Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 350 (MOF alm. del) stillet 20. december efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 350
”Som opfølgning på ministerens besvarelse af MOF alm. del - samrådsspørgsmål S om
naturnationalparker vil ministeren da redegøre for, hvor mange møder ministeren har afholdt med
henholdsvis den nedsatte nationale arbejdsgruppe for interessenter og de lokale projektgrupper?"
Svar
Jeg har løbende haft møder med mange af organisationerne i den nationale interessentgruppe
omkring udviklingen af naturnationalparkerne, og drøftet hvordan vi skaber gode rammer for f.eks.
friluftslivet i de kommende naturnationalparker. Hensynet til friluftsinteresserne i
naturnationalparkerne er vigtigt for regeringen, og organisationernes input kvalificerer de politiske
beslutninger i aftalekredsen.
Naturstyrelsen har stået for afholdelsen af møderne i de nationale følgegrupper og de lokale
projektgrupper. Jeg har derfor anmodet Naturstyrelsen om en redegørelse for afholdelse af møderne,
som oplyser følgende:
"Naturstyrelsen har i forbindelse med udarbejdelse af projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for
Naturnationalparkerne Fussingø og Gribskov afholdt møder med den nationale arbejdsgruppe for
interessenter to gange i henholdsvis december 2020 og marts 2021. I forhold til processen med
Naturnationalparkerne Tranum, Stråsø og Almindingen har der været afholdt to møder med den
nationale arbejdsgruppe for interessenter i henholdsvis september og december 2021. Derudover har
Naturstyrelsen i oktober 2021 afholdt et orienterende møde med samme arbejdsgruppe om
naturnationalparkerne på bruttolisten herunder processen for udvælgelse af de op til 10 næste
naturnationalparker.
Foruden de to nationale arbejdsgrupper er der for hver enkelt naturnationalpark nedsat en lokal
projektgruppe. Naturstyrelsen har parallelt med afholdelse af møder i de to nationale arbejdsgrupper
afholdt en række møder i de lokale projektgrupper. I forbindelse med udarbejdelse af
projektbeskrivelser og forvaltningsplaner er der for Naturnationalpark Gribskov i perioden januar –
marts 2021 afholdt to møder, for Naturnationalpark Fussingø i perioden november 2020 til marts
2021 to møder, for Naturnationalpark Almindingen i perioden september – december 2021 to møder,
for Naturnationalpark Stråsø i perioden september – december 2021 to møder og for
Naturnationalpark Tranum i perioden august – december 2021 to møder (samt to supplerende
infomøder). Herudover er der afhængigt af den enkelte naturnationalparks udstrækning og karakter
afholdt møder med naboer til naturnationalparken.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk