Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2621155_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 9. september 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1262 (MOF alm. del) stillet den 15. august 2022 efter
ønske fra René Christensen (DF).
Spørgsmål nr. 1262
”Hvad er ministerens holdning til forureningen i Agersø Sund ved Stignæs? Ministeren bedes svare på,
om RGS Nordic udleder lovlige mængder af spildevand, og om ministeren vil igangsætte en
tilbudsundersøgelse, der kortlægger hvad der forurener, og hvor meget der er forurenet? Der henvises
til artiklen ”Udledning fra RGS Nordic til Agersø Sund udgør væsentlig miljøbelastning”,
Fiskeritidende, den 26. november 2020.”
Svar
Jeg vil gerne henvise til min besvarelse af MOF alm del. nr. 442 (2019-2020).
Jeg er meget optaget af, at vi skal beskytte og forbedre tilstanden af vores vandmiljø, som generelt er
under et stort pres.
Miljøstyrelsen overvåger i Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA)
tilstanden i vandområderne. De nyeste tilstandsvurderinger viser, at miljømålet god tilstand for
kystvandet ’Smålandsfarvandet, åbne del’, som Agersø Sund udgør en mindre del af, ikke er opfyldt.
Den kemiske tilstand for vandområdet som helhed er klassificeret som ikke-god, som følge af
overskridelse af miljøkvalitetskrav for bly, cadmium og kviksølv. Der er ikke i overvågningen
konstateret overskridelse af miljøkvalitetskrav for andre miljøfarlige forurenende stoffer.
Det nationale overvågningsprogram NOVANA er tilrettelagt med henblik på at tilvejebringe et generelt
overblik over miljøtilstanden i vandområderne og følge udviklingen heri. Overvågningen omfatter
generelt ikke undersøgelser af forurening i forbindelse med konkrete udledninger.
Det er Slagelse Kommune, der er miljø- og tilsynsmyndighed for virksomheden, og som dermed skal
føre tilsyn med, vurdere og fastsætte vilkår for mængder, prøvetagning og kontrol for udledninger til
vandmiljøet fra virksomheden, herunder at udledningen ikke medfører overskridelse af fastsatte
miljøkvalitetskrav. Såfremt vilkår i tilladelser overskrides, er det kommunens opgave som
tilsynsmyndighed at skride ind.
Lea Wermelin
/
Nina Porst
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk