Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 3. februar 2022
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 399 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 6. januar 2022. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 399 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren konkretisere sit svar på MOF alm del - spørgsmål 204 (folketingsåret 2021-2022) og
tydeligt oplyse, om ministeren fortsat mener det, som ministeren udtalte under samråd den 6. oktober
2021 om New Hope Denmark og deres forbud mod import af hunde fra virksomhedsadressen, at: ”vi
har et system, der virker”? Mener ministeren dermed reelt, at vi har et system, der virker, når den
selvsamme forening ufortrødent fortsætter med at formidle og sælge hunde - dog ikke fra
virksomhedsadressen, men i princippet alle andre steder fra? Vil ministeren samtidig svare konkret på,
hvordan ministeren mener, at ”vi har et system, der virker”, når det er uproblematisk at omgå
forbuddet? Vil ministeren eventuelt forklare, hvad ministeren reelt mente med: "vi har et system, der
virker"?”
Svar
Min udtalelse under min besvarelse af samrådsspørgsmål B (Alm. del) fra Folkertingets Miljø- og
Fødevareudvalg den 6. oktober 2021 om, at ”vi har et system, der virker” relaterer sig til kontrol og
sanktionering af overtrædelser af reglerne for erhvervsmæssigt hold og handel med hunde samt
systemet med en tilladelsesordning. Reglerne for erhvervsmæssigt hold og handel med hunde har til
formål at sikre dyrevelfærden for hunde, som holdes fysisk i en virksomhed. Der er i den konkrete sag
sanktioneret i forhold til disse regler, dvs. der er nedlagt forbud mod formidling af hunde via
virksomhedsadressen, indtil kravet om, at der til virksomheden skal være tilknyttet en dyrlæge, der skal
tilse hundeholdet, er opfyldt. Det kan desuden oplyses, at virksomheden ikke længere har tilladelse til
erhvervsmæssigt hundehold, men alene tilladelse til formidling af hunde.
Formidling af hunde indebærer ikke, at virksomheden har hundene fysisk i sin varetægt, men derimod,
at virksomheden udelukkende administrerer en formidling af dyrene. Reglerne for erhvervsmæssigt
hold og handel med hunde, der har til formål at sikre dyrevelfærden for hunde, som holdes i en
virksomhed, gælder derfor ikke, når der ikke er tale om hundehold. Forhandlere af hunde skal stadig
have en tilladelse hertil fra Fødevarestyrelsen.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K