Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 4208
Den 11. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 321 (MOF alm. del) stillet 14. december 2021 efter ønske
fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 321
Vil ministeren oplyse, hvad der er ministeriets seneste tilgængelige viden om tilstanden af Arresø?
Herunder bedes ministeren bl.a. redegøre for følgende:
• Er der allerede besluttet eller igangsat initiativer for at forbedre tilstanden i søen?
• Hvilke dokumenterede virkemidler kan anvendes til nedbringe fosforindholdet i søen?
• Og hvilken tilgængelig viden har man om, hvor den nuværende fosforudledning kommer fra?
Svar
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet som har svaret følgende, som jeg henholder mig til:
”I udkast til vandområdeplan 2021-2027 er den økologiske tilstand for Arresø vurderet som dårlig.
Fosfortilførslen til Arresø kommer fra renseanlæg, regnbetingede overløb, spredt bebyggelse og diffus
afstrømning fra det åbne land. Fosfortilførslen for vanddistrikt Sjælland er fordelt på ca. 50 % fra
åbent land (spredt bebyggelse og diffus afstrømning fra det åbne land) og samlet knap 45 % fra
regnbetingede overløb og renseanlæg. Tilsvarende fordeling gør sig gældende for Arresø.
Der er i anden vandplanperiode gennemført initiativer overfor spredt bebyggelse, hvor der er
skærpede fosforrensekrav til ukloakerede ejendomme i spredt bebyggelse i hele oplandet til Arresø.
Derudover er der i vandområdeplan 2021-2027 videreførte indsatser fra vandområdeplan 2015-2021
over for regnbetingede overløb til Pøle Å, der ligger i oplandet og afstrømmer til Arresø. Fosforeffekten
af nævnte tiltag over for regnbetingede udløb er begrænset. Endvidere vil der være en mindre effekt af
skovrejsning i oplandet samt af nedgang i dyrket areal.
Indsatsbehovet for Arresø er opgjort til 2.242 kg fosfor per år i udkast til vandområdeplan 2021-2027.
I det hovedvandopland, hvor Arresø ligger, er der en indsats i form af fosforvådområder. Der er ikke
angivet en konkret placering af disse, men hvis de placeres i oplandet til Arresø, kan de bidrage
yderligere til reduktion af fosfortilførslen til Arresø.
I forhold til indsatsbehovet på 2.242 kg fosfor pr. år vil der kun blive håndteret en mindre del af
indsatsbehovet. Med henblik på håndtering af det resterende indsatbehov vil der frem mod 2024 blive
igangsat udviklingsprojekter, som skal understøtte grundlaget for beslutning om en
omkostningseffektiv placering af virkemidler.”
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk