Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2625884_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 7708
Den 19. august 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1138 (MOF alm. del) stillet d. 28. juni 2022 efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1138
”Vil ministeren kommentere den manglende vedligeholdelse af Odense Å ved Nr.
Broby på midtfyn, herunder manglende grødeskæring, manglende fjernelse af
tilsanding og væltede træer ud i åen mv., som tilsammen forhindrer tilstrækkelig
vandgennemstrømning, når det igen begynder at regne med væsentlige
nedbørsmængder på strækningen fra broen syd for Nr. Broby og gennem Nr.
Broby, forbi præstegården og videre nord for Nr. Broby og ud til broen ved
Lundegård? Ligeledes bedes ministeren redegøre for, hvorledes ministeren vil
sikre, at der bliver iværksat de nødvendige vedligeholdelsesarbejder på den
nævnte åstrækning?”
Svar
Kommunerne har som vandløbsmyndighed for offentlige vandløb ansvaret for vedligeholdelsen af
disse. Det følger af vandløbsloven, at kommunerne skal udarbejde regulativer for offentlige vandløb,
hvori der bl.a. skal fastsættes bestemmelser for vedligeholdelsen af vandløbet, herunder grødeskæring.
Regulativet udgør det retlige grundlag for kommunens administration og forvaltning af vandløbet.
Kommunerne er således forpligtet til at overholde bestemmelserne i regulativet. Regulativet og dets
administration skal i øvrigt være i overensstemmelse med den beskyttelse, der gælder for natur og
vandmiljø.
Hvis kommunen ikke overholder sin vedligeholdelsesforpligtelse efter vandløbsregulativet, har enhver,
der lider tab som følge af den manglende opfyldelse af den forpligtelse, ret til erstatning.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk