Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-4054
Den 25. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 806 (MOF alm. del) stillet 28. marts 2022 efter ønske fra
Anne Valentina Berthelsen (SF).
Spørgsmål nr. 806
” Vil ministeren oplyse, om en anlægslov kan vedtages uden, at det af loven eller beslutningsgrundlaget
udtrykkeligt fremgår, om undtagelser fra Vandrammedirektivet er nødvendige for lovens
gennemførelse, og/eller kompenserende foranstaltninger er fastlagte i detaljer ved lovens vedtagelse?”
Svar:
Justitsministeriet har i Vejledning nr. 9539 af 26/06/2018 om lovkvalitet, fastsat retningslinjer for
hvilke informationer lovforslag skal indeholde i bemærkningerne. Det skal blandt andet fremgå af de
almindelige bemærkninger til lovforslaget, hvilke miljømæssige konsekvenser lovforslaget vurderes at
have og lovforslagets bemærkninger bør herunder også indeholde en miljømæssig
konsekvensvurdering, hvis fagministeriet skønner, at lovforslaget vil have væsentlige miljømæssige
konsekvenser.
Bemærkningerne til lovforslaget skal ifølge Justitsministeriets vejledning endvidere indeholde en
vurdering af forholdet til EU-retten, herunder om forslaget kan være i strid med direktiver,
forordninger og/eller traktatbestemmelser. I det omfang regler i vandrammedirektivet har betydning
for en anlægslov, bør dette også være en del af lovforslagets beskrivelse af forholdet til EU-retten.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk