I EU-Kommissionens pressemeddelelse ”Green Deal: pioneering proposals to restore Europe's nature by 2050 and halve pesticide use by 2030”, den 22. juni 2022, om EU-Kommissionens forslag til en Forordning om naturgenopretning (Nature Restauration Law) angives det om forholdet mellem investering i naturgenopretning (oversat fra engelsk) at ”Investering i naturgenopretning tilføjer €8 til €38 i økonomisk værdi for hver €1 brugt, takket være økosystemtjenesterne, der understøtter fødevaresikkerhed, økosystem- og klimaresiliens og afbødning samt menneskers sundhed”. I bilag til EU-Kommissionens forslag “Impact Assessment accompanying the proposal”, SWD(2022) 167 final, Part 2, er på medlemsstatsniveau angivet hhv. de anslåede årlige værdiforøgelser i økosystemtjenester (tabel III-3) af økosystemgenopretning og vedligeholdelse i forhold til anslåede udgifter på medlemsstatsniveau (tabel III-4), med udgangspunkt i at 15 pct. af økosystemerne er genoprettet i 2030, 40 pct. i 2040 og 90 pct. i 2050. Vil ministeren på den baggrund besvare følgende:
- Hvad kan ministeren oplyse om datagrundlaget for EU's udarbejdelse af disse økonomiske overslag, herunder om analyserne er udarbejdet af interessenter eller institutioner under EU?
- Vil ministeren fremsende til udvalget tabel III-3 og tabel III-4 og oplyse, om de angivne investeringer kan tilføre en betragtelig samfundsøkonomisk værdi i Danmark?
- Vil ministeren i lyset af besvarelserne af ovenstående spørgsmål give en faktuel vurdering af, om disse tal giver et fagligt troværdigt billede af, hvorvidt investeringer i at forbedre naturens tilstand i Danmark vil tilføre en betragtelig samfundsøkonomisk værdi?
- Vil ministeren i givet fald give en overordnet faglig vurdering af, hvordan dette måtte kunne omsættes til styrkede økonomiske incitamenter for private jordejere til at tage vare på naturen, herunder om der med fordel kunne iværksættes et nærmere arbejde herom, i f.eks. Biodiversitetsrådet?
- Vil ministeren give en overordnet faglig vurdering af, hvordan forholdet mellem udgifter og værdiforøgelse relateret til forbedring af naturtilstanden kan medregnes i fremtidig budgettering af naturforvaltningsmidler således at det sikres, at natur og naturtiltag ikke alene anses som en udgift, herunder om der med fordel kunne iværksættes et nærmere arbejde herom, i f.eks. Biodiversitetsrådet?
Dato: 19-09-2022
Status: Endeligt besvaret
Emne:
naturbeskyttelse og kystsikring, EU