Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-2778
Den 28. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 684 (MOF alm. del) stillet 28. februar 2022 efter ønske
fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Mette Thiesen (NB).
Spørgsmål nr. 684
”Vil ministeren fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdslovens § 3 og § 9 i
naturnationalparker?”
Svar
Intentionen med lovændringen og muligheden for at kunne dispensere fra dyrevelfærdslovens § 3 og §
9, stk. 1 og 2, er at sikre, at dyr i naturnationalparker kan håndteres så ekstensivt som muligt med
begrænset indblanding fra mennesker.
En eventuel dispensation gives til bestemte dyrehold, og der vil i den forbindelse blive stillet
betingelser og vilkår for dispensationen. Disse vil bl.a. omfatte krav til arealets beskaffenhed, valg af
dyr, tilsyn, regulering m.v. Vurderingen af hvilke specifikke vilkår, der skal stilles, vil ske på baggrund
af den konkrete ansøgning og forvaltningsplan for området. Dispensationsmuligheden ændrer ikke ved
forpligtigelsen om, at der skal tages hånd om dyrene, og at dyrene skal behandles forsvarligt, jf.
dyrevelfærdslovens §2, som der ikke kan dispenseres fra. Dyrene må ikke sulte, og vi skal i
naturnationalparkerne ligesom alle andre steder sikre, at dyrene har adgang til tilstrækkelig føde,
vand, ly og læ hele året rundt.
Ud over det løbende tilsyn vil der blive gennemført en særskilt evaluering af dyrevelfærden i
naturnationalparkerne højst to år efter, at dyrene er sat ud.
Med udgangspunkt i ovenstående og med henvisning til, at afgørelser om dispensation på det
veterinære område skal træffes af Fødevarestyrelsen, samt at vilkår for en eventuel dispensation skal
fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, finder jeg ikke anledning til, at der ændres
på muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, stk. 1 og 2.
Jeg vil derudover gerne gentage det tilbud, som jeg har givet spørgeren flere gange om at få en
gennemgang i Miljøministeriet af lovgivningen om naturnationalparker, da jeg kan konstatere, at
spørgeren gentagne gange har fremført påstande, som ikke stemmer overens med det faktiske indhold
i lovgivningen, som et bredt flertal i Folketinget står bag.
Jeg kan i øvrigt henvise til svar på MOF spørgsmål nr. 31 til L229.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk