Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-9874
Den 3. oktober 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1323 (MOF alm. del) stillet 6. september 2022 efter
ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 1323
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor de statslige målinger i Haderslev Fjord i sin tid stoppede, og om
ministeren atter vil sætte målinger i gang af tilstanden i fjorden, jf. at kommunen og
spildevandselskabet gerne vil kunne følge udviklingen? Endvidere bedes ministeren redegøre for, hvad
det vil koste at genoptage målingerne af fjordens tilstand."
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
"Miljøstyrelsens vurdering af Haderslev Fjords miljøtilstand og næringsstofindsatsbehov er funderet
på resultater fra NOVANA-overvågningen samt analyser med marine økosystemmodeller dækkende
kystvandene i de indre danske farvande. Modeller som er i stand til at beskrive vandudvekslingen
kystvandene i mellem.
Miljøstyrelsens overvågningsprogram relateret til Haderslev Fjord omfatter en række målestationer i
selve fjorden samt overvågning af stofafstrømning til fjorden fra fjordens opland. Endvidere er der
specifikt for fjorden og nedstrøms beliggende kystvande (herunder Lillebælt) opstillet avancerede
hydrodynamiske økosystemmodeller, som muliggør, at man bl.a. kan analysere sammenhænge mellem
alle kystvandene i Danmark, herunder sammenhænge mellem Haderslev fjords miljøtilstand og lokale
samt regionale næringsstofpåvirkninger, herunder også sammenhænge til næringsstoftilførsler fra
andre lande
Vandområdeplanens vurderinger af Haderslev Fjords miljøtilstand samt vurderinger af
målbelastninger og indsatsbehov for fjordens opland er således i høj grad funderet på lokale faglige
analyser af fjorden og dens belastning, i samspil med analyser af nedstrøms beliggende vandområders
næringsstofpåvirkninger og indsatsbehov.
Overvågningsprogram
Konkret overvåges saltholdighed, temperatur, ilt, lys og klorofyl 24 gange om året på en station
placeret i den indre del af fjorden, knap 3 km fra Haderslev by. Miljøstyrelsen kan oplyse, at der
tidligere (før 2004) i stedet for denne station var placeret en tilsvarende station i den ydre del af
fjorden. Derudover overvåges i dag udbredelsen af ålegræs og andre rodfæstede bundplanter på 5
stationer placeret ud gennem fjorden. Dertil kommer et par stationer, hvor der måles for miljøfarlige
forurenende stoffer.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk