Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2500070_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. december 2021
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 135 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 5. november 2021.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 135 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren kommentere den svenske hjorteordning, hvor hjortevildt ikke klassificeres som
tamdyr/husdyr, men som vilde dyr? Og vil ministeren indføre tilsvarende regler i Danmark, så de
aktuelle problemer på området med mærkning af hjorte kan blive ændret og løst, så der fortsat kan være
hjorteavl i Danmark?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har
oplyst følgende:
”Der er store forskelle på, hvordan hjorte holdes i de enkelte EU-medlemsstater. Dette skyldes bl.a.
geografi, størrelsen af arealer med vild natur samt håndteringen af dyrene. Direkte sammenligninger
mellem medlemsstaterne er dermed vanskelige. EU-reglerne om mærkning gælder for alle opdrættede
dyr, dvs. dyr der holdes af mennesker. Hjorte, der holdes under hegn og er underlagt menneskelig
kontrol, skal betragtes som opdrættede dyr. EU-reglerne for mærkning af hjorte er fastsat i en
forordning, og de er dermed direkte gældende og ens i alle EU-medlemsstater.
Fødevarestyrelsen har været i kontakt med Jordbruksverket i Sverige, som oplyser, at alle svenske
hjortehold lever op til de krav, der skal være opfyldt for at kunne få en dispensation fra EU-kravet om
mærkning senest ni måneder efter fødslen. I Sverige er det ikke tilladt at holde hjorte under hegn på et
areal mindre end fem hektar. Endvidere skal antallet af dyr i indhegningen tilpasses arealets størrelse
og biotop. I vegetationsperioden må der ikke holdes flere dyr i en indhegning end det, der tillader dyrene
at få så meget føde, at deres normale vækst kan foregå uden tilskudsfoder.
Det bemærkes, at der ikke er en tilsvarende nedre grænse for størrelsen af indhegnede hjortehold i
Danmark.
EU-reglerne giver mulighed for at dispensere visse hjortefarme fra mærkningsfristen. Der henvises til
besvarelsen af 28. september 2021 af spørgsmål nr. 1662 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg, hvori dispensationsmuligheder fra mærkningskravet og kriterier herfor er beskrevet.
Det bemærkes, at det er muligt for alle hjortefarme i Danmark at søge om dispensation fra
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 135: Spm. om kommentere den svenske hjorteordning, hvor hjortevildt ikke klassificeres som tamdyr/husdyr, men som vilde dyr, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
mærkningskravet. Fødevarestyrelsen vurderer herefter sagerne om adgang til dispensation individuelt
og ud fra en konkret vurdering.”
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
2