Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1757
Den 16. november 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 58 (MOF alm. del) stillet 19. oktober 2021 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 58
”Vil ministeren forklare, hvordan reguleringen af dyr i de kommende naturnationalparker vil foregå
under hensyntagen til praktisering af god dyrevelfærd, særligt i betragtning af muligheden for
vildtlevende ulve i parkerne?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser:
./.
”I overensstemmelse med Handlingsplanen for dyrevelfærd af 14. april 2021 (vedlagt) vil
Naturstyrelsen gennem en proaktiv indsats løbende regulere bestandsstørrelserne af de udsatte
planteædende pattedyr, så bestanden af dyr er tilpasset områdets størrelse og tilgængelig føde hen
over årene. Denne indsats bygger på tilsyn med arealer og dyr. For yderligere uddybning henvises til
svar på MOF spørgsmål nr. 49 til L 229.
Siden 2012, hvor ulven blev konstateret for første gang i Danmark, er der blevet registreret en række
ulveangreb på husdyr. Langt størstedelen af disse ulveangreb har fundet sted i indhegninger med får.
Der arbejdes pt. ikke med planer om at udsætte mindre husdyr som får og geder i
naturnationalparkerne. Store husdyr som heste og kreaturer vurderes ikke at være særlig udsatte for
ulveangreb, hvilket understøttes af, at der kun er registreret enkelte ulveangreb på store husdyr, siden
ulven indvandrede til Danmark. Det skal derudover nævnes, at der i de områder, hvor der påtænkes
etableret naturnationalparker, allerede på nuværende tidspunkt eksisterer hegninger med store husdyr
som led i naturplejen af områderne.
Krondyr, dådyr og rådyr i naturnationalparker vil være naturlige byttedyr for ulve på samme måde,
som de er uden for hegnet. Det er Naturstyrelsens intention at etablere hegnene således, at de mindst
muligt indvirker på ulvenes mulighed for at nedlægge hjortevildt i naturnationalparkerne. Det gælder
særligt i naturnationalparker med højt hegn, mens naturnationalparker med lavt hegn ikke vurderes at
ville påvirke ulvenes naturlige muligheder for at nedlægge hjortevildt ”
./.
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk