Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2528184_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-905
Den 10. februar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 453 (MOF alm. del) stillet 18. januar 2022 efter ønske fra
Zenia Stampe (RV).
Spørgsmål nr. 453
”Vil ministeren oplyse om status på import af spildevand fra Statoil i Norge til RGS Nordic, herunder
om det er rigtigt, at RGS Nordic, efter at have fået afslag på import af spildevand med henblik på
bortskaffelse, i stedet har ansøgt om import af spildevand med henblik på nyttiggørelse, og hvordan
ministeren forholder sig til det?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som jeg henholder mig til:
”Miljøstyrelsen modtog den 13. oktober 2020 en anmodning om overførsel af olieholdigt spildevand
fra Equinor (tidligere Statoil) til RGS Nordic til bortskaffelse. Miljøstyrelsen afviste den 20. april 2021
denne anmodning, da Equinor ikke kunne godtgøre, at der ikke var behandlingsmulighed i Norge,
hvorfor Miljøstyrelsen antog, at der var behandlingsmulighed. Derfor ville en overførsel være i strid
med forbuddet mod overførsel til bortskaffelse i import-/eksportbekendtgørelsen.
Miljøstyrelsen modtog den 17. december 2020 en anmodning om overførsel af olieholdigt spildevand
fra Equinor til RGS Nordic til nyttiggørelse. Ansøgeren trak anmodningen tilbage den 5. oktober 2021.
Miljøstyrelsen modtog den 23. juni 2021 en lignende anmodning om overførsel af olieholdigt
spildevand fra RGS Nordic Norge til RGS Nordic Danmark til nyttiggørelse. Miljøstyrelsen gav den 24.
november 2021 et afkortet og forholdsmæssigt mængdebegrænset samtykke med den begrundelse, at
styrelsen er i færd med en afklaring af, hvorvidt transporter indeholdende olieholdigt spildevand til
RGS Nordic fremover skal klassificeres som nyttiggørelse eller bortskaffelse, samt om der ud fra
økonomiske og/eller miljømæssige betragtninger er grundlag for at gøre indsigelse efter
transportforordningens artikel 12, stk. 1, litra g. Ud fra denne begrundelse fandt Miljøstyrelsen det
passende med et afkortet samtykke svarende til tidsperioden for den resterende afklaringsproces samt
en passende varsling ved en evt. praksisændring.”
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk