Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2543858_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. marts 2022
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 447 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødeva-
reudvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 17. januar. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Peter Juel-Jensen (V).
Spørgsmål nr. 447 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
” Kan ministeren forklare hvorfor det skal tage flere måneder, efter ansøgningen er afsendt fra landman-
den til Landbrugsstyrelsen, før udbetalingen af tilskud til "Pleje af græs- og naturarealer" finder sted?”
Svar
Det er utilfredsstillende, når en landbruger venter for længe på at modtage tilskud. Desværre har der de
seneste par år været udfordringer med udbetalinger relateret til tilskudsordningerne pleje af græs- og
naturarealer og økologisk arealtilskud blandt andet som følge af overgangen til et nyt it-system i 2019.
It-systemet viste sig at have alvorlige problemer, der medførte, at udbetalingerne måtte påbegyndes på
et senere tidspunkt end forudsat. På grund af problemernes omfang og karakter havde Landbrugssty-
relsen ikke mulighed for at løse problemerne på helt kort sigt. Landbrugsstyrelsen ydede en stor indsats
og ansatte blandt andet yderligere medarbejdere i 2020 til at løse problemerne. Der blev lagt en plan
for, hvordan tilskuddet fra 2021 og frem skulle kunne udbetales til tiden. Jeg er tilfreds med, at 2021-
tilskuddene er blevet udbetalt efter planen.
For så vidt angår de generelle regler for ansøgning om tilsagn og udbetaling fra tilskudsordningen til
pleje af græs- og naturarealer har jeg indhentet et bidrag fra Landbrugsstyrelsen, der har oplyst føl-
gende:
”Når en landbruger ansøger om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, skal denne først søge om et
femårigt tilsagn til tilskud. I hvert af de fem tilsagnsår skal ansøger opfylde betingelserne i tilsagnet og
anmode om udbetaling. Et tilsagnsår løber i perioden fra den 1. september til den 31. august, f.eks. fra
den 1. september 2021 til den 31. august 2022. Landbrugeren kan søge om udbetaling af tilskud fra den
1. februar til medio april i tilsagnsåret, dvs. fra den 1. februar 2022 til medio april 2022 i det nævnte
eksempel.
En række af tilsagnets betingelser, herunder eksempelvis afgræsning eller slæt, kan først kontrolleres i
løbet af efteråret. Den fysiske kontrol afsluttes i november i ansøgningsåret, og udbetalingen begynder
primo december, det vil sige i henholdsvis november og december 2022 i dette eksempel.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 448: MFU spm. om, det ikke belaster en virksomheds likviditet unødigt, at der er lang sagsbehandlingstid på udbetaling af støttekroner til landbruget, og at det reelt kun betyder, at det er den finansielle sektor, der tjener på den meget lange sagsbehandlingstid, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 skal tilskud-
det udbetales i perioden fra den 1. december til den 30. juni året efter, for at Danmark kan opnå fuld
refusion fra EU af det udbetalte beløb. I ovenstående eksempel er perioden fra den 1. december 2022 til
den 30. juni 2023. Udbetalingsperioden fremgår af Landbrugsstyrelsens vejledning om tilskud til pleje
af græs- og naturarealer.
Der var ultimo februar 2022 udbetalt ca. 91 pct. af 2021-sagerne vedrørende 2021-ansøgningsåret. Den
resterende del af 2021-sagerne udbetales løbende, og de sidste sager forventes udbetalt rettidigt senest
den 30. juni 2022, dog med undtagelse af enkelte, særligt komplicerede sager.
Selv om langt de fleste har modtaget deres tilskud, vil nogle landbrugere således opleve at modtage deres
udbetaling sent i udbetalingsperioden. Landbrugsstyrelsen har forståelse for de udfordringer, det kan
medføre for den enkelte landbruger.
Landbrugsstyrelsen kan endelig oplyse, at der har været en stor interesse for at søge nye tilsagn om
tilskud til pleje af græs- og naturarealer i forbindelse med den seneste ansøgningsrunde.”
Rasmus Prehn
/
Helle Agerdal Olsen
2