BILAG TIL BESVARELSE AF MOF SPØRGSMÅL NR. 383 (ALM. DEL)
AF 3. JANUAR 2022
Den 17. marts 2022
Indførsel af EU-krav om mærkning af hjorte og tilhørende
mulighed for dispensation
Notatet beskriver de væsentligste begivenheder i forløbet om indførelse af EU-krav om mærkning af
hjorte og tilhørende mulighed for dispensation, herunder Fødevarestyrelsens kommunikation med de
danske hjorteavlere.
Som det fremgår nedenfor, har Fødevarestyrelsen løbende haft dialog med Landsforeningen af Danske
Hjorteavlere for at sikre den bedst mulige implementering af de nye EU-regler på et område, der hidtil
kun har været reguleret af national lovgivning. Styrelsen har senest afholdt et møde med
Landsforeningen den 17. januar 2022. Fødevarestyrelsen har desuden sendt tre informationsbreve
direkte til alle registrerede hjorteavlere i Danmark. Brevene er sendt i henholdsvis maj og december
2021 samt i januar 2022.
Brevet fra maj 202 indeholdt information om, at der netop var vedtaget EU-regler om mærkning af
hjorte med den konsekvens, at de tidligere nationalt fastsatte regler ikke længere var gyldige. Det betød
samtidig, at de hidtil udstedte nationale dispensationer ikke længere var gyldige. Fødevarestyrelsen har
beklaget, at det ikke fremgik af brevet, at de nye EU-regler indeholdt en dispensationsmulighed.
At den nationale dispensationsordning ikke kunne videreføres fremgår af Fødevarestyrelsens bidrag til
besvarelsen af 28. juni 2021 af spørgsmål nr. 1433 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg,
som adresserede spørgsmålet om at videreføre den gældende nationale dispensationsmulighed.
Fødevarestyrelsen beklager, at det ikke tillige fremgik af styrelsens bidrag til besvarelsen af spørgsmålet,
at der ifølge EU-reglerne i konkrete tilfælde kan dispenseres fra kravet om, at alle hjorte skal mærkes
senest ni måneder efter fødsel. De overordnede forudsætninger for dispensation fra mærkningskravet
efter EU-reglerne er beskrevet i styrelsens bidrag til besvarelsen af 28. september 2021 af spørgsmål nr.
1662 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Fødevarestyrelsens brev til hjorteavlerne i december 2021 indeholdt yderligere information om
muligheden for at søge om dispensation fra den i EU-reglerne fastsatte mærkningsfrist på ni måneder.
Fødevarestyrelsen er i færd med at behandle de ansøgninger om dispensation, der er indkommet, og har
senest den 25. januar 2022 sendt et brev til alle hjorteavlere med information om, at fristen for at mærke
hjorte, der er født før den 13. maj 2021, er forlænget til den 13. august 2022.
Nedenfor følger en kronologisk gennemgang.
Oktober 2018
Udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/520 om fastlæggelse af regler for
anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår
sporbarheden af visse opdrættede landdyr sendes til medlemsstaterne. I dette udkast er
mærkningsfristen for hjorte, at de skal mærkes, inden de flyttes fra fødselsbesætningen. Dette svarer til
de hidtidige danske regler.
Juni 2020
Revideret udkast til EU-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2021/520 sendes til
medlemsstaterne. Heri er mærkningsreglerne skærpet således, at fristen for mærkning skal fastsættes
af medlemsstaten, men at den ikke må overstige ni måneder efter fødsel. Fødevarestyrelsen opfordrer
skriftligt EU-Kommissionen til, at hjorte først skal mærkes, når de forlader fødselsbesætningen,
svarende til de hidtidige danske regler.
Fødevarestyrelsen • Stationsparken 31-33 • 2600 Glostrup
Tlf. 72 27 69 00 • CVR 62534516 • EAN 5798000986008 • www.fvst.dk