Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-4230
Den 7. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 664 stillet den 30. marts 2022 af Susanne Zimmer
(FG).
Spørgsmål nr. S 664
”Anerkender ministeren, at træ.dk’s fremstilling af træfyring som klima- og miljøvenligt er
vildledende og kan betragtes som greenwashing, og at Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og
Københavns Universitet som medlemmer af foreningens bestyrelse gør sig skyldige i
greenwashing?”
Svar
Brændefyring er en væsentlig kilde til luftforurening, især i form af udledning af partikler. Det er
påvist, at partikelforurening i luften kan føre til alvorlig sygdom og i værste fald for tidlig død, og
ifølge WHO er luftforurening en af de største miljø- og sundhedsmæssige udfordringer, vi står
overfor i dag. Af den grund er de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af brændefyring et
område, som regeringen tager alvorligt.
Baseret på oplysninger fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet er den klimamæssige effekt af
brændefyring umiddelbart mindre entydig, idet den afhænger af en række forhold, herunder om
skoven, hvor fra biomassen udtages og afgiver CO2 ved afbrænding, bliver genplantet. Dertil
kommer negative klimaeffekter af sodpartikler (black carbon), som er en del af
partikelforureningen, og som er en kortlivet klimakomponent, der bidrager til den globale
opvarmning.
Som det fremgår af en nyhed på træ.dk’s hjemmeside den 2. april 2022, har træbranchen, der står
bag hjemmesiden, erkendt, at der er eller har været misvisende artikler på hjemmesiden om
brændefyring. Ifølge nyheden vil artiklerne nu blive rettet eller fjernet.
Lea Wermelin
/
Morten Pedersen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk