Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 4115
Den
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 303 (MOF alm. del) stillet 14. december 2021 efter ønske
fra (MFU) Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 303
”Vil ministeren kommentere professor Carsten Rahbeks bekymring over, at dansk lovgivning ofte
baseres på rapporter og notater, som er udført med for få midler på for kort tid af de forkerte forskere
og som slet ikke er kvalitetssikret i samme grad som anden forskning (”Carsten Rahbek forstår ikke,
hvorfor dansk lovgivning bygger på den mindst kvalitetssikrede forskning”, Uniavisen, nr. 1, marts
2020, side 22-25)? Vil ministeren herudover vurdere, om f.eks. rapporten ”Biodiversitetseffekter af
rewilding” tilhører denne kategori?”
Svar
Miljøministeriets samarbejde med universiteterne om forskningsbaseret myndighedsbetjening er
kendetegnet ved et fokus på universiteternes ansvar for kvalitetssikring af leverancer til ministeret og
på armslængdeprincippet, som sikrer forskernes metodefrihed. Disse forhold er centrale elementer i
Miljøministeriets og Fødevareministeriets fælles fireårige rammeaftaler med Aarhus Universitet (AU),
Københavns Universitet (KU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om forskningsbaseret
myndighedsbetjening, og i den løbende dialog om samarbejdet.
Det fremgår således af rammeaftalerne, at forskningen under aftalerne er underlagt samme
kvalitetssikring som universiteternes øvrige forskning. Det er universiteterne, der fastlægger
retningslinjer for kvalitetssikring af myndighedsbetjeningen. Efter 2018, hvor det i Uniavisen nævnte
eksempel på manglende kvalitetssikring af et notat om honningbier og vilde bier fandt sted, er Aarhus
Universitets kvalitetsledelsessystem for rådgivning af ministerierne blevet certificeret efter ISO9001.
Det indgår også i rammeaftalerne, at universiteterne iht. universitetslovens § 2 har forskningsfrihed og
pligt til at værne om universiteternes og de enkelte forskeres forskningsfrihed samt udveksle viden og
kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige
debat. Ligeledes har rammeaftalerne og de underliggende ydelsesaftaler til formål at sikre, at
universiteterne har det forskningsfaglige grundlag for at kunne løse konkrete opgaver
for ministerierne inden for fagområderne. Det består ofte i bidrag til svar på konkrete faglige
problemstillinger eller mindre udredningsrapporter. Der kan være tale om korte tidsfrister fx ved
besvarelse af et folketingsspørgsmål. Universiteterne har metodefrihed til at udarbejde deres svar på
de bestillinger, der kommer fra myndighederne i regi af myndighedsbetjeningen, og universiteterne
offentliggør rapporter og notater på deres hjemmesider. Det er universiteternes ansvar at indholdet af
disse er korrekt.
Lea Wermelin
/
Jens Brandt Sørensen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk