MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 313: MFU spm. om ministeren er bekendt med at der findes videnskabelig underbygget dokumentation for, hvor meget dødt ved, der skal findes i skovnaturtyperne, for at opretholde naturtypernes tilknyttede arter, til miljøministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt

FAGLIGT GRUNDLAG FOR VURDERING

AF BEVARINGSSTATUS FOR TERRESTRISKE

NATURTYPER

Artikel 17-rapporteringen 2019

Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi

nr. 377

2020

AARHUS

UNIVERSITET

DCE – NATIONALT CENTER FOR MILJØ OG ENERGI

MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 313: MFU spm. om ministeren er bekendt med at der findes videnskabelig underbygget dokumentation for, hvor meget dødt ved, der skal findes i skovnaturtyperne, for at opretholde naturtypernes tilknyttede arter, til miljøministeren

[Tom side]

FAGLIGT GRUNDLAG FOR VURDERING

AF BEVARINGSSTATUS FOR TERRESTRISKE

NATURTYPER

Artikel 17-rapporteringen 2019

Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi

nr. 377

2020

Bettina Nygaard

Christian Damgaard

Jesper Bladt

Rasmus Ejrnæs

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience

AARHUS

UNIVERSITET

DCE – NATIONALT CENTER FOR MILJØ OG ENERGI

Datablad

Serietitel og nummer:

Titel:

Undertitel:

Kategori:

Forfattere:

Institution:

Udgiver:

URL:

Udgivelsesår:

Redaktion afsluttet:

Faglig kommentering:

Kvalitetssikring, DCE:

Ekstern kommentering:

Finansiel støtte:

Bedes citeret:

Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 377

Fagligt grundlag for vurdering af bevaringsstatus for terrestriske naturtyper

Artikel 17-rapporteringen 2019

Rådgivningsrapport

Bettina Nygaard, Christian Damgaard, Jesper Bladt & Rasmus Ejrnæs

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience

Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ©

http://dce.au.dk

August 2020

Christian Kjær

Jesper R. Fredshavn

Miljøstyrelsen. Kommentarerne findes her:

https://dce2.au.dk/pub/komm/SR377_komm.pdf

Ingen ekstern finansiering

Nygaard, B., Damgaard, C., Bladt, J. & Ejrnæs, R. 2020. Fagligt grundlag for vurdering

af bevaringsstatus for terrestriske naturtyper. Artikel 17-rapporteringen 2019. Aarhus

Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 194 s. - Videnskabelig rapport

nr. 377.

https://dce2.au.dk/pub/SR377.pdf

Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse

Sammenfatning

Hvert sjette år skal Danmark jf Habitatdirektivets Artikel 17 rapportere bevaringsstatus

for naturtyper og arter til EU-kommissionen. Denne rapport dokumenterer det faglige

grundlag for 2019 vurderingerne af status for udbredelse, areal samt struktur og funk-

tion for de 44 terrestriske naturtyper på Habitatdirektivets Bilag I. For hver naturtype er

foretaget en vurdering af bevaringsstatus for hver af de to biogeografiske regioner

Danmark er en del af. Af de 44 terrestriske naturtyper findes 7 kun i den kontinentale

region og der er således foretaget 81 statusvurderinger.

Udbredelsesområdet er vurderet stabilt og tilstrækkeligt stort (og dermed gunstigt) for

98% af vurderingerne, moderat ugunstigt for 1% og usikkert for 1% af vurderingerne.

Naturtypernes areal er stabilt, usikkert eller ukendt og samtidig tilstrækkeligt stort til en

langsigt opretholdelse af naturtypen i hele dens variationsbredde for 78%, moderat

ugunstig for 7%, stærkt ugunstig for 14% og ukendt for 1% af vurderingerne. Arealet

vurderes at være i tilbagegang for 9%, stabilt for 49% og ukendt eller usikkert for 42%

af vurderingerne.

Status for struktur og funktion er vurderet gunstig for 5%, moderat ugunstig for 19%,

stærkt ugunstig for 74% og ukendt for 2% af vurderingerne. For 18 lysåbne naturtyper

og de ti skovtyper, er undersøgt om der er signifikante ændringer i udvalgte

indikatorer fra det terrestriske overvågningsprogram. Tidsserieanalyserne har vist, at

der er dokumentation for en overordnet tilbagegang i struktur og funktion for 18

naturtyper, mens det ikke har været muligt at påvise en klar og entydig udvikling for

ni naturtyper og trenden er ukendt for yderligere en.

Bevaringsstatus, struktur og funktion, terrestriske naturtyper, Habitatnaturtyper,

Habitatdirektiv, Artikel 17-rapportering, NOVANA, areal og udbredelse

Grafisk Værksted, AU Silkeborg

Peter Wind

978-87-7156-489-1

2244-9981

194

Rapporten er tilgængelig i elektronisk format (pdf) som

https://dce2.au.dk/pub/SR377.pdf

Emneord:

Layout:

Foto forside:

ISBN:

ISSN (elektronisk):

Sideantal:

Internetversion:

Indhold

Forord

Sammenfatning

Summary

Baggrund, formål og metoder

1.1

Naturtypeovervågningen i NOVANA

Vurdering af bevaringsstatus

2.1

2.2

2.3

2.4

2.5

2.6

2.7

2.8

Bevaringsstatus

Vurdering på nationalt, biogeografisk niveau

Udbredelse og areal

Påvirkningsfaktorer

Struktur og funktion

Typiske arter

Fremtidsudsigter

Samlet vurdering af bevaringsstatus

Metoder til vurdering af struktur og funktion

3.1

3.2

3.3

3.4

Datagrundlag

Metode til multikriterieberegning

Vurdering af status for struktur og funktion

Udviklingstendenser

Det faglige grundlag for vurderingen af bevaringsstatus

4.1

4.2

4.3

4.4

4.5

4.6

4.7

4.8

4.9

4.10

4.11

4.12

4.13

4.14

4.15

4.16

4.17

4.18

4.19

4.20

4.21

4.22

Strandvold med enårige planter (1210)

Strandvold med flerårige planter (1220)

Kystklint eller - klippe (1230)

Enårig strandengsvegetation (1310)

Vadegræssamfund (1320)

Strandeng (1330)

Indlandssalteng (1340)

Forklit (2110)

Hvid klit (2120)

Grå/grøn klit (2130)

Klithede (2140)

Havtornklit (2160)

Grårisklit (2170)

Klitlavning (2190)

Enebærklit (2250)

Visse-indlandsklit (2310)

Revling-indlandsklit (2320)

Græs-indlandsklit (2330)

Våd hede (4010)

Tør hede (4030)

Enebærkrat (5130)

Tørt kalksandsoverdrev (6120)

4.23

4.24

4.25

4.26

4.27

4.28

4.29

4.30

4.31

4.32

4.33

4.34

4.35

4.36

4.37

4.38

4.39

4.40

4.41

4.42

4.43

Kalkoverdrev (6210)

Surt overdrev (6230)

Tidvis våd eng (6410)

Aktiv højmose (7110)

Nedbrudt højmose (7120)

Hængesæk (7140)

Tørvelavning (7150)

Avneknippemose (7210)

Kildevæld (7220)

Rigkær (7230)

Indlandsklippe (8220) og indlandsklippe med pioner-

planter (8230)

Skovklit (2180)

Bøg på mor (9110)

Bøg på mor med kristtorn (9120)

Bøg på muld (9130)

Bøg på kalk (9150)

Ege-blandskov (9160)

Vinteregeskov (9170)

Stilkegekrat (9190)

Skovbevokset tørvemose (91D0)

Elle- og askeskov (91E0)

102

106

110

114

118

121

125

129

133

138

142

144

147

151

155

158

162

165

169

172

176

181

183

187

188

190

Sammenfatning og diskussion

5.1

5.2

5.3

5.4

Areal og udbredelse

Struktur og funktion

Påvirkningsfaktorer

Udvikling af vidensgrundlaget

Referencer

Forord

Danmark skal hvert 6. år rapportere bevaringsstatus for naturtyper og arter

omfattet af Habitatdirektivet jf. direktivets Artikel 17. Ifølge aftalen mellem

Miljø- og Fødevareministeriet (MFVM) og DCE er ”DCE national datakoordi-

nator og bidrager med data og fagligt grundlag for MFVM’s udarbejdelse af

Artikel 17-afrapportering hvert 6. år”. Miljøstyrelsen, der er en del af Miljø-

og Fødevareministeriet, er administrativ myndighed og ansvarlig for den na-

tionale rapportering til EU. Det er MFVMs ansvar at tolke direktivteksterne.

Bevaringsstatus ifølge Habitatdirektivet er summen af alle de forhold, der

indvirker på en naturtype. Kommissionen har udsendt en vejledning til Arti-

kel 17-vurderingen for perioden 2013-2018 (DG Environment 2017). Vejled-

ningen præciserer og uddyber Habitatdirektivets metoder til vurdering af be-

varingsstatus for naturtyper og arter.

Denne rapport er udarbejdet af Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk

Natur og dækker DCE’s bidrag til rapporteringsprocessen for de 44 terrestriske

naturtyper. For hver naturtype rummer rapporten en redegørelse for det faglige

grundlag for DCE´s vurderinger af udbredelse, areal samt struktur og funktion

i de to biogeografiske regioner. Vurderingerne er i overensstemmelse med EU-

kommissionens vejledning (DG Environment 2017) og danner grundlag for

Miljø- og Fødevareministeriets samlede rapportering af bevaringsstatus for Ha-

bitatdirektivets naturtyper, der er sendt til EU-kommissionen i august 2019. I

Fredshavn (2019) er opgavefordelingen mellem MFVM og DCE beskrevet, lige-

som der findes en oversigt over den samlede Artikel 17-rapportering for alle

arter og naturtyper på Habitatdirektivets Bilag I, II, IV og V.

Sammenfatning

Danmark skal hvert 6. år rapportere bevaringsstatus for naturtyper og arter

omfattet af Habitatdirektivet jf. direktivets Artikel 17. I denne rapport doku-

menterer vi det faglige grundlag for de vurderinger af udbredelse, areal samt

struktur og funktion for de 34 lysåbne og 10 skovdækkede terrestriske natur-

typer, der indgik i Miljøstyrelsens rapportering til EU i august 2019. For hver

naturtype er foretaget en vurdering af bevaringsstatus for hver af de to bio-

geografiske regioner Danmark er en del af (den atlantiske og den kontinentale

region). Af de 44 terrestriske naturtyper findes 7 kun i den kontinentale region

og der er således foretaget 81 statusvurderinger.

For 42 af de 44 terrestriske naturtyper, og 98% af vurderingerne, er udbredel-

sesområdet vurderet tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele

dens variationsbredde. Det er uvist om udbredelsesområdet for vinterege-

skov er stort nok og for våd hede i den kontinentale region vurderes udbre-

delsesområdet for lille til en langsigtet opretholdelse af naturtypen. For samt-

lige 44 naturtyper vurderes udbredelsesområdet at være stabilt.

Arealet er vurderet som gunstigt for 32 terrestriske naturtyper i hele landet

og for yderligere tre naturtyper i en af de to biogeografiske regioner, svarende

til 78% af vurderingerne (63 vurderinger). Her vurderes arealet at være stabilt,

usikkert eller ukendt og samtidig tilstrækkeligt stort til en langsigtet opret-

holdelse af naturtypen i hele dens variationsbredde.

Arealet er vurderet moderat ugunstigt for fem terrestriske naturtyper i mindst

en af de biogeografiske regioner, svarende til 7% af vurderingerne. Det gælder

tørvelavning i hele landet samt enårig strandengsvegetation, visse- og græs-

indlandsklit og aktiv højmose i kontinental region.

Arealet er vurderet stærkt ugunstigt for otte terrestriske naturtyper i mindst

en af de biogeografiske regioner, svarende til 14% af vurderingerne. Det gæl-

der for kalkoverdrev i begge biogeografiske regioner, tørt kalksandsoverdrev,

våd hede, tør hede, tidvis våd eng og vinteregeskov i kontinental region, samt

enårig strandengsvegetation og aktiv højmose i atlantisk region. For våd og

tør hede i atlantisk, region vurderes arealet at være tilstrækkeligt stort, men

da arealet samtidig skønnes at være i tilbagegang, som følge af faldende

dværgbuskdækning, er status for arealet vurderet stærkt ugunstigt. Arealet

vurderes også at være i tilbagegang for de to kalkholdige overdrevstyper,

mens det er stabilt for tidvis våd eng i kontinental region og for aktiv højmose

i atlantisk region. Det er ukendt om arealet med vinteregeskov er tilstrække-

ligt stort og usikkert om arealet med enårig strandengsvegetation er i tilbage-

gang som følge af havstigninger.

Ud fra den eksisterende viden om bøg på kalk er det uvist om der er et til-

strækkeligt stort areal af denne naturtype til at opretholde en gunstig beva-

ringsstatus på længere sigt.

Arealberegningerne bygger på den fuldstændige kortlægning af habitatom-

råderne i 2016-2018, der derefter er opskaleret til biogeografisk niveau. På

grund af manglende kendskab til de terrestriske naturtypers areal uden for

habitatområderne og manglende data for udviklingen, er vurderingerne i

mange tilfælde forbundet med stor usikkerhed.

For 25 af de 34 lysåbne terrestriske naturtyper er vurderingerne af struktur og

funktion baseret på multikriterieberegninger af overvågningsdata. Beregnin-

gerne er foretaget på prøvefelter fra de godt 2.500 overvågningsstationer, der

har udgjort stationsnettet siden programrevisionen i 2011. For en række dy-

namiske kystnaturtyper er struktur og funktion tillige vurderet ud fra til-

standsberegninger (Fredshavn & Nygaard, 2014) af de kortlagte forekomster

med naturtypen, da de dynamiske processer bedst beskrives på en større

skala end kontrolovervågningens prøvefelter. Status for struktur og funktion

for vadegræssamfund bygger på en ekspertvurdering og indlandsklipperne

er vurderet ukendt da der mangler retvisende indikatorer for tilstanden.

For de 10 skovnaturtyper er vurderingerne af struktur og funktion baseret på

multikriterieberegninger af overvågningsdata. Beregningerne er foretaget på

prøvefelter fra de 284 overvågningsstationer, der har udgjort stationsnettet

siden 2011.

Multikriterieberegningen af bevaringsstatus er for både lysåbne og skovdæk-

kede naturtyper foretaget ved:

•

En udvælgelse af et sæt indikatorer, der afspejler de væsentligste påvirk-

ningsfaktorer for hver naturtype. Indikatorerne er så vidt muligt valgt så

de er indbyrdes komplementære eller virker på forskellig tidsskala.

•

En opstilling af kriterier for de måleværdier af hver indikator, hvor natur-

typen med meget stor sandsynlighed er hhv. i en gunstig og ugunstig til-

stand (et lempet og et skærpet kriterium).

•

En beregning af hvorvidt hvert prøvefelt opfylder hhv. de lempede og

skærpede kriterier for hver af de udvalgte indikatorer for naturtypen.

•

En beregning af andelen af prøvefelter, der består alle de lempede og alle de

skærpede kriterieværdier efter et ”one out all out” princip. Andelen omsæt-

tes efterfølgende til en fastlagt status for struktur og funktion. Status for en

given naturtype er gunstig hvis mere end 90% af prøvefelterne består alle de

lempede kriterier (og arealet dermed er i ”good condition”). Status er mode-

rat ugunstig hvis mellem 75 og 90% af arealet er i ”good condition” og stærkt

ugunstig hvis mindre end 75% af arealet er i ”good condition”.

Foruden en endelig beregning af status for struktur og funktion for naturty-

pen viser denne metode, hvor stor en andel af prøvefelterne, der opfylder de

skærpede og lempede kriterier. Beregningsmetoden er gennemsigtig og giver

mulighed for at vurdere, hvor langt naturtypen er fra at ændre status.

Status for struktur og funktion er vurderet gunstig for tre terrestriske natur-

typer, svarende til 5% af vurderingerne. Det gælder vadegræssamfund i

begge regioner, enårig strandengsvegetation i kontinental og forklit i atlantisk

region. Andelen af gunstige vurderinger er lidt lavere end i 2013 (9%).

Status for struktur og funktion er vurderet moderat ugunstig for 12 terrestriske

naturtyper, svarende til 19% af vurderingerne. Det gælder for strandvold med

enårige planter, hvid klit og klithede i begge biogeografiske regioner, strand-

vold med flerårige planter, visse- og revling-indlandsklit, aktiv højmose og

hængesæk i kontinental region samt enårig strandengsvegetation, strandeng,

grårisklit og surt overdrev atlantisk region. Andelen af moderat ugunstige vur-

deringer er lidt lavere end i 2013 (23%).

Status for struktur og funktion er vurderet stærkt ugunstigt for 60 vurderinger,

svarende til 74% af det samlede antal vurderinger af de 44 terrestriske naturty-

per. Det gælder for de ti skovnaturtyper, kystklint og –klippe, grå/grøn klit,

havtornklit, klitlavning, enebærklit, græs-indlandsklit, våd og tør hede, ene-

bærkrat, kalkoverdrev, tidvis våd eng, nedbrudt højmose, tørvelavning, kilde-

væld og rigkær i begge regioner. Det samme gælder enårig strandengsvegeta-

tion, strandeng, indlandssalteng, forklit, grårisklit, tørt kalksandsoverdrev, surt

overdrev og avneknippemose i kontinental region samt strandvold med fler-

årige planter, visse- og revling-indlandsklit, aktiv højmose og hængesæk i at-

lantisk region. Andelen af stærkt ugunstige vurderinger af terrestriske naturty-

per er lidt højere end i 2013 (hvor 68% af vurderingerne var stærkt ugunstige).

Endelig er status for struktur og funktion ukendt for de to indlandsklippety-

per, hvilket svarer til knap 2% af det samlede antal vurderinger af terrestriske

naturtyper. Det er de samme naturtyper som blev vurderet ukendte i 2013-

rapporteringen.

Ændringerne i vurderingerne af status for struktur og funktion fra 2013 til

2019 hænger primært sammen med at datagrundlaget og vurderingsmeto-

derne er forbedret, og en præcisering af EU's guidelines i forhold til hvor stor

en andel af arealet med en naturtype, der skal være i ”good condition” for at

status er gunstig.

I Artikel 17-rapporteringen er vurderet om status for naturtypernes struktur

og funktion er stabil, i fremgang eller tilbagegang for hhv. hele landet og for

arealerne inden for habitatområderne. Det har været muligt at undersøge ud-

viklingstendenserne for de 18 lysåbne terrestriske naturtyper og 10 skovna-

turtyper, der blev overvåget i første programperiode (2004-2010), mens der

stadig mangler data til analyser af de øvrige 16 lysåbne naturtyper.

Tidsserieanalyserne har vist, at der er dokumentation for en overordnet tilba-

gegang i struktur og funktion for 12 ud af de 18 lysåbne terrestriske naturty-

per hvor det har været muligt at undersøge ændringer over tid. Det gælder

naturtyperne strandeng, grå/grøn klit, klithede, klitlavning, enebærklit, våd

hede, tør hede, kalkoverdrev, surt overdrev, hængesæk, kildevæld og rigkær.

For fem naturtyper er den overordnede tilstand vurderet stabil. Det gælder

tørt kalksandsoverdrev, tidvis våd eng, aktiv højmose, tørvelavning og avne-

knippemose. Selvom det ikke har været muligt at påvise en klar og entydig

udvikling for disse naturtyper, er en række indikatorer i forværring og der er

grund til at være opmærksom på den videre udvikling. Endelig er der for få

prøvefelter med indlandssalteng til en analyse af udviklingstendenserne, der

dermed er vurderet ukendte. Udviklingen er lidt bedre inden for habitatom-

råderne for en række af de undersøgte indikatorer. Den overordnede trend er

dog stadig en tilbagegang i struktur og funktion for ti af de lysåbne terrestri-

ske naturtyper, hvor tilstanden er i forværring i hele landet.

Tidsserieanalyserne har vist, at der er dokumentation for en overordnet tilba-

gegang i struktur og funktion for seks ud af de ti skovnaturtyper. Det gælder

bøg på mor, bøg på muld, bøg på kalk, ege-blandskov, stilkegekrat og skov-

bevokset tørvemose. Selvom der er tegn på, at skovklit, bøg på mor med krist-

torn, vinteregeskov og elle-askeskov er under forandring, har det ikke været

muligt at påvise en klar og entydig udvikling i perioden og udviklingsten-

denserne er vurderet usikker. De gamle skovstationer fra den første program-

periode ligger alle inden for habitatområderne og udviklingstendenserne er

således kun udtryk for udviklingen her og ikke i hele landet. Det har ikke

været muligt at undersøge udviklingstendenser for en række indikatorer, der

kun overvåges en gang i hver programperiode. Det gælder forekomsten af

hulheder og råd, antal stammer og store træer samt jordbundens C/N-forhold

og basemætning.

Summary

Every six years, Denmark reports the conservation status of habitats and spe-

cies to the European Commission under Article 17 of the Habitats Directive.

The present report serves as documentation for the assessments of range, area,

and structure and function for 34 open and 10 forest-covered terrestrial habi-

tat types that were included in the Danish reporting to the EU in August 2019.

For each habitat type, conservation status has been assessed for each of the

two biogeographical regions that Denmark is part of (the Atlantic and the

Continental region). Of the 44 terrestrial habitat types, seven occur only in the

Continental region and, thus, 81 status assessments have been performed.

For 42 of the 44 terrestrial habitat types and 98% of the assessments, the range

(i.e. the outer limits of the habitat distribution) is assessed as favourable (FV)

and large enough to allow the long-term viability of the habitat, including the

significant ecological variations. It is unknown whether the range of

Galio-

Carpinetum oak-hornbeam forests

(9170) is large enough, and for

Northern Atlan-

tic wet heaths with Erica tetralix

(4010) in the Continental region, the range is

insufficient for long-term maintenance of the habitat type. For all 44 habitat

types, the short-term trend in range area is considered to be stable.

The surface area is favourable (FV) for 32 terrestrial habitat types in both bio-

geographical regions and for another three habitat types in one of the two

biogeographical regions, corresponding to 78% of the assessments. The sur-

face area is large enough for long-term maintenance throughout the range of

the habitat type, and the short-term trend is stable, uncertain or unknown.

The surface area is unfavourable-inadequate (U1) for five terrestrial habitat

types in at least one of the biogeographical regions, corresponding to 7% of

the assessments. This applies to

Depressions on peat substrates of the Rhynchos-

porion

(7150) in both biogeographical regions, as well as

Salicornia and other

annuals colonising mud and sand

(1310),

Dry sand heaths with Calluna and Genista

(2310),

Inland dunes with open Corynephorus and Agrostis grasslands

(2330) and

Active raised bogs

(7110) in the Continental region.

The surface area is unfavourable-bad (U2) for eight terrestrial habitat types in

at least one of the biogeographical regions, corresponding to 14% of the asses-

sments. This applies to

Semi-natural dry grasslands and scrubland facies on calca-

reous substrates (Festuco-Brometalia)

(6210) in both biogeographical regions,

Species-rich Nardus grasslands, on siliceous substrates in mountain areas (and sub-

mountain areas, in Continental Europe)

(6230),

Northern Atlantic wet heaths with

Erica tetralix

(4010),

European dry heaths

(4030),

Molinia meadows on calcareous,

peaty or clayey-siltladen soils (Molinion caeruleae)

(6410) and

Galio-Carpinetum

oak-hornbeam forests

(9170) in the Continental region, as well as

Salicornia and

other annuals colonising mud and sand

(1310) and

Active raised bogs

(7110) in the

Atlantic. For

Northern Atlantic wet heaths with Erica tetralix

(4010) and

European

dry heaths

(4030) in the Atlantic region, the surface area is considered to be

large enough, but decreasing due to declining dwarf shrub cover (thus unfa-

vourable-bad, U2). The surface area is decreasing for the two calcareous gras-

sland types (6120 and 6210), while it is stable for

Molinia meadows on calcareous,

peaty or clayey-siltladen soils (Molinion caeruleae)

(6410) in the Continental re-

gion and for

Active raised bogs

(7110) in the Atlantic. It is unknown whether

the area with

Galio-Carpinetum oak-hornbeam forests

(9170) is large enough, and

uncertain whether the area with

Salicornia and other annuals colonising mud and

sand

(1310) is declining due to sea level rise.

It is unknown whether the surface area of

Medio-European limestone beech fore-

sts of the Cephalanthero-Fagion

(9150) is a large enough to maintain a favorable

conservation status in the long term.

The surface area of the habitat types is calculated from a complete mapping

in the Danish Habitat areas (Special Areas of Conservation, SAC) in 2016-

2018, which has been extrapolated to the biogeographic level. Due to lack of

knowledge of the surface area of the habitat types outside the SACs and lack

of data for the development, the assessments are in many cases associated

with great uncertainty.

The status of structure and function is favourable (FV) for three terrestrial ha-

bitat types, corresponding to 5% of the assessments. This applies to Spartina

swards (Spartinion maritimae) (1320) in both regions,

Salicornia and other an-

nuals colonising mud and sand

(1310) in the Continental and

Embryonic shifting

dunes

(2110) in the Atlantic region. The proportion of favourable assessments

is slightly lower than in 2013 (9%).

Status of structure and function is unfavourable-inadequate (U1) for 12 terre-

strial habitat types, corresponding to 19% of the assessments. This applies to

Annual vegetation of drift lines

(1210),

Shifting dunes along the shoreline with Am-

mophila arenaria (white dunes)

(2120) and

Decalcified fixed dunes with Empetrum

nigrum

(2140) in both biogeographical regions,

Perennial vegetation of stony

banks

(1220),

Dry sand heaths with Calluna and Genista

(2310) and

Dry sand heaths

with Calluna and Empetrum nigrum

(2320),

Active raised bogs

(7110) and

Transi-

tion mires and quaking bogs

(7140) in Continental region as well as

Salicornia and

other annuals colonising mud and sand

(1310),

Atlantic salt meadows (Glauco-Puc-

cinellietalia maritimae)

(1330),

Fixed coastal dunes with herbaceous vegetation (grey

dunes)

(2130) and

Species-rich Nardus grasslands, on siliceous substrates in moun-

tain areas (and submountain areas, in Continental Europe)

(6230) in the Atlantic

region. The proportion of unfavourable-inadequate (U1) assessments is

slightly lower than in 2013 (23%).

Status of structure and function is unfavourable-bad (U2) for 60 assessments,

corresponding to 74% of the total number of assessments of the 44 terrestrial

habitat types. This applies to the ten forest nature types,

Vegetated sea cliffs of

the Atlantic and Baltic coasts

(1230),

Fixed coastal dunes with herbaceous vegetation

(grey dunes)

(2130),

Dunes with Hippophae rhamnoides

(2160),

Humid dune slacks

(2190),

Coastal dunes with Juniperus spp.

(2250),

Inland dunes with open Cory-

nephorus and Agrostis grasslands

(2330),

Northern Atlantic wet heaths with Erica

tetralix

(4010),

European dry heaths

(4030),

Juniperus communis formations on

heaths or calcareous grasslands

(5130),

Semi-natural dry grasslands and scrubland

facies on calcareous substrates(Festuco-Brometalia)

(6210),

Molinia meadows on cal-

careous, peaty or clayey-siltladen soils (Molinion caeruleae)

(6410),

Degraded raised

bogs still capable of natural regeneration

(7120),

Depressions on peat substrates of

the Rhynchosporion

(7150),

Petrifying springs with tufa formation (Cratoneurion)

(7220) and

Alkaline fens

(7230) in both regions.

The same applies to

Salicornia and other annuals colonising mud and sand

(1310),

Atlantic salt meadows (Glauco-Puccinellietalia maritimae)

(1330),

Inland salt mea-

dows

(1340),

Embryonic shifting dunes

(2110),

Dunes with Salix repens ssp. argen-

tea (Salicion arenariea)

(2170),

Xeric sand calcareous grasslands

(6120),

Species-rich

Nardus grasslands, on siliceous substrates in mountain areas (and submountain

areas, in Continental Europe)

(6230) and

Calcareous fens with Cladium mariscus

and species of the Caricion davallianae

(7210) in Continental region as well as

Beach embankment with perennials

(1220),

Dry sand heaths with Calluna and Geni-

sta

(2310),

Dry sand heaths with Calluna and Empetrum nigrum

(2320),

Active rai-

sed bogs

(7110) and

Transition mires and quaking bogs

(7140) in the Atlantic re-

gion. The proportion of unfavourable-bad (U2) assessments of terrestrial ha-

bitats is slightly higher than in 2013 (where 68% of the assessments were un-

favorable-bad).

Finally, the status of structure and function is unknown for the two types of

siliceous rocky slopes (8220 and 8230), corresponding to 2% of the terrestrial

habitat types.

From the Article 17-report in 2013 to 2019, a number of habitat types have

changed status for structure and function. The changes are primarily due to

improved data and methods as well as a clarification of the EU guidelines in

relation to the thresholds of the proportion of the habitat areas in "good con-

dition" leading to a favorable status of structure and function.

The Article 17 reporting includes an assessment of the short-term trend of

structure and function, i.e. the habitat area in good condition. Monitoring data

from 2004 to 2016 made it possible to derive a trend in a number of indicators

for structure and function for 28 of the 44 terrestrial habitat types, including

the 10 forest habitat types.

There is evidence of an overall decline in the indicators for structure and func-

tion for 12 out of the 18 non-forested habitat types monitored since 2004. This

applies to

Atlantic salt meadows (Glauco-Puccinellietalia maritimae)

(1330),

Fixed

coastal dunes with herbaceous vegetation (grey dunes)

(2130),

Decalcified fixed dunes

with Empetrum nigrum

(2140),

Humid dune slacks

(2190),

Coastal dunes with Ju-

niperus spp.

(2250),

Northern Atlantic wet heaths with Erica tetralix

(4010),

Euro-

pean dry heaths

(4030),

Semi-natural dry grasslands and scrubland facies on calca-

reous substrates(Festuco-Brometalia)

(6210),

Species-rich Nardus grasslands, on si-

liceous substrates in mountain areas (and submountain areas, in Continental Europe)

(6230),

Transition mires and quaking bogs

(7140),

Petrifying springs with tufa for-

mation (Cratoneurion)

(7220) and

Alkaline fens

(7230).

For five habitat types, the indicators of structure and function are stable. This

applies to

Xeric sand calcareous grasslands

(6120),

Molinia meadows on calcareous,

peaty or clayey-siltladen soils (Molinion caeruleae)

(6410),

Active raised bogs

(7110),

Depressions on peat substrates of the Rhynchosporion

(7150) and

Calcareous fens

with Cladium mariscus and species of the Caricion davallianae

(7210). Although it

has not been possible to demonstrate a clear and unambiguous development

for these habitat types, a number of indicators are deteriorating, and there is

reason to pay attention to further developments. Finally, there are too few

monitoring plots with

Inland salt meadows

(1340) for data analyses, and the

short-term trend is considered unknown. The development is slightly better

within the SACs for a number of the indicators examined. However, the over-

all trend is still a decline in the area in good condition for ten of the non-fore-

sted terrestrial habitats.

There is an overall decline in the indicators of structure and function for six

out of ten forest habitat types. This applies to

Luzulo-Fagetum beech forests

(9110),

Asperulo-Fagetum beech forests

(9130),

Medio-European limestone beech fo-

rests of the Cephalanthero-Fagion

(9150),

Sub-Atlantic and medio-European oak or

oakhornbeam forests of the Carpinion betuli

(9160),

Old acidophilous oak woods with

Quercus robur on sandy plains

(9190) and

Bog woodland

(91D0). Although there

are indications of changes in

Wooded dunes of the Atlantic, Continental and Boreal

region

(2180),

Atlantic acidophilous beech forests with Ilex and sometimes also Taxus

in the shrublayer (Quercinion robori-petraeae or Ilici-Fagenion)

(9120),

Galio-Car-

pinetum oak-hornbeam forests

(9170) and

Alluvial forests with Alnus glutinosa and

Fraxinus excelsior (Alno-Padion, Alnion incanae, Salicion albae)

(91E0), it has not

been possible to demonstrate a clear and unambiguous development in the

studied period (2007-2016), and the trend is reported as uncertain.

Baggrund, formål og metoder

1.1

Naturtypeovervågningen i NOVANA

Habitatdirektivets primære sigte er at sikre biologisk mangfoldighed gennem

bevarelse af udvalgte arter og naturtyper. For at dokumentere tilstand og ud-

vikling af de beskyttede arter og naturtyper skal medlemslandene hvert 6. år

indrapportere bevaringsstatus baseret på et overvågningsprogram.

NOVANA´s naturtypeprogram har til formål at dokumentere tilstand og ud-

vikling i terrestriske naturtyper på Habitatdirektivets Bilag I samt beskrive

sammenhænge mellem påvirkninger, tilstand og udvikling. Programmet be-

står af to dele: 1) en stikprøvebaseret overvågning af terrestriske naturtyper

(kontrolovervågning) og 2) en fladedækkende kortlægning af disse inden for

de udpegede habitatområder (operationel overvågning).

Kontrolovervågningen har foregået i tre programperioder siden 2004 som en

del af NOVANA. I første programperiode (2004-2010) omfattede NOVANA-

programmets kontrolovervågning 18 lysåbne og 10 skovdækkede naturtyper

ud af de 44 terrestriske naturtyper, der forekommer i Danmark. For de 18 lys-

åbne naturtyper var overvågningen i første programperiode fordelt på 202

intensive stationer, der blev overvåget årligt, og 763 ekstensive stationer som

blev overvåget én gang i perioden. De 10 skovnaturtyper blev overvåget årligt

i perioden 2007-10 på 122 stationer. I anden (2011-16) og tredje (2017-2022)

programperiode overvåges alle 44 terrestriske naturtyper. Stationsnettet er

udvidet til 2.523 lysåbne overvågningsstationer og 284 skovstationer. Her er

overvågningsfrekvensen hvert 6. år for naturtyper. De 965 stationer fra første

programperiode blev dog overvåget hvert 3. år i anden programperiode.

Den operationelle overvågning (fladedækkende kortlægning) af habitatområ-

derne har til formål at fastlægge areal og udbredelse af naturtyperne og danne

grundlaget for den danske forvaltning af naturtyperne under Natura 2000-

planlægningen. Kortlægningen af Habitatområderne blev første gang foreta-

get i 2004-05 med opfølgende kortlægninger i årene 2006-10, der tilsammen

danner første kortlægningsresultat. Kortlægningen af habitatområderne er

gentaget i 2010-11 for alle 34 lysåbne terrestriske naturtyper og i 2016-18 for

samtlige 44 terrestriske naturtyper.

Tabel 1.1.

Kortlægning og overvågning af de 44 terrestriske naturtyper i de første tre programperioder i NOVANA´s naturtype-

program. Kortlægningen af forekomster af habitatnaturtyper inden for habitatområderne er gennemført tre gange. Første runde

(2004-2006, men med supplerende kortlægninger i 2007-2009) omfattede 18 udvalgte lysåbne naturtyper og de ti skovtyper,

anden runde omfattede alle 34 lysåbne naturtyper og tredje runde omfattede alle 44 naturtyper. Kontrolovervågningen (se

https://

novana.au.dk/naturtyper/kontrolovervaagning/

) omfattede 18 udvalgte lysåbne naturtyper i første programperiode (2004-2010) og

fra 2007 tillige 10 skovtyper på sammenlagt 965 overvågningsstationer. I anden (2011-2016) og tredje programperiode

(2017-2021) overvåges samtlige 34 lysåbne naturtyper og de 10 skovtyper på sammenlagt 2.807 overvågningsstationer. I ko-

lonner om overvågningen er angivet hvor mange gange naturtyperne er overvåget i hver programperiode. De sidste to kolonner

viser hvilke metoder, der er anvendt til vurdering af struktur og funktion. Naturtyper med ”MKM” er vurderet ud fra kontrolover-

vågningsdata, der er analyseret efter multikriteriemetoden som beskrevet i afsnit 3.2. Naturtyper med ”E/T” er ekspertvurderin-

ger med udgangspunkt i kortlægningsdata, der er analyseret efter tilstandsvurderingssystemet (Fredshavn og Nygaard 2014).

”E” angiver en ekspertvurdering og ”U” at tilstanden er ukendt. Udviklingstendenserne er analyseret ud fra kontrolovervågnings-

data hvor de samme prøvefelter er overvåget mindst tre gange (markeret med ”X”) og med ”-” er angivet at tidsserierne endnu

er ufuldstændige. * er en prioriteret naturtype.

Naturtype

Kortlægning

2004 -

2006

Strande og strandenge

1210

1220

1230

1310

1320

1330

1340*

2110

2120

2130*

2140*

2160

2170

2190

2250*

2310

2320

2330

4010

4030

5130

6120*

6210

6230*

6410

Strandvold med enårige planter

Strandvold med flerårige planter

Kystklint eller – klippe

Enårig strandengsvegetation

Vadegræssamfund

Strandeng

Indlandssalteng

Forklit

Hvid klit

Grå/grøn klit

Klithede

Havtornklit

Grårisklit

Klitlavning

Enebærklit

Visse-indlandsklit

Revling-indlandsklit

Græs-indlandsklit

Våd hede

Tør hede

Enebærkrat

Tørt kalksandsoverdrev

Kalkoverdrev

Surt overdrev

Tidvis våd eng

1-7

1-2

E/T

MKM

E/T

MKM

Overvågning

2017 -

2021

Metode til vurdering af

struktur og funktion

2010 - 2016 - 2004 - 2011 -

2011

2018

2010

2016

Tilstand

Udvikling

Kystklitter

Indlandsklitter, hede og krat

Overdrev og eng

Moser

7110*

7120

7140

7150

7210*

7220*

7230

Klipper

8220

8230

Skove

2180

9110

9120

9130

9150

9160

9170

9190

91D0*

91E0*

Skovklit

Bøg på mor

Bøg på mor med kristtorn

Bøg på muld

Bøg på kalk

Ege-blandskov

Vinteregeskov

Stilkegekrat

Skovbevokset tørvemose

Elle- og askeskov

1-2

MKM

Indlandsklippe

Indlandsklippe med pionerplanter

Aktiv højmose

Nedbrudt højmose

Hængesæk

Tørvelavning

Avneknippemose

Kildevæld

Rigkær

1-7

1-2

MKM

Vurdering af bevaringsstatus

2.1

Bevaringsstatus

I henhold til Habitatdirektivets Artikel 17 skal medlemslandene hvert sjette

år aflægge rapport om gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i

medfør af direktivet, herunder om resultaterne af overvågning og vurdering

af bevaringsstatus for naturtyper på direktivets bilag I.

Figur 2.1.

Gunstig bevaringssta-

tus er en samlet vurdering af fire

delvurderinger.

Bevaringsstatus ifølge Habitatdirektivet er summen af alle de forhold, der

indvirker på en naturtype (Figur 2.1). En naturtypes bevaringsstatus anses for

’gunstig’, når følgende fire kriterier er opfyldt:

•

det naturlige

udbredelsesområde

er stabilt eller i fremgang, og desuden til-

strækkeligt stort til at sikre naturtypens bevarelse i hele variationsbredden.

Således kan gunstig bevaringsstatus for f.eks. klitheder ikke opnås ved

udelukkende at bevare naturtypen i det nordvestlige Jylland, hvor typen

er vidt udbredt, når klithedernes naturlige udbredelsesområde også dæk-

ker Nordsjælland og Bornholm.

•

arealer,

naturtypen dækker, er stabile eller i fremgang og desuden til-

strækkeligt store til at sikre en langsigtet bevarelse.

•

de særlige

strukturer og funktioner,

der er nødvendige for naturtypens op-

retholdelse på lang sigt, er til stede. For eksempelvis naturtypen strandeng

er det vigtigt, at der er et naturligt næringsstofniveau, naturlige hydrolo-

giske processer, der danner loer, strandvolde, strandsøer og saltpander

samt afgræsning, der holder områder på strandengen med lav og lysåben

vegetation.

•

fremtidsudsigterne

(de kommende 12 år) for naturtypen skal være gunstige.

Kommissionen har udsendt en vejledning til Artikel 17-vurderingen for peri-

oden 2013-2018 (DG Environment 2017). Vejledningen præciserer og uddyber

Habitatdirektivets metoder til vurdering af bevaringsstatus for naturtyperne.

2.2

Vurdering på nationalt, biogeografisk niveau

De nationale vurderinger af bevaringsstatus foretages inden for de biogeogra-

fiske regioner, der findes i det enkelte medlemsland. I EU er der defineret ni

regioner fordelt på de 27 medlemslande. På landjorden er Danmark omfattet

af to biogeografiske regioner (Figur 2.2) og der foretages særskilte vurderin-

ger af naturtypernes bevaringsstatus i atlantisk og kontinental region. Af de

44 terrestriske naturtyper findes 7 kun i den kontinentale region og der er så-

ledes foretaget 81 statusvurderinger.

Figur 2.2.

På landjorden er Dan-

mark omfattet af to biogeografi-

ske regioner, den atlantiske og

den kontinentale. Indenfor den

danske territorialgrænse findes

endvidere to marine biogeografi-

ske regioner, der ikke indgår i

nærværende rapport.

2.3

Udbredelse og areal

En naturtypes udbredelsesområde er det areal, der omslutter samtlige kendte

eller skønnede forekomster af naturtypen. Naturtypens areal er det samlede

areal for hele landet, baseret på kendte og skønnede forekomster med natur-

typen.

Til Artikel 17-rapporteringen er foretaget en beregning af udbredelsesområde og

areal for de 44 terrestriske naturtyper i hhv. atlantisk og kontinental region efter

de retningslinjer, der er givet fra EU i forbindelse med medlemslandenes afrap-

portering af bevaringsstatus til kommissionen i 2019 (DG Environment 2017).

I 2019 rapporteringen er beregningerne af udbredelsesområde og areal fore-

taget på følgende datagrundlag:

•

Prøvefelter fra NOVANA-programmets kontrolovervågning (2011-2016)

(efter metoderne i Fredshavn m.fl. 2018).

•

Kortlagte forekomster af lysåbne og skovnaturtyper fra NOVANA-pro-

grammets operationelle overvågning inden for habitatområderne (2016-

2018) (efter metoderne i Fredshavn m.fl. 2016a og 2016b).

•

Kortlagte forekomster af lysåbne naturtyper fra den stikprøvebaserede

kortlægning uden for habitatområderne (2012-2015) (efter metoderne i Ny-

gaard m.fl. 2013)

•

Prøveflader med dokumenteret forekomst af skovhabitatnaturtyper fra Dan-

marks Skovstatistik (NFI) fra perioden 2013-2017 (Nord-Larsen m.fl. 2018).

•

Den vejledende registrering af § 3-beskyttede naturtyper fra november 2018.

•

GIS-tema over Danmarks Jordarter II, med jordarterne strandvold (for

strandvold med enårige planter, 1210 og strandvold med flerårige planter,

1220) og flyvesand (for kystklitter og indlandsklitter).

•

GIS-tema over Danmarks Jordarter I, med jordarterne saltvandssand og salt-

vandsgrus (for strandvold med enårige planter, 1210 og strandvold med

fler-årige planter, 1220) samt kalkfattige klipper (for indlandsklipper

8220/30).

•

For kystklinter og klipper (1230): GIS-tema over arealer med hældning

over 12 grader.

•

For vadegræssamfund (1320): NOBANIS udbredelseskort for vadegræs

(Nehring & Adsersen 2006) og udbredelsen af vadegræs i Danmarks Na-

turdata (

https://naturdata.miljoeportal.dk/

•

For aktiv højmose (7110): GIS-tema over historiske højmoser i Danmark.

•

For avneknippemose (7210): Udbredelseskort over hvas avneknippe, der

indikerer forekomst af avneknippemose (Vestergaard & Hansen 1989).

I denne rapport vises et kort over hver naturtypes udbredelsesområde, kort-

lagte arealer og overvågningsstationer i perioden 2011-2018 (afsnit 4.1 – 4.43).

Der er endvidere en kort beskrivelse af naturtypens samlede areal i Danmark

og en angivelse af hvor stor en andel af arealet, der findes inden for habitat-

områderne. På baggrund af beregningerne af udbredelse og areal er der foreta-

get en vurdering af, hvorvidt naturtypens udbredelse og areal er tilstrækkeligt

stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde og om arealerne

er stabile, i fremgang eller i tilbagegang.

På novana.au.dk er mere detaljerede beskrivelser, ligesom der er vist tabeller

over den enkelte naturtypes udbredelsesområde, samlede kortlagte areal inden

for habitatområderne, det beregnede skøn over det samlede areal og arealande-

len inden for habitatområderne. Arealerne er beregnet både for de to biogeo-

grafiske regioner og for hele landet. Her er også vist de arealer, der blev afrap-

porteret til EU i 2007 og 2013 (begge rapporteringer kan ses på EIONET 2019).

2.3.1 Naturtypernes arealmæssige dækning inden for habitat-

områderne

Den første Artikel 17-rapportering af naturtypernes arealmæssig dækning til

EU kommissionen fandt sted i 2002 og byggede udelukkende på ekspertvur-

deringer. Ved Artikel 17-rapporteringen i 2007 indgik data fra den første kort-

lægning inden for habitatområderne (2004-2006) for 18 af de 34 lysåbne natur-

typer i vurderingerne. For de resterende 16 lysåbne typer byggede vurderin-

gerne endnu engang på ekspertvurderinger. For de 10 skovtyper blev vurde-

ringerne i 2007 foretaget ud fra en kortlægning (2005-06) af de fredskovplig-

tige arealer inden for habitatområderne. I 2013-rapporteringen blev arealerne

for de lysåbne naturtyper beregnet ud fra den anden kortlægningsrunde

(2010-2011) inden for habitatområderne.

I 2019 rapporteringen er naturtypernes arealer inden for habitatområderne

beregnet på baggrund af den tredje kortlægningsrunde i NOVANA-program-

mets operationelle overvågning (2016-2018). Der er kun anvendt data fra ha-

bitatområdernes afgrænsninger før grænsejusteringerne og ud-pegningen af

nye habitatområder i 2018.

2.3.2 Opskalering til det nationale areal

Da der ikke er foretaget en kortlægning af habitatnaturtypernes forekomster

uden for habitatområderne, er der foretaget en opskalering af arealet inden

for habitatområderne ved hjælp af en række forskellige datakilder, der anta-

ges at være knyttet til naturtypernes forekomster. Herved opnås et skøn over

naturtypernes arealer på biogeografisk og nationalt niveau og et skøn over

hvor stor en andel af det samlede areal, der ligger inden for den gældende

udpegning af habitatområder. Tilsvarende analyser blev gennemført i 2007 og

2013 (Nygaard & Ejrnæs 2017).

For hovedparten af de lysåbne naturtyper har vi benyttet fordelingen af de §

3-beskyttede arealer på tværs af habitatområdegrænserne til at opskalere det

kortlagte areal inden for habitatområderne til et databaseret skøn over det

samlede nationale areal. Denne beregning er foretaget for de naturtyper, hvor

en væsentlig del af det kortlagte areal overlapper med arealer, der er vejle-

dende registreret som omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Beregningerne

er foretaget særskilt for de to biogeografiske regioner.

For hver naturtype er det samlede areal i hver af de to biogeografiske regioner

beregnet ved at anvende nedenstående formel:

Areal =

(((A

eng

)*C

eng

) + ((A

mose

)*C

mose

) .. ((A

hede

)*C

hede

)) *

(1/D

eng+

mose

..D

hede

)

A. Areal med habitatnaturtypen, der overlapper med § 3-typen inden for ha-

bitatområderne og inden for habitatnaturtypens udbredelsesområde.

B. § 3-typens areal inden for de habitatområder, der forekommer inden for

habitatnaturtypens udbredelsesområde.

C. Det nationale areal med § 3-naturtypen.

D. Den andel af habitatnaturtypens areal inden for habitatområderne, der

overlapper med § 3-naturtypen.

I beregningerne er taget højde for habitatnaturtypernes arealandele af de poly-

goner, de er kortlagt i.

Da tilstanden af § 3-arealerne er bedre inden for habitatområderne end uden

for (Nygaard m.fl. 2014), vurderes det, at en mindre andel af § 3-arealet uden

for habitatområderne opfylder Habitatdirektivets definitioner for nogle af na-

turtyperne. Det antages at være gældende for overdrev, tidvis våd eng og mo-

ser. I 2007 og 2013 blev det opskalerede areal med de tre overdrevstyper således

nedjusteret med en faktor 0,9 og eng- og mosetypernes arealer med en faktor

0,85 (Nygaard & Ejrnæs 2017). Nedjusteringsfaktoren i de to rapporteringer var

baseret på ekspertvurderinger.

I 2019 er foretaget en række analyser af 5 m cirkler fra NOVANAs kontrolover-

vågning af habitatnatur og fra § 3-registreringer af overdrev, eng og mose, hvor

der er indsamlet en tilsvarende dokumentation af artssammensætningen i en 5

m cirkel. Indledningsvis har vi udpeget de 5 m cirkler, der har den ringeste arts-

tilstand efter naturtilstandsvurderingssystemet (Fredshavn og Ejrnæs 2007).

Den ringeste andel af dem, svarende til andelen af § 3-arealet inden for habitat-

områderne, der ikke er kortlagt som en habitatnaturtype inden for samme ho-

vednaturtype (fx overdrev), er udeladt fra de videre analyser. For de resterende

5 m cirkler har vi undersøgt om der er forskel på fordelingen af de gennemsnit-

lige Ellenberg-værdier i de to datasæt, dvs. om der stadig er en overrepræsen-

tation af næringspåvirket, sur og/eller afvandet vegetation på § 3-arealerne i

forhold til habitatnaturen. Resultaterne af disse analyser har givet anledning til

en mere differentieret nedjustering af arealet med disse naturtyper.

For kalkoverdrevene (6210) viste analyserne, at der var en væsentligt større an-

del af sur og næringspåvirket vegetation på de § 3-beskyttede overdrev end på

de kalkoverdrev, der indgår i NOVANA-overvågningen. Denne andel var væ-

sentlig større end de 30% af § 3-overdrevsarealet inden for habitatområderne,

der ikke er kortlagt som en overdrevstype i henhold til Habitatdirektivets defi-

nitioner. Analyserne pegede således på, at det skønnede nationale areal med

kalkoverdrev (der er opskaleret ud fra registreringen af § 3-overdrev) skulle

nedjusteres med hele 70%. Tilsvarende analyser for tørt kalksandsoverdrev

(6120), surt overdrev (6230), tidvis våd eng (6410), tørvelavning (7150), avne-

knippemose (7210) og kildevæld (7220) gav ikke anledning til justeringer af de

skønnede nationale arealer fra § 3 opskaleringen. For hængesæk (7140) og rig-

kær (7230) har analyserne ikke ført til en ændring af nedjusteringsfaktoren på

0,85 fra de forrige to rapporteringer.

For nogle lysåbne naturtyper ligger hovedparten af det kortlagte areal uden for

den vejledende § 3-registrering. For kystklitterne har vi derfor antaget, at natur-

typerne er lige udbredte inden for og uden for habitatområderne og opskaleret

arealet efter fordelingen af kystnære (100 m) forekomster af strandvolde, salt-

vandssand eller saltvandsgrus inden for og uden for habitatområderne.

Ved beregningerne af de nationale arealer med ni af de ti skovnaturtyper

(skovklitterne undtaget) er anvendt forholdet mellem de beregnede skovare-

aler i Danmarks Skovstatistik (NFI) hhv. inden for og uden for habitatområ-

derne (Tabel 4.20 i Nord-Larsen m.fl. 2018). Den samme metode blev benyttet

ved rapporteringen i 2013. For bøg på mor (9110) er der i perioden 2016 til

2018 kortlagt 2.951 ha inden for habitatområderne. Baseret på skovstatistik-

kens registreringer er der 934 ha med bøg på mor inden for og 4.679 ha uden

for habitatområderne. Det vurderes således, at det nationale areal med natur-

typen er seks gange større end det kortlagte areal, svarende til et samlet areal

på 17.706 ha. For de fleste naturtyper er den benyttede opskaleringsfaktor den

samme som i 2013. For bøg på mor (9110) og elle- og askeskov (91E0) peger

de nye data fra NFI (Nord-Larsen 2018) imidlertid på, at en mindre andel af

det nationale areal findes inden for habitatområderne og opskaleringsfakto-

ren er øget (fra 4,6 til 6 for 9110 og fra 3,5 til 6,4 for 91E0). Modsat viser analy-

serne at en større andel af arealet med bøg på muld (9130) ligger inden for

habitatområderne og her er opskaleringsfaktoren ændret fra 8,5 til 6,9.

Siden Artikel 17-afrapporteringen i 2013 af naturtypernes arealer er der skabt

et bedre datagrundlag for beregningerne. Der er gennemført en national op-

datering af den vejledende § 3-registrering, der har bidraget til en mere retvi-

sende kortlægning af beskyttede naturarealer i Danmark (Nygaard m.fl. 2016)

og mindre ændringer i opskaleringerne til de nationale arealer fra en række

habitatnaturtyper. Hertil kommer at den nye kortlægning (2016-18) inden for

habitatområderne har ført til væsentlige ændringer i arealet for nogle natur-

typer (se på novana.au.dk), dog uden at dette kan tages som udtryk for reelle

ændringer. Eksempelvis har en mere detaljeret kortlægning på Saltholm ført

til en forøgelse af arealet med enårig strandengsvegetation (1310) med hele

450 ha, hvilket er tæt på en fordobling af det samlede areal. Tilsvarende er

arealet med vadegræssamfund (1320) reduceret med 70% fra anden til tredje

kortlægningsrunde, hvilket primært hænger sammen med en mere detaljeret

kortlægning i Vadehavet.

2.3.3 Status for den arealmæssige dækning

For hver naturtype er den aktuelle arealmæssige dækning vurderet i forhold til

naturtypens referenceniveau (Favorable Reference Area, FRA), der er det nød-

vendige areal for at opretholde naturtypen på længere sigt i hele dens variati-

onsbredde (DG Environment 2017). Ifølge guidelines skal referenceniveauet

som minimum være det samme som naturtypens areal ved direktivets ikraft-

træden (1994). I mangel af data for den arealmæssige dækning frem til den før-

ste kortlægningsrunde i 2004-2006 er referencearealet for de fleste naturtyper

vurderet at være lig med det observerede areal, og dermed er status for arealet-

gunstig med mindre der er sket en større tilbagegang i arealet (mere end 1%

årligt i rapporteringsperioden). Hvor referencearealet vurderes at være op til 10

procent større end det observerede areal, er status moderat ugunstig, og hvis

referencearealet vurderes at være mere end 10 procent større end det observe-

rede areal eller der er sket en større tilbagegang i areal, er status stærkt ugunstig.

2.3.4 Naturtypernes udbredelsesområde

I den første Artikel 17-rapportering i 2001 var udbredelsesområderne udeluk-

kende baseret på ekspertvurderinger. I 2007 indgik data fra den første kort-

lægning inden for habitatområderne og dele af den første programperiodes

stationsnet (2004-2006) for 18 lysåbne naturtyper i beregningerne af udbredel-

sesområderne. Udbredelsen af de resterende 16 lysåbne typer blev endnu en-

gang foretaget som ekspertvurderinger. I 2013-rapporteringen forelå et data-

baseret grundlag for samtlige naturtyper, og for de 34 lysåbne naturtyper

endog nye data fra den anden kortlægningsrunde (2010-2011) inden for habi-

tatområderne, og alle overvågningsstationer fra første programperiode. For

skovene blev også inkluderet viden om naturtypernes udbredelse fra Dan-

marks Skovstatistik (NFI). I de to rapporteringer fra 2007 og 2013 er de doku-

menterede forekomster suppleret med ekspertvurderinger af de økologiske

kår, der betinger naturtypernes tilstedeværelse og karakterarternes udbre-

delse (se Nygaard & Ejrnæs 2017).

I 2019-rapporteringen er udbredelsesområderne for de lysåbne naturtyper be-

regnet ud fra dokumenterede forekomster fra den tredje kortlægningsrunde

inden for habitatområderne (2016-2018), den stikprøvebaserede kortlægning

uden for habitatområderne i forbindelse med udvidelsen af stationsnettet

(2012-2015), overvågningsstationerne fra anden programperiode (2011-2016)

og NFIs prøveflader (2013-2017). For få naturtyper (fx indlandssalteng) er alle

forekomster kendte og udbredelsesområdet kan beregnes direkte ud data. For

hovedparten af naturtyperne er den eksisterende viden om forekomster uden

for habitatområderne imidlertid mangelfuld, og udbredelsesområdet bygger

på en kombination af dokumenterede forekomster og ekspertvurderinger. Ek-

sempelvis er udbredelsesområdet for kystklitterne defineret ved kendte fore-

komster af de 6 kystklitnaturtyper og forekomsten af flyvesand i en afstand

på 5 km ind i landet. Tilsvarende bygger vurderingen af udbredelsesområdet

for avneknippemose (7210) på dokumenterede forekomster fra statens kort-

lægnings- og overvågningsdata og kommunernes § 3 registreringer samt kort

fra Danmarks Topografisk-Botaniske Undersøgelse (TBU) over udbredelsen

af hvas avneknippe. På novana.au.dk er der en beskrivelse af datagrundlaget

for beregningerne af de enkelte naturtypers udbredelse.

For at sikre en ensartet afrapportering fra medlemslandene har

European Topic

Centre on Biological Diversity

udviklet et særligt ”range tool”, der beregner na-

turtypernes udbredelsesområder (DG Environment 2017). Ud fra 10 km kva-

drater med kendte eller potentielle forekomster identificerer værktøjet disse

og de mellemliggende kvadrater i gridnettet som et samlet udbredelsesom-

råde. Når der er mere end 40 km mellem forekomsterne, bliver udbredelses-

området delt op. Metoden er uændret siden rapporteringen i 2013.

2.3.5 Status for udbredelsesområdet

For hver naturtype er det beregnede udbredelsesområde vurderet i forhold til

naturtypens referenceniveau (Favorable Reference Range, FRR), der er det

nødvendige udbredelsesområde for at opretholde naturtypen i hele dens va-

riationsbredde. Ifølge guidelines skal referenceniveauet som minimum være

det samme som naturtypens udbredelse ved direktivets ikrafttræden (1994). I

mangel af data for naturtypernes udbredelse er referencearealet for de fleste

naturtyper vurderet at være lig med den observerede udbredelse, og dermed

er status for udbredelsesområdet gunstig med mindre der har været en større

reduktion i arealets størrelse på mere end 1% pr år i rapporteringsperioden.

Hvor referencearealet vurderes at være op til 10 procent større end det obser-

verede udbredelsesområde er status moderat ugunstig, og hvis referenceni-

veauet vurderes at være mere end 10 procent større eller der har været en

større reduktion i arealstørrelse er status for udbredelsesområdet stærkt

ugunstig.

2.4

Påvirkningsfaktorer

Som en del af EU rapporteringen er det vurderet, hvilke faktorer der har påvir-

ket naturtypernes tilstand og udvikling gennem de seneste 6 år. Miljøstyrelsen

har efterfølgende vurderet, om påvirkningsfaktorerne forventes at udgøre en

trussel for naturtyperne i de kommende 12 år, eller om der er iværksat forvalt-

ningstiltag, der forventes at modvirke påvirkningsfaktorerne.

Påvirkningsfaktorerne bygger på en hierarkisk opbygget liste fra

European

Topic Centre on Biological Diversity

(EIONET 2018). Påvirkningsfaktorerne om-

fatter 221 kategorier opdelt på 14 kilder: landbrug, skovbrug, anden udnyt-

telse af biologiske ressourcer, ressourceudnyttelse, energiproduktion, trans-

port, infrastruktur, militær aktivitet, invasive arter, forurening, ændring af

hydrologi, naturlige processer, naturkatastrofer og klimaændringer.

Påvirkningsfaktorerne er rangordnet efter deres betydning for naturtypen.

Høj påvirkning/betydning (H) er angivet for faktorer, der har en stor direkte

effekt på naturtypens tilstand og udvikling eller virker over store dele af det

samlede areal. Middel påvirkning/betydning (M) er angivet for faktorer, der

har en middelstor direkte eller indirekte effekt på naturtypens tilstand og ud-

vikling og/eller virker på en moderat andel af det samlede areal eller på regi-

onal skala.

I modsætning til rapporteringen i 2013 er der ikke angivet faktorer med lav

påvirkning (DG Environment 2017). Efter EU retningslinjer kan der højst an-

gives 10 påvirkningsfaktorer for hver naturtype og heraf ikke mere end fem

med høj påvirkning.

Listen over påvirkningsfaktorer er ændret markant siden rapporteringen i

2013. For nogle naturtyper har den nye opdeling betydet, at der er væsentlig

flere påvirkningsfaktorer. Det gælder eksempelvis skovene hvor påvirknings-

faktoren ”skovdrift” i 2013 listen nu er opdelt i hugst, fjernelse af dødt ved og

døende træer, fældning af store træer, udtynding af bevoksninger, konverte-

ring af skov mm. Man kan således ikke direkte sammenligne antallet af på-

virkningsfaktorer mellem de to rapporteringer.

2.5

Struktur og funktion

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige

strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for

naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt.

Naturtypernes strukturer kan udtrykkes ved sammensætningen af plantear-

ter (fx antal følsomme arter), dominansforhold mellem arter og artsgrupper

(fx græsser og dværgbuske), aldersstruktur (fx forekomst af gamle træer), ve-

getationshøjde, vedplantedækning, fordeling af livsformer (fx andelen af en-

årige arter), forekomsten af dødt ved, hulheder og rådne partier på levende

træer samt abiotiske parametre såsom surhedsgrad eller næringsstoftilgæn-

gelighed. Tilsvarende er græsning, erosion, sandpålejring, brand, grund-

vandspåvirkning, oversvømmelser, saltpåvirkning og fragmentering (med

øgede spredningsafstande) vigtige processer (eller funktioner) for naturty-

perne. Disse strukturer og funktioner kan variere betragteligt mellem og in-

den for naturtyperne.

I EU's vejledning til Artikel 17-rapporteringen er der ikke faste retningslinjer

for, hvordan naturtypernes struktur og funktion skal vurderes (DG Environ-

ment 2017).

“Interpretation Manual of European Union Habitats” er EU's officielle fortolk-

ningsmanual, som giver en fortolkning af de naturtyper, som er på Habitat-

direktivets Bilag I (DG Environment 2013) og MST’s danske fortolkning

fin-des på MST’s hjemmeside (

https://mst.dk/media/128611/habitatbeskrivel-

ser-2016-ver-105.pdf

). En lang række naturtyper er defineret som afgrænsede

floristiske enheder med en specifik artssammensætning (fx kalkoverdrev og

rigkær), mens andre er defineret ud fra en kombination af geomorfologi, hy-

drologi, jordbundskemi, vegetationsstruktur eller arealanvendelse. For

mange naturtyper er det derfor vanskeligt at finde indikatorer, der tager hen-

syn til hele den naturlige variationsbredde. Det gælder eksempel strandeng

(1330), der er defineret som både lavtvoksende, græssede strandenge og

egentlige strandrørsumpe, hvilket gør det vanskeligt at bruge vegetationens

struktur som indikator. En række naturtyper såsom klitlavning (2190) og

hængesæk (7140) består af mange forskelligartede plantesamfund (Ejrnæs et

al. 2009), hvilket gør det vanskeligt at finde indikatorer, der giver plads til den

naturlige variation i vegetationsstruktur og sammensætning af plantearter.

2.6

Typiske arter

Ifølge Habitatdirektivet skal medlemslandene udarbejde lister over ”typiske

arter” (typical species), der skal indgå i vurderingen af de enkelte naturtypers

status for struktur og funktion. De typiske arter skal udpeges som repræsen-

tative for de mest sårbare arter i naturtyperne, og hvis disse har det godt, så

er det en stærk indikator for at strukturerne og funktionerne i naturtyperne

fungerer som de skal. I vejledningen er de typiske arter blandt andet beskre-

vet som arter, der er særligt følsomme over for forringelser af de økologiske

kår og fungerer som “early warning” indikatorer.

Mens der kan være betragtelig usikkerhed om strukturer og funktioners op-

timale tilstand og naturlige variationsbredde, så vil udviklingen i velvalgte

typiske arter være en god målestok for om naturtypen har det godt. Samtidig

vil de typiske arter være lettere at formidle til offentligheden end kvælstof-

indholdet i planternes skudspidser eller Ellenberg værdier. Det er naturligvis

vigtigt at vælge typiske arter som der findes viden om – enten fra NOVANA-

overvågning eller fra andre datakilder. På den anden side er det også vigtigt

at vælge et udvalg af typiske arter som på troværdig vis repræsenterer den

truede biodiversitet i naturtypen.

Danmark har endnu ikke udarbejdet lister over typiske arter og disse indgår

derfor ikke i 2019-vurderingen af naturtypernes bevaringsstatus.

2.7

Fremtidsudsigter

Fremtidsudsigterne er en vurdering af naturtypernes forventede udvikling de

kommende 12 år. Vurderingen er under hensyntagen til de aktuelle påvirk-

ningsfaktorer og den forventede effekt af de forvaltningstiltag, der gennem

de seneste 6 år er iværksat for at forbedre naturtypernes tilstand. Vurderingen

er foretaget af Miljøstyrelsen og kan ses i Fredshavn m.fl. (2019).

2.8

Samlet vurdering af bevaringsstatus

Bevaringsstatus er den samlede vurdering på grundlag af de fire grundlæg-

gende statusvurderinger af udbredelse, forekomstareal, struktur og funktion

samt fremtidsudsigter. Hvis der er fire gunstige, eller tre gunstige og én

ukendt, er den samlede bevaringsstatus gunstig, Er blot én af delvurderin-

gerne stærkt ugunstig, er bevaringsstatus stærkt ugunstig. Er én eller flere

delvurderinger moderat ugunstig, og ingen er stærkt ugunstig, så er beva-

ringsstatus moderat ugunstig, og i de øvrige tilfælde er bevaringsstatus

ukendt. Den endelige vurdering af bevaringsstatus er således fastlagt udfra

de enkelte delvurderinger og kan ses i Fredshavn m.fl. (2019).

Metoder til vurdering af struktur og funktion

3.1

Datagrundlag

Vurderingen af naturtypernes struktur og funktion er baseret på data fra NO-

VANA´s kontrolovervågning fra 2004 til 2016 samt kortlægning af terrestriske

naturtyper inden for habitatområderne fra 2016 til 2018 og omfatter tre typer

af dataanalyser:

For 25 lysåbne og 10 skovnaturtyper (se Tabel 1.1), er der udført analyser af

den aktuelle tilstand efter multikriteriemetoden (se afsnit 3.2 om metode til

multikriterieberegning). For de overvågningsstationer, hvor der foreligger

mere end én registrering af det samme prøvefelt, er analyserne af tilstanden

foretaget på de nyeste registreringer.

For de 18 lysåbne naturtyper og 10 skovnaturtyper, der har været overvåget

siden første programperiode, har vi tillige undersøgt om de overvågede indi-

katorer har været stabile, i fremgang eller tilbagegang i perioden 2004-2016 (se

afsnit 3.3 om udviklingstendenser). Analyserne af udviklingstendenserne byg-

ger på de 963 overvågningsstationer, der blev udlagt i første programperiode.

For en række naturtyper beskrives de strukturer og funktioner, der er en forud-

sætning for en gunstig tilstand, bedst på en større skala end kontrolovervågnin-

gens prøvefelter. Det gælder de mest dynamiske kystnaturtyper som strand-

voldstyperne (1210 og 1220), kystklint- eller klippe (1230), enårige strandengs-

vegetation (1310), samt forklit (2110) og hvid klit (2120). Her er struktur og

funktion ekspertvurderet med udgangspunkt i kortlægningsdata fra den se-

neste kortlægning af habitatområderne (2016-2018), der er analyseret efter til-

standsvurderingssystemet (Fredshavn og Nygaard 2014).

3.2

Metode til multikriterieberegning

3.2.1 Udvælgelse af indikatorer for struktur og funktion

I NOVANA-programmet er der foretaget målinger af en lang række indika-

torer relateret til vegetationens struktur og artssammensætning samt fysisk-

kemiske forhold i jordbund, vand og biomasse (se oversigt i

https://

novana.au.dk/naturtyper/kontrolovervaagning/indikatorer/

). For hver

natur- der udvalgt relevante indikatorer, så de:

type er

•

afspejler de væsentligste påvirkningsfaktorer

for den enkelte naturtype. Ek-

sempelvis er de væsentligste påvirkninger af naturtypen rigkær (7230)

hhv. græsningsophør og næringspåvirkning. De valgte indikatorer for sta-

tusvurderingen inkluderer således vegetationshøjde og vedplantedæk-

ning for at afspejle omfanget af naturlige forstyrrelser (fx græsning), Ellen-

berg-værdier beregnet ud fra artssammensætningen for at afspejle næ-

ringspåvirkningen og antal følsomme arter, der afspejler eutrofieringsgra-

den over længere tid.

•

indbyrdes komplementære

eller virker på

forskellig tidsskala.

I udvælgelsen

har vi tilstræbt at udvælge indbyrdes komplementære indikatorer for at

dække flest mulige af de betydende påvirkningsfaktorer på naturtypernes

struktur og funktion. Det kan således omfatte både biologiske, hydrologiske

og bio-/geokemiske faktorer. Der kan også være væsentlige tidsforsinkelser

mellem ændringer i en påvirkningsfaktor og den resulterende ændring i

artssammensætningen på arealet, specielt i naturtyper med dominans af

længelevende arter. For eksempel kan den forventede reduktion af den lo-

kale artspulje efter en fragmenteringshændelse ofte først indtræffe efter ad-

skillige år (Vellend m.fl. 2006). For at kunne registrere en sådan ”extinction

debt” er det derfor vigtigt, at de valgte indikatorer måler forandringer på

forskellig tidsskala, og at man ikke kun vælger artsindikatorer.

•

måler en

nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse

for gunstig tilstand. Det

betyder, at de enkelte indikatorer er relevante og nødvendige, men ikke i

sig selv tilstrækkelige til en vurdering af status for struktur og funktion.

Det vil eksempelvis ikke være nok at opfylde kriterieværdien for jordbun-

dens surhed, hvis artssammensætningen eller tilgroningsgraden er i en

ugunstig tilstand (Damgaard m.fl. 2019).

I Tabel 3.2 er vist de udvalgte indikatorer for naturtypernes struktur og funk-

tion, der afspejler vegetationens artssammensætning, vegetationsstruktur,

skovstruktur, næringsstatus og hydrologi.

Vi har så vidt muligt anvendt de samme indikatorer som i 2013-rapporterin-

gen (Nygaard m.fl. 2014). Ny viden samt ændringer i overvågningsprogram-

mets indikatorer har imidlertid ført til at nogle indikatorer er udeladt (fx fos-

forindholdet i jorden) og andre er inddraget i analyserne (fx kvælstofindhol-

det i løvet i kildevæld og rigkær). Vi har valgt at inddrage indikatorer for ud-

bredelse/antal arter af invasive arter, samt dækningen af høje vedplanter for

alle lysåbne terrestriske naturtyper. Nogle indikatorer er beregnet på en an-

den måde end i 2013. Det gælder eksempelvis klokkelyng på våd hede (4010),

der er ændret fra den procentvise dækning i prøvefelterne til udbredelse på

overvågningsstationerne. Antal indikatorarter indgår ikke som en selvstæn-

dig indikator i 2019 analyserne, men er sammen med antal arter med en arts-

score over hhv. 4 og 6 (stjernearter og tostjernearter, jf Fredshavn og Ejrnæs

2007) anvendt til at fastlægge kriterieværdier for en god bevaringstilstand (se

afsnit 3.2.2.).

Figur 3.2.

De skærpede (S) og

lempede (L) kriterier for indikato-

rerne er fastlagt på baggrund af

den tilgængelige viden om sam-

menhængen mellem den enkelte

indikator og sandsynligheden for

en god tilstand. Prøvefelter, der

opfylder det skærpede kriterium

for indikatoren, vil med stor sand-

synlighed være i en gunstig til-

stand. Prøvefelter, der ikke opfyl-

der det lempede kriterium for indi-

katoren, vil med stor sandsynlig-

hed være i en ugunstig tilstand.

Tabel 3.2.

Oversigt over indikatorer, der indgår i vurderingen af naturtypernes struktur og funktion. For hver indikator er vist, hvilke

naturtyper indikatoren er vurderet for, om værdierne beregnes på plotniveau eller stationsniveau samt hhv. det skærpede og lem-

pede kriterium for indikatoren. Retning angiver, om værdier for en god tilstand er større end eller mindre end kriterieværdierne.

Indikator

Artssammensætning

Dækning af græsser (%)

Udbredelse af klokkelyng (%)

7110, 7120

4010

2180

Insektbestøvede arter af vedplanter (an- 9110, 9120

tal pr 5 m cirkel)

9130, 9150, 9160, 9170, 9190,

91D0, 91E0

9998

Skovindikatorarter (antal pr 15 m cirkel)

9160, 9170, 9190, 91E0

9110, 9120, 9130, 9150

Dækning af invasive arter (%)

Vegetationsstruktur

7110, 7120

1330, 1340, 2130, 2310, 2320,

2330, 6120, 7150

Dækning af høje vedplanter (%)

2140, 2190, 4010, 4030, 6210,

6230, 6410, 7140, 7210, 7230

2170

2160, 2250

5130

2310, 7150

1340

Vegetationshøjde

2130

6120, 6210, 6230

6410, 7230

7220

7210

Dækningen af bar jord (%)

Skovstruktur

2180

Dødt ved (m

pr ha)

9150, 9170, 9190, 91D0

9110, 9120, 9160, 91E0

9130

Store hjemmehørende træer (antal pr

ha)

Træer med hulheder eller råd (antal pr

15 m cirkel)

Næringsstatus

C/N-ratio

Ellenberg’s næringsindikator

4030

4010, 7150

2140, 2250, 2310, 2320, 2330,

4030

plot

2,8

3,2

plot

1,8

2,2

9110, 9120, 9130, 9150, 9160,

9170, 9190, 91D0, 91E0

2180, 9130, 9160

9110, 9120, 9150, 9170, 9190,

91D0, 91E0

station

7,0

3,5

station

6120

station

plot

station

100

150

station

alle lysåbne

Station

station

2,5

2,0

3,0

1,0

2,0

3,0

2,0

1,5

0,5

1,0

1,5

5,0

Naturtype

Niveau

Retning

Skærpet

Lempet

6120

6210

6230, 7140, 7230, 2130, 2190

Ellenberg’s næringsratio

6410

1340, 7210, 7220, 2170

1330

2160, 5130

Kvælstofindhold i dværgbuske (%)

Kvælstofindhold i mosser (%)

Kvælstofindhold i tørvemosser (%)

pH i jord

pH i vand

Hydrologi

Ellenberg’s fugtighedsindikator

91D0, 91E0

4030

2140, 4010

7220, 7230

7110, 7120

2250, 2310, 2320, 2330, 4030,

5130, 7150

4010

plot

Plot

0,6

0,65

0,7

0,75

0,8

0,85

1,4

1,5

1,1

3,3

4,3

7,0

0,7

0,75

0,8

0,85

0,95

1,8

1,6

2,0

1,3

3,0

4,0

6,5

Fastsættelse af kriterieværdier

For hver indikator er der fastsat to kriterieværdier:

•

skærpet kriterium,

hvor prøvefelter, der opfylder dette kriterium for in-

dikatoren, med stor sandsynlighed vil være i en gunstig tilstand.

•

lempet kriterium,

hvor prøvefelter, der ikke opfylder dette kriterium for

indikatoren, med stor sandsynlighed vil være i en ugunstig tilstand.

Prøvefelter, hvor indikatoren befinder sig i intervallet mellem de to kriterie-

værdier, vil ikke med sikkerhed være hverken i gunstig eller ugunstig til-

stand, og intervallet afspejler således usikkerheden i vores viden om indika-

torens evne til at forudsige tilstanden.

Effekten af vigtige påvirkningsfaktorer på naturtyperne er i NOVANA over-

vågningsprogrammet målt på en række indikatorer, der afspejler effekten på

naturtypens struktur og funktion på kort sigt, og andre, der afspejler effekten

på lang sigt. De fastlagte skærpede og lempede kriterieværdier er en transpa-

rent måde at skelne mellem ugunstige og gunstige tilstande af indikatorerne.

Vi har så vidt muligt anvendt de samme kriterieværdier som i 2013-rapporte-

ringen (Nygaard m.fl. 2014). Ny viden har imidlertid ført til at nogle kriterie-

værdier er lempet eller skærpet. Således er tilgroningsgraden lempet for en

række lysåbne terrestriske naturtyper, så der tillades en større dækning af

vedplanter og en højere gennemsnitlig vegetationshøjde.

Artssammensætning

For enkelte naturtyper indgår dækningen af udvalgte arter som indikator for

typens struktur og funktion. Således er udbredte forekomster af klokkelyng

en forudsætning for gunstig bevaringsstatus i våd hede (4010). Indikatoren er

beregnet som andelen af prøvefelter på overvågningsstationer, der rummer

klokkelyng. På aktive og nedbrudte højmoser med uforstyrret hydrologi og

et naturligt lavt næringsstof-niveau vil der ikke forekomme græsser i vegeta-

tionen og en gunstig tilstand forudsætter derfor fravær eller kun sporadisk

forekomst af græsser. Indikatoren er beregnet som antal hits i pinpoint-ram-

merne, der berører en art fra græsfamilien.

Blomstrende (og insektbestøvede) træer og buske såsom tjørn, røn, skovæble,

vedbend, gedeblad, hassel samt arter af pil og rose udgør et vigtigt føde-

grundlag for den store blomstersøgende insektfauna i skovene og en forud-

sætning for en gunstig tilstand. Indikatoren er beregnet som antallet af for-

skellige insektbestøvede arter i 5 m cirklerne.

I NOVANA programmet er registreret 25 træboende indikatorarter (Freds-

havn m.fl. 2018), der findes i de fleste løvskove med gamle træer, furet bark

samt dødt, liggende og stående ved. Indikatoren er beregnet som antallet af

skovindikatorarter i 15 m cirklerne. Kriterieværdierne varierer mellem skov-

typerne med flest arter i de fire bøgeskovstyper, mens de er uegnede til at

vurdere bevaringsstatus for skovklit.

Invasive plantearter er ikke-hjemmehørende arter, der fortrænger den oprin-

delige, hjemmehørende flora og ændrer plantesamfundene. Listen over inva-

sive arter, der indgår i beregningerne kan ses på

https://novana.au.dk/

naturtyper/kontrolovervaagning/indikatorer/artssammensaetning/invasive-arter/

For de lysåbne naturtyper er indikatoren beregnet som den gennem-snitlige

dækningsgrad af invasive arter på stationsniveau.

Vegetationsstruktur

De fleste lysåbne naturtyper er levesteder for lys- og varmekrævende arter,

og i optimal tilstand er vegetationen derfor relativt åben. Siden multikriterie-

beregningerne i 2013 (Nygaard m.fl. 2014) er sket en lempelse af kriterierne

for vegetationshøjde og vedplantedækning. Det gælder eksempelvis vedplan-

tedækket på overdrev, hvor spredte krat hører med til naturtypen og det sam-

let set ikke betyder noget, at nogle få prøvefelter er tilgroede, hvis blot hoved-

parten af overvågningsstationen er lysåben.

For højmoser og tørvelavninger vurderes det, at fravær af høje vedplanter er

en forudsætning for en gunstig tilstand, og kriterierne er derfor meget lave.

Der tillades en større tilgroningsgrad på fx overdrev og hede, hvor der natur-

ligt vil forekomme enkeltstående, græsningstolerante buske og træer eller

små grupperinger heraf og en høj tilgroningsgrad i havtornklitter, enebærklit-

ter og enebærkrat. Da vedplanterne ikke fordeler sig jævnt på lokaliteterne, er

beregningerne foretaget på stationsniveau. Den naturlige variation i dæk-

ningsgraden af lave vedplanter er stor for mange naturtyper (Ejrnæs m.fl.

2009), og er derfor ikke inddraget i vurderingen af struktur og funktion.

Kriterieværdierne for vegetationshøjde er relativt lave for visse-indlandsklit og

tørvelavning, da mange arter er knyttet til en åben og lavtvoksende vegetation

med hyppige forstyrrelser. For en lang række naturtyper, fx overdrev, tidvis våd

eng og rigkær, er kriterierne mere lempelige, så der gives plads til en højere gen-

nemsnitlig vegetation i sommerperioden, hvor planterne blomstrer og sætter frø.

Tørt kalksandsoverdrev (6120) er en ekstremt lys- og varmekrævende naturtype,

og i optimal tilstand er udbredte partier med blottet bund, så der er mulighed

for regeneration af de lavtvoksende pioneerarter, der er knyttet til levestedet.

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen

af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller

rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer.

Den videnskabelige litteratur viser, at biodiversiteten af vedboende arter stiger

med mængden af dødt ved og en række meget omfattende undersøgelser af

metadatasæt (fx Gossner et al., 2013; Lachat et al., 2012; Müller et al., 2007) peger

på, at skovtyper med en stor vedmasse også naturligt rummer store mængder

dødt ved og dermed naturligt også en stor diversitet af vedboende arter. Der

ses et betydeligt tab i diversiteten af de vedboende arter, når mængden af dødt

ved kommer under 50-70 m3 pr. ha. Bøg på muld (9130) vurderes at være den

mest produktive danske skovtype, og derfor er der valgt et skærpet kriterium

på 50 m

/ha og et lempeligt kriterium på 20 m

/ha. For bøgetyperne på mor

(9110 og 9120), ege-blandskov (9160) og elle- og askeskov (91E0) er produktivi-

teten lavere og med udgangspunkt i generelle sammenhænge mellem vedmas-

sedata for levende og dødt ved fra Europæiske skove (Hahn & Christensen

2005) samt specifikke data fra Litauen (Vasilaukas mfl. 2004) er der valgt krite-

rier på hhv. 45 og 15 m

/ha. For de mindst produktive skovtyper er valgt et

skærpet kriterium på 30 m

/ha og et lempet kriterium på 10 m

/ha. Kriterierne

for skovklit (2180) er de laveste, hhv. 5 og 2 m

/ha. Indikatoren beregnes på

stationsniveau, således at det ikke er det enkelte prøvefelt, der skal leve op til

kriterierne, men gennemsnittet af stationens prøvefelter.

Antallet af store, hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes

biologiske tilstand, fordi det både siger noget om intensiteten af skovdriften,

herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige

strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt-

og epifytsamfund. Forskellige arter af træer og buske har forskellige størrelser

ved modenhed, ligesom der vil være forskel på størrelsesgrænserne for de

forskellige habitatnaturtyper. Dermed er der forskel på hvornår vi regner et

træ for stort (se

https://novana.au.dk/naturtyper/kontrolovervaagning/

indikatorer/skovstruktur/stammer/

). Til gengæld er kriterierne for antallet af

store træer den samme for alle ti skovtyper.

Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter

& Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle

og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle

typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens

struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere. Beregninger

af data fra Winter & Möller (2008) viser, at der i gennemsnit er knap 100 træer

med mikrohabitater pr. ha i nordtyske bøgedominerede skovreservater. Det

svarer til 7 træer med mikrohabitater pr. 15 m-cirkel.

Indikatoren hulheder og råd dækker over en række mikrohabitater, der kan

være vanskelige at registrere i felten (Jønnson & Jensen 2011). I erkendelse af

denne måleusikkerhed er kriterierne for antal træer med hulheder og råd pr.

prøvefelt (15 m-cirkel) fastsat relativt lempeligt. For de mest produktive skov-

typer (9130 og 9160) og skovklit (2180) er kriterierne for det skærpede og lem-

pede kriterium sat til henholdsvis 3 og 1 træer som middel på stationsniveau.

For de øvrige skovtyper (9110, 9120, 9150, 9170, 9190, 91D0 og 91E0) er krite-

rierne hhv. 5 og 2 træer med hulheder og råd.

Næringsstatus

Kvælstof spiller en stor rolle i næringsstofkredsløbet og derfor er flere forskel-

lige kvælstofindikatorer inkluderet i vurderingen af status for struktur og

funktion.

Forholdet mellem jordbundens kulstof- og kvælstofpulje er en vigtig indika-

tor for jordbundens evne til at tilbageholde næringsstoffer samt regulere pH.

Således kan et højt C/N forhold sikre et naturareal mod næringsbelastning,

idet de øverste organiske jordlag immobiliserer kvælstof. I en analyse af eu-

ropæiske skove fandt (Gundersen et al., 2006), at der sker en øget kvælstofmi-

neralisering ved C/N-forhold mindre end 25. En følgevirkning af den øgede

kvælstofmineralisering er udvaskning af basekationer og en øget forsuring af

jordbunden (Diekmann and Falkengren-Grerup, 2002). Nyere analyser af NO-

VANA data har vist, at C/N-forholdet er faldende på de danske heder

(Strandberg m.fl. 2018). Baseret på resultater fra ældre jordbundsanalyser (Ni-

elsen et al. 1987, Madsen og Nørnberg 1995, Kristensen og Henriksen 1998),

analyser fra forskellige europæiske skovforskningsprojekter, studier af engel-

ske skove, sure græsland og heder (Rowe m.fl. 2006), samt data fra den euro-

pæiske skovovervågning (Gundersen 1998, Currie 1999) er det skærpede kri-

terium for C/N i den øverste del af morlaget på tørre heder (4030) sat til 30

og det lempede kriterium til 20.

Adskillige undersøgelser har vist, at kvælstofindholdet i bladene fra laver,

mosser og dværgbuske er signifikant højere på arealer med en høj kvælstof-

deposition (Pitcairn et al., 1995). Mens kvælstofindholdet i lav og mos afspej-

ler den aktuelle kvælstofdeposition, er kvælstofindholdet i årsskud af dværg-

buskene en kombination af kvælstofdepositionen og en mobilisering af jor-

dens kvælstofpulje.

Kvælstofindholdet i sphagnummosser er valgt som indikator for struktur og

funktion for aktiv højmose (7110) og nedbrudt højmose (7120). I de vest- og

nordvendte kystområder, som ikke påvirkes direkte af landbrugsmæssig

drift, ligger indholdet af kvælstof i mos på ca. 0,8%. Det samme niveau er fun-

det i engelske baggrundsområder ved kysterne (Pitcairn et al., 2003). Kriterie-

værdierne for kvælstofindholdet i sphagnum er sat til hhv. 1,1 til 1,3% N for

det skærpede og lempede kriterium. Kvælstofindholdet i kærmosser er valgt

som indikator for kildevæld (7220) og rigkær (7230). Kriterieværdierne er sat

lidt højere end for de sure moser, nemlig på hhv. 1,5 til 2,0% N for det skær-

pede og lempede kriterium.

Kvælstofindholdet i skudspidser af revling og hedelyng er valgt som indikator

for struktur og funktion for klithede (2140), våd hede (4010) og tør hede (4030).

Hos de fleste klitheder, der ikke påvirkes direkte af landbrugsmæssig drift, lig-

ger de fleste kvælstofmålinger i skudspidser hos lyng og revling under 1,4%

(Bruus et al., 2006), der vurderes at repræsentere kvælstofniveauet for relativt

upåvirkede danske lokaliteter. Ud fra europæiske skovdata fandt (Gundersen

et al., 2006), at ved kvælstofværdier højere end 1,4% i årsskud hos nåletræer var

der stor risiko for kvælstofudvaskning. Kriterieværdierne for kvælstofindhol-

det i skudspidser af dværgbuske er således sat til hhv. 1,4% N for det skærpede

kriterium for alle tre hedetyper. Det lempede kriterium ligger på 1,6% N for

klithede (2140) og våd hede (4010) og 1,8% N for den tørre hede (4030).

Ellenbergs indikatorværdier (Ellenberg m.fl. 1992) er anvendt som udtryk for

vegetationens tilpasning til de økologiske kår på voksestedet. Ellenbergs in-

dikatorværdier repræsenterer biologiske vurderinger af plantearters præfe-

rence langs de vigtigste økologiske gradienter, eksempelvis næringstilgænge-

lighed. Ved at tage gennemsnittet af Ellenberg-tallet for alle arterne i et prø-

vefelt kan man få en indikation af, hvilke miljøforhold artssammensætningen

er tilpasset. For de næringsfattige og sure naturtyper har vi anvendt Ellen-

bergs indikatorværdi for næringsstof som indikator for næringsstatus. For

våd hede (4010) og tørvelavning (7150) er kriterierne sat relativt lavt med vær-

dierne 1,8 og 2,2 for hhv. det skærpede og lempede kriterium. For klithede

(2140), enebærklit (2250), indlandsklitterne (2310, 2320 og 2330) og tør hede

(4030) er kriterierne sat lidt højere på hhv. 2,8 og 3,2.

Vi har brugt næringsratioen, der er som forholdet mellem Ellenbergs indika-

torværdier for næringsstof og pH (Ellenberg N/Ellenberg R), som indikator

for vegetationens næringsbelastning for en lang række græs- og urtedomine-

rede naturtyper, med en naturlig variation i pH. Det hænger sammen med, at

variationen i indikatorværdien for næringsstoffer i store træk er bestemt af

forskelle i pH, da arter, som foretrækker næringsrige voksesteder, også fore-

trækker en høj pH (Ejrnæs m.fl. 2009, Andersen m.fl. 2013). Tidligere analyser

af NOVANA data har vist, at næringsratioen varierer betragteligt mellem de

forskellige naturtyper (Ejrnæs m.fl. 2009) og kriterieværdierne er derfor ret

forskellige. For tørt kalksandsoverdrev (6120) er kriterieværdierne 0,6 og 0,7

for hhv. det skærpede og lempede kriterium. For naturtypen strandeng

(1330), der oversvømmes af havvand med et relativt højt indhold af plante-

næringsstoffer er kriterieværdierne højere (hhv. 0,8 og 0,85).

Jorden surhedsgrad har indflydelse på vegetationens sammensætning, plan-

tevæksten, den mikrobielle aktivitet samt for en række kemiske og fysiske

jordbundsegenskaber. Således afhænger tilgængeligheden af næringsstoffer,

basemætningen, kation udbytningskapaciteten, jordbundsstrukturen, den

mikrobiologiske aktivitet, mineraliseringen og nedbrydningen samt opløse-

ligheden af toksiske metaller (fx aluminium og jern) alle af jordbundens sur-

hedsgrad. Analyser af ældre data har påvist, at surhedsgraden på hederne er

faldet næsten en enhed i løbet af få årtier (Hansen, 1976; Strandberg et al.,

2012a). pH er valgt som indikator for struktur og funktion for en række sure

og næringsfattige naturtyper, idet mange karakteristiske urter forsvinder fra

vegetationsdækket ved lave pH-værdier. Kriterieværdierne er sat relativt lavt

med værdierne 3,0 og 3,3 for hhv. det skærpede og lempede kriterium. I våd

hede (4010) måles pH i jordvandet, hvor surhedsgraden ligger omkring en

enhed højere end i jord.

Hydrologi

For en lang række naturtyper forudsætter en god biologisk tilstand, at der er en

relativt uforstyrret hydrologi. En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske for-

hold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden

for NOVANA programmets rammer. Vi har valgt at anvende Ellenbergs indi-

katorværdi for fugtighed (Ellenberg m.fl. 1992) som et udtryk for vegetationens

tilpasning til de hydrologiske forhold over en længere periode. For mange na-

turtyper er der en meget stor variation i fugtigheden, hvilket gør det vanskeligt

at anvende indikatorværdien for fugtighed som direkte udtryk for naturtypens

tilstand. Vi har derfor kun medtaget indikatoren for de to sumpskovstyper

skovbevokset tørvemose (91D0) og elle- og askeskov (91E0). Den skærpede kri-

terieværdi for fugtighed er sat til 7,0 og den lempede værdi til 6,5.

Opfyldelse af kriterier

For hvert prøvefelt afgøres det, om prøvefeltet opfylder de skærpede eller de

lempede kriterier. Det foretages ud fra en ”one out all out” vurdering, idet

prøvefeltet først opfylder de skærpede kriterier, hvis alle de udpegede indi-

katorer opfylder de skærpede kriterier for den enkelte indikator (Damgaard

m.fl. 2019). Tilsvarende for de lempede kriterier.

Tredje skridt i vurderingen af status for struktur og funktion er en fastsættelse

af den relative andel af prøvefelter, der skal opfylde hhv. de skærpede og lem-

pede kriterieværdier, for at vurderingen af status for struktur og funktion er

gunstig, moderat ugunstig eller stærkt ugunstig (se afsnit 3.3).

Foruden en endelig vurdering af status for struktur og funktion for naturty-

pen viser multikriteriemetoden, hvor stor en andel af prøvefelter, der opfyl-

der de skærpede og lempede kriterier. Det giver mulighed for at vurdere,

hvor langt naturtypen er fra at ændre status, og udviklingen vil løbende

kunne følges, fx til vurdering af effektiviteten af forvaltningsindsatser.

3.2.2 Vægtning af data

Selvom der i udlægningen af stationsnettet fra anden programperiode er til-

stræbt en ligelig fordeling af overvågningsstationer, er der ikke en fuld over-

ensstemmelse mellem antallet af prøvefelter og naturtypens areal hhv. inden

for og uden for habitatområderne. Vi har derfor vægtet data fra de enkelte

naturtyper med arealet og antallet af prøvefelter hhv. inden for og uden for

habitatområderne. Vurdering af hvor stor en andel af arealet med en natur-

type, der består alle de opstillede kriterier, er beregnet som:

��

hvor

er vurderingen (dvs andelen af arealet i en biogeografisk region, der

består kriterierne),

er det estimerede areal,

er antal plots, og

henviser

til henholdsvis inden for og uden for habitatområderne.

3.2.3 Aggregering af data

Kontrolovervågningen er en stikprøvebaseret prøvetagning og som udgangs-

punkt vil indikatorerne blive opgjort på prøvefeltniveau og efterfølgende ag-

gregeret til biogeografisk region. Herved bevares viden om prøvefelternes

artssammensætning, tilgroningsgrad, forekomst af dynamiske processer, hy-

drologiske forhold og næringsstatus. En gunstig bevaringstilstand forudsæt-

ter at alle de forhold, der har betydning for naturtypens værdi som levested,

er til stede på samme sted. Det vil eksempelvis ikke være nok at et areal har

gunstig pH i jordbunden, hvis artssammensætningen eller tilgroningsgraden

er i en ugunstig tilstand.

For nogle indikatorer vil der være en stor naturlig variation mellem plots, og

for disse indikatorer er stationens middelværdi anvendt som prøvefeltets

værdi i stedet for målingen på det enkelte prøvefelt. Det gælder eksempelvis

dækningsgraden af enkeltarter og indikatorerne for skovstruktur (antal store

træer og dødt ved), hvor der er stor variation mellem prøvefelterne inden for

en station.

Ved manglende værdier tildeles prøvefeltet stationens middelværdi for indi-

katoren. Det gælder eksempelvis jord-, vand- og planteprøver, der kun ind-

samles i en mindre del af prøvefelterne. Antallet af prøvefelter er således ikke

i alle tilfælde lig med antallet af målepunkter. Ved manglende værdier på sta-

tionsniveau vil indikatoren ikke blive anvendt på den pågældende station.

3.3

Vurdering af status for struktur og funktion

Tredje skridt i vurderingen af status for struktur og funktion er en fastsættelse

af den relative andel af prøvefelter, der skal opfylde hhv. de skærpede og lem-

pede kriterieværdier, for at vurderingen af status for struktur og funktion er

gunstig, moderat ugunstig eller stærkt ugunstig.

Vi har benyttet andelen af prøvefelter, der opfylder de lempede kriterier som

udtryk for arealandelen i god tilstand. Guidelines foreslår derudover føl-

gende retningslinjer for vurderingen af status for struktur og funktion:

•

Gunstig (FV), hvis mere end 90% af arealet med naturtypen er i ”good con-

dition”. For de 35 naturtyper, hvor struktur og funktion er beskrevet vha

multikriteriemodellen svarer dette til at mindst 90% af prøvefelterne op-

fylder de lempede kriterier. For de seks naturtyper, hvor struktur og funk-

tion er beskrevet ud fra tilstandsvurderinger af kortlagte forekomster in-

den for habitatområderne, svarer dette til at mindst 90% af arealer er i høj

eller god naturtilstand.

•

Moderat ugunstig (U1), hvis 75-90% af arealet med naturtypen er i ”good

condition”. Således skal mere end 75% og mindre end 90% af arealet op-

fylde de lempede kriterier eller en tilsvarende andel af det kortlagte areal

være i høj eller god tilstand (for seks naturtyper).

•

Stærkt ugunstig (U2), hvis mere end 25% arealet med naturtypen er i ”non-

good condition”, svarende til at mindre end 75% af arealet er i ”good con-

dition”. Således skal mindre end 75% af arealet opfylde de lempede krite-

rier eller en tilsvarende andel af det kortlagte areal være i høj eller god

tilstand (for seks naturtyper).

Ud over en vurdering af status for struktur og funktion skal der i følge EU's

guidelines (DG Environment 2017) rapporteres maksimum- og minimums-

værdier for hvor stor en andel af arealet med en naturtype, der er i hhv. god og

ikke-god tilstand (”good” og ”non-good condition”). I disse beregninger har vi

benyttet andelen af prøvefelter, der består hhv. de skærpede og lempede krite-

rier. Arealet i ”good condition” for en naturtype er således mindst andelen af

arealet, der består de skærpede kriterier og højst andelen, der består de lempede

kriterier. Tilsvarende svarer minimumsværdien for arealet i ”non-good condi-

tion” til andelen af arealet, der dumper de lempede kriterier, mens maksimum-

værdien svarer til andelen, der dumper de skærpede kriterier.

3.4

Udviklingstendenser

I Artikel 17-rapporteringen til EU er vurderet om naturtypernes areal og ud-

bredelse samt struktur og funktioner er stabil, i fremgang eller tilbagegang.

For areal og udbredelses vedkommende vurderes trends i forhold til frem- og

tilbagegange af de konkret målte arealer. For de 18 lysåbne naturtyper, der

har været overvåget siden 2004 (se Tabel 1.1), er udviklingstendenserne for

struktur og funktion vurderet for et bredt udvalg af indikatorer, der er rap-

porteret på novana.au.dk. Her har vi gentaget analyserne med data opdelt på

hhv. inden for og uden for habitatområderne. De gamle skovstationer fra den

første programperiode ligger alle inden for habitatområderne og udviklings-

tendenserne er således kun udtryk for udviklingen her. Metoderne til trend-

analyserne

beskrevet

her

https://novana.au.dk/naturtyper/

kontrolovervaagning/analysemetoder/udvikling/

Det faglige grundlag for vurderingen af

bevaringsstatus

I de følgende afsnit præsenteres det faglige grundlag for vurderingerne af de

44 terrestriske naturtypers struktur og funktion, herunder udviklingstenden-

ser i perioden 2004-2015. De to indlandsklippetyper (8220 og 8230) er dog be-

skrevet samlet.

For hver naturtype er vist en beskrivelse af:

•

status og udvikling af naturtypens areal og udbredelse, herunder et kort

(arealerne er vist i detaljer på novana.au.dk),

•

de vigtigste påvirkningsfaktorer. Her er angivet, om påvirkningen har høj

(H) eller middel (M) betydning for naturtypens tilstand,

•

de indikatorer og kriterier, der er lagt til grund for vurderingen af natur-

typens struktur og funktion, og

•

status og udvikling for naturtypens struktur og funktion.

Oversigter over naturtypernes bevaringsstatus kan ses i Fredshavn m.fl. (2019).

4.1

Strandvold med enårige planter (1210)

Stenede eller grusede strande eller strandvolde med enårige planter, der vokser

på opskyllet materiale som tang eller grus. Opskyllet aflejres typisk som små

volde og er rigt på kvælstofholdigt, organisk materiale. Visse flerårige arter hø-

rer med til plantesamfundet, men der skal være overvægt af enårige planter.

Areal og udbredelse

Strandvold med enårige planter er, med et samlet areal på 143 ha, en af de

mindst udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen har

sin hovedudbredelse i kontinental region, og det skønnes, at 48% af arealet

ligger inden for habitatområderne (læs mere her:

https://novana.au.dk/

naturtyper/strandenge/strandvold-med-enaarige-planter-1210/areal-og-udbredelse/

Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes stabilt og tilstrækkeligt

stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeo-

grafiske regioner, omend det er usikkert, om arealet er i tilbagegang som følge

af havstigninger (Moeslund m.fl. 2011).

Påvirkningsfaktorer

De vigtigste påvirkningsfaktorer for strandvold med enårige planter er be-

grænsning af naturlige dynamiske processer (fx oversvømmelser, erosion og

aflejringer) som følge af kystbeskyttelse (H), forekomst af invasive arter (M)

og klimaændringer i form af havstigninger (M).

Struktur og funktion - tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige

strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for

naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Strandvold med en-

årige planter er en ekstremt dynamisk naturtype, og en gunstig bevaringstil-

stand afhænger af forekomsten af opskyllet tang på stenede og grusede strande

med bølgepåvirkning fra havet. Disse strukturer og funktioner beskrives bedst

på en større skala end kontrolovervågningens prøvefelter. Struktur og funktion

er derfor beregnet ud fra tilstandsvurderingen af de kortlagte forekomster med

naturtypen i den seneste kortlægning af habitatområderne (2016-2018).

Figur 4.1.1.

Kort over areal og udbredelsesområde for strandvold med enårige planter

(1210). Udbredelsesområdet (vist med mørk grå signatur) bygger på kendte forekomster

af naturtypen samt kystnære (100 m) forekomster af strandvolde, saltvandssand eller salt-

vandsgrus. Med lys grå signatur er vist 10 km kvadrater med en dokumenteret forekomst

af naturtypen fra NOVANA programmets kortlægning og overvågning. Med blåt er vist

kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2018)

samt kortlægningen uden for habitatområderne (2012-2015). De orange prikker viser

overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden

2011-2016, og de orange trekanter viser ældre registreringer (2004-2010).

På de kortlagte forekomster med naturtypen er registreret en høj arealandel

med positive naturtypekarakteristiske strukturer, særligt større eller gamle

tang-, sten- eller grusvolde og bølgepåvirket rullestenskyst. Der er tilsvarende

en lav andel med negative naturtypekarakteristiske strukturer, eksempelvis

tilplantning og menneskeskabt slid på vegetationen samt en begrænset fore-

komst af invasive arter.

Beregningerne af naturtilstanden viser, at 83% af arealet i atlantisk region er i

en god eller høj naturtilstand, mod 85% i kontinental. I atlantisk region er

kortlagt et meget lille areal med naturtypen, og tilstanden er derfor beregnet

for data fra hele landet.

Struktur og funktion - udvikling

I NOVANA-programmets første periode (2004-2010) blev der ikke udlagt

overvågningsstationer for strandvold med enårige planter. Naturtypen er

først overvåget fra 2011, og det har derfor ikke været muligt at beregne ud-

viklingtendenser for de målte indikatorer. Udviklingen i struktur og funktion

vurderes derfor at være ukendt i begge biogeografiske regioner, også i den

del af arealet, der ligger inden for habitatområderne.

Struktur og funktion - status

I atlantisk region skønnes det, at 75 til 90% af naturtypens areal er i en gunstig

tilstand, og udviklingstendenserne er ukendte. Struktur og funktion vurderes

derfor at være moderat ugunstig.

I kontinental region skønnes det, at 75 til 90% af naturtypens areal er i en gun-

stig tilstand, og udviklingstendenserne er ukendte. Struktur og funktion vur-

deres derfor at være moderat ugunstig.

4.2

Strandvold med flerårige planter (1220)

Stenede eller grusede strande eller strandvolde med flerårig vegetation inklu-

siv de indre/øvre dele, som i visse tilfælde kan udgøre ret store komplekser

med flere generationer af gamle strandvolde. Dele af naturtypen kan være ve-

getationsløs eller blot med laver og mosser.

Areal og udbredelse

Strandvold med flerårige planter er, med et samlet areal på 1.600 ha, en af de

mindre udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen har

sin hovedudbredelse i kontinental region, og det skønnes, at 46% af arealet

ligger inden for habitatområderne (læs mere her:

https://novana.au.dk/

naturtyper/strandenge/strandvold-med-fleraarige-planter-1220/areal-og-udbredelse/

Figur 4.2.1.

Kort over areal og udbredelsesområde for strandvold med flerårige planter

(1220). Udbredelsesområdet (vist med mørk grå signatur) bygger på kendte forekomster