Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2535345_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 1614
Den 28. februar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 533 (MOF alm. del) stillet den 1. februar 2022 efter
ønske fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 533
Ministeren har ved flere lejligheder tilkendegivet, at ministeren lytter til eksperter og forskere på
biodiversitetsområdet. Vil ministeren oplyse, hvem ministeren betragter som eksperter og forskere på
skov og klimaområdet og lytter ministeren til dem?”
Svar
Det bekymrer mig, når jeg oplever forsøg på at gøre videnskaben til et spørgsmål om den enkelte forsker,
frem for et spørgsmål om indholdet og resultaterne af forskningen. Vores universiteter leverer solid
forskning og et omfattende videnskabeligt og fagligt arbejde, der gentagne gange har belyst, at naturens
tilstand i Danmark på en lang række områder er i ugunstig tilstand.
Jeg har desuden forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, der oplyser at:
”Miljøministeriet
modtager forskningsbaseret myndighedsbetjening1 i henhold til faste aftaler med
Aarhus Universitet (AU), Københavns Universitet (KU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). For
yderligere oplysning om de faglige temaer henvises til ministeriet hjemmeside om samarbejde med
universiteter. Herudover har Miljøministeriet på andre konkrete områder, fx vandområdet haft aftaler
med Syddansk Universitet (SDU), Aalborg Universitet (AAU), De Nationale Geologiske Undersøgelser
for Danmark og Grønland (GEUS), DHI, Teknologisk Institut og DMI.
For skov- og klimaområdet gælder det det f.eks. Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og
Naturforvaltning, som leverer målinger, databehandling, analyser og rapportering om bl.a. skovenes
kulstofbalancer og øvrige udledninger og optag af drivhusgasser for både Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet og Miljøministeriet.
Det er universiteterne, som står inde for ekspertbistanden, og som er ansvarlige for kvalitetssikringen
af leverancerne fra eksperterne via interne kvalitetssikringsprocedurer. Det gælder også for leverancer,
som er et produkt af samarbejder mellem flere universiteter.”
Jeg vil herudover gerne henvise til min besvarelse af spørgsmål 303 (MOF alm. del).
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk