Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. januar 2022
Miljøministerens foreløbige besvarelse af spørgsmål nr. 284 (MOF alm. del) stillet 13. december 2021
efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 284
”Ministeren bedes redegøre for, hvilke og hvor store arealer staten inkl. Naturstyrelsen,
Landbrugsstyrelsen m.fl. siden 2011 har opkøbt på Langeland syd for Rudkøbing til spidsen af
Sydlangeland? Hvad er den højeste hektarpris i disse handler, og hvad anvendes disse arealer i statens
eje til? Efter hvilken hjemmel er disse arealer opkøbt?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, som oplyser:
"Siden 2011 har Naturstyrelsen opkøbt en landejendom på Langeland syd for Rudkøbing. Opkøbet
omfattede 23,84 hektar samt stuehus og driftsbygninger og blev gennemført i 2017.
Ejendommen blev handlet til 5.350.000 kr., fordelt med 1.157.000 kr. til de nu nedrevne bygninger og
4.193.000 kr., for jorden, hvilket svarer til en jordpris på 175.880 kr./ha for hele det matrikulære
areal. Som det gør sig gældende for Naturstyrelsens opkøb af ejendomme, har Vurderingsstyrelsen
godkendt prisen. Arealerne hænger sammen med Naturstyrelsens øvrige arealer på Sydlangeland, der i
alt omfatter ca. 600 ha. Opkøbet skal understøtte en målrettet udvikling af sammenhængende, lysåben
natur samt udbygge de friluftsmæssige muligheder for borgerne i området.
Opkøbet er finansieret af midler fra et EU-LIFE-projekt om restaurering af sjældne våde naturtyper og
af midler fra aftalen mellem den daværende V-regering og DF, LA og K om Naturpakken 2016.
Den overliggende hjemmel til Naturstyrelsens erhvervelser er Naturbeskyttelseslovens § 55 stk. 1, nr. 1,
mens den bevillingsmæssige hjemmel til opkøbet udgøres af Finanslovens hovedkonto 23.31.04
(tidligere 24.74.05). Hovedkonto 23.31.04 indeholder såvel underkonto 23.31.04.50 til LIFE- projekter
som underkonto 23.31.04.60 til opkøb som led i Naturpakken fra 2016.
Endvidere kan det bemærkes, at Naturstyrelsen udover nævnte opkøb har gennemført enkelte, mindre
magelæg i området siden 2011.”
Miljøministeriet har herudover bedt øvrige relevante ministerier om at bidrage til besvarelsen af
spørgsmålet. Den endelige besvarelse vil blive fremsendt, når disse bidrag foreligger, forventeligt
ultimo januar.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk