Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 24. november 2021
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 59 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Spørgsmålet er stillet den 19. oktober 2021
efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 59 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren redegøre for, hvad den nye dyresundhedslov fra april 2021 har betydet for håndtering af
IHN-udbruddet? Og kan ministeren bekræfte, at den nye dyresundhedslov ikke er en gennemgribende
ændring af de regler, der gjaldt indtil 21. april 2021, men at den alene samler fælles principper og krav
fra den hidtidige lovgivning?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har op-
lyst følgende:
”Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresyg-
domme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedslo-
ven«) indebærer generelt set ikke en gennemgribende ændring af de EU-regler, der var gældende frem
til 21. april 2021. Forordningen strukturerer reglerne på en ny måde ved at samle de fælles principper
og krav fra den eksisterende EU-regulering.
Samtidig er reglerne opdateret på baggrund af erfaringer og den nyeste viden på dyresundhedsområdet
og tilnærmet internationale standarder, hvor det er muligt. Endvidere er det præciseret, hvem der har
ansvaret for dyresundheden. Desuden er detaljegraden for visse bekæmpelsesforanstaltninger for syg-
domme, som Infektiøs Hæmatopoietisk Nekrose (IHN), øget, og dette afspejles i relevante gennemfø-
relsesbestemmelser i forhold til dyresundhedsloven. I overensstemmelse med disse regler har Fødeva-
restyrelsen håndteret sygdomsudbruddene. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af 27. septem-
ber 2021 af spørgsmål nr. 1482 (Alm. del) fra Folketingets Miljø og Fødevareudvalg.”
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K