Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2512916_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3164
Den 20. december 2021
Miljøministerens besvarelse af MOF alm. del 198 stillet d. 25. november 2021 efter ønske fra Mona
Juul (KF).
Spørgsmål nr. 198
”Miljøministeren bedes kommentere de vedvarende udfordringer med manglende anvendelse af
miljøstationerne i de danske lystbådehavne, jf. artiklen ”Sejlere tømmer toiletter ulovligt”, Marina
News, 17. udgave, november 2021 (https://havnefogeder.dk/fi-
leadmin/havnefogeder/marinanews/MarinaNews_nr_17_2021.pdf) og dermed udledning af
spildevand fra lystbådene direkte ud i havnevandet, herunder hvem der har ansvaret for at sikre, at der
ikke sker den forurening, som spildevand med fækalier medfører, og oplyse, om ministeren har tænkt
sig at skabe redelighed i ansvarsforholdene, som lige nu står uklare for flere myndigheder, jf. artiklen
”Spildevand fra toiletter, vaske- og opvaskemaskiner udledes i lystbådehavnene: Ingen myndigheder
gør noget ved det”, Århus Stiftstidende, den 22. november 2021 (https://stiften.dk/ar-
tikel/spildevand-fra-toiletter-vaske-og-opvaskemaskiner-udledes-i-lystb%C3%A5dehavne-ne-ingen-
myndigheder-g%C3%B8r-noget-ved-det)?”
Svar
Havet er vores største og vildeste naturressource. Det er derfor helt afgørende, at vi passer på vores
havmiljø og det gælder selvfølgelig også i lystbådehavnene. Det er derfor helt uacceptabelt, at der
udledes kloakspildevand direkte ud i havnene.
Jeg kan oplyse, at der i havmiljøloven og i medfør af bekendtgørelse nr. 360 af 22. marts 2010 om regler
for udtømning af kloakspildevand fra lystfartøjer findes regler for, hvor og under hvilke betingelser
lystfartøjer må udlede kloakspildevand. Generelt gælder det, at lystfartøjer ikke må udtømme
kloakspildevand i havne.
Lystfartøjer med toilet må generelt kun udtømme kloakspildevand, hvis kloakspildevandet er behandlet
i et godkendt anlæg og udløbet ikke frembringer synlige spor i havet i henhold til havmiljølovens § 20,
stk. 1, nr. 1. Har lystfartøjet ikke et anlæg til behandling af kloakspildevandet, kan udtømning kun ske i
en afstand af minimum 4 sømil fra kysten, og såfremt det er findelt og desinficeret i henhold til
havmiljølovens § 20, stk. 1, nr. 2. For lystfartøjer uden toilet mm., må kloakspildevand kun udtømmes i
en afstand af mindst 2 sømil fra nærmeste kyst, jf. § 3 i bekendtgørelse om regler for udtømning af
kloakspildevand fra lystfartøjer. Såkaldt ”gråt” spildevand fra køkkenvask, bruser, vaske – og
opvaskemaskiner fra lystbåde er ikke reguleret i omtalte lovgivning, dog kan der være specifikke regler
i de enkelte havnes ordensreglement.
Håndtering af kloakspildevand i havnene, herunder hvordan man kommer af med kloakspildevand på
en ansvarlig måde, er reguleret af bekendtgørelse om modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes
aflevering af affald og havnes affaldsplaner. Heraf følger, at der skal etableres modtagefaciliteter i alle
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 357: Spm. om tilførsel af næringsstoffer og miljøfarlige stoffer fra gråt spildevand fra lystfartøjer (marinaer og lystbådehavne), til miljøministeren
danske havne, jf. § 7 og at skibsføreren på et skib, der anløber en havn, har pligt til at sørge for, at alt
affald, der er transporteret af skibet afleveres til havnens modtagefacilitet i overensstemmelse med de
relevante udtømningsnormer, der er fastsat i MARPOL-konventionen. På nuværende tidspunkt er
fritidsfartøjer med en længde på mindre end 45 meter dog ikke omfattet af denne afleveringspligt.
Dette vil blive ændret fra den 1. januar 2022, hvor afleveringspligten udvides til også at gælde for
fritidsfartøjer med en længde på mindre end 45 meter.
Transportministeriet oplyser, at ”Det følger desuden af Bekendtgørelse om standardreglement for
overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne (BEK nr. 9139 af 15/04/2002), at
udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septiktanke i havnen er forbudt. Der henvises
til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter, jf. standardreglementets punkt 4.4. Udpumpning af
marine toiletter mv. er i denne sammenhæng altså relateret til overholdelse af orden på havnen.
Bekendtgørelsen har ophæng i havneloven og hører under Trafikstyrelsens ressort.
Overtrædelse af ovennævnte bestemmelse straffes i øvrigt med bøde, jf. standardreglementets punkt 5.5,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.”
Vedrørende tilsyn og kontrol af ovennævnte regler for udledning af kloakspildevand til havne, har jeg
bedt de berørte myndigheder om at sætte sig sammen og afklare tilsynsforholdene.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
2