Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-4364
Den 13. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 354 (MOF alm. del) stillet den 20. december 2021 efter
ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 354
”På baggrund af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets notat ”Coexistence between renewable
energy and biodiversity” (MOF alm. del - bilag 191) til EU-rådsmødet den 19. november 2021 bedes
miljøministeren redegøre for, om regeringen lægger op til i fremtiden at prioritere klimaindsatsen
højere end indsatsen for miljø og natur, når disse konflikter? Hvis ikke, hvordan vil miljøministeren så
sikre, at beskyttelsen af miljø og natur prioriteres ligeså højt som klimaet i fremtiden både nationalt og
internationalt?”
Svar
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen på rådsmødet ikke foreslog at svække naturdirek-
tiverne for at fremme vedvarende energi.
Regeringen støtter høje ambitioner inden for både klima og miljø og natur og kæmper for at løse begge
kriser parallelt. De hænger sammen, og vi bruger meget tid og energi på at forsøge at forene forskellige
interesser inden for rammerne af vores direktivforpligtelser.
Klima-, energi- og forsyningsministeriet har derfor sendt en appel til Kommissionen om vigtigheden i
at finde løsninger, der sikrer sameksistens, hvor det er muligt.
Samtidig ønsker vi at starte en diskussion om de stigende udfordringer, der kan være forbundet med at
beskytte biodiversiteten, samtidig med at vi øger produktionen af vedvarende energi.
Regeringen er åben for dialog med alle relevante parter. Klima-, energi- og forsyningsministeriet og
Miljøministeriet har en dialog med Dansk Energi og Wind Denmark herom og har også indbudt WWF,
DN og DOF til dialog.
Som en del af den grønne delaftale i Aftale om finansloven for 2022 blev det aftalt at afsætte 7 mio. kr.
årligt i perioden 2022-2025 til et partnerskab til fremme af sameksistens.
Af aftaleteksten fremgår, at partnerskabet skal fremme sameksistens mellem infrastruktur til gavn for
klimaet og hensynet til natur- og biodiversitet. Herudover nævnes konkret, at partnerskabet
blandt andet skal udarbejde bedre fugledata og etablere ny viden og teknologi omhandlende
sameksistens mellem udbygning af vedvarende energi og natur- og miljøhensyn.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk