Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2499606_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-2492
Den 11. december 2021
Miljøministerens besvarelse af MOF alm. del spørgsmål nr. 160 stillet den 15. november 2021 efter
ønske fra Christioffer Aagaard Melson (V).
Spørgsmål nr. 160
”Ministeren bedes redegøre for overgangen pr. 1. januar 2022 til de nye miljøzoneregler for lastvogne i
byer, herunder om der er mulighed for at få dispensation fra reglerne, hvis man ikke kan nå at indrette
sig efter de nye regler, da der nogle steder er op mod et års ventetid på nogle specialbyggede lastvogne,
der lever op til kravene.”
Svar
Fra og med den 1. januar 2022 skal der på tunge køretøjer, der kører i en miljøzone, være monteret et
partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. januar 2015 eller senere.
Vedrørende dispensationsmuligheder har jeg forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, der varetager
miljøzonedispensationer. Miljøstyrelsen har oplyst følgende:
"Miljøstyrelsen har indført en midlertidig praksis for de tunge køretøjer, som bliver omfattet af
miljøzonereglerne fra 1. januar 2022. For ansøgninger modtaget senest 31. december 2021, kan der
efter en konkret vurdering meddeles tidsbegrænset dispensation, såfremt der er bestilt et nyt køretøj.
Det nye køretøj skal være bestilt senest d. 31. december 2021, og der skal foreligge en underskrevet
aftale om anskaffelse af køretøjet med angivelse af bestillings- og leveringsdato. Dispensationens
varighed bliver fastsat ud fra det forventede leveringstidspunkt for det færdigbyggede køretøj.
Der kan i en overgangsfase ligeledes meddeles dispensation i tilfælde, hvor det for en virksomhed er en
større økonomisk byrde at udskifte mange køretøjer eller eftermontere mange partikelfiltre på samme
tid. Der kan i disse tilfælde, efter en konkret vurdering, meddeles tidsbegrænset dispensation fra
partikelfilterkravet til en andel af køretøjerne. Således kan eftermontering af filter eller udskiftning af
køretøjerne ske gradvist."
Lea Wermelin
/
Morten Pedersen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk