Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 18. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 656 (MOF alm. del) stillet 21. februar 2022 efter ønske
fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 656
”Vil ministeren redegøre for den nærmere begrundelse for, at Naturstyrelsen ikke vil forlænge aftalen
om den 50 meters salonskydebane, der har ligget i Nordskoven ved Silkeborg siden 1864, herunder om
det sker på baggrund af klager fra skovens brugere, naboer m.fl., eller om der er tale om en politisk
beslutning fra regeringens side?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser:
”Naturstyrelsen har tilbudt skytteklubben en aftaleforlængelse på 5 +1 år frem til 2026 med
efterfølgende endegyldigt ophør af aftalen. Dermed har skytteklubben en femårig periode til at finde
en alternativ placering til skydebanen. Naturstyrelsen har i dialogen med skytteklubben tidligere
tilkendegivet, at styrelsen vurderede, at placeringen fremadrettet ikke ville være hensigtsmæssig.
Dialogen har bl.a. omfattet møder med Silkeborg Kommune, som tidligere har foreslået skytteklubben
en alternativ placering.
På baggrund af reaktionerne vil Naturstyrelsen tage initiativ til et møde med skytteklubben og
relevante interessenter såsom Silkeborg Kommune og DGI for at afsøge og diskutere mulige løsninger,
herunder yderligere forlængelse af tidspunktet for lejemålets ophør. Naturstyrelsen har ikke modtaget
klager over skydebanen, og der er ikke tale om en politisk beslutning, men det er Naturstyrelsens
principielle vurdering, at placering af en skydebane i bynær fredsskov med mange besøgende er
uhensigtsmæssig og ikke umiddelbart foreneligt med områdets friluftsliv, som er et af hovedformålene
med forvaltningen af statens naturområder."
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk