Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 346 (MOF alm. del) stillet den 17. december efter ønske
fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 346
"Som opfølgning på ministerens besvarelse af MOF alm. del - samrådsspørgsmål S om
naturnationalparker bedes ministeren redegøre for, hvorfor man ikke har fundet det nødvendigt at
lave en egentlig kortlægning som grundlag for vurderingen af det frilufts- og foreningsliv, der rammes i
de kommende naturnationalparker? Ved man, hvor mange arrangementer og foreninger, der rammes i
de områder, som påtænkes udlagt som naturnationalpark?"
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Naturstyrelsen, som oplyser at:
”Naturstyrelsen har både via de tidligere gennemførte landsdækkende undersøgelser foretaget af
Københavns Universitet om befolkningens brug af naturen og via sine 16 lokale enheder et godt
kendskab til den friluftsmæssige anvendelse af statens arealer og derved også i de mulige kommende
naturnationalparker.
I det omfang den friluftsmæssige anvendelse kræver tilladelse fra Naturstyrelsen, har styrelsen et
detaljeret kendskab til omfanget både hvad angår deltagerantal og antallet af arrangementer. Der, hvor
den friluftsmæssige anvendelse ikke kræver tilladelse, fx til borgernes almindelige skovture, beror
kendskabet især på observationer fra styrelsens lokalt ansatte, men også på bidrag fra bl.a. dialog med
brugerorganisationer, de lokale brugerråd, slitage, omfang af affald mv.
Herudover har den nationale arbejdsgruppe for interessenter bidraget med oplysninger om den
aktuelle anvendelse – ligesom de lokale projektgrupper har bidraget i forbindelse med de allerede
udvalgte naturnationalparker.
Efter etablering af naturnationalparkerne vil den friluftsmæssige anvendelse blive fulgt – herunder om
der kan registreres evt. ændringer i forhold til den nuværende anvendelse.”
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk