Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2500438_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3077
Den 29. november 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 236 stillet d. 24. november 2021 efter ønske fra Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. S 236
”Hvad er ministerens holdning til at indgå i et samarbejde med den tyske regering om rydning af
havbunden for bomber, hvis den anmoder om det?
Der henvises til artiklen »Dansk regering vil vente med oprydning af bombeaffald«, 23. november
2021, Flensborg Avis.”
Svar
Som det fremgår af svar på MOF alm. del 1725, så følger Miljøministeriet arbejdet i de regionale
havkonventioner, HELCOM og OSPAR, hvor problemstillingen løbende adresseres. Her ses der blandt
andet på miljørisikoen samt muligheder for mest hensigtsmæssig håndtering. Samtidig følger
Miljøministeriet det videnskabelige arbejde på området i samarbejde med forskningsinstitutioner bl.a.
om de potentielle miljørisici forbundet med ammunitionen på havbunden. Ministeriet deltog således
også i den internationale workhop om ammunition på havbunden, som blev afholdt i Kiel fra den 7-9.
september 2021, som også nævnes i den artikel, som spørgsmålet henviser til. Miljøministeriet indgår
således allerede nu i et regionalt samarbejde, hvor også Tyskland deltager.
Det er dog fortsat Miljøministeriets opfattelse, at der er en række videnshuller, som skal afdækkes for
at kunne vurdere miljørisikoen fra den lækkede ammunition. Miljøministeriet finder derfor ikke, at
der på det foreliggende grundlag kan tages stilling til eventuel fjernelse. Dette vil forudsætte, at der
foreligger en afdækning af problemets omfang, en grundig miljørisikovurdering samt mulig plan for,
hvorledes ammunitionen skal håndteres, hvis den fjernes, herunder bringes på land. I HELCOM er der
netop indgået en aftale om en regional handlingsplan, som spænder over de næste 10 år. Den
indebærer, at Danmark sammen med Tyskland og de andre lande omkring Østersøen samarbejder om
netop disse problemstillinger.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk