Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. december 2021
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 283 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 13. december 2021. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra MFU Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 283 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Ministeren bedes oplyse, om øremærkning af hjorte på farme er et krav fra EU? I benægtende fald bedes
ministeren oplyse, hvorfor regeringen agter at indføre et sådant krav i Danmark? Ministeren bedes
endvidere oplyse, hvilke konsekvenser et sådant krav vil få for hjortefarme i Danmark?”
Svar
Kravene til, at mærkning af hjorte skal ske senest ni måneder efter fødsel, fremgår af Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2021/520 af 24. marts 2021 om fastlæggelse af regler for anvendelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår sporbarheden af visse
opdrættede landdyr. Forordningen er direkte gældende i samtlige EU-medlemsstater.
EU-reglerne giver mulighed for at dispensere fra reglerne. Det betyder, at myndighederne i de enkelte
medlemsstater i visse tilfælde kan dispensere fra mærkningsfristen på ni måneder for hjorte, hvis dyrene
holdes ekstensivt uden tæt kontakt til mennesker, og hvis dyrenes omgivelser sikrer en høj grad af
isolering.
Det er muligt for alle hjortefarme i Danmark at søge om dispensation fra mærkningskravet.
Fødevarestyrelsen vurderer sagerne ud fra en konkret og individuel vurdering.
Der henvises endvidere til besvarelsen af 28. september 2021 af spørgsmål nr. 1662 (Alm. del) fra
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K