Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2555925_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 3332
Den 6. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 753 (MOF alm. del) stillet 11. marts 2022 efter ønske fra
Torsten Schack Pedersen (V).
Spørgsmål nr. 753
”Vil ministeren oplyse, hvordan arter, der bevidst er indført til den danske vestkyst og plantet gennem
de sidste 200 år, pludseligt kan være invasive, når f.eks. guldsjakalen og regnbueørred ikke er det, men
mårhunden også tegnes som invasiv?"
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser:
"For at en art kan vurderes til at være invasiv, er der nogle kriterier, der skal være opfyldt. Arten skal
være flyttet til et sted uden for dens naturlige udbredelsesområde, som den ikke selv vil kunne sprede
sig til uden menneskets hjælp. Derudover skal den være i stand til at etablere en bestand samt have en
negativ påvirkning på hjemmehørende arter. I naturen i Danmark er der registreret ca. 2600 ikke-
hjemmehørende arter, hvoraf 136 er vurderet til at være invasive.
Guldsjakal er en hjemmehørende art i Danmark. Arten stammer bl.a. fra det sydøstlige Europa og er
selv vandret til Danmark i takt med, at den over de seneste 10-15 år har udvidet sit naturlige
udbredelsesområde.
Regnbueørred er en ikkehjemmehørende art i Danmark, men stammer oprindeligt fra det vestlige
Nordamerika. Arten er ikke vurderet til at være invasiv i den danske natur, da den kun i meget ringe
grad kan reproducere sig under danske forhold, og der er ikke er registeret nogen nævneværdig
påvirkning på hjemmehørende arter.
Mårhund er en ikkehjemmehørende art i Danmark. Arten stammer oprindelig fra det østlige Asien og
blev indført til det vestlige Rusland i år 1929. Arten vurderes til at være invasiv i Danmark. Det skyldes
bl.a., at den har en negativ påvirkning på hjemmehørende arter, herunder fugle og padder."
Lea Wermelin
/
Anne-Marie Vægter
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk