Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3349
Den 13. december 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 210 (MOF alm. del) stillet 2. december 2021 efter ønske
af udvalget.
Spørgsmål nr. 210
”Friluftsnetværk Rold Skov har den 1. december 2021 haft foretræde for udvalget om
naturnationalparker, jf. MOF alm. del – bilag 106. Samme dag havde en borger i Marstrup, Børnenes
Hus Hammelev og en borger i Hammelev foretræde om samme emne, jf. MOF alm. del – bilag 123. Vil
ministeren oversende et overblik over, hvilken kommunikation der har været i de to sager, og redegøre
for, hvilke kommunikationsplaner der er lagt fremover? Vil ministeren oplyse, hvor mange klager der
har været over indhegnede dyr i de to områder?”
Svar
Miljøministeriet har besvaret fire henvendelser fra Hammelev og Marstrup vedrørende indhegnede dyr,
og tre henvendelser fra Rold skov. Henvendelserne omhandler bekymringer om sikkerhed for børn og
bekymringer om friluftslivs adgang i naturnationalparker.
Naturstyrelsen oplyser, at styrelsen i relation til de potentielle kommende naturnationalparker i
Pamhule og Rold Skov har identificeret hhv. seks og 38 skriftlige henvendelser om indhegnede dyr.
Henvendelserne kommer både fra enkeltpersoner og foreninger. Henvendelserne fra Hammelev og
Marstrup udgør tre af de seks henvendelser vedr. den potentielle naturnationalpark Pamhule.
Naturstyrelsen oplyser, at de har besvaret borgerhenvendelser vedr. Rold og Pamhule. Svarene har
typisk lydt: ”Tak for din henvendelse, som vil indgå i det videre arbejde. Du kan følge med på
hjemmesiden og finde svar på en række spørgsmål i FAQ’en”. Der kan i enkelte tilfælde være svaret kort
på helt konkrete spørgsmål. Der er for alle områder på bruttolisten udarbejdet et faktaark, hvori
områderne beskrives og hvor de forskellige overvejelser de forskellige områder kommer til udtryk.
Faktaarkene kan findes på følgende
link
under ”Faktaark for de 21 naturområder”.
I forhold til inddragelse af kommuner, interessenter og borgere i forbindelse med udvælgelse og
etablering af naturnationalparker vil jeg gerne henvise til spørgsmål 209 (MOF alm. del).
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk