Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-4042
Den 22. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 802 (MOF alm. del) stillet den 28.
marts 2022 efter ønske af Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 802
”Ministeren bedes oplyse, hvilke EU-lande der, udover Danmark, tillader jagt fra
motor-både i Natura 2000-områder. I hvilke Natura 2000-områder i Danmark
foregår der motorbådsjagt? Hvad var den danske regerings forhandlingslinje op til
vedtagelsen af fuglebeskyttelsesdirektivet vedr. dette spørgsmål, og hvordan er
Danmark imødekommet i direktivet? Ministeren bedes oplyse, om der igennem
årene fra direktivets vedtagelse er rejst kritik af den danske praksis af
medlemslande eller Europa-Kommissionen, og hvad regeringen i givet fald har
svaret?”
Svar
EU’s naturdirektiver indeholder ikke et generelt forbud mod jagt i Natura 2000-
områder, men reglerne fastsætter rammer for udøvelse af bæredygtig jagt bl.a.
med hensyn til arter, bestandsstørrelse, geografiske udbredelse og metoder.
Fuglebeskyttelsesdirektivet foreskriver således bl.a., at medlemsstaterne skal
forbyde al jagt fra både, der kan fremføres med større hastighed end 5 km/t, dog
kan medlemsstaterne tillade benyttelse af motorbåde på det åbne hav med en
maksimal hastighed på 18 km/t.
I Danmark er reglerne gennemført i bl.a. jagt- og vildtforvaltningsloven,
bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber og i knap
hundrede bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater, hvor jagt i mange tilfælde
enten er helt forbudt eller begrænset i en eller anden form.
Miljøministeriet er ikke bekendt med implementeringen i de andre EU
medlemsstater. Fuglebeskyttelsesdirektivet er fra 1979, og den generelle danske
holdning op til vedtagelsen var, at man fandt det vigtigt med en effektiv beskyttelse
af de europæiske fuglebestande. Miljøministeriet har ikke kunnet fremfinde
forhandlingsoplægget fra 1979 på Folketingets hjemmeside.
Miljøstyrelsen vurderer, at motorbådsjagt ikke er udbredt blandt andre EU
medlemsstater og primært er en dansk jagtkultur grundet Danmarks kyster og
fjorde. Miljøstyrelsen har ikke kendskab til, at Danmark har modtaget kritik fra
andre EU medlemsstater eller EU Kommissionen vedrørende motorbådsjagt i
Natura 2000-områder. Dog har Dansk Ornitologisk Forening indsendt en klage til
EU Kommissionen om den danske motorbådsjagt i Natura 2000-områder, da de
mente, at aktiviteten strider mod EU’s principper om fornuftig udnyttelse, men EU
Kommissionen har ikke rejst sag mod Danmark. Endvidere kan Miljøstyrelsen
meddele, at fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 7 angiver, at der kan udøves jagt på
de arter, der er oplistet i direktivets bilag II, som indeholder en oversigt over arter,
der kan jages i hele EU, og arter der kan jages i bestemte EU medlemsstater.
Miljøstyrelsen vurderer derfor, at såfremt jagten udøves bæredygtigt og med
omtanke for øvrige arter på udpegningsgrundlaget i et Natura 2000-område, vil
motorbådsjagt ikke være i konflikt med hverken fuglebeskyttelsesdirektivet eller
udpegningsgrundlaget for det givne Natura 2000-område.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk