Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2500941_0001.png
Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 235
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 3680
Den 13. december 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 235 (MOF alm. del) stillet 6. december 2021 efter ønske
fra ikkemedlem af udvalget Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 235
”Vil ministeren oplyse, hvorvidt andre og måske mere traditionelle veje og metoder til gavn for natur
og biodiversitet i de mulige naturnationalparkområder har været inddraget i overvejelserne forinden
udarbejdelsen af lovforslag L 229, og vil ministeren i bekræftende fald fremkomme med en redegørelse
for disse overvejelser, da sådanne overvejelser ikke fremgår af lovforslag L 229?”
Svar
Naturnationalparker på statens arealer skal forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn og
med henblik på, at naturen i området så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser. I forbindelse
med udarbejdelsen af lovforslaget, blev det overvejet, hvilke tiltag, der kan sikre dette. Først og
fremmest skal en naturnationalpark udgøre et større og som udgangspunkt sammenhængende
naturområde, hvor der så vidt muligt tilstræbes naturlige økosystemer. Forvaltningen skal så vidt
muligt ikke målrettes den enkelte art eller den enkelte naturtype, men have fokus på de naturlige
processer, som karakteriserer de økosystemer, arterne er tilpasset til. Det tilstræbes at genskabe
betingelserne for, at naturlige processer kan udfolde sig, ligesom menneskelig indgriben begrænses.
Som et led i at genskabe betingelser for de naturlige processer er det hensigten, at der skal kunne
udsættes store planteædere med henblik på, at de kan udføre en vigtig økosystemfunktion.
For at naturen så vidt muligt kan udfolde naturlige processer, friholdes området desuden for
skovproduktion, landbrugsproduktion og jagt, som ikke sker som led i forvaltningen af områderne.
Som et led i at genskabe betingelserne for naturlige processer kan det være nødvendigt at gennemføre
naturgenopretningstiltag. Naturgenopretningstiltag kan f.eks. være fældning af træer, tynde ud i
eksisterende bevoksninger eller skade træerne (veteranisering).
Det er vigtigt at understrege, at den konkrete naturforvaltning ikke er beskrevet i lovforslaget, men
først fastsættes i forbindelse med udarbejdelse af projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for den
enkelte naturnationalpark. Projektgrupperne, som består af en videnskabelig arbejdsgruppe,
nationalarbejdsgruppe for interessenter og de lokale projektgrupper, vil blive inddraget i
udarbejdelsesprocessen. Grupperne vil bl.a. bidrage med videnskabeligt grundlag og lokale muligheder
for kommende naturnationalparker.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk