Kasper Ejsing Olesen, borgmester Kerteminde Kommune
Thomas Thors, borgmester Bornholms Regionskommune
Mikael Smed, borgmester Vordingborg Kommune
Ole Wej Petersen, borgmester Ærø Kommune
Tonni Hansen, borgmester Langeland Kommune
J.nr. 2021-7599
Den 6. december 2021
Kære Kasper Ejsing Olesen, Thomas Thors, Mikael Smed, Ole Wej Petersen og
Tonni Hansen
Tak for jeres fælles henvendelse af 12. november 2021 vedrørende situationen for
fiskerierhvervet i Østersøen.
Jeg er helt enig med jer i, at fiskeri er et vigtigt erhverv i Danmark, og at erhvervet
har rigtig stor betydning for lokalsamfundene. Dette gælder ikke mindst for de
lokale havnemiljøer og aktiviteter på havnene.
I jeres områder er det især den store reduktion i kvoten for torsk i den vestlige
Østersø, der rammer fiskere og de lokale følgeerhverv hårdt. Det Internationale
Havundersøgelsesråd (ICES) har vurderet, at torskebestanden er i meget dårlig
stand, og det har EU’s fiskeriministre på rådsmødet i oktober reageret på med
vedtagelse af en særdeles stor reduktion i kvoten. Dette tiltag har til formål at
genopbygge bestanden, så det igen bliver muligt at få et bæredygtigt fiskeri efter
torsk.
Jeg er helt opmærksom på, at det ikke kun er fiskerne, der kan lastes for den dårlige
bestandssituation. Der er en lang række miljømæssige faktorer som iltsvind, lavt
saltindhold, stigende temperaturer og forekomsten af sæl og skarv, som har stor
betydning for, hvordan fiskebestande kan udvikle sig.
I peger selv på en ophugningsordning som en håndsrækning til de berørte fiskere.
Det er netop en sådan ordning, jeg mener, der er behov for. En ophugningsordning
vil kunne understøtte en strukturtilpasning af fiskeriflåden, så vi kan hjælpe nogle
fiskere ud af fiskeriet og give bedre plads til dem, der bliver, også på længere sigt.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K