdt bilaterale møder med en lang række
interessenter. Alle interesserede har gennem hele projektforløbet haft mulighed
for at henvende sig med generelle og konkrete spørgsmål og kommentarer på
Naturstyrelsens ”åbne kontor”, der har været åbent 1-2 dage ugentligt på selve
lokaliteten for den kommende naturnationalpark ved Tranum. Jeg mener, dette er
udtryk for et reelt samarbejde.
I foreslår fælles møder mellem den videnskabelige arbejdsgruppe og den lokale
projektgruppe. Dette anser Naturstyrelsen ikke er realistisk for 15
naturnationalparker. Den videnskabelige arbejdsgruppe har stillet sig til rådighed
for at bidrage med viden til Naturstyrelsen, og medlemmerne får ikke vederlag for
at deltage. Naturstyrelsen vurderer derfor ikke, at det er muligt at trække
yderligere på den videnskabelige arbejdsgruppe. Det skal understreges, at de
input, som Naturstyrelsen modtager fra den videnskabelige arbejdsgruppe, danner
grundlag for styrelsens faglige udkast til projektbeskrivelser og forvaltningsplaner,
der efterfølgende drøftes med de øvrige grupper og siden sendes i offentlig høring,
og at noter fra møderne bliver delt med både de lokale projektgrupper og den
nationale arbejdsgruppe for interessenter. Den videnskabelige arbejdsgruppe har
været og bliver også fremover inviteret med på naturvandringerne og vil her have
mulighed for at drøfte udfordringer og muligheder med lokale brugere.
Jeg ser frem til en fortsat god dialog om de kommende naturnationalparker.
Med venlig hilsen
Lea Wermelin
2