Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-1713
Den 18. februar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 546 (MOF alm. del) stillet 2. februar 2022 af ikkemedlem
af udvalget (MFU) Hans Andersen (V).
Spørgsmål nr. 546
”Kan ministeren forklare, hvorfor der trods indsætning af kvæg og heste flere steder i Gribskov
(eksempelvis i området omkring Sandskredssøen) fortsat er en kraftig vækst af træer, der må holdes
nede maskinelt – hvis store græssere som påstået skal holde skoven åben, hvorfor sker det så ikke, og
hvad kan der oplyses omkring effekten af græsning med store dyr på biodiversiteten i disse områder og
i andre tilsvarende skovområder i statsskovene?”
Svar
”Jeg har forelagt spørgsmålet til Naturstyrelsen, som oplyser at”:
”I 2008 blev den tidligere bevoksning af rødgran omkring Sandskredssøen i det centrale Gribskov
fældet for at sætte gang i en naturlig udvikling hen mod et mere lysåbent landskab med flere
levesteder. Efter fældningen såede birken sig selv på arealet, som led i den naturlige succession på det
næringsfattige, lysåbne areal. Omfanget af selvsået birk var større end ventet, og Naturstyrelsen har
derfor i flere år foretaget en maskinel rydning af birkeopvækst i et delområde, for at fremme
etableringen af lysåben natur. Rydningen har imidlertid ikke haft det tilsigtede resultat, og
Naturstyrelsen har nu valgt at ophøre med de tiltag for i stedet at give plads til en naturlig dynamisk
succession. Der har i hele perioden været husdyrgræsning med heste og kreaturer i området, og
dyrenes indvirkning begynder nu at være tydelig. Effekten er imidlertid ikke det klassiske
slettelandskab, som ofte forbindes med græsningslandskaber. I stedet er der ved at udvikle sig en mere
finkornet mosaik af skyggede og åbne områder, med små lysninger og lysåbne strøg. Dyrene færdes
(og græsser) tydeligt både i lysningerne og inde mellem birketræerne, hvor dyrenes græsning og tråd
giver plads til den magre jordbunds karakteristiske plantearter som eksempelvis liden klokke og
høgeurt.”
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk