Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2500412_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-2495
Den 11. december 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 162 (MOF alm. del) stillet 15. november 2021 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 162
"Der er ikke i EU-strategien på skovområdet som oplyst pt. indeholdt konkrete målsætninger for,
hvordan skovene gennem en større træproduktion kan bidrage med flere miljøvenlige træprodukter til
den grønne omstilling (f.eks. byggematerialer til byggeriet). Vil ministeren tage initiativ til, at der
udarbejdes planer for dette på nationalt plan?"
Svar
Eksisterende rammebetingelser for skovdrift og de senere års udvikling i skovene giver umiddelbart
gode muligheder for en fortsat høj og bæredygtig træproduktion i dansk skovbrug og for en øget brug
af bæredygtigt produceret træ i bl.a. byggeri.
Produktionen af træ fra de danske skove er således steget væsentligt gennem de seneste årtier, især
produktionen af træbiomasse til energi. Dette er sket samtidig med, at skovenes stående vedmasse og
kulstoflagre har været stigende, bl.a. som følge af et stigende skovareal. Med Aftale om grøn omstilling
af dansk landbrug er der sikret bred politisk opbakning til fortsat at fremme dansk skovrejsning via
tilskud fra landbrugsstøtteordninger, ligesom der på finansloven også er afsat midler til at kunne
fortsætte med statslig skovrejsning. Dertil kommer den nyetablerede klimaskovfond, der ventes at
bidrage væsentligt til yderligere fremme af dansk skovrejsningen fremadrettet.
EU's skovstrategi vil fremme en udvikling, hvor skovenes træproduktion holdes inden for bæredygtige
rammer, og hvor større dele af træproduktionen anvendes i sektorer, hvor træet sikres lange levetider.
Dette kan bidrage til at forlænge skovenes kulstoflagring og fremme den cirkulære økonomi.
Regeringen har støttet disse elementer i skovstrategien. De understøttes også af nationale tiltag,
herunder aftalen om en national strategi for bæredygtigt byggeri fra marts 2021 og handlingsplanen
for cirkulær økonomi fra juli 2021. Dertil kommer den nye lovgivning om fremme af vedvarende
energi, herunder krav til sikring af bæredygtig træbiomasse til energi, samt Miljøministeriets
vejledning om sikring af bæredygtigt træ i statens aftaler om bl.a. varekøb og bygge- og
anlægsarbejder.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk