Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 229 - endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 5425
Den 10. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 til L 229, forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven (Adgang
til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.), stillet den 29. april
2021 efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 9 til L 229
”Hvordan
vil ministeren sikre dyrevelfærden for dyr i naturnationalparker, når regeringen lægger op til
at lempe tilsynsforpligtelserne?”
Svar
Jeg har anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om bidrag til besvarelse af spørgsmålet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har indhentet bidrag fra Fødevarestyrelsen, der kan
oplyse følgende:
”Det er hensigten, at der i naturnationalparker skal kunne udsættes store planteædere, der skal holdes
så ekstensivt som muligt i områderne. Den foreslåede ændring af dyrevelfærdsloven har til formål at
gøre det muligt at tilpasse tilsynet med de udsatte dyr og deres afkom til forholdene i
naturnationalparkerne. En dispensation i forhold til dyrevelfærdslovens regler om tilsyn vil kun kunne
gives på visse betingelser og vilkår, herunder skal bestanden af dyr være tilpasset områdets størrelse og
tilgængelig føde, og bestanden af de udsatte dyr og deres afkom skal tilses jævnligt. Tilsynet kan foregå
på bestandsniveau fremfor på individniveau. Et tilsyn indeholder et væsentligt element af visuel
inspektion, men dette kan suppleres med overvågning ved brug af ny teknologi, f.eks. droner med
varmesøgende sensorer. Disse vil i højere grad end visuel inspektion kunne finde dyr, der søger skjul.
Tilsynet skal bl.a. kunne sikre, at dyr, der er syge eller tilskadekomne opdages tids nok til, at de aflives
uden unødigt ophold, hvis det vil være uforsvarligt at lade dyret leve uden passende behandling eller
pleje. Der vil blive stillet vilkår om, at de personer, der fører tilsyn med dyrene, skal være kompetente.
Det forudsættes i den forbindelse, at tilsynet omfatter en vurdering (scoring) af dyrenes huld og adfærd.
Det kan endvidere bemærkes, at det af forvaltningsplanerne for naturnationalparkerne skal fremgå,
hvordan dyrenes velfærd sikres, herunder hvordan eventuelle syge eller tilskadekomne dyr skal opdages
og håndteres, så de ikke udsættes for unødig lidelse, og hvordan der skal ske regulering af bestanden,
hvis levevilkårene ændrer sig.
Under alle omstændigheder skal dyrene behandles forsvarligt, jf. dyrevelfærdslovens § 2, og det giver
lovforslaget ikke mulighed for at dispensere fra.”
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk