Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2480492_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1755
Den 16. november 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 74 (MOF alm. del) stillet 20. oktober 2021 efter ønske fra
Susanne Zimmer (UFG).
Spørgsmål nr. 74
”Vil ministeren perspektivere risikoen for ulveangreb på husdyr ved at redegøre for, hvor mange
hundeangreb der har været i Danmark de sidste 10 år?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:
”Miljøstyrelsen har ikke kendskab til antallet af hundeangreb på husdyr.
I forbindelse med Miljøstyrelsens erstatningsordning for husdyr, som nedlægges af ulve, får
Miljøstyrelsen kun kendskab til husdyr, som formodes at være angrebet af ulve. I de tilfælde, hvor
husdyr formodes at være angrebet af hunde (eller andre dyr), kontaktes ulvekonsulenterne ikke.
Ved ulvekonsulenternes undersøgelse af nedlagte husdyr, udtages der kun biologisk materiale til DNA-
undersøgelse (spyt fra rovdyret), hvis det vurderes at kunne bidrage positivt til den endelige vurdering
af dødsårsagen. I nogle tilfælde har husdyret ligget så længe på marken, at der ikke længere forefindes
anvendeligt biologisk materiale, og i andre tilfælde vurderes konsulentens obduktion fuldt ud
tilstrækkelig til at afgøre dødsårsagen. I sådanne tilfælde konkluderer ulvekonsulenten udelukkende,
om husdyret var angrebet af ulv eller ej. I de tilfælde, hvor der imidlertid udtages biologisk materiale
til DNA-undersøgelse, og materialet har tilstrækkelig høj kvalitet, analyseres prøven også for andre
rovdyr – herunder hunde.
DNA-prøver udført hos DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet i perioden
2013 – 2016 viste sig desværre at være fejlbehæftede, hvorfor Miljøstyrelsen alene har sikre DNA-fund
efter denne periode. Miljøstyrelsen kan oplyse, at der i forbindelse med styrelsens erstatningsordning
for husdyr, som nedlægges af ulve fra 2017 til d.d., er fundet DNA-beviser for, at hunde har angrebet
husdyr ved 19 forskellige tilfælde. Som det fremgår af ovenstående beskrivelse, udgør dette tal kun en
delmængde af det samlede antal hundeangreb på husdyr inden for samme periode. Miljøstyrelsen har
ikke adgang til andre data (f.eks. forsikringsdata) om angreb på husdyr forvoldt af hund.
Det bør også nævnes, at rovdyrangreb på husdyr ikke er noget nyt fænomen. Ræve, mår, mink,
rovfugle, krager, ravne mv. angriber også husdyr som fx lam, pattegrise og høns. Miljøstyrelsen er ikke
bekendt med omfanget af angreb på husdyr fra andre arter end ulve, da disse angreb ikke registreres.”
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 74: Spm. om perspektivere risikoen for ulveangreb på husdyr ved at redegøre for, hvor mange hundeangreb der har været i Danmark de sidste 10 år, til miljøministeren
2