Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2512919_0001.png
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1760
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 572
Den 29. oktober 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1760 (MOF alm. del) stillet 24. september 2021 efter
ønske fra Susanne Zimmer (UFG).
Spørgsmål nr. 1760
”Vil ministeren bekræfte, at der stadig findes pesticidrester i vores grundvand, som er lovlige? Vil
ministeren udvide analysemetoderne, så der screenes for alle pesticider?”
Svar
Det er korrekt at der findes stoffer, der kan stamme fra i dag godkendte sprøjtemidler i vores
grundvand. Der er stoffer, som tidligere har været godkendt i en højere dosering eller hvor
anvendelsen er blevet indskrænket. Efterfølgende er den nye godkendelse af sprøjtemidlet med en
lavere dosering undersøgt i Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand, hvor der ikke
har været udvaskning med den nye restriktioner. Et stof der f.eks. kan stamme fra godkendte
sprøjtemidler er nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol som blev fundet i 16,1 pct. af de undersøgte
indtag i grundvandsovervågning i 2019. Langt de fleste fund var dog under kravværdien på 0,1 µg/L.
Det skal bemærkes, at reguleringen af pesticidaktivstoffer, der kan nedbrydes til 1,2,4-triazol løbende
er blevet strammet. Hvis der kommer ny viden omkring disse pesticidaktivstoffer, der viser en risiko
for udvaskning ved de nuværende godkendte anvendelser, vil jeg indføre yderligere restriktioner.
Det er i dag ikke praktisk muligt at analysere grundvandet for alle pesticidstoffer og
nedbrydningsprodukter, da der ikke er kommercielle analysemetode til rådighed for alle stofferne. Det
blev med tillægsaftalen til pesticidaftalen 2017-2021 aftalt, at grundvandet skal screenes for langt flere
pesticidstoffer og nedbrydningsprodukter. Derfor blev de første massescreening af grundvandet
igangsat i 2019 og 2020 og den tredje massescreening er ved at blive foretaget. I de første to
massescreeninger, er grundvandet blevet undersøgt for 496 stoffer. I den tredje massescreening
undersøges grundvandet for yderligere 87 pesticidstoffer og nedbrydningsprodukter.
Det undersøges desuden om der kan udvikles såkaldte non-target analysemetoder, hvor der kan
screenes mere bredt for alle stoffer.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk