Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-4023
Den 10. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 289 (MOF alm. del) stillet 13. december efter ønske fra
Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 289
”Vil ministeren oplyse, hvilke kriterier Naturstyrelsen har for levering af dyr?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser:
”I det omfang Naturstyrelsen indkøber dyr, vil kriterierne afhænge af formålet med dyreholdet.
Omgængelighed og robusthed vil dog oftest være de afgørende kriterier i forhold til de
naturforvaltningsopgaver, som styrelsen vælger at udføre med egne dyr.
For så vidt angår de kommende naturnationalparker, er det Naturstyrelsens vurdering, at
driftshistorikken for de besætninger, der skal anvendes i helårsgræsning, er mindst lige så vigtig, som
hvilken race der anvendes. Dyr, der er vant til på egen hånd at søge føde i naturområder, der ligner de
omgivelser, de kommer fra, kan være afgørende for en succesfuld gennemførsel af helårsgræsning.
Styrelsen vil derfor som udgangspunkt anvende dyr fra egne besætninger, hvor driftshistorikken er
kendt. Dette inkluderer kvæg, heste og bison fra egne besætninger, samt hjortevildt fra eksisterende
dyrehaver. På de arealer, hvor der er behov for at hente dyr fra andre besætninger end styrelsens egne,
vil det bero på både forudgående besigtigelse af dyrene og udvælgelse af de individer, der vurderes at
være omgængelige, sunde, robuste og bedst egnet til helårsgræsning. ”
Lea Wermelin
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk