Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2542626_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-2588
Den 11. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 625 stillet den 14. februar 2022 efter ønske fra
Torsten Schack Pedersen (V).
Spørgsmål nr. 625
”I Østersøstrategien vurderes gråsæl ikke at være i gunstig bevaringsstatus pga. lav yngleaktivitet,
hvorledes hænger dette sammen med bestandens størrelse? Er det ikke muligt at lave regulering
af en stor bestand i Danmark, hvis yngleaktiviteten finder sted uden for danske farvande?”
Svar
DCE, Aarhus Universitet, vurderede i 2019, i forbindelse med habitatdirektivets artikel 17-
rapportering, at gråsæler i Danmark er i ugunstig bevaringsstatus på grund af en lille ynglende
bestand og en forekomst langt under historiske niveauer.
Sælerne omkring Bornholm tilhører genetisk en større samlet bestand i Østersøen, men arten
skal vurderes og forvaltes inden for medlemslandenes grænser, jf. habitatdirektivets regler. Dette
sætter således grænser for, hvilken regulering der er mulig, uanset om yngleaktiviteten finder
sted i et farvand uden for Danmarks grænser.
Habitatdirektivet giver ikke mulighed for en egentlig bestandsreducering gennem regulering,
men alene mulighed for at regulere ”problemvildt”, som forårsager betydelig erhvervsøkonomisk
skade. Det har siden 2014 været muligt i Danmark at opnå tilladelse til at regulere gråsæler, som
vurderes at være såkaldte ”problem-sæler”. Miljøministeriet har på den baggrund haft iværksat
en ordning med betalt regulering af problemsæler ved Bornholm for at afhjælpe gener fra
gråsælerne for fiskeriet.
Jeg er opmærksom på udfordringer med regulering af gråsælen, herunder særligt set i lyset af de
nu meget alvorlige lave kvoter på torsk og laks i Østersøen, som også har betydet, at ordningen
med betalt sælregulering omkring Bornholm har måttet sættes på pause som følge af en faglig
vurdering. I samarbejde med DTU Aqua er Miljøstyrelsen i gang med at undersøge sælskader i
fiskeriet efter fladfisk. Formålet er at skaffe det nødvendige grundlag for at vurdere, om
reguleringen af gråsæler kan genoptages til efteråret.
Der kan desuden henvises til besvarelsen af MOF alm. del svar nr. 20, 78, 91 og 134, samt svar på
spørgsmål S 351, der også omhandler regulering af gråsæler i Østersøen.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk