MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 795: Spm. om ministeren vil oversende Det Dyretiske Råds udtalelse og anbefalinger af 1. november 2021 om minkproduktion til udvalget samt alt materiale, som Rådet har indhentet i forbindelse med tilblivelsen af dets udtalelse, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt

1. november 2021

Udtalelse om minkproduktion

Sammenfatning

Det Dyreetiske Råd udarbejdede i 2003 en udtalelse om pelsdyrproduktion.

Indhusningssystemerne til mink har ikke ændret sig væsentligt siden da, og flere lande har nu

forbudt pelsdyrproduktion. Frem til 2020 blev der stadig produceret mink i Danmark. Her blev

Danmark ramt af Covid-19 pandemien, og mink mentes at kunne udgøre en risiko for

folkesundheden. Alle mink i Danmark blev derfor slået ned, og der blev indført et midlertidigt

forbud mod minkproduktion i Danmark. Det Dyreetiske Råd finder, at situationen er en god

anledning til, ud fra et dyreetisk og dyrevelfærdsmæssigt perspektiv, at overveje, hvordan

minkproduktion i fremtiden bør se ud, hvis den skal genetableres. Rådet har på den baggrund

drøftet tre centrale spørgsmål: om formålet med produktionen er acceptabelt; om produktionen i

sin (til 2020) eksisterende form kan anses for acceptabel; og hvis ikke, på hvilke

dyrevelfærdsmæssige vilkår bør produktionen foregå, hvis den genoptages.

Pels kritiseres ofte i den offentlige debat for at være et luksusprodukt, men Det Dyreetiske Råd

vurderer, at definitionen af, hvornår noget er luksus, kan forekomme tilfældig. En afvisning af

minkproduktion på denne baggrund bunder således i en mere principiel diskussion om, hvilke

formål det generelt er rimeligt at bruge dyr til, hvilket ligger uden for rammen af denne udtalelse.

Det Dyreetiske Råd finder, at gode udfoldelsesmuligheder er en afgørende forudsætning for, at

dyrenes velfærd kan tilgodeses. Meget restriktive former for dyrehold kan derfor ikke anses for

tidssvarende og dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige med den nuværende viden om dyrs

adfærdsmæssige behov. Rådet vurderer derfor samlet set, at hold af mink i de eksisterende bure

ikke er acceptabel.

Det Dyreetiske Råds medlemmer er enige om, at der er behov for at udvikle et nyt alternativ til det

eksisterende bursystem, hvis minkproduktionen skal genoptages. Rådet anbefaler i så fald

forskningsmæssigt fokus på nytænkning frem for på justeringer af det eksisterende system, og

Rådet fremsætter en række konkrete anbefalinger, som i givet fald bør indtænkes.

Det Dyreetiske Råds medlemmer har ikke taget stilling til, om udvikling af et nyt

indhusningssystem, som i højere grad tager udgangspunkt i dyrenes biologi, og i tilstrækkelig høj

grad tilgodeser minkenes velfærd, er realistisk at forene med en praktisk mulig og økonomisk

rentabel produktion. Nogle af Rådets medlemmer finder, at muligheden for at etablere en reelt ny

og mere tidssvarende minkproduktion bør stå åben. Blandt disse medlemmer finder nogle, at

genoptagelse af produktionen bør afvente et nyt indhusningssystem, mens andre mener, at det

nuværende system kan anvendes i en kortere periode, mens det nye system udvikles. De øvrige

medlemmer af Rådet ser hellere, at der indføres et permanent forbud mod minkproduktion med

henvisning til, at dyrene sandsynligvis ikke vil kunne holdes til dette formål på en velfærdsmæssigt

forsvarlig måde.

Det Dyreetiske Råd • [email protected] • www.detdyreetiskeraad.dk

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

• Slotsholmsgade 12 • 1216 København K

MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 795: Spm. om ministeren vil oversende Det Dyretiske Råds udtalelse og anbefalinger af 1. november 2021 om minkproduktion til udvalget samt alt materiale, som Rådet har indhentet i forbindelse med tilblivelsen af dets udtalelse, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Baggrund

Det Dyreetiske Råd udarbejdede i 2003 en udtalelse om pelsdyrproduktion. Udtalelsen

omhandlede produktion af pels fra mink og ræv. Forud for udarbejdelsen af udtalelsen

havde der været stort fokus på pelsdyrproduktion, både politisk og i den offentlige debat.

Pelsdyrproduktion var blevet forbudt i nogle europæiske lande, og Danmark stod over for at

skulle omsætte Europarådsrekommandationen om hold af pelsdyr (1999) til dansk

lovgivning. Det Dyreetiske Råd valgte derfor at se på pelsdyrproduktionen i Danmark i håb

om at være med til at præge debatten om pelsdyrproduktion.

I tiden siden 2003 er debatten om produktion af dyr til pels fortsat. Normer omkring hold

og brug af dyr har ændret sig, flere lande har forbudt pelsdyrproduktion, og nogle modehuse

er holdt op med at anvende pels. Produktion af ræve blev forbudt i Danmark i 2009, men

allerede etablerede produktioner kunne få tilladelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri til at fortsætte frem til og med 2023. Den sidste rævefarm i Danmark lukkede dog

i 2020. Frem til 2020 blev der imidlertid stadig produceret mink i Danmark. Produktionen

af mink var ikke væsentligt forandret siden 2003. Mink blev fortsat holdt i bursystemer, men

der var enkelte nye tiltag

–

mink må fx holdes i grupper, og der er krav om berigelse af deres

miljø. I 2018-2019 blev der i Danmark produceret omkring 12-13 millioner minkskind årligt,

hvor niveauet tidligere i perioder har ligget på op til 17 millioner årligt. Danmark var op til

2020 verdens førende producent af minkskind.

I 2020 blev Danmark imidlertid, som resten af verden, ramt af Covid-19 pandemien. Det

viste sig, at nogle dyrearter, bl.a. mink, også kunne blive smittet, og de kunne både smitte

hinanden og smitte tilbage til mennesker. På grund af det store antal dyr og tætheden af

mink på farmene udgjorde minkene dermed et potentielt smittereservoir for mennesker, og

der opstod hos mink desuden en mutation af virus, som potentielt kunne udgøre en særlig

risiko for mennesker. Alle mink i Danmark blev derfor slået ned, og det blev videre besluttet

at indføre et midlertidigt forbud mod minkproduktion i Danmark. Det er på tidspunktet for

udarbejdelsen af denne udtalelse uklart om og i så fald hvor stor en del af erhvervet, der

ønsker og i givet fald vil kunne genetablere produktionen, når det midlertidige forbud

ophører. Rådet er bekendt med, at der er stiftet en forening, Danske Mink, der bl.a. har til

hensigt at danne et netværk for fremtidige minkproducenter.

Det Dyreetiske Råd finder, at situationen med et midlertidigt forbud og usikkerheden for

erhvervet er en god anledning til, ud fra et dyreetisk og dyrevelfærdsmæssigt perspektiv at

overveje, hvordan minkproduktion i fremtiden bør se ud, hvis den skal genetableres. I håb

om at kunne bidrage til disse overvejelser i en bredere samfundsmæssig debat, vil Rådet

derfor i denne udtalelse drøfte tre centrale spørgsmål for en eventuel genoptagelse af

produktionen i Danmark:

•

Om formålet med produktionen er acceptabelt.

•

Om produktionen i sin (til 2020) eksisterende form, set i lyset af nuværende viden

om dyrevelfærd og normer for dyrehold, kan anses for acceptabel.

•

Hvis produktionen i sin eksisterende form ikke anses for acceptabel

–

på hvilke

dyrevelfærdsmæssige vilkår bør produktionen foregå, hvis den genoptages.

Rådet håber dermed at kunne bidrage til debatten om, hvorvidt minkproduktion er

acceptabel, bør forbydes eller bør foregå på andre vilkår for hold af mink, hvis produktionen

genoptages i Danmark. Rådet er opmærksomt på, at andre spørgsmål kan anses for

relevante i relation til mink, fx betydning af undslupne mink i naturen, sundheds- og

økonomiske forhold samt overvejelser om miljø, klima og bæredygtighed. Rådet har dog

valgt ikke at inddrage disse emner.

Det Dyreetiske Råd henviser til udtalelsen fra 2003 for en generel redegørelse for minkens

biologi og adfærd, samt en beskrivelse af minkproduktionen og et overblik over

argumenterne i debatten om produktion af pels. I denne udtalelse gengives i første omgang

kort de konklusioner fra Rådets tidligere udtalelse og høringssvar, som er relevante i forhold

til overvejelserne ved udarbejdelsen af indeværende udtalelse. Rådet henviser til det nævnte

materiale for nærmere overvejelser bag de dengang fremsatte anbefalinger. Dernæst følger

en kort gennemgang af udviklingen på området siden Rådets udtalelse i 2003 i relation til

de spørgsmål, som Rådet drøfter i denne udtalelse. Og endelig redegøres for Rådets

nuværende overvejelser og anbefalinger i forhold til en eventuel minkproduktion fremover.

Tidligere udtalelser og høringssvar fra Det Dyreetiske Råd

Udtalelse om pelsdyrproduktion (2003)

Det Dyreetiske Råd drøftede i udtalelsen om pelsdyrproduktion i 2003, hvilken betydning

selve formålet med produktionen har for de etiske overvejelser. Den offentlige debat havde

vist, at holdningerne til pelsdyrproduktion spændte meget vidt, og efter Rådets opfattelse

kunne de overordnet set inddeles i to grupper

–

de der mente, at pelsdyrproduktion skal

vurderes på samme vilkår som anden husdyrproduktion, og de der mente, at formålet med

produktionen gør en væsentlig forskel for den etiske vurdering. Med hensyn til formålet

syntes det uacceptable at bestå i at anvende dyr fra en masseproduktion til at tilfredsstille

behovet for at bruge pels alene til udsmykning eller som statussymbol, når dette kan

signaleres på mange andre måder. Omvendt, hvis man opfatter pels som en vare på lige fod

med andre varer fra dyr, syntes det vanskeligt at se, hvordan pels skulle adskille sig som et

særligt luksusprodukt. Det er fx vanskeligt at argumentere for, hvorfor pels skulle være

mere luksuriøst end kød, da der i vores del af verden findes rigeligt med

erstatningsmuligheder for begge. Rådet mente derfor, at definitionen af, hvornår noget er

luksuriøst, kunne forekomme noget tilfældig, og at en afvisning af pelsdyrproduktionen på

denne baggrund bundede i en mere principiel diskussion om, hvilke formål det i det hele

taget er rimeligt at bruge dyr til.

Der var dengang delte meninger i Det Dyreetiske Råd om, hvordan pelsdyrproduktionen

skulle vurderes, og de daværende medlemmers konklusioner fordelte sig som

udgangspunkt på tre forskellige positioner:

•

At formålet med produktionen ikke adskiller sig fra formål med anden

husdyrproduktion, og produktionen derfor er acceptabel, hvis den foregår på en

måde, som i passende grad tilgodeser dyrenes behov.

•

At formålet med produktionen adskiller sig fra formål med anden husdyrproduktion

som værende mere luksuriøst, og produktionen derfor kun er acceptabel, hvis

niveauet af dyrevelfærd som kompensation for formålet er højere end i den øvrige

husdyrproduktion.

•

At formålet med produktionen er en uacceptabel brug af dyr i en

produktionssammenhæng, og produktionen derfor bør afvikles.

Det Dyreetiske Råd drøftede videre, hvilke krav, der måtte stilles til produktionen, hvis den

skulle anses for at være dyrevelfærdsmæssigt acceptabel. Rådet noterede sig, at

forekomsten af stereotypier, der ses som tegn på velfærdsproblemer, ikke ses i samme grad,

når mink holdes fx i zoologiske haver, og Rådet fandt det derfor rimeligt at antage, at mink

godt kan holdes på en velfærdsmæssigt forsvarlig måde. Rådet satte dog spørgsmålstegn

ved, om de krav, der i så fald skal stilles, er forenelige med en rentabel produktion. Brugen

af bure med trådnet og begrænset indretning beskytter bl.a. dyrenes pels, men dette hensyn

begrænser også mulighederne for at designe nye systemer, som i højere grad kan tilgodese

dyrenes velfærd. Rådet konstaterede, at det faktum, at det kan gøres lidt bedre, ikke

nødvendigvis er det samme som, at det kan gøres godt nok, og at det på længere sigt kunne

være nødvendigt at skulle tænke i helt nye baner for at finde det optimale

produktionssystem til pelsdyr. Rådet pegede videre på en række velfærdsmæssige

problemer og konkluderede, at de daværende indhusningssystemer ikke i tilstrækkelig

grad tilgodeså dyrenes adfærdsmæssige behov. Nogle af Rådets medlemmer så helst, at

produktionen af pels blev afviklet, men alle medlemmer var enige om, at hvis

pelsdyrproduktion fortsat skulle være tilladt, måtte der stilles krav om en forbedring af

forholdene i pelsdyrproduktionen, så dyrenes velfærd i højere grad blev tilgodeset.

Endelig drøftede Det Dyreetiske Råd argumentet om, at hvis den danske produktion blev

afviklet, ville pelsproduktion fortsætte i andre lande under forhold, der måtte formodes i

endnu ringere grad at tilgodese de involverede dyrs velfærd. Selv om Rådet fandt, at en

sådan udvikling ville være uhensigtsmæssig, var der dog enighed om, at dette ikke i sig selv

er et argument for at opretholde produktionen. Derimod fandt Rådet, at eftersom Danmark

var en af verdens førende producenter af pels, ville det bedste alternativ til et forbud være

at lade Danmark foregå de øvrige pelsdyrproducerende lande med et godt eksempel ved at

forbedre forholdene i den danske pelsdyrproduktion.

Høring om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr

–

nyt

krav om hylder og rør til mink (2013)

Ved høringen i 2013 om adgang til både hylder og rør (fremfor det hidtidige krav om

adgang til enten hylde eller rør) bakkede Det Dyreetiske Råd op om et større fokus på at

sikre berigelse af minks miljø og hilste derfor velkomment, at der indførtes krav om adgang

til både hylder og rør. Rådet pegede videre på, at der kan være andre tiltag end rør, fx

halmbriketter og bidesnore, som kan tilgodese minkenes behov og måske endda med bedre

effekt.

Høring over analyse udført af Arbejdsgruppen vedr. gruppeindhusning af mink (2015)

Ved høringen i 2015 vedr. gruppeindhusning pointerede Det Dyreetiske Råd, at Rådet ikke

tog stilling til minkproduktion som sådan, men fremsatte sine bemærkninger ud fra den

præmis, at der produceres mink. Rådet mente overordnet set, at hold af dyr bør tage

udgangspunkt i dyrenes biologi, så når man vælger at producere mink, bør dette derfor så

vidt muligt foregå med respekt for disse dyrs solitære natur. Rådet mente, at viden om

gruppeindhusning af mink peger på, at dette system ikke kan og heller ikke forventes at

kunne tilgodese dyrenes velfærd i samme grad som indhusning i par. Rådet støttede derfor

et forbud mod gruppeindhusning. Rådet anerkendte, at gruppeindhusning var et forsøg på

at udvikle indhusningen for mink, hvilket Rådet i udgangspunktet hilste velkomment.

Rådet opfordrede samtidig branchen til fortsat at se på udviklingsmulighederne for

indhusning, der i højere grad end de tidligere og nuværende systemer tilgodeser minkenes

velfærd.

Høring over L 77 Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

(2020)

Ved høringen i 2020 vedr. et midlertidigt forbud mod hold af mink pegede Det Dyreetiske

Råd på, at normer for dyrehold generelt har udviklet sig siden Rådets udtalelse om

pelsdyrproduktion i 2003. Rådet mindede om, at det i andre sammenhænge har kritiseret

meget restriktive former for dyrehold, fx den permanente opbinding af kvæg i bindestalde

(2019)

og hold af æglæggende høner i bure (2014)

, fordi disse systemer har nogle

indbyggede begrænsninger i forhold til at kunne tilgodese dyrevelfærd i relation til dyrenes

bevægelsesfrihed og mulighed for at udfolde deres adfærdsrepertoire. Rådet anså ikke

sådanne systemer for tidssvarende og dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige med den

nuværende viden om dyrs adfærdsmæssige behov.

Nogle af Rådets medlemmer mente i lighed med nogle af Rådets medlemmer i 2003, at

produktionen af mink bør afvikles, og at et forbud dermed burde gøres permanent. Andre

af Rådets medlemmer fandt, at overvejelsen om, hvorvidt minkproduktion skal

genetableres i Danmark, kræver en nærmere drøftelse baseret på en afdækning af

forskningen i velfærd hos mink og mulighederne for en udvikling af indhusningen, der i

tilfredsstillende grad tilgodeser minkenes velfærd. Disse medlemmer kunne derfor ikke på

daværende tidspunkt tage stilling til, om et forbud mod minkproduktion burde gøres

permanent.

Det Dyreetiske Råd anbefalede, at der i perioden for det midlertidige forbud tages stilling

til, hvilke dyrevelfærdsmæssige krav, der i fremtiden skal gælde for minkproduktion, hvis

produktionen skal genetableres i Danmark efter forbuddets ophør.

Udvikling i minkproduktion siden 2003

Siden Rådets udtalelse i 2003 er der kommet andre lovmæssige krav og muligheder,

forskning og erfaringer har frembragt mere viden om mink og deres velfærd, og normerne

for hold og brug af dyr har ændret sig. Herunder redegøres kort for status på faktorer inden

for disse områder, som Rådet lægger vægt på i overvejelserne om en eventuel fremtidig

minkproduktion i Danmark.

Lovgivning

Hold af mink til pelsproduktion er i dag omfattet af de generelle regler om hold af dyr, som

fx dyrevelfærdsloven og lov om hold af dyr, samt bekendtgørelser om aflivning, krav om

sundhedsrådgivning og om uddannelse (dette er ikke en udtømmende oversigt). Herunder

gengives de regler, der er specifikt rettet mod velfærd for mink, der holdes til

pelsproduktion, og relevante aspekter af disse for Rådets overvejelser i indeværende

udtalelse.

Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr (2015)

I bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr stilles der bl.a. krav om, at pelsdyr skal have

tilstrækkelig plads til at kunne udøve deres normale bevægelsesadfærd og til at sikre, at der

ikke opstår adfærdsmæssige eller andre forstyrrelser (§§ 8 og 9), og at der skal tages hensyn

til artsspecifikke krav samt dyrenes alder, køn, vægt, biologiske behov samt gruppens

størrelse (§ 9). Dyrene skal have et skjul til rådighed (§ 8), og have adgang til egnet materiale,

der kan stimulere til naturlig aktivitet (§ 10). Stærkt frygtsomme dyr må ikke anvendes til

avl, og avlsprogrammer skal tage særligt hensyn til egenskaber, der kan føre til forbedring

af dyrenes sundhed og velfærd, herunder udvælgelse af tillidsfulde dyr (§ 19). Dyrene skal

desuden håndteres tidligt i deres liv for sikre en øget grad af tillidsfuldhed (§ 5).

Særligt for mink gælder, at deres miljø skal beriges med passende stimuli til beskæftigelse,

dvs. som minimum permanent adgang til halm, en hylde og et rør (§ 20). Minkene skal have

adgang til en redekasse, der er stor nok til, at alle dyr i buret kan benytte redekassen

samtidig, og redekassen skal regelmæssigt forsynes med rigelige mængder halm (§ 21).

Voksne dyr må ikke sættes sammen, bortset fra par med henblik på avl (§ 22), og avlstæver

skal indhuses i hvert andet bur fra medio april til fravænning af hvalpe (§ 23). Efter

fravænning og indtil kuldet er 10-11 uger indhuses hvalpene samlet i 1-2 bure (§ 24). Der

fastsættes desuden arealkrav, hvor mink skal have adgang til et frit tilgængeligt areal (ud

over redekassen), der som minimum er 30 x 70 x 45 cm. Arealkravet tilpasses efter minkens

størrelse, og der er krav til, hvor stort et areal, der skal være til hvert dyr, hvis der holdes

flere i samme bur (§ 26).

Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink (2020)

I efteråret 2020 blev der i forlængelse af Covid-19 pandemien indført et midlertidigt forbud

mod hold af mink til pelsproduktion. Forbuddet blev som nævnt indført, da det blev

vurderet, at mink udgjorde et potentielt smittereservoir for mennesker, og der var fundet en

virusvariant hos mink, som mentes at kunne udgøre en risiko for folkesundheden, og som

det ikke var lykkedes at inddæmme. Mink i de danske besætninger blev derfor aflivet. Det

midlertidige forbud gælder til og med 31. december 2021. Der er på tidspunktet for

færdiggørelsen af denne udtalelse politisk flertal for at forlænge forbuddet til 31. december

2022. En forlængelse af forbudsperioden kræver dog en lovændring og forventes behandlet

i Folketinget i november-december 2021. Hvis forlængelsen vedtages, er der dermed

mulighed for at genetablere minkproduktion i Danmark fra 2023, medmindre forbuddet af

hensyn til folkesundheden forlænges yderligere, eller det af andre grunde gøres permanent.

Minkproduktion i andre lande

En rapport fra EFSA (2021)

beskriver bl.a. konsekvenserne af Covid-19 pandemien for

minkproduktionen, hvor mink i andre lande også er blevet aflivet, og farme er blevet lukket.

Ifølge rapporten er minkproduktion allerede forbudt i en række europæiske lande: Østrig,

Belgien (Vallonien og Bruxelles), Kroatien, Tjekkiet, Luxembourg, Nordmakedonien,

Serbien, Slovenien, Schweiz, og England. Og flere lande ser ud til at planlægge et forbud,

eller har allerede indført det med en igangværende udfasningsperiode: Frankrig, Irland,

Slovakiet, Norge, Bosnien-Herzegovina, Belgien (Flandern) og Tyskland. Bortset fra Norge,

er der dog tale om lande, der i forvejen har/havde ingen eller kun ganske få minkfarme.

Nederlandene, der tidligere var en af verdens store producenter af mink, har fremrykket et

i forvejen planlagt forbud i 2024, da mink blev aflivet som følge af Covid-19, og her er alle

farme nu blevet lukket. De fleste af de tilbageværende aktive farme i Europa ligger i Finland,

Polen, Litauen og Grækenland. Desuden findes et mindre antal minkfarme i flere andre

europæiske lande. Det forventes jf. EFSA-rapporten, der er fra januar 2021, at yderligere

lande vil forbyde minkproduktion, både pga. Covid-19 og som følge af tidligere fremsatte

bekymringer for dyrevelfærden.

I flere lande er der i disse år offentlig debat om minkproduktion, hvor nogle ønsker at

forbyde minkproduktionen af dyrevelfærdsmæssige og dyreetiske grunde, nu hvor

produktionen alligevel er helt eller delvist nedlukket, mens andre ønsker at bevare og

genrejse minkproduktionen.

I sommeren 2021 indhentede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplysninger

om minkproduktion i andre europæiske lande, herunder landenes strategier for håndtering

af smitte med Covid-19. Heraf fremgår det, at de lande, der har indført forbud mod

minkproduktion forud for Covid-19 pandemien, har gjort dette begrundet med hensyn til

dyreetik og/eller dyrevelfærd. Skotland og Ungarn vedtog forbud i 2020, og Estland i 2021,

alle ligeledes med henvisning til dyreetik og dyrevelfærd (ingen af landene havde dog

minkfarme). I Italien og Sverige holdes stadig avlsmink, men man har midlertidigt forbudt

parring i 2021. Det er pt. uvist, om der kommer en forlængelse af disse forbud. En række

lande har stadig minkproduktion: Bulgarien, Finland, Grækenland, Letland, Litauen, Polen,

Rumænien, Spanien og Ukraine.

På EU-niveau er der på tidspunktet for udarbejdelsen af denne udtalelse også aktuelle

drøftelser om minkproduktion. EU-Kommissionen har som en del af en planlagt revision af

dyrevelfærdslovgivningen i EU foreslået, at også hold af pelsdyr til pelsproduktion skal

evalueres for at forbedre dyrevelfærden set i lyset af ny forskning. Beslutningen om, hvilke

områder der skal inddrages i revisionen, forventes vedtaget i 2023. Nederlandene og Østrig

har taget initiativ til at opfordre EU-kommissionen til at indføre forbud mod

pelsdyrproduktion i EU, med henvisning til overvejelser om dyrevelfærd, etik og risici for

folke- og dyresundheden. En række lande har tilsluttet sig opfordringen, mens andre har

forbehold, herunder i forhold til om det i givet fald skal gælde alle slags pelsdyr. I forbindelse

med drøftelsen af initiativet til et forbud, har der også være fremsat ønsker om forbud i EU

mod import af og handel med pels fra pelsdyrproduktion, men dette er ikke muligt, så længe

pelsdyrproduktion er tilladt i EU.

Hold af mink

–

forskning og erfaringer

Generelt

Minkproduktion følger en fast årlig cyklus. Hunnerne parres og får unger i foråret, og de

mink, der ikke skal bruges i den videre avl, aflives og pelses omkring november. Hunnerne

parres naturligt, hvilket er nødvendigt for at stimulere deres ægløsning. De kan udføre

redebygningsadfærd i deres redekasse med halm, og de føder og passer som regel deres

unger uden behov for menneskers hjælp. Ungerne fravænnes efter et par måneder, når

diegivningen naturligt ophører. Herefter holdes minkene i vækstperioden enten parvis eller

i mindre grupper frem til pelsning. Vinteren over og frem til parringssæsonen holdes de

voksne avlsmink enkeltvis. Mink håndteres kun få gange i løbet af året, typisk ved flytning

til et andet bur. Der anvendes ikke operative indgreb som fx kupering eller kastration i

minkproduktion.

Siden 2011 har der været lovmæssigt krav om sundhedsrådgivning i minkbesætninger.

Indhusningen i bure gør det nemmere at inspicere de enkelte dyr, og i 2011 blev dødelighed

og forekomst af sygdom og skader vurderet af forskere som generelt lav i den danske

minkproduktion

. Når mink skal pelses, aflives de på farmen. De puttes i en kasse med gas,

hvor de hurtigt mister bevidstheden og dør. Efter pelsningen kan fedtet fra minken bruges

til biodiesel og naturgas, og resten af kroppen kan anvendes til økologisk gødning.

WelFur

De europæiske pelsdyravlerorganisationer tog i 2009 initiativ til at udvikle en protokol til

vurdering af dyrevelfærd på mink- og rævefarme efter de principper og metoder, der blev

udviklet i Welfare Quality® projektet

–

et europæisk forskningsbaseret samarbejdsprojekt

til udvikling af velfærdsvurderingsprotokoller til produktionsdyr. WelFur-protokollen er

udviklet i samarbejde mellem forskere fra flere europæiske lande og en følgegruppe med

bl.a. projektlederen fra Welfare Quality® for at sikre, at vurderingen af pelsdyr følger de

samme principper og standarder som protokollerne for de øvrige husdyr. Efter udvikling og

test af protokollen, udvikling af en app til indsamling af data og databehandling, samt

uddannelse af uafhængige auditører, blev WelFur i 2017 introduceret som et redskab til at

vurdere minkenes velfærd på europæiske farme. Vurderingen baseres på tre besøg fordelt

på forskellige sæsoner, da de dyrevelfærdsmæssige udfordringer kan variere gennem

minkens livscyklus. Vurderingen bygger på forskning i dyrevelfærd og omfatter forhold

vedrørende fodring, indhusning, sundhed og adfærd. Der kigges på 22 indikatorer, der bl.a.

omfatter huld, adgang til drikkevand, redekassens kvalitet, plads i burene, fravær af sår,

skader og sygdom, aflivningsmetoder, udfoldelse af social adfærd, berigelse, pelsgnav,

menneske-dyr relationer og temperament. Forhold, som kan have betydning for

dyrevelfærd, men som ikke varierer mellem farme, fx brug af naturlig parring og fravær af

operative indgreb, eller som ikke er testet, indgår ikke. Vurderingen foretages på en

stikprøve af dyrene og gennemføres af et uafhængigt auditørfirma. Vurderingen i WelFur

sker i forhold til bedste eksisterende praksis, og resultaterne kan bruges af minkavlerne til

at sammenligne, styre og udvikle deres egen produktion inden for denne ramme. I

vurderingen indgår en sammenvejning af point, som giver grundlag for placering af farmen

i en af fire velfærdskategorier. Sammenvejningen sker, lige som i Welfare Quality®, med

brug af en matematisk metode, der begrænser risikoen for, at gode bedømmelser på nogle

områder kan skygge for dårlige bedømmelser på andre områder.

Auktionshusene i Europa og Nordamerika har understøttet implementeringen af WelFur

ved fra 2020 kun at ville aftage skind fra de tre bedste scoringskategorier og resultaterne

viser, at minkfarme har gennemført ændringer med henblik på at blive certificeret. Brugen

af WelFur ser således ud til at motivere minkavlerne til at udvikle deres produktion. Da

protokollen anvendes bredt i pelsbranchen, ser Dansk Pelsdyravlerforening også WelFur

som et potentielt redskab til dokumentation rettet mod fx forbrugere og myndigheder.

Velfærdsvurderingen i WelFur er i fortsat udvikling. WelFur kan bl.a. også vise, om, og i så

fald på hvilke områder, de enkelte lande adskiller sig med hensyn til velfærd for de mink,

der indgår i pelsproduktionen. I en nylig rapport om minkvelfærd i europæiske lande

(2021)

vurderedes dyrevelfærden i Europa samlet set som god. Vurderingen er baseret på

WelFur data indsamlet i 2017-2019 ved observation af over 2 millioner mink ved over 7800

besøg på mere end 2500 farme fordelt på 24 lande. Ved velfærdsvurderingen placeres de

enkelte farme som nævnt i en af fire kategorier. Kategorierne betegnes henholdsvis Bedst,

God, Acceptabel og Uacceptabel i forhold til nuværende praksis. Samlet set var

dyrevelfærden på de danske minkfarme med 39 % af farmene i kategorien Bedst og 61 % i

kategorien God den højeste sammenlignet med de bedømte farme i resten af Europa (her lå

henholdsvis 15 % af farmene i kategorien Bedst og 83 % i kategorien God). Selv om Danmark

scorer højt på mange områder, fremgår det også af WelFur-rapporten, at der samtidig er

nogle udfordringer i Danmark (se nærmere herunder).

Pelsdyrbranchen i Danmark har også vist interesse for at udvikle indhusningen af mink. Her

blev der for nylig givet tilsagn om midler til forskning i systemer til fremtidens

minkproduktion, men dette tilsagn blev trukket tilbage, da pelsdyrafgiftsfonden blev lukket

ned.

Avl

Mink har været holdt til pelsproduktion i mere end 150 år, og der findes i dag over 30

forskellige farvetyper. Minkene er gennem avl på flere måder ændret fra den oprindelige

vildtlevende nordamerikanske mink. Farmminkene er blevet ca. dobbelt så store for at få

større skind. Kuldstørrelsen er også øget gennem avl af farmmink fra i gennemsnit 3 hvalpe

i 1945 til i gennemsnit 5-6 hvalpe i dag

–

kuldstørrelsen har dog ligget stabilt på dette niveau

de sidste 20 år. Kuldstørrelsen kan dog variere en del

–

fra en enkelt hvalp til omkring ti.

Størrelsen på hvalpene vil ved fødslen typisk være mindre, jo større kuldet er, men dette

indhentes til en vis grad efterfølgende. Store kuld kan føre til aggression, når pladsen bliver

trang. Det kan betyde, at store kuld må deles, og nogle af hvalpene bliver derfor fravænnet

tidligere, fordi de flyttes. Ifølge WelFur-rapporten var der på de danske farme bedre

fravænningsprocedurer end i resten af Europa, formodentlig bl.a. som følge af mindre brug

af sen eller ingen fravænning og større afstand mellem mor og hvalpe efter fravænningen.

Ligesom for andre husdyrarter, der har været gennem en domesticeringsproces, har

minkene stadig deres grundlæggende artsspecifikke adfærd og behov. Domesticeringen har

dog ændret minkenes temperament, så de er mindre frygtsomme. Opgørelsen i WelFur-

rapporten viser, at Danmark samlet set scorede en anelse lavere end resten af Europa på

temperament. Forskerne bag rapporten finder det overraskende, at Danmark ikke klarede

sig bedre på dette punkt, da der i årtier netop har været opmærksomhed på at avle for mere

nysgerrighed og mindre frygtsomhed hos mink, jf. de danske regler.

Frygtreaktioner er en naturlig adfærd og kan ikke avles helt væk. Men man kan avle for mere

nysgerrige og mindre frygtsomme mink, så dyrene reagerer mindre frygtsomt på de forhold

og rutiner, der er almindelige på minkfarmen. Nysgerrige mink er generelt mindre bange,

bl.a. over for mennesker. De viser mindre tegn på stress og virker mere rolige, fx ved

håndtering. Her kan den enkelte minks erfaring også være af betydning, fx hvis den har haft

en negativ oplevelse med at blive håndteret. Det lovmæssige krav om tidlig håndtering kan

bidrage til at forebygge forekomsten af frygt ved den håndtering, som minken senere vil

opleve som en del af praksis på minkfarmen. Forskning viser, at mindre negativ håndtering

og berigelse af minkenes miljø også bidrager til at reducere forekomsten af frygt hos mink.

Berigelse

Hold af mink har gennem tiden primært været med variationer over en kombination af

trådbur og redekasse. Buret har gjort det nemmere at styre hygiejne, smitterisiko og

sundhed. Indhusningen af mink har ikke ændret sig meget de sidste 40-50 år, bortset fra på

nogle enkelte punkter. I dag er bure og redekasser standardiserede og derfor stort set ens i

Europa, hvor der også er indført brug af gruppeindhusning, og nogle steder, fx i Danmark,

er der krav om flere former for berigelse.

Som nævnt under afsnittet om lovgivning er der fastsat krav til, hvor stort et areal en mink

skal have adgang til, og arealet tilpasses i relation til minkenes antal og størrelse. Forskning

peger på, at det betyder mindre for mink, om de får adgang til op til fire gange så meget

plads, som de har i de nuværende bure, sammenlignet med betydningen af berigelsen af det

areal, som nu engang er til rådighed. Det ser således ud til at være afgørende, hvilke

faciliteter der er i buret til at stimulere minkenes adfærd, snarere end burets størrelse i sig

selv. Mængden af berigelse kan dog samtidig også kræve mere plads. Forskningen giver ikke

klare svar vedrørende betydningen hver for sig af areal, berigelse og antal dyr (samt alder og

køn), da flere faktorer typisk er undersøgt samtidig. Der er således fx ikke forsket i effekten

alene af at give adgang til et endnu større areal, men forskningen viser klart, at hvis flere

voksne mink holdes sammen, er der risiko for aggression, hvilket tolkes som territoriale

slåskampe. I naturen afhænger størrelsen af minks territorier bl.a. af køn og mængden af

føde i området. Hannerne har som regel større territorier end hunnerne, og hannerne kan

overlappe 1-2 hunners territorier. Minkene kan også søge føde uden for deres eget

territorium, så der kan være et vist overlap i det område, som flere mink færdes på.

Mulighederne for at berige minkenes miljø har været et fokus i velfærdsforskningen.

Unormal adfærd hos mink, som stereotypier og pelsgnav, ses især i forbindelse med mangel

på stimuli og før fodring. Det er således en adfærd, der typisk ses i bestemte perioder.

(Stereotypier er en unormal form for adfærd, hvor minken gentager den samme bevægelse

tilsyneladende uden noget formål. Pelsgnav er, når minken gnaver i eller sutter på sin egen

eller andre minks pels, så hårene fjernes

–

typisk på halen). Særligt i slankningsperioden

forud for parring kan der ses unormal adfærd, især hvis minkene slankes for hurtigt eller for

meget. Årsagen til slankningen er, at minkene typisk er fedet op, når vinterpelsen modnes i

november, hvor de skal pelses. Det er også på dette tidspunkt, at næste års avlsdyr udvælges.

Derefter reduceres foderet hen over vinteren for at slanke de udvalgte avlsdyr, så de kommer

i et lavere og mere passende huld til parring

–

og for tævernes vedkommende også til fødsel.

I denne periode er minkene sultne, og derfor ses den øgede forekomst af unormal adfærd i

form af stereotypier og pelsgnav. Op til parringen fodres tæverne rigeligt, hvilket medfører,

at der løsnes flere æg, og kuldstørrelsen øges. I Sverige er det forbudt at reducere

fodermængden hen over vinteren for at slanke tæverne. Her må man kun slanke tæverne

ved at reducere energiindholdet i foderet og fx ved tilsætning af fibre øge

mæthedsfornemmelsen. En mindre nedgang i fodertildelingen på højst 20 % i otte dage er

dog tilladt forud for parringstidspunktet. I dagene op til parringen fodres tæverne som i

Danmark rigeligt.

Forskningen viser, at de enkelte former for berigelse kan stimulere minkene på forskellige

måder og med forskellig effekt. Nogle former for berigelse reducerer fx stereotypier, mens

andre reducerer forekomsten af pelsgnav. I Danmark er der som nævnt krav om, at

minkenes bure indrettes med både hylder og rør, som forskningen har vist kan have en god

reducerende effekt på både stereotypier og pelsgnav. Der er også krav om adgang til halm,

men ikke til hvordan halmen tildeles, fx på redekasse og/eller i buret. Forskningen peger på,

at formen for tildeling af halm kan have betydning for både minkenes brug og effekten af

adgangen til halm. Halmen kan nemlig bruges på flere måder, fx til både redebygning og

beskæftigelse, og minkene æder også af halmen

–

især i perioder, hvor de fodres restriktivt

(formodentlig fordi de er sultne). Halm kan muligvis også reducere frygtsomhed hos ungdyr

og forekomsten af pelsgnav. Halmen giver også større kuld og tilvækst, bl.a. fordi tæven kan

bygge en bedre rede og er mindre stresset inden fødsel. Fri adgang til halm uden et stort

spild betragtes i praksis dog som vanskeligt at sikre pga. trådnettet i bunden af buret.

Der er dog også andre måder at stimulere minkenes adfærd på. Bidesnore, bolde og

trækkæder/-reb (evt. mellem flere forbundne bure) og lign., har i forskningsmæssige

undersøgelser fx vist sig at kunne reducere pelsgnav og stereotypier. Det kan også have en

positiv effekt at skifte mellem forskellige former for berigelse, hvilket er et lovkrav i Sverige.

Opgørelsen i WelFur-rapporten viser, at antallet og den dokumenterede effekt af berigelser

i burene var bedre i Danmark end i resten af Europa. Der er i Danmark som nævnt krav om

adgang til både hylder, rør og halm

–

det er ikke alle lande i EU, der har krav om berigelse.

I WelFur-rapporten konkluderes, at der ser ud til at være en sammenhæng mellem

lovgivning og anvendelse af berigelser i burene.

Generelt viser forskningen også, at en tilstrækkelig fodermængde kan reducere forekomsten

af unormal adfærd, herunder også stereotypier og pelsgnav. I WelFur-rapporten blev

konkluderet, at der var et overraskende stort potentiale for velfærdsforbedringer i Danmark

i form af at reducere stereotypier og pelsgnav, som formodentlig er relateret til huldstyring

i vinterperioden. Her fodres dyrene som nævnt restriktivt for at blive slankere til

avlsperioden, og der var flere tynde dyr på de danske farme sammenlignet med resten af

Europa. Dette formodes også at være medvirkende årsag til, at der i denne periode var en

større forekomst af unormal adfærd som stereotypi og pelsgnav samt flere aggressive dyr.

Forskningen peger desuden på, at fodringen også rummer muligheder for berigelse, fx brug

af foder med klumper og struktur der kan reducere stereotypier og pelsgnav. Også

fodringtidspunktet kan betyde noget. Der ses bl.a. mindre stress og unormal adfærd, hvis

minkene fodres ved solopgang, som er en af deres naturligt aktive perioder.

Mink er rovdyr og kan søge føde både til lands og til vands. De jager hovedsageligt på land,

men de kan også både svømme og dykke, og mink betegnes derfor som semi-akvatiske.

Poternes størrelse og udformning, bl.a. med begrænset svømmehud mellem tæerne, tyder

på, at mink i højere grad er tilpasset livet på land end i vand. Der har i debatten om velfærd

hos mink været særlig opmærksomhed på muligheden for adgang til vand som berigelse.

Det har her bl.a. været fremført, at mink har et decideret behov for adgang til vand. Der er

dog jf. en svensk rapport om forskning i dyrevelfærd ved hold af mink

nogle betingelser,

der skal være opfyldt, for at man kan tale om, at et dyr har et adfærdsmæssigt behov. Dyrene

skal være motiverede for at udføre den pågældende adfærd, og de vil udvikle problemer, fx

sygdom, unormal adfærd og stress, hvis de forhindres i at udføre den. I naturen jager mink

som nævnt både på land og i vand, og forskning har vist, at mink er motiverede for at få

adgang til vand. Det er dog ikke klart, om motivationen er drevet af vand som en mulighed

for fødesøgning, eller om det at kunne svømme er en berigelse i sig selv. Det er også uklart,

om mink bliver frustrerede af ikke at have adgang til vand. En tidligere undersøgelse, der

hævdede dette, har senere vist sig at være baseret på en utilstrækkelig metode. Og adgang

til vand ser sjældent ud til at reducere fx stereotypier og pelsgnav. På nuværende tidspunkt

er der derfor hverken forskningsmæssigt grundlag for at konkludere, at mink har et

decideret behov for adgang til vand, eller at de ikke har et sådant behov. Der er brug for

yderligere viden på området, og især under forhold, der giver mink mulighed for at udvise

naturlig adfærd i relation til vand, hvis dette skal afklares. Forskning har dog vist, at hvis

mink får adgang til vand, så bruger de det typisk dagligt, men kun kort tid. Adgang til vand

kan derfor være en berigelse for minkene. Det er dog nødvendigt at udskifte vandet

regelmæssigt for at undgå bakterievækst og dermed risiko for sygdomme. Praktiske

erfaringer viser, at adgang til vand kan give problemer med fugt i redekasserne, og det kan

derfor være vanskeligt at implementere i et produktionssystem.

Endelig har der været forskningsmæssig interesse for muligheden for adgang til udeareal og

indhusning i seminaturlige indhegninger. Dette er dog endnu ikke undersøgt

forskningsmæssigt eller i en skala, der er brugbar i en produktionssammenhæng.

Gruppeindhusning

Unge mink holdes traditionelt i par (en han og en hun), men ved gruppeindhusning holdes

flere mink sammen i etagebure eller flere sammensatte bure i vækstperioden hen over

sommeren og efteråret. Her sættes typisk 3-4 hunhvalpe sammen, mens de tiloversblevne

hanhvalpe sættes sammen med en voksen hun

–

ofte moderen, i han-hun par i

vækstperioden. Anvendelsen af gruppeindhusning begyndte i 1990’erne, med henvisning til

dyrenes mulighed for at kunne udfolde social adfærd. Nederlandene var de første, som

indførte gruppeindhusning, men det har fra starten været omdiskuteret, da de negative

velfærdsmæssige konsekvenser allerede var blevet dokumenteret, og i 2013 blev det i Sverige

som udgangspunkt forbudt at holde flere end to mink sammen. Mink er nemlig generelt

solitære dyr, bortset fra parringssæsonen og mens de er hvalpe. Voksne mink vil således

forsvare deres territorium, og voksne mink i samme bur vil derfor udvise aggression, især

over for andre mink af samme køn. I Danmark holdes de voksne avlsmink alene, bortset fra

under parring. Minkhvalpene holdes sammen med deres mor de første 8 uger. Derefter kan

de holdes sammen med deres søskende, hvilket kan stimulere leg og anden social adfærd

hos de unge dyr, og det kan derfor gå godt i en periode. Risikoen for problemer opstår, når

de unge mink bliver mere territoriale og fortsat holdes mere end to, og flere af samme køn,

sammen på det tidspunkt, hvor de er gamle nok til i naturen at ville være søgt væk fra

flokken. Både forskning og erfaring viser, at problemerne ved gruppeindhusningen giver

bidmærker, som kan ses på indersiden af skindet ved pelsning, og i svære tilfælde bidsår,

som kræver adskillelse af dyrene, behandling eller aflivning af de berørte dyr.

Gruppeindhusning bør ifølge dyrevelfærdsforskningen derfor undgås, da den parvise

indhusning er dyrevelfærdsmæssigt mere sikker. Dansk Pelsdyravlerforening har ligeledes

gennem årene argumenteret for, at gruppeindhusning skulle undgås. I Danmark er (var)

gruppeindhusning da også mindre udbredt end i resten af Europa. I WelFur-rapporten

anføres, at omkring halvdelen af unge mink i resten af Europa holdes i grupper, mens det

kun var omkring en fjerdedel i Danmark, og dette vurderes i rapporten at være en del af

årsagen til Danmarks høje scoringsniveau sammenlignet med resten af Europa.

Erfaringer fra en zoologisk have

Det Dyreetiske Råd har i forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse som nævnt

indhentet erfaringer om hold af (farm-)mink i AQUA Akvarium & Dyrepark. Her holdes

minkene parvis i en 140 m

stor indhegning under seminaturlige forhold. I indhegningen er

der fx jord til at grave i, sand til sandbad, forskellig vegetation og klatrefaciliteter, samt

adgang til redekasse og til vand. Minkene har således mulighed for at vælge forskellige

aktiviteter og steder at opholde sig. AQUA oplyser, at minkene fodres med både fisk, fugle

og pattedyr, og foderet anvendes til berigelse for at stimulere naturlig adfærd, fx ved at det

hænges op, gemmes eller gives direkte til minkene forskellige steder, bl.a. i vandet. Der

fodres desuden gerne i mindre mængder flere gange dagligt og ikke nødvendigvis på faste

tider. De ansatte har indtryk af, at minkene bruger vandet relativt ofte i løbet af dagen, og at

de udforsker området lige ivrigt på land, i vandoverfladen og under vand. Minkene ser ikke

ud til at svømme i vandet som led i leg eller underholdning men mere som et led i deres

færden rundt i anlægget. De ansatte ser ikke alvorlig aggression mellem minkene og ingen

stereotypier, men dette er dog ikke undersøgt systematisk.

Normer for hold og brug af dyr

Allerede før Covid-19 pandemien er pelsproduktion som nævnt blevet forbudt, eller er på vej

til at blive udfaset, i flere europæiske lande. Som tidligere nævnt er produktionen af

minkskind i Danmark faldet i forhold til tidligere, men produktionen af mink i bl.a.

Østeuropa har dog samtidig været stigende. Pelsbranchen er præget af store cykliske

udsving, hvilket også ses på prisniveauet for de enkelte skind, og faldet i den danske

produktion kan derfor ikke tages som udtryk for et fald i den globale efterspørgsel efter

minkskind. I forlængelse af den offentlige debat om pelsproduktion har dele af

modebranchen i de senere år markedsført sig på ikke længere at anvende pels.

I den offentlige debat synes især to argumenter at være fremtrædende i kritikken af

pelsproduktionen. Det ene er, at formålet med produktionen

–

pels

–

ikke er acceptabelt.

Og det andet er, at dyrenes velfærd ikke kan tilgodeses under de typiske indhusningsforhold.

I 2003, da Det Dyreetiske Råd udarbejdede udtalelsen om pelsdyrproduktion, var pelsdyr et

af de primære emner, når den offentlige debat fokuserede på formål og vilkår for brug af dyr.

I dag er den diskussion imidlertid ikke længere begrænset til primært at handle om

pelsdyrproduktion. Selv om brug af dyr i andre former for produktion også var genstand for

kritik for 20 år siden, er kritikken af andre produktioner i dag langt mere iøjnefaldende.

Båret af hensyn til både dyrevelfærd, klima og sundhed anses det fx i mindre grad for en

selvfølge, at animalske produkter skal indgå i, og måske være den dominerende del af, hvert

måltid. Og argumenter om dyrs ret til liv og til ikke at blive brugt som midler til at

understøtte menneskers ønsker, der alene vedrører fornøjelse og bekvemmelighed, er blevet

almindelige i den offentlige debat.

Samtidig har der været en stor udvikling i forskning vedrørende dyrevelfærd og som følge

heraf også i kravene til hold af dyr. Forhold, der er stærkt begrænsende for dyrenes

bevægelsesfrihed, er enten allerede blevet forbudt eller er ved at blive udfaset

–

lovmæssigt

eller af branchen og detailhandlen. Det gælder fx opbinding af søer, bindestalde til

malkekvæg, heste i spiltov og hold af æglæggende høner i bure. For både hold af

produktionsdyr og privates hold af dyr er der, ud over muligheden for fri bevægelighed og

motion, ligeledes kommet stort fokus på berigelse af det areal, som dyrene holdes på, og

stimulation af deres naturlige adfærd

–

for erhvervsmæssigt hold af dyr gennem lovgivning

og flere mærkningsordninger for dyrevelfærd, og for privates hold af familie- og hobbydyr

gennem pasningsvejledninger.

På EU-niveau

er dyreværnskampagnen ”End-the-cage-age” også et eksempel på udviklingen

i retning af mindre restriktive dyrehold. Her har kampagnen ført til et borgerinitiativ

vedrørende udfasning af bure i landbrugsproduktionen. Kampagnen, der blev lanceret i

2018, er specifikt rettet mod fjerkræ, kaniner, søer og kalve, og EU-kommissionen har i 2021

meddelt, at borgerinitiativet vil blive fremsat som lovforslag i 2023.

Udtalelse fra Det Dyreetiske Råd i 2021

Det Dyreetiske Råd må konstatere, at indhusningssystemerne til mink i pelsproduktionen

ikke har ændret sig væsentligt i de omkring 20 år, der er gået siden Rådets udtalelse i 2003,

bortset fra, at anvendelse af gruppeindhusning har vundet indpas, og der er kommet krav

om adgang til halm, hylder og rør. Rådet efterlyste dengang udvikling af systemerne i retning

af i højere grad at tilgodese dyrenes velfærd

–

en opfordring, der er gentaget i senere

høringssvar.

Det Dyreetiske Råd har drøftet følgende tre centrale spørgsmål for en eventuel genoptagelse

af minkproduktionen i Danmark:

•

Om formålet med produktionen er acceptabelt.

•

Om produktionen i sin (til 2020) eksisterende form kan anses for

dyrevelfærdsmæssigt acceptabel.

•

Og hvis ikke, på hvilke vilkår produktionen bør foregå, hvis den genoptages.

Endelig peger Rådet på andre relevante overvejelser i forbindelse med en eventuel

genoptagelse af minkproduktionen i Danmark.

Er formålet med produktionen acceptabelt?

Som tidligere nævnt drøftede Det Dyreetiske Råd i udtalelsen i 2003 også formålet med

produktionen, da pels i den offentlige debat ofte kritiseres for at være et luksusprodukt. De

nuværende medlemmer af Rådet tilslutter sig overvejelsen fra 2003 om, at definitionen af,

hvornår noget er luksus, kan forekomme tilfældig samt, at en afvisning af minkproduktionen

på denne baggrund bunder i en mere principiel diskussion om, hvilke formål det er rimeligt

at bruge dyr til.

Rådets medlemmer finder således, at det er væsentligt i formålsdiskussionen ikke bare at

forholde sig til mink, men at gøre sig klart generelt i forhold til hold og brug af dyr, om det

niveau af velfærd, som dyrene tilbydes, og det at dyrene evt. mister livet, er acceptabelt. En

sådan større principiel drøftelse af formål med brug af dyr generelt ligger dog uden for

rammen af denne udtalelse. Rådet peger derfor her blot på nødvendigheden af i sådanne

drøftelser at vurdere bl.a., om dyrene kan holdes på velfærdsmæssigt tilstrækkelige vilkår,

om der er mulighed for en bedre anvendelse af hele dyret, og om der findes alternative

produkter med nogenlunde samme nytteværdi men uden brug af dyr.

Er minkproduktionen i sin eksisterende form dyrevelfærdsmæssigt acceptabel?

Det Dyreetiske Råd afgav som nævnt et høringssvar i 2020, hvor Rådet fremsatte nogle

overordnede betragtninger om den eksisterende minkproduktion. Her pegede Rådet på

udviklingen i normer for dyrehold og mindende om tidligere kritik af meget restriktive

former for dyrehold på grund af deres indbyggede begrænsninger ift. at tilgodese dyrenes

velfærd. Rådet konkluderede, at sådanne systemer ikke kan anses for tidssvarende og

dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige med den nuværende viden om dyrs adfærdsmæssige

behov.

Rådets medlemmer tilslutter sig fortsat denne overordnede betragtning. Som anført i Rådets

notat om Dyreetik, dyrevelfærd og Det Dyreetiske Råd (2019)

, mener Rådets medlemmer,

at god dyrevelfærd både indebærer, at dyrene kan leve i overensstemmelse med deres natur

og få deres behov tilgodeset, og at dyrene har færrest mulige negative oplevelser som stress,

sult og sygdom og flest mulige positive oplevelser. Rådet anerkender, at der kan være behov

for at prioritere mellem disse forhold. Medlemmerne finder her, at gode

udfoldelsesmuligheder er en afgørende forudsætning for, at dyrenes velfærd kan tilgodeses,

og at hensynet til at beskytte dyrene mod fx sygdom og død ikke kan tjene som undskyldning

for, at dyrene systematisk bliver forhindret i at få tilgodeset deres adfærdsmæssige behov.

Selv om Rådet således vurderer, at minkenes velfærd på nogle områder, fx

sundhedsmæssigt, kan være acceptabel, mener Rådet derfor samlet set, at hold af mink i de

(til 2020) eksisterende bure med så begrænset bevægelsesfrihed og få muligheder for

indretning med tilstrækkelig berigelse ikke er acceptabel

–

svarende til den kritik, som Rådet

også har fremført for andre meget restriktive former for husdyrhold.

På hvilke vilkår bør produktionen foregå, hvis den genoptages?

Det Dyreetiske Råds medlemmer er enige om, at der er behov for at udvikle et nyt alternativ

til det (til 2020) eksisterende bursystem, hvis minkproduktionen skal genoptages, svarende

til den tidligere nævnte udvikling der er set med udfasning af restriktivt dyrehold for andre

dyrearter. Rådet anser som nævnt ikke hold af mink i små bure som acceptabelt, da Rådet

vurderer, at dyrenes velfærd ikke kan tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

Den aktuelle situation, hvor erhvervet er lukket ned og derfor under alle omstændigheder

vil kræve opbygning på ny, inviterer efter Rådets opfattelse også til at tænke i nye baner.

Indhusningen af mink kan her

–

ud over hensyn til dyrevelfærd

–

med fordel også inddrage

hensyn til et arbejdsmiljø, der gør det nemmere at passe og overvåge dyrene, fx med brug af

ny teknologi. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan et andet indhusningssystem, uden små

bure, i så fald kan se ud. Rådets medlemmer bemærker, at selv om der efterhånden er forsket

meget i velfærd hos mink, så er undersøgelserne typisk designet inden for eller tæt på den

ramme, som det eksisterende bur har sat. Der er fx undersøgt en effekt af mere plads men

kun op til fire gange den eksisterende burstørrelse. Viden om effekten af væsentlig mere

plads, der samtidig ville give muligheder for væsentlig mere berigelse, er sparsom. Det er

derfor svært at vurdere, hvad effekten af væsentlig mere (og beriget) plads, og evt. adgang

til et udeareal, reelt vil være. Tilsvarende er der fx undersøgelser af betydningen af adgang

til vand, men de er ikke designet på en måde, der giver mulighed for at imitere, hvordan

mink vil bruge vandet i naturen. Selv om adgang til vand kan være værdifuld for mink, er

det fortsat uklart, om adgang til at opholde sig i vandet i sig selv er en særlig form for

berigelse, der ikke kan erstattes af andre slags berigelse (og måske er et adfærdsmæssigt

behov), eller om anden berigelse, der fx kan stimulere jagtadfærd, er lige så effektiv.

Medlemmerne anbefaler derfor, at hvis minkproduktion skal genoptages, skal forskningen

fremover fokusere på nytænkning af indhusningen frem for på justeringer af det

eksisterende system.

Hvis minkproduktionen genoptages, er Rådets medlemmer videre enige om, at fremtidens

minkproduktion i højere grad skal tage udgangspunkt i dyrenes biologi som rovdyr med en

solitær natur. Minkproduktionen skal derfor inddrage forskningsbaseret viden om dyrenes

adfærdsmæssige behov, følge dyrenes naturlige adfærdsmæssige tilbøjeligheder og have

fokus på ikke bare at undgå adfærdsproblemer men også på at sikre positive aspekter af

dyrevelfærd.

Det Dyreetiske Råd finder det vanskeligt på basis af den nuværende viden om hold af mink

at fremsætte nærmere anvisninger for, hvordan et nyt indhusningssystem bør se ud. Rådet

opfordrer dog til at se på hold af mink i zoologiske haver for inspiration, fx i forhold til

berigelse. Rådet har følgende konkrete anbefalinger med udgangspunkt i den eksisterende

viden, som i givet fald bør indtænkes i et nyt system til hold af mink til pelsproduktion:

•

Avl:

Der bør være opmærksomhed på, at der ikke ved eventuel yderligere vækst i

minkenes størrelse eller i kuldstørrelse, opstår problemer med udvikling af

kroppens strukturer og med sundheden hos afkommet, jf. viden fra andre

dyrearter.

Der bør sikres fokus på at selektere målrettet for nysgerrige, ikke frygtsomme,

dyr, da disse må antages at trives bedre under produktionsforhold.

•

Management:

Der bør være øget fokus på pasningsrutiner og betydningen af disse for

dyrevelfærd, fx ved at fodre på tidspunkter, der følger minkenes naturlige

døgnrytme.

Den restriktive fodring af avlsdyrene forud for avlsperioden er ikke acceptabel

og skal undgås.

Håndtering, som dyrene kan opleve som negativ, bør minimeres eller helt

undgås.

•

Gruppeindhusning:

Indhusning i grupper på sæsontidspunkter og i aldersklasser, hvor mink

naturligt vil være solitære, skal undgås.

•

Areal og berigelse:

Rådets medlemmer er som nævnt enige om, at mink ikke bør holdes i små

bure. Arealet, som minken holdes på, skal være tilstrækkelig stort til at sikre

bevægelsesfrihed og udfoldelse af mest mulig naturlig adfærd og understøtte

brug af berigelsestiltag.

Hvis flere mink i perioder holdes sammen, skal arealet være stort og beriget

nok til, at de hver kan danne territorier for at reducere risikoen for territoriale

slåskampe.

Der skal i højere grad anvendes aktiverende berigelse af minkenes miljø, jf.

forskning i forskellige former for berigelse, og gerne berigelse, der stimulerer

bevægelse og naturlig adfærd som jagt og fødesøgning.

Hold af mink bør tage udgangspunkt i, at mink er semi-akvatiske og bruger

vand, hvis de har adgang til det. Der bør ligeledes indtænkes muligheder for

adgang til et udeareal for at kunne fremme kompleksiteten af indhusningen.

Rådet anbefaler mere forskning i forhold til specifik brug af sådanne faciliteter.

Rådet bemærker, at forskningsdesignet i relation til vand skal afspejle minks

naturlige adfærdsmæssige brug af vand. Det bør samtidig undersøges, om

adgangen til vand er et særskilt adfærdsmæssigt behov, eller om det kan

sidestilles med (og dermed erstattes af) andre former for berigelse.

Det Dyreetiske Råds medlemmer har ikke taget stilling til, om udvikling af et nyt

indhusningssystem, som i tilstrækkelig høj grad tilgodeser minkenes velfærd, er realistisk at

forene med en praktisk mulig og økonomisk rentabel produktion. Nogle af Rådets

medlemmer finder, at muligheden for at etablere en mere tidssvarende minkproduktion bør

stå åben, hvis nogle skulle ønske at genoptage produktionen med nye former for indhusning.

Disse medlemmer understreger dog samtidig, at der i givet fald

skal

være tale om en reel ny

form for indhusning og ikke en mindre justering af den eksisterende. Blandt disse

medlemmer finder nogle, at genoptagelse af produktionen bør afvente udviklingen af et nyt

indhusningssystem, og at det nuværende system dermed ikke længere bør anvendes. Andre

mener, at det nuværende system kan anvendes i en kortere periode, mens det nye system

udvikles, og at nye lovmæssige krav til minkproduktion i øvrigt bør afvente afklaring af

reglerne på EU-niveau. Disse medlemmer understreger dog, at denne mulighed indebærer,

at der samtidig lægges pres på udviklingen af et andet system. De øvrige medlemmer af

Rådet ser hellere, at der på nuværende tidspunkt indføres et permanent forbud mod

minkproduktion med henvisning til, at dyrene sandsynligvis ikke vil kunne holdes til dette

formål på en velfærdsmæssigt forsvarlig måde. Dette synspunkt forstærkes af bekymringen

for, at minkproduktion ellers genoptages på de hidtidige vilkår i en årrække, mens andre

systemer søges udviklet, samt bekymringen for de dyr der i givet fald skal indgå i

afprøvninger af systemer, der måske alligevel ikke viser sig gode nok.

Andre overvejelser

Det Dyreetiske Råd bemærker, at situationen med den aktuelle nedlukning af

minkproduktionen ikke kun er en anledning til overvejelser om, hvorvidt mink fremover

overhovedet skal holdes med henblik på pelsproduktion i Danmark og i givet fald en

nytænkning af, hvordan de skal holdes. Situationen giver også nogle konkrete udfordringer

for dem, der evt. gerne vil starte produktionen op igen. Dette gælder fx i forhold til at skaffe

avlsdyr, at genopbygge ”infrastrukturen” i erhvervet, samt at håndtere

sygdomsrisiko hos

både mink og mennesker. Dertil kommer en række yderligere overvejelser, også politiske,

om eventuelle vilkår for indhusningen og overgangsordninger for produktionen. Det ligger

dog uden for Rådets kompetenceområde at drøfte disse aspekter og vurdere effekten af de

nævnte faktorer på mulighederne for at genoptage produktionen.

Endelig er Rådet opmærksomt på, at minkproduktionen i andre lande, også uden for

Europa, der måske har ringere krav til dyrevelfærd, vil kunne øges som kompensation for

den markedsandel, som ikke længere kommer fra Danmark, hvis produktionen her i landet

ikke genoptages. Rådet bemærker, at dette potentielle dilemma gælder alle former for

husdyrhold, hvor Danmark skærper lovgivningen eller forbyder visse forhold. Rådets

medlemmer tilslutter sig overvejelserne i udtalelsen fra 2003 om, at en sådan udvikling vil

være uhensigtsmæssig, men at den ikke i sig selv er et argument for at opretholde

produktionen. Rådet har drøftet de mulige konsekvenser for minks velfærd, bl.a. med

udgangspunkt i informationer fra WelFur og de aktuelle drøftelser i EU om en eventuel

revision af lovgivningen for hold af pelsdyr eller et forbud. Rådets medlemmer er enige om,

at både et forbud og skærpede regler for hold af mink til pelsproduktion potentielt vil kunne

inspirere andre lande til også at sætte fokus på dyrevelfærden i pelsproduktionen.

Konklusion

Det Dyreetiske Råd har drøftet, hvordan minkproduktion ud fra et dyreetisk og

dyrevelfærdsmæssigt perspektiv bør se ud i fremtiden, hvis den skal genetableres i

Danmark. Rådet har fokuseret på tre centrale spørgsmål: om formålet med produktionen er

acceptabelt; om produktionen i sin (til 2020) eksisterende form kan anses for acceptabel; og

hvis ikke, på hvilke dyrevelfærdsmæssige vilkår bør produktionen foregå, hvis den

genoptages. Rådet har fremsat følgende overvejelser og anbefalinger.

Er formålet med produktionen acceptabelt?

Det Dyreetiske Råd mener, at en afvisning af minkproduktionen på baggrund af formålet

bunder i en mere principiel diskussion om, hvilke formål det er rimeligt at bruge dyr til.

Rådet finder således, at det er væsentligt i formålsdiskussionen ikke bare at forholde sig til

mink men generelt til hold og brug af dyr. En sådan større principiel drøftelse af formål med

brug af dyr generelt ligger dog uden for rammen af denne udtalelse.

Er minkproduktionen i sin eksisterende form dyrevelfærdsmæssigt acceptabel?

Det Dyreetiske Råd finder, at gode udfoldelsesmuligheder er en afgørende forudsætning for,

at dyrenes velfærd kan tilgodeses. Rådet mener derfor, at meget restriktive former for

dyrehold på grund af deres indbyggede begrænsninger ift. at tilgodese dyrenes velfærd ikke

kan anses for tidssvarende og dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige med den nuværende viden

om dyrs adfærdsmæssige behov. Selv om Rådet vurderer, at minkenes velfærd på nogle

områder kan være acceptabel, mener Rådet samlet set, at hold af mink i de eksisterende bure

med så begrænset bevægelsesfrihed og få muligheder for indretning med tilstrækkelig

berigelse ikke er acceptabel.

På hvilke vilkår bør produktionen foregå, hvis den genoptages?

Det Dyreetiske Råds medlemmer er enige om, at der er behov for at udvikle et nyt alternativ

til det eksisterende bursystem, hvis minkproduktionen skal genoptages. Rådet anbefaler, at

forskningen fremover i så fald skal fokusere på nytænkning af indhusningen frem for på

justeringer af det eksisterende system, og fremtidens minkproduktion skal i givet fald i

højere grad tage udgangspunkt i bl.a. dyrenes biologi som rovdyr med en solitær natur og

deres deraf følgende adfærdsmæssige behov. Rådet fremsætter en række konkrete

anbefalinger vedrørende avl, management og indhusning med udgangspunkt i den

eksisterende viden, som i givet fald bør indtænkes i et nyt system til hold af mink til

pelsproduktion.

Det Dyreetiske Råds medlemmer har ikke taget stilling til, om udvikling af et nyt

indhusningssystem, som i tilstrækkelig høj grad tilgodeser minkenes velfærd, er realistisk at

forene med en praktisk mulig og økonomisk rentabel produktion. Nogle af Rådets

medlemmer finder, at muligheden for at etablere en reelt ny og mere tidssvarende

minkproduktion bør stå åben. Blandt disse medlemmer finder nogle, at genoptagelse af

produktionen bør afvente udviklingen af et nyt indhusningssystem, mens andre mener, at

det nuværende system kan anvendes i en kortere periode, mens det nye system udvikles, at

nye lovmæssige krav bør afvente afklaring af reglerne på EU-niveau, samt at denne mulighed

indebærer, at der samtidig lægges pres på udviklingen af et andet system. De øvrige

medlemmer af Rådet ser hellere, at der nu indføres et permanent forbud mod

minkproduktion med henvisning til, at dyrene sandsynligvis ikke vil kunne holdes til dette

formål på en velfærdsmæssigt forsvarlig måde.

Det Dyreetiske Råds udarbejdelse af denne udtalelse

Det Dyreetiske Råd har behandlet emnet i perioden december 2020

–

oktober 2021.

Ved udarbejdelse af udtalelsen bestod Rådet af følgende medlemmer:

•

Bengt Holst (formand)

•

Jes Aagaard

•

Paolo Drostby (deltog ikke i fremsættelse af anbefalinger)

•

Pernille Hansen

•

Per Jensen

•

Pernille Fraas Johnsen

•

Sebastian Klein

•

Yke W. Kloppenburg-Oosterwoud

•

Peter Mollerup

•

Lene Munksgaard

•

Michael Nielsen

•

Thomas Søbirk Petersen

Det Dyreetiske Råd har i forbindelse med udarbejdelse af indeværende udtalelse haft møde

med Steen Henrik Møller, Aarhus Universitet, Jens Malmkvist, Aarhus Universitet, samt

Tage Pedersen, minkavler og formand for Kopenhagen Fur/Danske minkavlere, Sander

Jacobsen, direktør i Kopenhagen Fur, og Knud Vest, minkavler og tidligere formand for

Sjællands Pelsdyravlerforening. Rådet har desuden modtaget bistand vedr. faktuelle

oplysninger fra Pernille Schack, Kopenhagen Fur. Rådet har endvidere haft kontakt med

Louise Simonsen, Danske Mink, og Rådet har indhentet erfaringer vedrørende hold af mink

i en zoologisk have fra Lisbeth Skovmand Høgh, leder af AQUA Akvarium & Dyrepark.

Endelig har Rådet inddraget div. litteratur, herunder en nylig svensk rapport med

gennemgang af forskningen i dyrevelfærd ved hold af mink til pelsproduktion.

Rådet takker Steen Henrik Møller, Jens Malmkvist, Tage Pedersen, Sander Jacobsen, Knud

Vest, Lisbeth Skovmand Høgh, Lena Lidfors og Lotta Berg for bemærkninger til tidligere

udkast til de faktuelle dele af udtalelsen.

Litteratur

Udtalelse

om pelsdyrproduktion (2003)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/udtalelse-om-pelsdyrproduktion-

2003/

Høringssvar til høring om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr

–

nyt

krav om hylder og rør til mink (2013)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/hoeringssvar-om-pelsdyr-2013/

Høringssvar til høring over analyse udført af Arbejdsgruppen vedr. gruppeindhusning af mink (2015)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/hoeringssvar-om-mink-2015/

Høringssvar til høring over L 77 Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

(2020)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/hoeringssvar-om-mink-2020/

Udtalelse

om bindestalde til malkekvæg (2019)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/udtalelse-om-bindestalde-til-

malkekvaeg-2019/

Udtalelse

vedrørende hold af fjerkræ til produktion af æg og kød (2014)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/udtalelse-vedroerende-hold-af-

fjerkrae-til-produktion-af-aeg-og-koed-2014/

Bekendtgørelse

om beskyttelse af pelsdyr BEK nr. 1553 af 11/12/2015

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1553

Lov

om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink LOV nr. 2185 af 29/12/2020

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2185

Ændret ved LOV nr. 784 af 04/05/2021, nu LBK nr. 1211 af 07/06/2021

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1211

EFSA

(European Food Safety Authority): Monitoring of SARS-CoV-2 infection in mustelids. EFSA Journal

2021;19(3):6459, doi: 10.2903/j.efsa.2021.6459

https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/epdf/10.2903/j.efsa.2021.6459

Møller

SH, Hansen SW, Malmkvist J (2011): Velfærd hos mink. Notat vedrørende den generelle velfærd i

dansk minkproduktion, samt status i forbindelse med gruppeindhusning og andre management- og

miljøforhold. Intern rapport nr. 104, April.

https://dcapub.au.dk/djfpublikation/ir_104_55716_internet.pdf

Henriksen B, Møller SH, Malmkvist J. (2021): Minkvelfærd i Danmark og Europa vurderet på basis af

Welfur-Mink. Rådgivningsrapport fra DCA

–

Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet

https://dcapub.au.dk/djfpublikation/djfpdf/DCA_rapport_nr188.pdf

Berg,

L, De Koning, D-J, Fall, N, Hansson, H, Herlin, A, E, Hultgren, J, Jacobson, M, Keeling, L,

Kolstrup, C, J, Lidfors, L, Lindkvist, H, Malmkvist, J, Peura, J, Sandberg, E, Steen, M, Wall, H (2020).

Minkhållning i Sverige. Uppsala: Sveriges lantbruksuniversitet. Rapport fra SLUs vetenskapliga råd för

djurskydd.

https://pub.epsilon.slu.se/16913/7/berg_c_et_al_200422.pdf

Dyreetik, dyrevelfærd og Det Dyreetiske Råd (2019)

https://detdyreetiskeraad.dk/udtalelser/udtalelse/pub/vis/publication/dyreetik-dyrevelfaerd-og-det-

dyreetiske-raad-2019/