Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 3515
Den 7. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 772 (MOF alm. del) stillet 16. marts 2022 efter ønske fra
Torsten Schack Pedersen (V).
Spørgsmål nr. 772
”Vil ministeren redegøre for rimeligheden og den miljømæssige nødvendighed i, at der ikke kan ske
udskiftning af en utidssvarende bindestald til en dyrevelfærdsmæssig korrekt produktion, hvis den
eksisterende stald ligger ved et areal, der er kategoriseret som et overdrev”
Svar
Den eksisterende regulering er et resultat af Aftale om Grøn Vækst indgået mellem den daværende
regering (V og KF) og DF i 2009. Som et led i udmøntningen af aftalen blev der indført et krav om, at
kategori 1 og 2 natur skal reguleres af et krav om maksimal totaldeposition i stedet for det daværende
krav om maksimal merdeposition. Denne regulering er videreført i husdyrbrugloven fra 2017, der blev
vedtaget med stemmer fra S, DF, V, LA, RV og KF.
I forhold til tilladelse og godkendelse af husdyrbrug har det været et grundlæggende princip for
lovgiver, at eksisterende husdyrbrug har kunnet fortsætte deres hidtil lovlige drift, som den er lagt fast
i tilladelsen eller godkendelsen også efter, at der er foretaget ændringer af gældende regler.
De eksisterende husdyrbrug bliver imidlertid omfattet af krav, f.eks. nye krav om
ammoniakbegrænsende teknologi, når de foretager ændringer eller udvidelser af husdyrbruget, som
kræver en ny tilladelse eller godkendelse. Dette gælder også, selvom ændringerne foranlediges af
ændringer i anden lovgivning, f.eks. dyrevelfærdsreglerne.
Husdyrbrug kan i nogle tilfælde have svært ved at renovere deres anlæg eller foretage en udvidelse,
selvom udvidelsen i sig selv overholder ammoniakkravene eller måske ligefrem nedbringer den
samlede udledning. Det gælder i situationer, hvor husdyrbruget i forvejen har en for høj udledning af
ammoniak, der påvirker et ammoniakfølsomt naturområde omfattet af lovgivningens kategori 1 eller
kategori 2 natur. For natur, der er omfattet af habitatdirektivet (kategori 1 natur), kræver direktivet, at
ammoniakbidraget fra både det eksisterende husdyrbrug og udvidelsen eller ændringen medregnes
(totalbelastningen), idet man ikke kan nøjes med at vurdere bidraget fra udvidelsen eller ændringen
(merbelastningen).
Herved understøttes en strukturomlægning, hvor husdyrbrugene gradvist flytter væk fra områder med
beskyttet natur i nærheden, idet det ikke vil være muligt at ændre eller udvide husdyrbruget på den
pågældende placering. Omvendt vil en regulering, der understøtter udvidelser af husdyrbrug tæt på
kategori 1-natur, uden at de nødvendige beskyttelseshensyn samlet set overholdes, medføre en alt for
høj udledning på ubegrænset tid og være i strid med habitatdirektivet.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk