Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 22/3151
Den 5. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 724 (MOF alm. del) stillet 8. marts efter ønske fra
Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 724
"Vil ministeren svare konkret på, som tydeligt spurgt om i MOF alm. del - spm. 586, om det er
forbundet med mere eller mindre fare for en hundeejer og dens hund at gå gennem et nuværende
naturområde uden udsatte store græssere, end en tilsvarende naturnationalpark med udsatte
græssere?"
Svar
Alle skal føle sig velkommen i naturnationalparkerne, men jeg er opmærksom på, at udsætning af store
græssende dyr skaber utryghed hos nogle. Jeg vil gerne understrege, at Naturstyrelsen vurderer at,
risikoen for ulykker er lille, men at vi selvfølgelig vil tilrettelægge forvaltningen af områderne, så vi
reducerer risikoen mest mulig.
En undersøgelse af Københavns Universitet konkluderer, at risikoen for ulykker er minimal i forhold
til hvor mange mennesker, der besøger indhegninger med græssende dyr. Undersøgelsen peger
desuden på, at de fleste ulykker er koblet med en uhensigtsmæssig adfærd hos mennesker, f.eks. i
forbindelse med hundeluftning, hvis de gældende anbefalinger om at holde hunde i kort snor ikke i
tilstrækkelig grad er fulgt, eller ved ikke at holde tilstrækkelig afstand til dyrene.
I den videre proces vil der i samarbejde med en række interessenter også blive gennemført en indsats
med fokus på formidling af, hvordan særligt børn og unge kan færdes trygt blandt de græssende dyr,
der sættes ud i naturnationalparkerne
.
Der er også afsat 2 millioner til et formidlingsprojekt om,
hvordan områderne vil forandre sig som følge af etableringen af naturnationalparkerne.
Det er desuden vigtigt at huske, at de græssende dyr får langt mere plads i naturnationalparkerne, end
vi kender det fra andre indhegninger med dyr. Dyrene vil som udgangspunkt ikke blive fodret og vil
derfor ikke være opsøgende, og der bliver derfor god mulighed for at holde afstand til dem.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk