Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2511532_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-4170
Den 11. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 328 (MOF alm. del) stillet 15. december 2021 efter ønske
fra René Christensen (DF).
Spørgsmål nr. 328
”Hvad renses der for af organisk stof og kemi i forbindelse med rensning af spildevand? Renses der
f.eks. for alle PFAS-stoffer, medicinrester og for hormonforstyrrende stoffer?”
Svar
Spildevandsbekendtgørelsen indeholder konkrete krav til de maksimale tilladelige koncentrationer for
Kvælstof (N), fosfor (P) og O (organisk stof – COD), der må udledes fra renseanlæg.
Derudover skal kommunerne i forbindelse med meddelelse af udledningstilladelser til renseanlæg
foretage en konkret vurdering, der kan resultere i en skærpelse af de maksimale tilladelige
koncentrationer til N, P og O, ud fra en konkret vurdering af bl.a. vandområdet, der udledes til.
Hovedparten af renseanlæggene, som behandler ca. 95 % af de totale spildevandsmængder, er
etableret med renseløsninger, der kan imødekomme ovenstående krav.
Spildevand, der ledes til renseanlæg, fra fx virksomheder reguleres via tilslutningstilladelser, hvor det
også er kommunen, der er tilladelsesmyndighed. Kommunerne skal, når de udsteder
tilslutningstilladelser sikre, at der stilles de relevante vilkår, således at den konkrete tilførsel af
spildevand ikke er til hinder for, at renseanlægget kan opfylde sin udledningstilladelse, herunder at
miljøkvalitetskravene for det berørte vandområde sikres opfyldt.
Udledning af forurenende stoffer (f.eks. PFAS, medicinrester, kemikalier, hormonforstyrrende stoffer
osv.) fra punktkilder reguleres af bekendtgørelse nr. 1433 om krav til udledning af visse forurenende
stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder. Kommunerne skal i forbindelse
med meddelelse af udledningstilladelse lave en konkret vurdering i forhold til det berørte vandområde
og ud fra den stille de nødvendige krav og grænseværdier, som sikrer overholdelse af
miljøkvalitetskravene for alle relevante stoffer.
Lea Wermelin
/
Kristian Baden Dambo-Korch
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk