Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2549425_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-2780
Den 25. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 688 (MOF alm. del) stillet 28. februar 2022 efter ønske
fra Rasmus Nordqvist (SF) og ikkemedlem af udvalget (MFU) Anne Valentina Berthelsen (SF).
Spørgsmål nr. 688
Vil ministeren redegøre for, hvorfor Miljøstyrelsen har trukket deres § 25-
miljøgodkendelse til projektet om et nyt byzoneområde ved Næstved tilbage?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Planklagenævnet har den 23. december 2021 truffet afgørelse i forbindelse med klager over Næstved
Kommunes kommuneplantillæg nr. 18 til kommuneplan 2017-2029 samt lokalplan nr. 105, et
erhvervsområde til DSB-værksted ved Mogenstrup. Planklagenævnet ophævede i afgørelsen
lokalplanen.
Begrundelsen for ophævelsen af lokalplanen var, at kommuneplantillæg nr. 18 til kommuneplan 2017-
2029 lider af en væsentlig retlig mangel, idet der ikke er foretaget en korrekt behovsopgørelse for
behovet for udlægning af nye arealer til byvækst. Planklagenævnet vurderede derfor, at
kommuneplantillægget er ugyldigt, ligesom det blev vurderet, at den efterfølgende vedtagne
kommuneplan 2021 ikke indeholder en sådan behovsopgørelse. Af denne grund ophævedes lokalplan
nr. 105, da der ikke overordnet var det fornødne kommuneplangrundlag. Ved ophævelse af lokalplan
105, foreligger der således ikke længere det nødvendige plangrundlag til at etablere værkstedet, der
anses som lokalplanpligtigt.
Efter miljøvurderingsbekendtgørelsens § 11, må miljøvurderingsmyndigheden ikke meddele
miljøvurderingstilladelse (§25-tilladelse) til et projekt før det nødvendige plangrundlag er gældende
efter planlovens regler. Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis vil ophævelse af et vedtaget
plangrundlag som udgangspunkt føre til, at den efterfølgende miljøvurderingstilladelse til et projekt
tillige ophæves og hjemvises til fornyet behandling. Begrundelsen herfor er, at det nødvendige
plangrundlag således ikke har foreligget ved meddelelsen af miljøvurderingstilladelsen.
Miljøstyrelsen har på baggrund af ovenstående vurderet, at miljøvurderingstilladelsen for projektet
bortfalder. Når Næstved Kommune på ny har vedtaget det fornødne plangrundlag, vil Miljøstyrelsen
genbehandle sagen og træffe en ny afgørelse efter miljøvurderingslovens § 25.”
Lea Wermelin
/
Paolo Perotti
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk