Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2528211_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-1153
Den 11. februar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 454 (MOF alm. del) stillet 18. januar 2022 efter ønske fra
Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 454
”Vil ministeren oplyse, hvilke friluftsaktiviteter der vil blive taget hensyn til i naturnationalparkerne,
når der i forordet til Naturstyrelsens pjece "Vision for vores fælles natur – Naturstyrelsens nye
rammer", januar 2022, står bekrevet, at Naturstyrelsen fremadrettet vil arbejde for at udvikle
mulighederne for et rigt og aktivt friluftsliv i forbindelse med naturnationalparker?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser at:
”I forbindelse med de kommende naturnationalparker opretholdes de nuværende regler og rammer for
borgernes aktiviteter på statens naturarealer.
For hver naturnationalpark er der afsat 5 mio. kr. til at understøtte borgernes færdsel og aktiviteter i
og ved naturnationalparkerne. Naturstyrelsen vil her arbejde på at udbygge friluftsfaciliteter, herunder
også på statens nærliggende naturarealer uden for naturnationalparkerne. Placering og udformning af
disse faciliteter vil blive drøftet med de lokale projektgrupper, som nedsættes for hver
naturnationalpark. Det er Naturstyrelsens forventning, at de nye naturnationalparker vil opleves som
en attraktion af mange borgere. Her kan man opleve naturens udvikling samt få mulighed for at opleve
de udsatte store pattedyr som fx hjorte og stude, der er med til at forandre områdets natur.
De nuværende friluftsfaciliteter i naturnationalparkerne opretholdes, men enkelte friluftsfaciliteter,
som fx hundeskove, kan dog blive flyttet uden for naturnationalparkerne, da løse hunde i
naturnationalparkerne ikke vil være hensigtsmæssige i forhold til de udsatte dyr.
Naturstyrelsen oplever, at nogle brugere udtrykker bekymring/utryghed ved at færdes blandt de store
planteædere i naturnationalparkerne. Naturstyrelsen vil gøre en fokuseret indsats for at formidle
muligheder og regler/gode råd for færdsel i naturen, herunder færdsel inden for hegn blandt
græssende dyr.
Naturstyrelsen vil i øvrigt løbende foretage en bred monitering af friluftslivet i samarbejde med
relevante forskningsinstitutioner med henblik på at følge udviklingen heraf.”
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk